22. søndag efter trinitatis / Matthæus 18,21,35
Verden er ikke retfærdig. Livet er ikke retfærdigt. Langt fra. Faktisk. Og heldigvis. Heldigvis er livet ikke retfærdigt!
Tænk hvis alt gik fuldstændig retfærdigt til? Det ville ikke være til at leve med. Hvis alt hvad der skete og alt hvad vi gjorde eller ikke gjorde udløste retfærdighed. Hvis livet var retfærdigt, så var det slut – også med de gode overraskelser, så var det slut med tilgivelse. Fuldstændig slut, for tilgivelse er det modsatte.
Tilgivelse er når vi egentlig burde betale ved kasse et, men bliver mødt af tålmodighed og en overbærenhed, der slår en streg i sandet og giver os mulighed for at begynde på en frisk. Som manden her i fortællingen, der fik eftergivet en kæmpe gæld. Som os der bliver mødt af Guds tålmodighed og tilgivelse, så vi bliver sat fri til at begynde på en frisk.
Tilgivelsen er uretfærdig. Den er når 2+2 ikke giver 4, men noget helt nyt. Tilgivelse er et lynnedslag. Tilgivelse er ikke den naturlige reaktion på en handling. Den er det uforudsete, det ufortjente og det virkeligt fornyende.
Uden tilgivelse ville livet imellem os gå i stå, eller det ville dreje ned i hævnens og voldens spiral. Den vej kender vi godt, og når vi tænker efter, ved vi også at den ikke fører andre steder hen end i ulykke. Hævnen er ikke sød. Den er dræbende for livsglæden.
Det særlige ved tilgivelsen, er dens fornyende magt. Det er den tilgivelsens fornyende magt, som Jesus, mere end nogen anden, har blik for. Tilgivelsen er ikke alene et anliggende for Gud, som har en himmelsk tålmodighed med os. Det er i høj grad også et anliggende for os mennesker.
”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”, sådan beder vi i fadervor. Det er helt grundlæggende for tilgivelsens væsen, at den skal sætte sig igennem i vores liv med hinanden. Ellers er den meningsløs.
Det gjorde det ikke for manden i lignelsen, og vi forstår instinktivt at han handlede forkert. Nok havde han ret til at få sin penge, men han skulle ikke have holdt på sin ret. Han skulle have vist den samme tålmodighed og overbærenhed, som han selv var blevet mødt af. Han havde muligheden for at blive fri af det der tyngede ham, men han havde ikke viljen.
Jesus viser os, hvad tilgivelse betyder. Det betyder vi ikke
kører ud ad en tangent, hvor vi ender med at blive formørket af tanker om gengældelse,
men at livet kan blive nyt. Tilgivelsen har en enorm frisættende magt i vores
liv. Både for os og for den anden.
Derfor siger Jesus, skal vi ikke holde regnskab med tilgivelse, som om det var
en del af et retfærdigt system. Tilgivelse er noget helt andet. Det er også
noget andet end fx accept. Og nogle gange kommer vi måske til at forveksle det.
Og gør vi det, kommer det til at virke håbløst naivt. Hvor mange gange skal jeg tilgive? Syv gange? Nej, 77 gange, siger Jesus. 77 gange!
Jeg mødte forleden et forældrepar, som følte de havde tilgivet deres søn, der var narkoman, mindst 77 gange. De havde strukket sig og strukket sig, igen og igen, havde de ladet ham komme hjem, selvom de – ikke bare 7 gange, men hver eneste gang var blevet snydt, svigtede og skuffede. De kunne næsten ikke holde til det mere. De var brugte. Følte sig misbrugte og til grin faktisk. Men hvad skulle de gøre? Det var jo deres søn. De var begyndt at føle sig utrygge i deres eget hjem. De vidste af erfaring at de ikke kunne stole på ham, når han manglede stoffer. De vidste at de ikke kunne finde ud af afvise ham, hvis han kom til deres dør. De var faktisk blevet bange for ham. Deres egen søn.
Og det kan selvfølgelig ikke være det, Jesus mener – at vi skal gøres til dørmåtter i vores eget liv. Sådan nogen der bare lægger sig ned og tager imod. Måske var de kommet til at forveksle accept med tilgivelse. For selvfølgelig skal de ikke acceptere at blive snydt. De må sige, at det kan vi ikke acceptere. Vi kan ikke acceptere det du gør, men måske kan det komme dertil, at de kan tilgive ham, at han er havnet i et misbrug. Kan de det, vil det være frisættende for dem. Måske også for deres søn, hvis han får kræfterne til at mærke det.
I sidste instans er tilgivelse et valg vi træffer, og evnen til at tilgive andre kommer af erkendelsen af, at vi alle sammen er mennesker med fejl og blinde pletter. Vi har alle sammen begået fejl og gjort andre fortræd. Og vi kommer til at gøre det igen. Det er lettere at praktisere tilgivelse, når vi kan se, at rollerne kunne have været modsat.
Hver eneste af os kunne have været gerningsmand i stedet for
offer. Hver eneste af os har evnen til at begå den uret mod andre, som blev
begået mod os. Det kan lyde som en vanvittig idealistisk påstand, hvis vi fx
tænker på nogle af de djævelsk onde terrorhandlinger der sker. Eller det kan
lyde helt afsindigt at skulle forestille sig, at tilgive den der har misbrugt
én som barn. Ugerningen, forbrydelsen skal selvfølgelig straffes – men straffen
hjælper ikke gerningsmanden videre og det hjælper slet ikke offeret videre. Der
er ingen fremtid uden tilgivelse. Der må ske et lynnedslag af tilgivelse, for
at livet igen kan fornys. Tilgivelsen er som et lynnedslag, der forandrer og
ændrer vores kurs. Men tilgivelsen er ikke som et lynnedslag, der kommer uden
vilje. Det kræver tid og tålmodighed og bøn.
Den sydafrikanske ærkebiskop Desmond
Tutu, som under helt ekstreme forhold var med til at stifte den ”Sandhedskommision”
efter Apartheid, som gik ud på, at dem der havde gjort noget forkert, kunne
blive tilgivet, siger det sådan her:
”Selvom jeg måske siger: ”Jeg ville aldrig… (gøre sådan eller sådan), svarer
den ægte ydmyghed: ”Man skal aldrig sige aldrig” Sig hellere: ”Jeg håber, at
jeg under de samme omstændigheder ikke ville… (gøre sådan og sådan)… ” Men kan
vi i virkeligheden vide noget om det?”
Kan vi i virkeligheden vide, hvad vi ville gøre, hvis det var os, der havde
været i den andens sko? Viljen til at anerkende den anden som et menneske er
første skridt mod tilgivelse. Tutus pointe er den, at ingen mennesker er født
med had til hinanden, eller med et ønske om at gøre andre ondt. Ingen! Det er
noget, vi lærer. Af syge systemer, af fanatikere af vilkår der gør ondt. Børn
drømmer ikke om at vokse op og blive voldtægtsforbrydere eller mordere, og dog
har hver eneste voldtægtsforbryder og hver eneste morder engang været barn. Det
ved vi godt, men det er svært indimellem både at se og huske.
Det er filosoffen Hannah Arendt, der gør det forhold indlysende, at alt hvad
der ikke kan straffes, heller ikke kan tilgives. Og det siger noget om
tilgivelsens alvor og dybde. Det der bare kan siges ”pyt til”, det som ikke
koster noget af os. Det som man nærmest har glemt med det samme, det er bare almindelig
omgængelighed og sund fornuft. Tilgivelse derimod er svært. Det koster noget af
os.
Det er noget større end os. Man kan også sige det sådan, at straf og tilgivelse har det til fælles, at de vil bringe noget ud af verden. Og straffen er nødvendig for at et samfund ikke går i stykker, men det heler ikke hverken mennesker eller relationer. Tilgivelsen derimod er nødvendig, hvis menneskeheden skal heles – og den er nødvendig hvis vi skal leve som hele mennesker.
Det retfærdige ville være at nøjes med straffen – men
heldigvis er livet ikke retfærdigt. Gud er heldigvis heller ikke retfærdig, og
vi er heldige, når vi er sammen med mennesker, der ikke er styret af
retfærdighed, men menneskelighed og tilgivelse.
Tilgivelse kræver øvelse, ærlighed, fordomsfrihed og vilje til at forsøge. Mest
af alt kræver det erkendelsen af, at der er noget menneskeligt i alle mennesker,
også i det menneske som handler umenneskeligt.
Måske gør handlingen for ondt – måske har den ødelagt for meget i os – til at
vi kan eller skal tilgive den, men måske kan vi så øve os i – ikke at tilgive
handlingen, men at tilgive mennesket.
Tilgivelse er et valg. Tjeneren der blev frigivet for sin gæld, kunne have
valgt at slå en streg over sin medtjeners gæld. Havde han gjort det, kunne han have
fortalt en helt anden historie om sig selv og sit liv. En ny historie. Og sådan
er det med tilgivelse. Vi vokser ved at tilgive. Vi ved, vi er på rette vej,
når vi er i stand til at fortælle en ny historie.
Vi roder os ind i alle mulige vanskeligheder, når vi forsøger at finde en måde
at komme uden om tilgivelsen.
Vækst kommer når der er hindringer og modstand. Et træ må skubbe sig vej op
gennem jorden og jordoverfladens solide modstand for at gro.
Musklerne vokser, når vi belaster dem, men først nedbrydes de for så at blive
endnu stærkere, når de genopbygges.
En sommerfugl kæmper i sit hylster og det er netop den kamp, der gør den stærk
nok til at overleve, når den kommer fri.
Derfor må vi også kæmpe gennem vores vrede, sorg og forurettelse, på vores vej
mod tilgivelse. Når vi ikke tilgiver, er der en del af os, der ikke vokser, som
det skal.
Tilgivelsen er ikke noget som kommer let. Vi må vælge tilgivelsen igen og igen og opelske den som en egenskab i vores karakter. Mange mennesker bærer på nag og bitterhed i årevis i den tro, at det på en eller anden måde vil skade den anden person. Men sandheden er, at det ofte kun skader den, der huser naget og bitterheden.
Tilgivelse er det eneste der kan give os en ny historie. Må Gud give os tålmodighed og kræfter til at gå ind på tilgivelsens vej. Den vej, der heler os og får livet til at vokse.
(dele af prædiken er inspireret af “Tilgivelsens bog”, Desmond og Mpho Tutu)