Vi skal ikke lade følelserne løbe af med kærligheden

18. søndag efter trinitatis
Tekst: Matt 22,34-46

Hvilket bud er det største? Sådan spurgte de Jesus. Og Jesus svarede: ”Du skal elske Herren din Gud”, og det var lige efter bogen! Det kunne enhver ordentlig jøde citere. Det overraskende og det der satte dem til vægs dengang – og som vel også sætter os til vægs i dag – var at han fortsatte: ”Du skal elske Herren din Gud – og du skal elske din næste som dig selv!”.
At skulle elske Gud, er ikke noget særligt kristent.
At skulle elske sin næste, er ikke noget særligt kristent.
Begge bud finder man i andre filosofier og religioner, men at det at elske Gud og elske næsten, er så tæt forbundet at de er to sider af samme sag. Det er nyt, og det er kristen troens krav i en magi-terning.
I virkeligheden har vi ikke andre bud i kristendommen, end dette ene, som vi også kalder ”det dobbelte kærligheds bud”: Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv. I øvrigt er det at være kristen, at være lovløs! Eller: Vi kan ikke læne os op af en masse leveregler og bud – ikke andet end det ene at vi i en hver situation skal elske Gud og vores næste.
Og det bud er udfordrende og krævende, fordi det gælder hver eneste dag og hvert eneste menneske, som krydser vores vej. Det gælder også det menneske, vi ikke bryder os om, og dem, vi ikke synes, har fortjent det.
Det kræves ikke af os at vi skal kunne lide vore næste.
Det kræves ikke af os at vi skal blive bedste venner med vores næste.

Det kræves ikke af os at vi nærer nogen som helst varme følelser for vores næste.
Men det kræves af os at vi elsker ham!
Den kærlighed der kræves af os er noget meget større end den der beror på vores følelser. At elske den vi kan lide, er jo ikke nogen sag. Men at elske den, vi ikke kan lide – det er straks en anden sag. Jeg tror vi alle sammen kan komme i tanker om et menneske, som vi virkelig synes det er en udfordring at elske.

Når vi på dansk taler om ”at elske”, så er det vanskeligt at ikke at lade følelserne løbe af med alt indholdet, men når vi skal forstå det ”at elske sin næste som sig selv”, så er det nok brugbart at tænke kærligheden uden om følelser.
Måske kan man tale om at respektere næsten, med den samme form for respekt, som man selv synes at have krav på
Måske kan man tale om at tilkende næsten, den samme ret til at være her i verden, som én selv
Måske kan man tale om at møde næsten med bevidstheden om at vi begge to er skabt i Guds billede
Måske kan man tale om at give sig hen til altid forsøge at sætte sig i den andens sted
Buddet om næstekærlighed har ingen brugsanvisning, men ofte ved vi fra os selv og vores evne til at sætte os i en andens sted, hvad den anden har behov for. Så nok kan kravet om at elske næsten, være en kæmpe udfordring og umuligt at leve op til – men det ligger i os, at forstå hvad det indebærer. Vi har det i os, fordi vi selv er mennesker, der har brug for en næste.

Anderledes er det med kravet om at vi skal elske Gud!
For hvad vil det sige at elske Gud? Igen tror jeg det er vigtigt at man ikke lader følelserne løbe med al indholdet. Kærligheden til Gud beror heller ikke på vores følelser, som kan være så omskiftelige alt efter vores sindstilstand og humør. Måske kan man også i forhold til Gud bruge nogle af de samme ord, som når vi taler om næstekærlighed. Vi kan tale om at det at elske Gud, betyder:
at vi skal respektere Gud
at vi skal tilkende Gud retten til at være Gud og ikke forsøge at gøre ham kunsten efter
at vi skal lytte til Gud, og give os hen til livet som Gudskabt

Martin Luther forsøgte at forklare det i en prædiken som han holdt i 1523 over dagens tekst. Han sagde sådan her:
”Du skal elske Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind. Det vil sige, at et menneske helt og holdent skal overgive sig til Gud og lade Gud handle med sig, som det behager hans vilje, og af kærlighed til Gud gøre alt, tale og tie, som han vil. Og det skal alt være af hele vort hjerte, hele vor sjæl og hele vort sind, hvad det så end drejer sig om og hvordan Gud end ordner det, selv om han sender døden og al slags nød. Ved dette lovbud bliver hele verden indesluttet under synden. Der ser vi som i et spejl, hvad vi er og hvordan vi elsker Gud. Ingen har nogensinde holdt den mindste smule af dette bud. Det er et spejl, hvori vi ser vort liv og vor elendighed. Intet kan vi gøre af kærlighed til Gud, ikke engang det mindste, ikke engang ret tilgive, når nogen blot fornærmer os med et ord. ” (Udv. prædikener, Århus 1980 s. 393)
Således Luther i 1523. og får man lyst til at tilføje: Typisk Luthersk! Vi mennesker kan intet gøre i forhold til Gud. Alt får vi af nåde.

Men netop derfor, kom Guds og Davidssønnen Josefs Søn, Jesus Kristus. ”Ingen kommer til Gud undtagen ved Kristus. ” Fortsætter Luther. ”Han er større end alle love. Først når et menneske ser det, ser det også hvem, der er hans næste. Ellers bliver det intet til. ”
Og det er for at møde Kristus vi kommer til gudstjeneste. For at han må flytte ind i os og vokse i tro og håb og kærlighed.
Det fortælles om digteren Nis Petersen at han under en af sine rejser på Færøerne lagde mærke til at store skibe sejlede ind i en fjord og gav sig til at krydse frem og tilbage tilsyneladende helt planløst og meningsløst. Det kunne stå på i timevis. Men han fik at vide at det var skibe, der havde afbrudt deres rejse og var gået ind i fjorden for at indstille og fejlrette kompas. Når kompasset var rettet ind styrede skibene igen ud på de store have for at følge den rette kurs mod det bestemte mål.
Sådan skulle det vist også være i dag. At de færøske fjorde bruges til fejlretning af kompas. Om det er en skrøne aner jeg ikke. Men her i mødet med Jesu ord sker der noget med vores indre kompas og de afvigelser, der har indfundet sig. Det dobbelte kærlighedsbud er sådan et kompas. Det stryger os ikke med hårene og tit må vi dukke os under erkendelsen af at have svigtet. Men vi går herfra igen befriet for gårsdagens fejl og fortræd, indstillet på ny, med den rette kurs i sindet, ud på den rute, der nu engang er vores.
Det er nåden. Nåden er at Guds kærlighed – at kærligheden er større end vores evne til at elske. Så buddet ikke alene lyder: Du skal elske Gud og du skal elske din næste – men også: Elsk din næste, som Gud elsker dig!
Når kristne bestræber sig på at handle godt, er det ikke for at tage sig bedre ud i Guds øjne eller for at blive belønnet med en plads i himlen.
Det er faktisk omvendt: Gud elsker allerede mennesker. Gud har givet os livet ved skabelsen. Han har givet os tilgivelse og kærlighed ved at komme til verden gennem Jesus. Derfor har vi rigeligt at dele ud af.
Vi skal ikke være næstekærlige for at gøre os fortjent til Guds kærlighed. Rækkefølgen er omvendt og i Bibelen forklarer Jesus det sådan: I skal elske hinanden, ligesom Gud har elsket jer!
Kristendommen siger, at det største bud i livet er at elske og tilgive andre mennesker, fordi Gud elsker og tilgiver os. Det handler om at give videre til andre, hvad vi selv har fået.
Så enkelt er det.
Og så svært er det.
Hver eneste dag.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *