4. søndag i advent. Tekst: Joh 3,25-36
”Bort sorg, og krænk ej mer vort sind! Guds glæde lukker vi nu ind, at vi kan Jesus favne” Amen
”jeg ved, at jeg uden Guds barmhjertighed let kunne være blevet en lille tyv eller vagabond.” Sådan omtaler forfatteren Charles Dickens sig selv.
Og dermed har han samtidig sagt noget om ethvert menneske, for vi rummer alle sammen et væld af livsmuligheder i os. Hvilken livsbane, vi får, afhænger selvfølgelig af de valg, vi tager. Men, kendsgerningen er, at valgmulighederne ikke er de samme for alle. De, der er så heldige at blive født på samfundets solside, har det betydelig lettere end dem, der befinder sig på skyggesiden. Og allerværst er det selvfølgelig for dem, der lever på samfundets bund, hvor lyset aldrig når helt ned.
Dickens kendte som få livsvilkårene i det victorianske England – ikke bare Upstairs og Downstairs, men helt ud i rendesten og ned i undergrunden: gadebørnene, tiggerne, tyvene, drankerne og de prostituerede.
Sandsynligheden for at nogle af dem eller deres børn ville ende i direktørstolen eller bare blive skolelærer eller præst, var nærmest ikke eksisterende. Det er svært at se, hvilke valg de skulle træffe for at komme op af suppedasen. Og det var først og fremmest den her underklasse, der fik mund og mæle i Dickens´ romaner. Måske var det første gang de rigtig blev set. Og det i en sådan grad, at hans bevægende skildringer af de fornedrede og forarmede samfundslag, fabriksslaverne og proletariatet, resulterede i politiske reformer til gavn for de svageste i samfundet. Sådan kunne vi godt drømme om, at vore politikere i dag også lod sig inspirere og anspore af kulturen i dag – i stedet for den noget ideforladte dansen efter meningsmålinger og vælgervinde, vi er vidne til i dansk politik i øjeblikket. Nå!
Dickens kendte ved selvsyn til forholdene på bunden af det engelske samfund. Han voksede op i et velstillet middelklassehjem, men oplevede i 12 års alderen familiens totale nedtur.
Hans forældre og søskende blev sat i fængsel pga. gæld, mens han selv blev taget ud af skolen og ansat på en skosværtefabrik. Her knoklede han fra morgen til aften sammen med andre fattige børn. Ganske vist kom familien på fode igen efter en uventet arv, men han glemte aldrig vilkårene for børnearbejderne i de engelske fabrikker.
Som ung blev han kontorelev i et advokatfirma. Det gav ham et levende indblik i en verden af professionel kynisme og moralsk advokatsnedighed, som senere leverede stof til forskellige groteske portrætter af advokatstanden i hans forfatterskab. 22 år gammel begyndte han som journalist, samtidig med at han skrev små satiriske fortællinger til et magasin. Det var begyndelsen på et fantastisk forfatterskab, hvor den ene bestseller afløste den anden.
Fortællingen Et juleeventyr fra 1843 er blevet filmatiseret adskillige gange. Den bliver af mange set som den klassiske julehistorie. En klassiker er et værk, man ikke bliver færdig med – et værk der overlever generationer og skiftende fortolkninger. Og Et juleeventyr er en fantasifuld illustration af, hvad julen dybest set handler om: Hovedpersonen er den gamle hårdhjertede og hensynsløse misantrop Mr. Scrooge.
Mr. Scrooge er noget så sjældent som en julehader. Han har kun spot tilovers for alt, hvad der har med julen at gøre: godhed, hjælpsomhed, gavmildhed og kærlighed. Han er i det hele taget en sur og væmmelig stodder, der har for vane at optræde sammenbidt og uforskammet over for alt og alle. Fremfor alt skal ingen forsøge at franarre ham hans penge.
Men selveste julenat bliver Mr. Scrooge hjemsøgt af sin afdøde kompagnons spøgelse. Derefter opsøges han af tre juleånder – den forgangne juls ånd, den nuværende juls ånd og – allermest uhyggeligt og ildevarslende – de kommende juls ånd. Han ser i glimt sig selv, som han var og er og bliver. Det ser mildest talt ikke lyst ud for ham, og han får mareridt.
Den gamle kuldslåede gnier kaster sig ud i en martrende selvransagelse. Det får ham til at tø op i løbet af natten. Da han vågner julemorgen, er der sket en forvandling med ham. Han er blevet befriet fra sin smålighed og forbandede nærighed, som kun har bragt ham ulykke og ensomhed. Nu viser han sig i en helt ny udgave af sig selv som et elskeligt og gavmildt væsen, der oplever glæden ved at hjælpe sine medmennesker.
Mr. Scrooge er blevet et andet menneske. Eller måske har han bare langt om længe fundet frem til sig selv. Som alle mennesker har han haft livsmuligheder i mange retninger. Fra at være en kold skiderik er hans tanker og handlinger nu gennemstrømmet af kærlighed og hjertevarme. Han er rystet på plads og vakt til live som menneske. Takket være julens budskab. (ide fra Jørgen Carlsens julekalender for voksne)
Teksterne her i adventstiden er præget af, at det er tid til anger og selvransagelse, så vi kan være klar til at tage imod ham som kommer. At der noget vi skal give afkald på, for at kunne være åbne over for den fred og frelse Gud bringer. Nemlig smålighed og nærighed i forhold til medmennesker og Gud.
I dag er tonen anderledes. I dag er hører vi at det eneste vi at det eneste vi skal gøre, er at tage imod.
Johannes illustrere det i et billede af et bryllup, hvor Kristus er brudgommen og vi er bruden. Det er kendt stof fra Bibelen. Vi kender det fra profeterne, fra Højsangen og fra flere steder i evangelierne. Brudebilledet er et billede på at Gud og mennesket er forbundet i et ”Ja”. Og det ”ja” rummer den glæde, som måske er den fineste grundstemning i forholdet mellem Gud og mennesker.
Glæden er et udtryk for vores forhold til Gud. For glæden er altid glæde ved noget. At noget overgår mig, at noget kommer til mig.
Jeg er ikke selv ophav til glæden – det er altid den anden, eller det andet der er årsag til min glæde. I sidste ende Gud. Gud er al glædes ophav.
Og netop vielsens ”ja” kendetegner en glæde ved at kunne modtage hinanden. Ja, at det ikke længere er muligt at forstå sit liv uden den anden. Det er kærlighedens væsen. Den kristelige forståelse af brylluppet er én stor understregning af det helt grundlæggende i vores liv: At livet kommer fra anden side. Fra Guds, fra Kristus´, fra medmenneskets side.
Det glædelige ved Guds ”ja” er præcist, at man blot skal tage imod de gaver, som kommer én i møde ufortjent og uforskyldt – men det kræver den dyd af os: at gide det! At gide at tage imod!
Mr. Scrooge gennemgik en forvandling i mødet med julens budskab, og fandt sig selv og den glæde, som giver mulighed for at leve et sandt menneskeliv. Det er en åndelig udfordring og en kristen pligt at finde den glæde. Det er ikke nemt. Altid. I den sammenhæng, er det en tanke værd, at overveje, hvad det vil sige at vi mennesker er af jord. At vi er skabt af jord og hører til på jorden. Hvordan kan vi jordmennesker overhovedet forholde os til den himmelske glæde? Johannes evangeliet beskæftiger sig med det spænd. Spændet mellem jord og himmel. Jordog himmel bliver stillet over for hinanden. Vi er spændt ud mellem himmel og jord. Som adskilte – og alligevel forbundne. Jord kan ikke forblive jord, men må genbeskrives af himlen. Den jordiske dimension må gennemlyses af den himmelske dimension. Eller som Esajas siger: Jorden må overrisles med himlens kilder.
Julen er den himmelske tids indbrud. Med julen får vi bud om det der kommer ovenfra. Den, som kommer fra himlen, skal lære os, som er af jorden, et nyt sprog. Julesproget. Derfor går vi i kirke. Vi går i kirke for at møde noget andet. Noget større. En himmel. Ikke for at vi skal lette fra jorden med himmelvendte øjne. Ikke fordi vi skal være noget andet eller bedre end et menneske. Ikke for at vi skal være et bedre menneske. Men for at vi skal være bedre til at være mennesker. På jorden. Et jord-menneske, som himlen bliver givet til.
Det eneste der kræves af os, er, at vi som mennesker af jorden skal åbne os for den himmel, som kommer os i møde.
I den åbenhed overfor Gud og medmennesker, ligger glæden. I den erkendelse af vores afhængighed af Gud og vores medmennesker, ligger glæden. Ikke som noget vi selv skaber, men som noget vi får givet.
Vi skal bare øve os i at tage imod, og det kan vi jo bruge denne juletid til.