Skærtorsdag, måltidsgudstjeneste
Når jeg ser ud over jer i aften, så kan jeg ikke lade være med at tænke: Hvad er vi egentlig for en underlig forsamling der sidder her? Hvad i alverden har vi dog til fælles? En underlig, forunderlig og farverig forsamling – præcis ligesom dem der var samlet den torsdag aften vi er samlet for mindes.
Peter er her. ”Inden hanen galer, har du fornægtet mig tre gange” – sådan sagde Jesus til ham, og han fik ret. Peter fornægtede ham virkelig, selvom han havde svoret, at det, kunne han aldrig gøre. Så gjorde han det faktisk. Han svigtede da det virkelig gjaldt, men han sidder her endnu.
En af os der sidder her i aften, har også svigtet.
Ja, måske endda mange af os.
Vi var der ikke, da vores ven havde det dårligt, og havde brug for vores omsorg – eller måske bare at vi havde været der. Vi var der ikke da vores børn var små, vi havde alt for travlt med at arbejde og realisere os selv. Vi var der ikke da vores gamle forældre havde brug for vores hjælp. Vi var der ikke da vores kollega kæmpede en svær sag, og havde brug for vores støtte. Vi stod ikke op og kæmpede for det vi egentlig tror på, af frygt for at blive lukket ude eller stemt hjem. Vi har alle sammen prøvet at svigte, måske fordi vi ikke havde overskud til rigtig at gøre noget, eller fordi det blev for afgørende for os, for voldsomt, for svært. Og så blev vi væk. Eller vi holdt vores mund. Vi blev først rigtig klar over det bagefter, at det var det vi gjorde, altså svigtede og det er det værste at opdage om sig selv– men vi sidder her endnu. Vi sidder her igen.
Der er plads til os alle sammen, her ved Herrens bord.
Maria Magdalene er her. ”Den der får tilgivet meget, elsker meget”, sådan sagde Jesus om hende. Hun fik virkelig tilgivet meget, og hun sidder her endnu.
En af os der sidder her, har også fået meget tilgivet. Ja, måske endda mange af os.
Og det kan opleves sådan at vi kommer til at stå i taknemmelighedsgæld bagefter. Taknemmelighedsgæld er en tung gæld, men det er også den allerbedste form for gæld at have – det er en evig påmindelse for os om, at vi har meget at være taknemmelige for. At blive tilgivet kan også opleves som en ekstrem frihed, som en byrde der løftes fra os. Som et sug i maven der bliver trukket ud af kroppen på os, så vi igen kan ånde frit. Dem af os, der har prøvet at blive tilgivet for noget vi slet ikke, følte os fortjent til at blive tilgivet fra – ved at det er, som at få, livet igen. Og samtidig er det også svært rigtig at forstå det og tage det helt ind i hjertet– og derfor har vi igen og igen brug for at blive mindet om at det er sandt, at vi er tilgivet og derfor sidder vi her endnu. Vi sidder her igen.
Der er plads til os alle sammen, her ved Herrens bord.
Phillip er her. ”den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener”, sådan sagde Jesus til ham engang, hvor han pustede sig op og havde for høje tanker om sig selv. Og han havde virkelig svært ved at tjene de andre, men han er her endnu.
En af os der sidder her, har også for høje tanker om sig selv.
Ja, måske endda mange af os.
Vi bryster os af vores dygtighed. Vi udnytter den magt vi har fået tildelt, til at hytte vores egne interesser. Vi stiller os ikke bagerst i køen af egen fri vilje, og det falder os ualmindelig svært at give andre ordet, eller pladsen eller retten til at tage beslutninger på vores vegne. Vi ved det egentlig godt, når vi fylder for meget, tager for meget plads, eller puster os op som om vi var mere værd end andre. Vi ved det godt, men derfra så til at ændre adfærd og tage tjenerskikkelsen på sig. Det er svært, men vi sidder her endnu. Vi sidder her igen.
Der er plads til os alle sammen, her ved Herrens bord.
Thomas er her. ”Du tror fordi, du har set mig – salig er den som ikke har set, og dog tror”, sådan sagde Jesus til ham for han tvivlede på om Jesus virkelig var opstanden, men han sidder her endnu.
En af os der sidder her, tvivler også mest. Ja, måske endda mange af os.
Vi har bare svært ved rigtig at lade os gribe af troen. Vi ville gerne have en klippefast tro, men oftest hopper vi bare rundt på et virvar af murbrokker og stumper og stykker, og forsøger at få det hele til at give mening. Vi ville gerne, men vi kan ikke rigtig forklare det uforklarlige, og det er vigtigt for os. Vi ville gerne, men vi kommer så let til at møde livet med mistro i stedet for tro, med uro i stedet for ro, med mistillid i stedet for tillid. Vi fægter og kæmper med alt det der er større end vi kan forstå, og længes efter bare at lade os gribe i tro, og derfor sidder vi her endnu.Vi sidder her igen.
Der er plads til os alle sammen, her ved Herrens bord.
Sara er her. ”Du skal ikke bekymre dig om dagen i morgen, hver dag har nok i sin plage”, sagde Jesus til hende – og videre: ”Søg først Guds Rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift”. Men det havde hun godt nok svært ved at lade være med. Hun bekymrede sig om alt muligt, men hun sidder her endnu.
En af os der sidder her falder også let i bekymringsfælden.
Ja, måske endda mange af os.
Vi tager ofte sorger på forskud, og små og store bekymringer vokser os over hovedet. Vi bekymrer os, også selv når vi ved at det er ude af vores hænder. Vi bekymrer os også over det, som vi ikke har magt over – og som det kun gør livet mindre at bekymre sig om. Vi gør det alligevel. Vi bekymrer os hele tiden. Vi har så svært ved at lægge vores liv i Guds hænder, og derfor sidder vi her endnu. Vi sidder her igen.
Der er plads til os alle sammen, her ved Herrens bord.
Zakæus er her. ”Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte”, sådan sagde Jesus til ham, da han og de andre slet ikke kunne begribe at han var god nok. Det var ikke nemt at forstå for Zakæus at han var værdig, men han er her endnu.
En af os der sidder her føler os også uværdig og uduelig og lille.
Ja, måske endda mange af os.
Vi kan ikke tage det ind, når andre siger til os at vi er gode nok, at de elsker os, at vi er værdige og duelige og umistelige. Vi kan ikke tage det ind, når vi hører at Gud elsker os, som den vi er – og at vi ikke skal være noget vi ikke er. Vi er skabt i Guds billede, og vores livsopgave, er netop at være det billede vi er skabt til at være. Ikke større og heller ikke mindre. Vi har svært ved at tage kærligheden ind i vores hjerter. Vi har svært ved at forstå at der er nogen – at der er én der forstår os – og derfor sidder vi her endnu. Vi sidder her igen.
Der er plads til os alle sammen, her ved Herrens bord.
Judas er her. ”En af jer vil forråde mig”, sagde Jesus da de sad ved bordet. ”Det er vel ikke mig, Rabbi?”, spurgte Judas, men det var ham. Han havde et svagt øjeblik. Solgte ud af det eneste der virkelig betød noget for ham, for 30 sølvpenge. Judas forrådte Jesus med et kys, men han sidder her endnu.
En af os der sidder her har også forrådt én vi holdt af.
Ja, måske endda mange af os.
Judas er blevet et billede på det nedrigste og usle i os alle sammen. Tænk engang at stikke Guds egen søn for nogle få håndøre! Tænk engang at have så svag en karakter! Det er illoyalt af Pommern til. Vi der har prøvet at være illoyale ved at det rammer som en boomerang af ensomhed. Det er ikke til at leve med illoyalitetens brandmærke, og det kunne Judas heller ikke. Han tog sit eget liv. Vi kan ikke leve med det selv, men Gud kan leve sammen med os, og derfor sidder vi her endnu. Vi sidder her igen.
Der er plads til os alle sammen, her ved Herrens bord.
Ligesom på Sieger Köders billede, vi har trykt sangarket, så er vi der sidder her i aften en helt utrolig underlig, uduelig og forunderlig forsamling. Ikke værre og ikke bedre, end alle dem der har siddet ved Herrens bord før os – de og vi får alle sammen del i det levende brød og det livgivende vin, når Gud giver os del i ham. Nå vi sidder her og har fællesskab omkring bordet, så er det et udtryk for at vi hører sammen. Når vi spiser sammen, så viser vi at værdsætter hinanden. Samhørigheden kan komme så vidt, at vi bliver sammenspiste, men så er fællesskabet drevet for vidt, for så er det defineret ved at andre holdes ude. At der er nogen som ikke er inviteret med til bords, og sådan kan det aldrig være ved Herrens bord. Ingen er på forhånd lukket ude fra det fællesskab, hvor Gud deler sig med mennesker.
Og ingen ved Herrens bord sidder højere til bords end andre. Når vi knæler her ved alteret, så er vi alle lige. Alle vores ideer om status og prestige, bliver ophævet, og vi må erkende at vi har vanskeligt ved at efterleve den samme åbenhed og ligeværdighed i vores fællesskab i øvrigt. Og derfor bliver måltidet her ved Herrens bord, også en forsmag på det vi længes efter: Brødet og vinen, som himmerigsmundfulde af det fuldkomne fællesskab i Guds Rige. Ikke som noget, der venter os ude i det blå, men som noget der tager sin begyndelse lige her – lige nu.
Og derfor sidder vi her endnu. Vi sidder her igen.