2. søndag i advent / Text: Mat. 25, 1-13
Der er nogle vittigheder, som går i arv fra generation til generation. Mange faktisk. I hvert fald er det sådan at der er vittigheder og gåder der hører en bestemt alder til. En af de første gåder børn lærer er den her: ”Hvad er det, der går og går og ikke kommer nogen vegne?” Det ved jeg virkelig ikke, skal den voksne så sige – og barnet svarer triumferende: Det er et ur!
Kun uret kan gå og gå, uden at komme fremad. Det er på alle måder sådan en slags ur-gåde. Måske fordi, vi mennesker meget tidligt får erfaringen af, at når vi går, så kommer vi fremad. Vi sætter det ene ben foran det andet – fra det første spæde og vaklende skridt – og vi er på vej. Livet som sådan er tit blevet sammenlignet med en vandring. En vandring fra vugge til grav, som vi siger. Når vi taler om livet som en vandring eller en rejse, så kan vi også tale om, hvad man skal have med i rygsækken på sit livs rejse.
Hvad skal vi have med af færdigheder for at klare os? For at kunne klare os, få et arbejde og navigere i en verden og en hverdag med familie, arbejde og valg om komplicerede retsforbehold. Vi skal lære at læse både kort og vejskilte – vi skal også lære at læse signalerne i både krop og sind. Det er nødvendigt for at klare os på vores livsrejse. Vi skal helt praktisk have noget med os i bagagen, som vi kan leve af. Som kristne siger vi også, at vi skal have noget med i bagagen, som vi kan leve for? Livsmod, tro på Gud, håb for i morgen, kærlighed til næsten – sådan noget, som er meget mere luftigt og uhåndterbart end den praktiske bagage. Og alligevel mindst lige så vigtigt Måske kan man sammenfatte den åndelige bagage og de værdier, som vi kan leve for – som lys. Guds lys. At vi skal bære Guds lys med os på vores livs rejse. Vi taler om barnetro – den der selvfølgelige og naturlige tilgang til Gud, som børn har. Børn beder til Gud, uden nogen former for forbehold. De gør det bare, fordi det ligger til dem – og det ligger i dem som lys og barnetro.
Vi kan ikke leve hele livet på vores barnetro. Det er for enkelt og for naivt. Den skal udfordres og udfoldes ligesom alle mulige andre forhold i livet. Det er derfor vi har minikonfirmander her i kirken. Det er derfor vi har konfirmander og det er derfor vi kirken forsøger at være det sted, hvor man kan lære noget om den kristne tro – og hvor vi kan øve os i en kristen trospraksis.
Barnetroen kan ikke holde hele livet – troen må vokse/forandres sammen med os –i takt med at vi møder livet både når det er værst og når det er bedst. Vi må bakse med troen, stille kritiske spørgsmål og tage livtag med den, for at den kan styrkes og vokse i os, også som voksne. Det er ikke noget vi bliver færdige med – hele livet igennem vil vi støde på situationer der udfordrer os, og som kan få os til at tvivle på om Gud er til og om livet er værd at leve. Guds lys er i os fra begyndelsen – og vi bærer det med os hele livet, som det der forbinder os med Gud og kaster lys ind over vores liv med hinanden. Lyset fra Gud, er altså først og sidst – ikke vores præstation – men en gave fra Gud. Det betyder ikke, at vi ikke skal gøre noget for at holde det ved lige og give lyset næring. Og det er det lignelsen om de ti brudepiger handler om.
Det er umiddelbart en underlig lignelse. Hvorfor deler de fem kloge brudepiger ikke deres olie med de fem tåbelige? Er det ikke lige præcis det kristendom handler om – at dele. Og er det ikke lige præcis omsorgen for den anden og fællesskabet der er hele grundsubstansen i tro, håb og kærlighed – altså at det er til, som det vi ikke bare skal – men det vi ikke kan lade være med at dele med hinanden? Umiddelbart virker det, som om der er et modsætningsforhold mellem de fem kloge brudepigers egoistiske handlen og budskabet om næstekærlighed. Og det betyder at den handler om noget andet. Vi læser den forkert, hvis vi tror pointen er, at vi ikke skal dele lyset med dem der mangler lys. Tværtimod. Det er vores ansvar, at dele vores håb og vores lys og vores overskud med dem der mangler både det ene og det andet. Uanset hvorfor.
En lignelse er en helt særlig genre. Én lignelse alene kan ikke besvare alle livets eksistentielle spørgsmål. Siden fortællingen i lignelsen er så kort, fokuserer den oftest kun på én side af livet. Det er lidt ligesom med bestik! – det er ikke en kritik af en gaffel, at vi ikke spiser suppe med den. På samme måde er det ikke en kritik af den her lignelse at den ikke siger noget om næstekærlighed. Det er ikke dens opgave. Den har en anden. Dens opgave er, at fortælle os, at vi altid skal have olie på vores lamper.
Olien symboliserer brudepigernes tro eller lys – og derfor havde de i lignelsen slet ikke noget valg. De kunne ikke dele med de tåbelige brudepiger, for man kan ikke hælde tro på andre. den kan fortælle om det man tror på, og man kan lyse for en anden – men man kan ikke pådutte andre det samme lys eller den samme tro, som en selv. Det er en erfaring vi kender også fra det virkelige liv – man kan lyse for en anden i håb om at den anden ser noget – men man kan ikke tvinge lyset over i den anden.
Lignelsen om de t brudepiger handler om, at vi skal sørge for at have olie på lampen. Den handler om, at vi skal sørge for at bevare vores lys og vores tro. Matthæus der skriver den her lignelse, og vi der læser den – ved godt at vi mennesker ikke er sådan enten – eller. Enten som de kloge eller som de tåbelige. Vi er både –og- mennesker.
Dommen falder ikke, som en hammer ned imellem de kloge og de tåbelige. Dommen falder over hver enkelt af os. De to grupper af brudepiger er to sider af sammen sag. Vi er begge dele, både de kloge og de tåbelige, de tro og de utro, de bekymrede og de ubekymrede. Vi vælger rigtigt og forkert, og det er ikke altid vi ved, hvad der tjener os selv og hinanden bedst. Enhver af os har noget, der med Guds hjælp skal renses og lutres og vækkes til vækst, inden vi kan stå overfor Gud.
Pointen i lignelsen er at vi skal være opmærksomme og nærværende, og at det kræver at vi bevarer troen og kærligheden i vores hjerter som lys. Det er godt at blive mindet om – måske endda også særligt her i adventstiden, hvor vi kan blive så fortravlede at vi ikke evner netop det, at være opmærksomme og nærværende. Vi må tage tanken alvorligt, hvis vi vil tage vores tilværelse alvorligt – og ikke bare lade os trække rundt af andre dagsordner. Lignelsen er lidt hård ved det tåbelige i os. Men måske er det godt! Måske har vi brug for sådan et mentalt spark over eksistensen, for at vi kan vågne lidt op og se nye muligheder. Måske giver det os et fornyet fokus på det der er vigtigt i forhold til vores liv med hinanden – og i forhold til Gud. Der er noget skæbnesvangert over den her lignelse. Tanken om at vi kan komme i en situation, hvor vi ikke har det nærvær der skal til, for at være tilstede. Tanken om, at vi faktisk kan komme for sent. Det er en erfaring jeg tror de fleste af os kender – følelsen af at tiden løber ud mellem hænderne på én, uden at man får gjort det der skal til. Erfaringen af at fylde sin tid med overspringshandlinger, i stedet for med de handlinger der ikke springer over, men som ændrer noget her og nu og for de mennesker man er sammen med.
At have olie på sin lampe/at tage vare på Guds lys og troen i sit hjerte– er en påmindelse til os om, at bestræbe os på altid at være opmærksomme over for de mennesker vi møder og altid at være nærværende når det kræves af os. Livet med olie på lampen, er et liv med bevidsthed om og opmærksomhed på at hvile i, at være Guds hænder og øjne i verden. Uret går går og kommer ikke nogen vegne. Vi går og går – nogen gange frem og nogen gange tilbage. Nogen gange er vi tåbelige og utro, og nogen gange er vi kloge og tro. Sådan er vi mennesker – både og. Gud er også både- og. Både den der dømmer os, den der renser os – og den der elsker os, den frelser os. I dag. I evighed. Vi står aldrig uden for hans rækkevidde.