2. søndag i fasten
Jeg tror de fleste skolelærere ved det.
Pædagoger ved det i hvert fald.
Jeg tror læger ved det og psykologer ved det.
Jeg tror dem der passer telefonen på skadestuer og akutmodtagelser ved det.
De ved af erfaring, at der er en gruppe som aldrig tager et nej for et nej, som altid forsøger engang til, som bliver ved og ved med at insistere og råbe op for at blive hørt.
Og det er mødre!
Mødre hvis børn er syge.
Mødre til børn der mistrives i skolen eller institutionen.
Mødre til børn der ikke får den hjælp de har brug for.
Mødre vil gøre alt for deres syge barn. Der bliver vakt nogle urkræfter som sætter al forfængelighed og almindelig høflighed ud af spil. Alt andet er ligegyldigt, når det kommer til barnets velbefindende.
Jeg ved ikke om Jesus vidste det. Men efter at have mødt den kanaanæiske mor ved han det i hvert fald.
Det er svært, om ikke umuligt, at sige nej til en mor med et sygt barn.
Det har ikke været noget kønt syn.
Hun har været helt ude af den.
Hun har råbt og skreget.
Hun har mast sig foran de andre, for at blive set.
Hun havde ingenting at gøre der.
Hun hørte slet ikke hjemme der, men hun blev bare ved med at følge efter Jesus og disciplene.
Hun blev ved og ved med at råbe. Det samme og det samme: ”Hjælp! Min datter er syg. Forbarm dig over os. Hjælp!”
Hun råbte det højere og højere og det var ikke til at holde ud at høre på.
Disciplene måtte holde sig for ørene. Det var ikke til at holde ud. ”Få hende til at gå”, sagde de, ”Nu må det være nok”, ”Hun råber jo efter os”.
Vi kan lære meget af den kanaanæiske mor og alle andre desperate mødre der kæmper for deres børn.
Vi kan lære noget om hvad bøn er.
Hun lærer os af bøn ikke er smukke velformulerede ord.
En bøn er et nødskrig. Et råb.
Som vi også læste det før fra salmernes bog ”Jeg har kun tårer at spise, både dag og nat bliver jeg spurgt: ”Hvor er din Gud?”
En bøn er ikke bestemte ord. Det er ikke vigtigt at kunne finde de rigtige ord. Hun kendte ikke bestemte rigtige ord. Hun blev bare ved med at råbe: ”Hjælp mig, hjælp mig”.
Eller for at sige det endnu tydeligere: Bøn er ikke de rigtige ord, det er ikke engang ord – men et menneske.
Et menneske er en bøn.
Den kanaanæiske mor og alle andre ulykkelige mødre med syge børn, beder med hele deres eksistens om hjælp.
Det ulykkelige menneske er en bøn.
Selv det ulykkelige menneske der har givet op, er et råb om hjælp.
Når vi møder hinanden, så møder vi hinanden med en bøn – også selvom vi ikke formulerer det – så ligger der en bøn i vores samvær – vi beder: Accepter mig, hav tillid til mig, tag mig som jeg er, giv mig en chance, fordøm mig ikke. Alt det der stiller sig i vejen for at vi kan møde hinanden og være rigtigt sammen. Det beder vi om når vi mødes. Ordløst
Overalt hvor et menneske er sig selv, er det en bøn.
En bøn om forståelse og kærlighed.
Og sådan er den kanaanæiske mor – og alle andre ulykkelige mødre – en bøn.
Disciplene måtte holde sig for ørene. Det var ikke til at holde ud. ”Få hende til at gå”, sagde de, ”Nu må det være nok”, ”Hun råber jo efter os”.
Og Jesus selv var ikke bedre. Han forsøgte at afvise hende: ”Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.”, sagde han.
Undskylder sig. Det er ikke mit område. Næsten, som at høre en overlæge i psykiatrien forsvare sig med at han er overbebyrdet og at hans speciale er depression, og at han desværre ikke har tid til også at tage sig af mennesker med andre diagnoser.
Men hun giver ikke op. Hun trygler ham. Kaster sig ned for fødderne af ham, så han ikke kan slippe væk og endelig siger Jesus noget. Noget ret groft til hende. ”Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.”
Jesus sammenligner hende med en hund! Det var ikke gået i dag. Det er faktisk både krænkende og virkelig fornærmende – men hun lade sig ikke gå på af det. Tilsyneladende. Hun kunne være stivet i fornærmelse. I stedet tager hun det humoristisk og giver Jesus igen: ”Ja, ja, men selv de små hunde æder dog af de rester der falder fra deres herres bord” – og den replik kunne Jesus ikke stå for!
Og vi kan lære meget af den kanaanæiske mor og alle andre desperate mødre der kæmper for deres børn. Vi kan lære noget om hvad tro er.
”Kvinde, din tro er stor! Det skal ske dig som du vil”!
Jesus var sendt til Israels folk, men skal man tro fortællingen her, så fik den kanaanæiske mor ham til at indse, at hans opgave var meget større. Hun var den første, der fik hans grænser til at falde.
Det er bemærkelsesværdigt at fortællingen står i Matthæusevangeliet, for af de fire evangelier vi har i det nye testamente, der er det netop hos Matthæus den holdning er stærkest: At evangeliet først og fremmest gjaldt Israel. Lukas fx er meget mere optaget af at evangeliet er universelt og for hele verden. Men det er altså her, hos Matthæus udvidelsen sker. Og det er den kanaanæiske mor der får Jesus til at ændre holdning.
Vi ved det godt.
At ulykkelige mødre der kæmper for deres syge børn, de kan få det mest utrolige igennem.
Nu ved Jesus også og han fremhæver hendes tro.
”Kvinde, din tro er stor! Det skal ske dig som du vil”!
Fordi hun holder fast i det spinkle håb:
”Jo, men de små hunde æder dog de smugler, som falder fra deres herres bord”, siger hun. Hun kunne også have givet op. Tænkt: ”Kalder han mig en hund, så kan jeg lige så godt give fortabt.”
I stedet tænker hun: ”Okay, han kalder mig en hund, så er der håb! – for de små hunde klarer sig jo udmærket af de smuler der falder ind under bordet.”
Måske kan man sige at hendes svar er troens desperate ekko af hans afvisning!
”Kalder han mig en hund, så er der håb!” Den vedholdenhed og ukuelighed kan Jesus ikke stå for. Han kalder det tro. Stor tro.
Et menneskes bøn er et nødråb.
Et menneskes bøn er mennesket selv.
Overalt hvor et menneske er sig selv, er det en bøn.
En bøn om forståelse og kærlighed.
Og sådan kom den kanaanæiske mor til Jesus – hun kom som sig selv, hun kom som et nødråb, og at afvise hendes bøn var at afvise hende selv, hendes liv og hendes ulykkelige virkelighed.
”Først svarede han hende ikke et ord”, står der.
Det kender vi. Tror jeg. De fleste af os. Følelsen af Guds tavshed. Hvad nytter det at bede, der sker jo ingenting?
Så svarer Jesus endelig – men med en afvisning. Som sat på spidsen jo faktisk lyder ”Nej, din hund!” – og i stedet for at give op, så klynger hun sig til den afvisning og det utroligt spinkle håb, der ligger i at de små hunde dog klarer sig.
Det er den omvendte verden i den her fortælling om Jesus og kvinden. Det er kvinden der står fast og Jesus der ombestemmer sig. Det er altså en fortælling der handler om omvendelse, men ikke som vi normalt plejer at forstå det. Altså at det er mennesket der omvender sig og kommer til tro på Gud.
Nej, i dag hører vi om at Gud også kan omvende sig, fordi han ikke kan lade være med at lytte til et menneske i nød.
Han ser hende, lytter til hendes argumentation og bøn, og erkender at hans principper ikke holder.
Skulle han have været konsekvent i forhold til hans opgave, så skulle han have afvist moderen. Men det magtede han ikke, fordi hans natur er kærlighed, og kærligheden sprænger grænser.
Og vi kan lære meget af den kanaanæiske mor og alle andre desperate mødre der kæmper for deres børn. Vi kan lære noget om hvad håb er.
At håbet er
i de mindste smuler under bordet
i et par gode timer, ud af flere uger i mørke
i et forsigtigt smil
i de første skridt
i et politisk møde med gode viljer
i en våbenhvile
i et telefonopkald
Vi skal lære at tro, af den kanaanæiske mor og alle andre ulykkelige mødre der vil gøre alt for at deres barn bliver raskt. Vi skal lære at holde fast i selv det mindste håb gennem bøn.
Bøn er et åndedræt der ilter troen.
Et sprog der holder os fast på, at vi er større end os selv.
At mennesket er større end sig selv. At vi har flere kræfter end vores egne.
For mennesket tilhører Gud, som har skabt det fra begyndelsen. Gudstroen kan vi hvile i, og leve af – og forbinde os med i bøn. Uanset hvor umuligt det hele ser ud – for vores barn, for os selv og for verden.
Dele af prædikenen er inspireret af Johannes Møllehaves prædiken over samme tekst