Vi går med Gud

2. Påskedag/Emmaus

”Vi lægger stenene mens vi træder”, sådan siger vi, når vi har kastet os ud i et nyt projekt, som vi ikke har nogen erfaring med. Måske har vi en ide om, hvor vi skal ende, men vi prøver os frem. Vi har ikke nogen færdig plan for hvordan vi kommer derhen, hvor vi gerne vil. For nogen er det lykken at bevæge sig ud på ukendt grund, for andre er det virkelig angstfyldt. Og det er godt vi ikke er ens. Der er nogen der elsker at gå forrest og være projektmagere, og der er andre der er gode til at være på de veje, som andre har trådt, og som så måske har bedre blik for at få historien med. Sådan skal der helst være forskellige typer på en arbejdsplads og også i en kirke, for at både at få historien med og tænke nyt.

I virkeligheden er det sådan, at vi altid ”lægger stenene mens vi træder”. Hver morgen er ny, og selvom de heldigvis ligner hinanden og de fleste af os både gentager og bygger oven på erfaringer, så er det jo sådan, at når det kommer til stykket, så må vi også hver dag orientere os på ny.

Som regel ligner de situationer der opstår, de mennesker vi møder eller de følelser vi får, noget vi kender, så vi kan trække på vores erfaringer fra i går. Det er noget af det fine ved at blive ældre, at man med årene får sig nogle brugbare erfaringer man kan trække på i de fleste situationer. Lige ind til man ikke kan.

Der kan pludselig ske noget i vores liv, som gør at vi vågner til kaos. En eller anden stor omvæltning, som gør at vi bliver bevidste om at vi famler os frem og ikke ved hvilken vej der er den rigtige eller bedste. Ofte vil det være i forbindelse med et tab. Vi vågner op til en virkelighed, vi ikke kender, fyldt af savn og bekymring for hvad der nu skal blive af os.

Det er sådan de to disciple har det. Det de har været ude for dagen før i Jerusalem, har været meget traumatisk, de er stadig i chok og forstår ingenting. Heldigvis har de hinanden og mens de går til Emmaus, taler de det hele igennem igen og igen. De drøfter det med hinanden, og gentager sig selv og gennemgår igen og igen hvad der egentlig skete og hvornår. Sådan som man gør, når man desperat forsøger at finde mening i noget der er totalt meningsløst. Eller sådan som man gør, når man har brug for at få sammenstykket hele historien af de usammenhængende brudstykker som hvirvler rundt i éns hjerne. De forsøger at hjælpe hinanden med at få orden på det kaos der vokser inden i dem. De er både blinde, forvirrede og inderligt bedrøvede.

Og så kommer Jesus. De genkender ham ikke, så for dem er han en fremmed. Han ved, at den, der er rystet helt ud af sit liv, har brug for at fortælle. Så han får dem til at genfortælle alt hvad der sket. Det skal have sin plads. De fortæller helt fra begyndelsen og den fremmede lytter og spørger måske indtil forskellige detaljer, for at hjælpe hukommelsen på gled.

Måske er der også nogen af jer der har prøvet det, at blive lyttet til, af én der har tålmodighed til at lægge øre til alt det kaos der kan komme ud af ens mund, når man er rystet. Det har jeg, og jeg tror det er en almenmenneskelig erfaring, at det at få lov til at fortælle sin historie til et andet menneske, der bare lytter, kan gøre en uendelig stor forskel.

Og nogle gange er det godt at dele sine tanker med et menneske, som ikke selv er helt involveret, så man må forklare sig på en anden måde, og så den der lytter kan være med til at se det i et andet perspektiv, end man selv er i stand til.

Sådan tror jeg også det har været for de to disciple. Da de var færdige med at fortælle deres historie, da, den fremmede havde lyttet til alle deres ord, så sætter hans deres oplevelser ind i en bibelsk forståelsesramme. Han udlægger nogle bibelske tekster for dem, så de får en forståelse for hvad der er sket med Jesus og hvorfor. De bliver bragt et nyt sted hen. De begynder at forstå at der er mere, end de havde troet, i historien om Jesu død og den tomme grav.

Sådan kan de rigtige ord på det rigtige tidspunkt, en bestemt salme eller tekst, også opleves som et vendepunkt for os. Det kan være med til at kaste lys ind over det vi står i, så vi får skænket en indsigt eller et blik, der gør at vi forandres – eller at vi bevæger os et nyt sted hen. Men at det sker, det ser vi sjældent i situationen. Det forstår vi først senere.

Sådan var det også for de to disciple. De vidste ikke at det var Jesus de havde fulgtes med. Det var først da de senere spiste sammen og Jesus velsigner brødet, at de genkendte ham – og i det samme blev han usynlig. Men de kunne mærke at der var sket noget med dem, og så begynder de igen at tale sammen. Hvad var det der skete? Brændte vores hjerte ikke i os på vejen, da han talte? De forstod det ikke i situationen, men bagefter, kan de se, at det var det møde og den samtale, der gjorde en forskel. Det var her de fik fodfæste og kunne begynde at nyorientere sig i livet igen. De så det ikke der, men bagefter kunne de se det.

Det var da de genkendte Jesus iblandt dem. Det var det, der kastede lys ind over deres liv, så de kunne vende tilbage til det sted, hvor de hører til. De løb faktisk de 11 km. tilbage til Jerusalem. Det tog en evighed at gå turen ud, fordi hvert eneste skridt var ulideligt tung. Det tog ingen tid at løbe hjem. De løb let som ingenting de 11 km. Et fint billede på, hvordan krop og sind hænger sammen. Hvordan livet kan føles så let, når krisen er overstået eller man har set sin situation i et nyt perspektiv.

Vi kan endda indimellem få det sådan, når vi forstår livet baglæns. Altså, når vi står et nyt sted i vores liv, med en indsigt og forståelse som gør livet større, at vi ser, at vi ikke kunne have været andre steder. At det som har været tilfældigheder, pludselig giver mening.

Ligesom i Karen Blixens roman ”Den afrikanske farm,” hvor vi møder en mand, der søger en dybere mening. Da ser han med ét, at den modgangsfyldte og tilfældige rute, han har vandret ad om natten, set oppefra har form som omridset af en stork. Han opdager en sammenhæng, en større mening bag ruten. Sådan er det også i den kristne grundfortælling. Vi og vores liv bliver en del af Guds større fortælling med os.
Så nok, er enhver morgen ny, og nok er det sådan, at vi lægger stenene når vi træder. Men de sten vi går på, er uanset ruten, altid sten fra den tomme grav. Vi går altid med Gud.

Det er som om, Gud synes nærmere mennesker, når de bevæger sig, end når de er på plads. Bibelen er fuld af fortællinger hvor Gud går sammen med sit folk. Tænk bare på ørkenvandringen, hvor Gud går sammen med israelitterne i form af en sky eller ildstøtte. Fortællingen om de to disciple der vandrer til Emmaus, og får følge af Jesus, er en grundfortælling i den kristne tro. Det er en erfaring for mange troende, at vi føler os tættere på Gud, når vi er faret vild eller når vi går i en af vores livs ørkenperioder. Vandringer, vildveje, omveje, blindgyder og vanvittigt hårde veje, kan alle føre til velsignelse. Vi ser det ikke i øjeblikket, men opstandelsens lys, forandringens og nyskabelsens lys kan gøre det klart for os.

Som de to disciple oplevede at blive forandret af den opstandnes velsignelse, sådan kan vi også opleve at vores liv får mening og sammenhæng ved kraften fra den opstandne.