Juleaften 2024
Da jeg var midt i 20erne havde jeg en kæreste der hed Martin. Vi havde været kærester 3-4 måneder da det blev jul og vi stod i det dilemma, som jeg tror de fleste nyere kærestepar har stået i: Julegaven!
Det skal ikke være for meget, men det skal heller ikke være for lidt. Det skal udtrykke éns følelser på en passende måde. Det skal også være lidt originalt, så man viser at man er en kreativ type og ikke mindst et betænksomt menneske…
Vi fejrede ikke jul sammen, så jeg sad hjemme hos mine forældre, sammen med mine søskende, da jeg skal pakke gaven fra Martin op. De var også ret spændte, for gad vide hvad ham Martin har fundet på?
Og det havde de aldrig gættet. Viser det sig. For jeg fik et meget stort stykke brunt stof. Altså rigtig stort og rigtig brunt. Det var sådan ulden og ca. tre meter langt og jeg blev virkelig overrasket! Først faktisk positivt… hvor er han sjov, tænkte jeg, og også lidt modig!
Og så tænkte jeg: Gad vide hvad jeg ”rigtigt” får. Jeg troede han havde en eller anden idé med det – at det var en form for portal eller gåde der skulle føre mig hen til en oplevelse eller noget andet fantastisk… men det viste sig at det bare var det. Altså at han gav mig et stykke brunt stof, som han tænkte jeg kunne sy et eller andet ud af!
På en måde genialt. Lidt som dengang Johannes Møllehave, som dreng, til sin store skuffelse, fik en gul Vikingblyant af sin onkel i julegave. Den så ud af ingenting, men tænk sig hvor meget Johannes fik ud af den gave af rim, remser, underfundige og kloge ord til glæde for os alle sammen. Den onkel havde virkelig set den lille Johannes.
Når jeg tænker tilbage på det, var det virkelig modigt af en ung mand – og meget langt fra de bestillingslister vi skriver i Ønskeskyen i dag – men der er bare det, at jeg ikke kan lide at sy og ikke har gjort det siden dengang i folkeskolen, hvor jeg med hiv og sving fik et symaskinekørekort. Det holdt ikke. Heller ikke forholdet til Martin.
Jeg ville ønske at jeg kunne sige, at jeg gemte stoffet bagerst i skabet og en dag flere år senere fandt det og tænkte: ”Wauw, det er lige sådan et stykke stof jeg kan bruge til at ombetrække min gamle lænestol med”. Men nej… !
Det ville ellers have været en smuk og evangelisk pointe, at vi ikke altid forstår de gaver vi får – men at det kan vise sig at der var en mening med dem. Min slutning er måske mere realistisk. I hvert fald er det jo også sådan, at det ikke er alting her i livet der giver mening, eller er til at forstå.
Det var om ikke andet, så en overraskelse – og overraskelser har lidt trange kår i vores tid. I vores familie i hvert fald er det blevet sådan at man helst skal give det der står i Ønskeskyen eller på den ret præcise ønskeliste, hvis man vil være sikker på den gode stemning juleaften.
Måske er det et udtryk for at vi bedst kan lide at være i kontrol, at vi ikke rigtig bryder os om overraskelser? Eller måske er det perfekthedskulturen der har sneget sig ind i gavegivningen? At vi simpelthen er bange for ikke at ramme plet? Bange for at give noget forkert? Bange for at træde ved siden af og komme til at give et stykke brunt stof til en der mangler fantasi.
I sidste ende bange for at blive afvist.
Det er måske at tillægge julegaverne i aften en værdi, de ikke kan holde til, under nogen omstændigheder. Men der er noget i vores tid, som får os til at holde på os selv og give det der forventes af os, i stedet for det vi har lyst til at give. Det som måske kunne blive helt fantastisk, men som der altså også er en risiko for falder til jorden, hvis der ikke er nogen der griber det.
Sådan er det med de gaver vi giver hinanden til jul, og sådan er det med det vi giver til hinanden i det hele taget. Der kan ligge fantastiske muligheder i det, som ingen forventer sig noget af.
Tag bare Maria!
Ingen forventede at Maria skulle blive mor til Guds søn. Gud udvalgte hende blandt alle verdens kvinder. Hun kunne have sparet sig selv for store sorger, hvis hun havde sagt nej. Men hun gav i stedet et ja og blev mor til verdens frelser og håb.
Der er en stor sårbarhed forbundet med at give noget der har betydning for én selv. Noget som man virkelig holder af eller har gjort sig umage med. Eller noget man har arbejdet på, skrevet på, øvet sig på, tænkt på og som man endelig har fundet mod til at dele. Der er en stor sårbarhed i at dele noget vi elsker.
Det er et sårbart sted at stå der og gerne vil give noget af sig selv, dele et håb eller stå op for en sag. Det er meget nemmere at lade være, og give det folk forventer. Give lige præcis det forventlige, så der ikke er en finger at sætte på os. En aftale er en aftale. Enhver passer sit. Ingen af os satser noget som helst. Vi har hver især vores på det tørre. Knastørre.
For livet bliver udpint og knastørt, hvis vi alle sammen kun gør det der forventes. Der skal noget andet til, hvis verden skal forandres: Mod og håb.
Mod – også til at falde igennem og fejle.
Håb – også når det er langt ud og på trods.
Tag bare Josef!
Det var da langt ud, at han blev hos Maria, da han fandt ud af hun var gravid. Ingen kunne forvente det af ham. Han kunne have forladt hende, have giftet sig med en anden og helt sikkert fået et nemmere liv. Men han blev hos hende og viste verden at der er noget der er værd at kæmpe for, noget der er større end os selv og vores egen historie. Han fandt ikke modet i sig selv, men kærligheden gav ham det.
Der er meget i verden der rent ud sagt ser ud til at gå ad helvede til. Vi befinder os i en global klimakrise, hvor uligheden i verden bliver større og større. Der er stadig krig og daglige angreb i Mellemøsten. Situationen i Gaza er en humanitær katastrofe, situationen i Syrien er helt uforudsigelig. Der er stadig krig i Ukraine. Magtstrukturen i verden ændrer sig, og der er sket en polarisering i vores samfund, som synes næsten uoverstigelig: Mellem folk, mellem religioner, mellem generationer, mellem dem der omfavner mangfoldigheden og dem der ikke gør.
Vi har i min generation været vant til fremskridt og vækst, og det er på alle måder rystende at stå et sted nu, hvor vi reelt er bange for, hvad det er for en verden vi giver videre til vores børn. Der er vitterligt meget der kan bekymre og gøre os utrygge. Alvoren er til at tage og føle på. Det er den virkelig.
Og der er måske noget i os, der stivner og bliver så bange for at sige og gøre noget forkert, at vi lukker os om os selv. Så der ikke er en finger at sætte på os. En aftale er en aftale. Enhver passer sit. Ingen af os satser noget som helst. Vi har hver især vores på det tørre. Men der skal noget andet til, hvis verden skal forandres. Mod! Og håb, ikke mindst.
Vi kommer så let til at bruge ord der taler håbet ned, når vi går ind i den forventelige krigsretorik og krisestemning. Vi kommer så let til at tage håbet fra hinanden, og det er sidste vi må.
Tag bare hyrderne!
Ingen forventede at hyrderne skulle have tillid til englene julenat, da de sad der i mørket, udsatte og fortabte, og der så pludselig kom en engleflok og sagde at de ikke skulle være bange. ”Frygt ikke”, sagde de – ikke fordi der ikke var meget at være bange for, men på trods af det. Og det gav hyrderne mod til at opsøge Jesusbarnet og håb om at livet var større end det de kunne se, lige nu.
Vi må, ligesom hyrderne, også bede om mod til at tro, at verden ikke går ad helvede til, men at der er håb for fremtiden. Vi må dele håbet om at livets kræfter er stærkere end dødens kræfter, så vi får mod til at være i verden uden at gå i panik eller lukke os om os selv.
Tag bare Gud!
Ingen forventede at Gud søn, ville blive født i skikkelse af et lille barn i en stald i Betlehem. Det er julegaven ingen havde ønsket sig. Esajas, som jeg læste noget af lige før fra alteret, havde ellers skrevet en meget præcis ønskeliste.
I Esajas´ Ønskesky stod: Underfuld rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.
I dag ville vi ønske os en Gud der var til at forstå, som kunne skabe orden i kaos, som have magt til at forandre verden med ét og udrydde alt ondskab én gang for alle. Men vi får ikke hvad vi ønsker os. Heldigvis. Vi får noget helt andet: Et lille barn fuld af det håb, som ikke kan dø.
Han spjætter af livskraft i hjertet på os
som tænder stearinlys i mørket på trods
små lys, der skal strømme mod dem, vi er nær
og dem som er fjerne, og dem som vi er
(Decembernat, Iben Krogsdal)
Julenat gav Gud os sin søn. Det er en gave, som vi måske ikke altid ved hvad vi skal stille op med.
Som et brunt stykke stof, der skal foldes ud, for at det kan få liv.
Som en gul vikingeblyant der ikke ser ud af meget, men som kan skrive de smukkeste ord.
Som en rose, der skal vandes, så den kan blomstre og blive til glæde for alle der ser den.
Vi får rakt det lille jesusbarn som er indbegrebet af tro, håb, kærlighed, tilgivelse og evigt liv. Vi får det lagt i vores hjerter og vores hænder. ”Værsgo! Det er til dig”, siger Gud, med en guddommelig opmærksomhed og interesse i hver enkelt af os. Og så står vi der, med det på engang stærke og skrøbelige barn i vores hænder, og erfarer at den her gave, den er større end noget andet. Den er en kilde til evigt håb.
Tag bare os, der sidder her!
Vi kan give håbet sprog og krop. Det håb, som blev født julenat, og som er er lyslevende iblandt os.
Glædelig jul!