11. søn eft trin / Luk 7, 36-50
”Synderinden”, sådan har traditionen døbt hende. Hun var ”Synderinden” der salvede Jesu fødder. Som det var det vigtigste der var at sige om hende, at hun havde syndet. Som om hun ikke havde et navn. Maria Magdalene hed hun. Men i traditionen er hun blevet døbt ”Synderinden”. Som om det var det eneste. Det første og det sidste der er at sige om hende. Det har traditionen i øvrigt været god til at håndhæve, at det skulle være det vigtigste der var at sige om et menneske, at vi er syndere. Kirkens historie har været præget af et pessimistisk syn på mennesket. Mange, mange mennesker er kommet til kirken og har følt de er blevet banket på plads af en syndsretorik der udraderede dem som mennesker. Og man er gået fra kirken mere kuldslået og forrevet end da man kom.
I Bibelen 2020 bruger man ikke synd. Ordet optræder simpelthen ikke i nogen form i den nye oversættelse. Hvorfor? Fordi man ikke tager synden alvorligt? Nej, tvært imod vil jeg mene. Det er fordi synd er så vigtigt et begreb i Bibelen og i kristendommen, at man har gjort sig umage med at oversætte de hebraiske og græske ord, der ligger bag, på en ny måde, så alvoren bliver tydelig. Og det er fordi den måde, synd optræder i almindelig sprogbrug i dag, vildleder os i forståelsen af synd i bibelsk forstand.
Synd handler i dag typisk og lidt forsimplet om sex og chokolade. Hvis du søger på ”syndig” og ”chokoladekage” sammen, får du fx mere end 70.000 hits på Google og et hav af mundvandsfremkaldende billeder af overdådige desserter og lækre nøgne kvinder. Men denne dagligdags betydning fortæller jo ikke om synd forstået som et fundamentalt misforhold mellem Gud og mennesker. Synd i den dagligdags forstand er ufarlig. Synd i bibelsk forstand er det stik modsatte.
Synd i Bibelen og i kristendommen er en kompleks størrelse med flere forskellige nuancer, og der er da også ganske mange forskellige udtryk i brug i Bibelen 2020: Svigt af Gud, afstand til Gud, ondskab, modstand mod Gud, det, som skiller os fra Gud, og selvoptagethed… eller i forhold til denne tekst, hvor man i stedet for at skrive at kvinden levede i synd, oversætter det med at hun var prostitueret. I stedet for at lade Simon tænke ved sig selv, at Jesus burde vide at hun levede i synd, lader ham tænke at Jesus burde vide, at hun er umoralsk – og i stedet for at Jesus siger: Hendes mange synder er tilgivet, oversættes det med: ”Hun får sine mange lovovertrædelser tilgivet”. Andre steder er synd oversat med fejl, forbrydelser eller slet og ret det, Gud ikke vil have. Alle de mange forskellige oversættelser er med til at påpege synd som noget, der forvrænger forholdet mellem to parter. Mennesker imellem, eller forholdet til Gud.
Jeg synes det er rigtig set af dem der har arbejdet med oversættelsen. At synden så let bliver misforstået, og at det at bruge andre ord, kan være med til at skærpe forståelsen af, hvad afstanden/forvrængningen/misforholdet/ufuldstændigheden i forholdet mellem Gud og mennesker egentlig kan bestå i.
Men der vil sikkert ske det, at vi bare kommer til at kalde kvinden noget andet. Måske vil vi ikke længere kalde hende ”Synderinden”, måske vil vi i stedet kalde hende ”luderen” eller ”den prostituerede”? For vi har det med at sætte etiketter på hinanden. Stemple hinanden. Gøre hinanden mindre og forfladige hinanden.
For at citere mig selv fra bogen Pralbønner:
Bøn for forfladigede
Jeg beder for dem der er
skåret
ned til én funktion:
Advokaten, præsten,
rengøringskonen og førsteelskeren.
Jeg beder for dem der har
glemt
at de er andet end:
mor, far, kone og mand,
og for dem der har et talent
og kun bliver vejet og mål som:
sangeren og fodboldspilleren,
forskeren og forhandleren.
Jeg beder for dem andre omtaler
som ham der er godt til at lytte,
hende der er mega effektiv,
ham som er vildt sjov,
hende som er helt utrolig hidsig,
ham den stille,
hende den skarpe,
ham den diplomatiske,
den tålmodige,
den søde,
den sarkastiske,
den pessimistiske,
så de også selv
kommer til at glemme
hvad de ellers er.
Jeg beder for dem der nøjes
med at bruge den del af sig selv
der egner sig til karikaturtegninger
og kan skæres ud i pap.
Vi har skåret Maria Magdalene ud i pap og reduceret hende til ”Synderinden”. Vi har også skåret værten Simon ud i pap og reduceret ham til ”Farisæeren”. Verden er så meget enklere når vi skærer hinanden ud i pap. Når et dumt svin er et dumt svin, en spade en spade… osv.
Men mennesket er ikke bare hvad man ser, og mennesket er ikke bare en ussel synder. Evangeliet er, at vi er Guds elskede børn og også at vi er Guds udtrykte billede. Ufuldstændige og uskarpe og uperfeke, men det ligger i os – det ligger til os at elske.
Der er altid mere at sige om et menneske, end hvad det har gjort
og ikke gjort. Der er altid noget vigtigere at sige om et menneske, end hvad
det mangler eller fejler. Der er noget
vigtigere at sige, men ikke bare det, mennesket – enhver af os – rummer
muligheden og evnerne til at kunne gøre noget andet end det vi har gjort galt.
Vi rummer muligheden for at vende om, vende os mod lyset, åbne for den
kærlighedskilde, som spejles af Gud i os. Ikke fordi vi er stærke og selv kan
det hele. Men fordi vi får styrke fra Gud og kan i kraft af Gud.
Hvor får Maria Magdalene modet fra? Hvor får hun modet fra til at dukke
uanmeldt og helt sikkert også uønsket op til Simons middagsselskab? Det mod, tror jeg kommer fra en gnist af det Guds lys som også er i hende.
Jeg tror modet kommer, fordi hun glemte sig selv.
Det er vigtigt at lægge mærke til, at kærligheden allerede var tilstede i hende, for hun blev jo, som der står, tilgivet sine mange synder, fordi hun elskede meget.
Og netop det at kærligheden allerede var til stede i hende, da hun var indkroget i sin skyld – minder os om, at kærligheden er lagt i os alle sammen. Vi er alle sammen skabt i Guds billede. Der er ikke nogen mennesker der er skabt forkert eller skabt i andre billeder. Der er ikke nogen mennesker der ikke har det gode i sig, som en mulighed.
Vi kan ikke blive mere og større end det, vi er skabt til at være og i grunden er: en genspejling af vores skaber. Vores forhold til Gud kan sammenlignes med krystallens forhold til solen. Krystallen skinner som en lille sol, når den rammes af sollyset. Hvor klart det stråler handler om, hvor nøgen den er – hvor skjult og tildækket den er.
Mennesket er som krystallen. Jo mere vi befrier os fra det som er ødelæggende og skelsættende, og bare er dem, vi er, desto klarere bliver lyset, som opfanger solen, og farverne vi giver til vores omgivelser.
Gud har lagt kærligheden i vores hjerter, og gennemlyser os hver dag, så vi kan skinne på hinanden. Men det hindrer os ikke i at dække os til og farer vild. Vi bliver forvirrede og forblindede og gør det, vi ikke vil. Et menneske kan blive så fremmed for sig selv, at det bliver umenneskeligt. Der er ikke noget dyr der kan være så skræmmende og grusomt som det umenneskelige menneske.
Gud vil, at vi skal være som et nøgent krystal, så hans lys bliver tydeligt i os, og så kærligheden i os bliver blikfang ikke bare for ham, men også for vores medmennesker.
Hun elskede meget, derfor glemte hun sig selv; hun glemte sig selv, og derfor blev hendes mange synder tiligivet. Hendes krystal blev helt nøgent, og hun opdagede at hun kunne skinne på andet end sig selv.
Måske kan vi lære at blive som hende, ligegyldig over for alt andet, ligeglad med hvad folk måtte tænke om os, men optagede af at få tilgivelse – optagede af at få genoprettet brudte forhold til Gud og til vores medmennesker, så vi igen kan lyse som en nøgen krystal
I flere farver, og med mere styrke – end det vi både selv og andre troede om os. Gud skærer ingen mennesker ud i pap. Nej, han skærer os i hjerter. Han skriver loven i vores hjerter, så vi bliver hele mennesker. hele mennesker, der kan låne mod af hans mod.
Mod til at tro, at der altid er mere at sige om os, end det vi har gjort forkert. Og mod til at lade troen og håbet og kærligheden vokse i os, så vi kan vende os mod hinanden og se at ingen af os kan reduceres til en fejl. Men, at vi er Guds lysende eksempler i verden. Lad os få mod til være det.