4. søndag efter Helligtrekonger
Taler Gud til os gennem havet? Jobs Bog, som jeg læste lige før, udtrykker det netop sådan. På smukkeste poetisk vis, beskrives, hvordan Gud taler til os gennem havet. Vi hører, hvordan Gud tog ordet inde fra stormen og taler til os om havets kraft og skaberens magt. Ud af stormen lyder Guds stemme:
”Hvem lukkede sluseportene for havet,
da det kom brusende frem fra jordens indre?
Det gjorde jeg! Og jeg svøbte det nyfødte hav i skyer
og omgav det med mørke tåger”
Der findes ikke noget menneske, der kan befale over havet. Havet er bare. Havet er et givet vilkår, et livsgrundlag, som vi tydeligvis kan ødelægge, men, som vi ikke selv kan skabe. Når vi står foran et brusende Vesterhav en kold og blæsende februardag, kan vi kun føle ærefrygt for havets kræfter. Vi kan overvældes af skønhed og vi kan stå der i afmagt, når naturen viser sig som vores fjende. For de oppiskede vandmasser er uinteresserede i, om de styrter ned over drivtømmer, fisk eller mennesker, ligeglade med, om den nødstedte i båden skulle være på vej til sit bryllup eller på vej hjem til sine børn.
Menneskekroppe er som skrøbelige kastebolde, når elementerne raser som oversvømmelser, storme og skovbrænde. Naturlove er blinde. Tyngdekraft bevidstløs. Ulykker og naturkatastrofer uden mening. Det var de dengang og det er de stadig og vi rammes af det, når vi ser billederne fra de ødelæggende brænde i Los Angeles som hærger i øjeblikket uden mål og mening. Vi ser det og græder, for vi skrøbelige mennesker er samtidig dem, der ikke kan eller skal nøjes med meningsløst at være materie blandt andet materie.
Vi er natur, men vi overskrider også naturen ved at spørge efter mening. Vi rækker ud efter noget eller nogen, efter andre mennesker – efter Gud, for at få tegn på betydningen af vores liv. Vi længes efter at mærke at vores liv har en vægt og et formål, og ikke kun er én del af naturens gang. Vi er som medmennesker med til at give hinandens liv mening. Vi kan lære noget af hinanden og vi kan være noget for hinanden. Som et jeg og et du, rækker vi ud efter hjælp når stormene raser. Og vi råber til Gud, rækker ud mod det største ”du” – det Du, der kender livet kilder og tilværelsens afgrundsdybe mørke.
Når vi er i nød, når vi er bange, så er vi ikke kun skrøbelige og forgængelige kroppe, men også kaldende og bedende eksistenser, der råber til Gud – livets kilde og al menings Du: ”Herre frels os! vi går under!”. Som disciplene i båden gjorde det. Vi er i samme båd. Vi er i samme båd som dem. Vi er i samme båd, som alle mennesker til alle tider der har været i sat i en situation af afmagt og usikkerhed. Mennesker der har været der, hvor bølger af ulykke har skjult udsigten. Som har været der hvor bølgerne gik højt. At det er sådan, ser vi måske særligt tydeligt for os her i Møllevang Kirke, hvor kirketaget former sig som den båd vi sidder i.
Vi er i samme båd. Vi sidder her hver især og alt virker nok søndagsroligt. Vi synger, vi beder, vi rejser os og vi sætter os. Det ligner at der kun er små krusninger på søen. Små bevægelser i vores ansigtsudtryk. Men vi kan ikke se hinandens indre. Der kan være storm på vej. Måske nogen af os er fyldt af indre stormvejr? Måske er vi ved at gå under af bekymringer for hvordan det skal gå én af vores kære? Eller fyldt af sorg over at have mistet et menneske der stod os så nær, at vi har svært ved at finde fodfæste igen? Måske synes vi at der bliver revet i os fra alle sider, i en grad, så vi har mistet balancen? Måske er vi drevet ud over grænsen for hvad vi magter at tage ansvar for. Bølgerne går højt, så højt at de indimellem skjuler udsigten eller tager pusten fra os.
Den her fortælling om båden der er kommet i stormvejr, om disciplene der bliver bange og råber ”Herre, frels os! Vi går under!” er ikke en fortælling der handler om livet til søs, men en fortælling der handler om liv og død. Om de storme som livet udsætter os for. En fortælling der handler om at vi ikke kan undgå indimellem blive ramt af ulykke og lidelse, men at vi må tro, at Gud er med os. Er med sine mennesker, at Gud er på livets side, og stærkere end al ulykke og død.
Vi kan indimellem føle os helt alene og forladt af Gud, som disciplene gjorde det, da Jesus sov, men det er netop kun en følelse. Vi er ikke alene. Aldrig nogensinde. Nogle gange skal man ud i store storme, før man måske begynder at tænke over meningen med livet. Når livet rammer hårdt og et nærmest uundgåeligt ”hvorfor?” eller ”hvorfor mig?” opstår. Så sker der ofte det, at man enten fyrer Gud, som åbenbart i bedste fald bare sover eller i værste fald er totalt ubrugelig. Eller også mærker man netop dér, at han er der! I modgang. Der hvor vores egne planer eller idéer ikke rækker, kan vi klamre os til vores egen mast, eller åbne os, og blive mere modtagelige
Vi sidder her. Vi er i samme båd, ikke bare med hinanden, men også med Jesus. Jesus var i båden sammen med disciplene den dag på Genesaret sø. Han lå og sov, tilsyneladende fuldstændig uanfægtet af bølgerne der slog ind mod rælingen og var ved at skræmme disciplene fra vid og sans. De klamrede sig til hinanden, men vidste også at det her var ude af deres hænder. Det var dødens bølger der skyllede ind over dem, og de så på hinanden med skræk i øjnene, og overså på samme tid, at Jesus var lige ved siden af.
Nogle var så blinde af angst, at de ikke kunne se en hånd foran sig.
Nogle var så optaget af at tænke på sig selv, at de ikke kunne tænke på andet.
Nogle fik slet ikke den tanke, at de kunne bede Jesus hjælpe dem.
Nogle tænkte at det ikke nyttede noget at kalde på ham.
Nogle var allerede blevet vrede på Jesus, fordi han ikke gjorde noget.
I stedet for at ruske i sig selv, at tage et hårdere greb om egen nakke, bide tænder sammen og forsøge at tage sig samme – så kan man gøre som disciplene: ruske i den Gud, som gennem Jesus åbenbarede sig som den Gud, der vil være med i vores båd! – og forvente noget! Sover han bare eller hvad? Og når man virkelig rusker i nogen – er det så ikke også sådan, at man også selv bliver rusket!? Når man står der og råber om hjælp, mærker man helt fysisk, hvad det er, der gemmer sig i stormen. Når vi selv får en ”rusketur” ved at ruske i Gud – så er evangeliets budskab, at vi møder en Gud der er nær. At Gudsrigets kræfter er nær. I vores båd. I vores liv.
Der var én i båden der sagde de forløsende ord: ”Lad os bede sammen”, som vi også siger det her i vores båd, når vi er samlet til gudstjeneste. ”Lad os bede sammen” og de vendte sig mod Jesus, som vi vender os mod ham og siger: ”Herre frels os! Vi går under” og Jesus rejste sig op og sagde:
”Hvorfor er I bange? Jeg er jo lige her ved siden af jer. Jeg er i samme båd som jer. Jeg ved præcis hvordan I har det. Jeg kender alle jeres bekymringer, jeres værste mareridt, jeres sorger og jeres mangel på livsmod og I må tro på at det nok skal gå alligevel. Jeg er med jer. Storme lægger sig, bølger går over, bekymringer får en mindre størrelse, sorger bliver til at bære – Med tiden, ved min hjælp. I skal ikke være bange!” Sådan sagde Jesus til disciplene i båden. Og vi er i samme båd. (inspiration kirkekunst.net, Birgitte Bech)