16. søndag efter trinitatis
Tekst: Opvækkelsen af Lazarus, Joh 11,19-45
Døde bliver ikke bare sådan levende igen. Aldrig i livet. Det er kun i bøger, skuespil og film som Kaj Munks “Ordet”, C.S. Lewis Narnia bøger eller Rowlings Harry Potter film. Det er ren fantasy og science fiction.
Skindød, ja. Hjertestarter og hjertemassage, ja. Ellers ikke – aldrig i livet. Når først de seks timer er gået, og lægen har underskrevet dødsattesten, så er det definitivt slut. Det ved vi alle sammen, og døden kan vi ikke diskutere med. Der er ingen appelmuligheder. Ingen ankeinstans. I forhold til døden er vi alle lige. Her er ingen forskel på rig og fattig, høj eller lav. Afghanistan, plejehjemmet, kræftafdelingen, Utøya, trakfikken. Døde bliver ikke bare sådan levende igen. Aldrig i livet.
Det ved Martha og Maria også. Lazarus deres bror er død, og det har han været i fire dage. Der er ikke noget at gøre. Jesus er kommet for sent, og det bebrejder de ham. ”Herre, havde du være her, var min bror ikke død!
Da det virkelig gjaldt. Da deres bror blev alvorligt syg, da følte de sig svigtet af Gud. Gud kunne have grebet ind og forhindret at Lazarus var død, men det gjorde han ikke.
Og det gjorde han heller ikke da vi mistede vores kære i et trafikuheld, eller til kræften. Selvom vi bad om at de ikke måtte dø, så døde de. Selvom vi bad om at der måtte ske et mirakel, så skete der faktisk ikke noget mirakel – i hvert fald ikke det vi bad om.
Vi står der – eller har stået der sammen med Martha og Maria og har stillet det samme hjerteskærende og himmelråbende spørgsmål: Hvorfor gjorde du ikke noget? Hvorfor kom du for sent? Hvorfor greb du ikke ind?
Når vi møder døden, bliver vi for alvor små og afmægtige. Vi står der ved graven og kan ikke bære det. Og vi føler os afhængige af andre på en ny og helt nødvendig måde. Vi føler os afhængige af at blive båret af noget som er større end os selv, som kristne vil vi sige, af Ham, som er større. Af Gud.
Det er ikke anderledes for os, end det var for Martha og Maria – de er fyldt af sorg og afmagt, og også af en vrede – ”Jesus, havde du været her, var min bror ikke død”, siger de begge to bebrejdende, som det første da de møder ham.
De har bedt og tryglet og håbet på, at Lazarus blev rask, men det gjorde han ikke. Han døde – og sådan har enhver af os der ham mistet en af vores kære, også bedt og tryglet og håbet på at han eller hun ikke måtte dø fra os. Men det skete alligevel.
Indimellem virker det helt urimeligt og uretfærdigt og meningsløst. Det kan føles som om Gud er helt fraværende, og det er så menneskeligt af os, at opleve det sådan. Sådan oplevede Jesus det selv, da han hang på korset og råbte: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig”.
Og Job oplevede også at Gud havde forladt ham, da han mistede helt sit livsgrundlag. Og Josef oplevede sig forladt af Gud, da han sad alene nede i brønden. Zakæus forestillede sig ikke at Gud ville have noget med ham at gøre. Enken i Nain, føler sig forladt af Gud, da hun mister sin søn. Og Martha og Maria da de mistede deres bror.
Når vi bliver væltet om kuld af livets kastevinde eller dødens lukkede øjne, så kan vi blive ramt af følelsen af, at Gud har forladt os og at vores bønner ikke bliver hørt. Vi ved godt – inderst inde – at det ikke hænger sådan sammen. Gud er ikke en lykke-automat, for dem der har ord i munden og bønner i hjertet.
Gud forhindrer ikke det, der gør ondt og er ondt, men det betyder ikke, at han ikke er der. Som der stod i salme 139, som jeg læste lige før fra alteret – ”Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke”. Gud er nærhed og nærvær, også når vi ikke mærker det. Gud er tilstede og sammen med os der lever videre, og hos den som vi må skilles fra af døden. Vi må tro på at Gud ikke slipper os, hverken i liv eller i død. ”Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast”.
Sygdom og død river mennesker ud af vore hænder, men vi må tro på at vi ikke rives ud af Guds hånd. Gud bærer os ikke over det der er svært. Livet er ikke noget vi kommer over, eller overkommer – Men Gud er med os igennem det der er svært.
»Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø”, siger Jesus – og i dag får vi det tegn, at Lazarus opstår fra de døde. Jesus kalder ham til liv.
Fortællingen om Lazarus er fortællingen om Jesu forhold til verden. Han kommer til den verden, som Gud elsker, og besejrer døden. Opvækkelsen af Lazarus bliver tegnet – først på Jesu opstandelse og siden på de dødes opstandelse.
Opstandelsen er både nu, når mennesker midt i dødens verden, får del i et liv i tro, håb og kærlighed. Og det er engang – et liv på den anden side døden. Johannes har allerede forklaret det i evangeliet: ”Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den skal leve.” Og vi må forstå, at Lazarus er ethvert menneske, som Gud elsker. Lazarus er dig og mig.
Guds evighed er her allerede nu. Og de døde er allerede nu i Guds hånd. Der sker det med Jesus, at døden bliver anderledes. Påsken forkynder at Jesus er gået ind i døden for os, og siden har døden ikke været den samme. Døden mistede sin magt. Vel er den en smertefuld virkelighed og vi har al mulig grund til at græde og sørge, men vi mødes her, af et budskab , der siger os, at døden ikke er det sidste. At vi ikke bare bliver til intet, der er noget mere. Vi kan forvente os noget mere.
Håbet om en opstandelse, der overvinder døden. Det er håb, der ikke fjerner savnet af én vi har mistet, men midt i savnet vil skænke os håbet om at Gud er med os og at der er en fremtid både for os levende, og for vores døde.
I dag bliver vi mindet om, at vi med alle de forskellige livserfaringer vi har, at Gud har en fremtid til os – også bag dødens mørke og kulde.
Og det mærkelige er, at denne tro stemmer med vores erfaringer. For vi gør jo den slags erfaringer, i vores almindelige liv, når vi synes at alle døre er lukkede, og der så pludselig viser sig en ny vej. Når vi synes fremtiden er forbi og alt liv er lagt dødt, som om der var væltet en kæmpesten for den grav, vi er kastet i, og der så alligevel som ved et mirakel viser sig nye livsmuligheder. Når vi er sat i en uløselig situation, og vi står bundet på hænder og fødder i uoverskueligt snærende ligklæder – og vi så alligevel oplever at det bliver løst, og vi bliver lettede. Når vi erfarer at alt håb er ude, og der så alligevel viser sig nyt håb – imod alle odds.
Vi har alle sammen håndgribelige og målbare erfaringer med det håb, som igen og igen griber forløsende ind i vores liv og skaber glimt af evighed nu, men der er også et håb, som vi aldrig begriber og kender rækkevidden af. Evigheden som vi må vente på den anden side døden, ved vi ikke så meget om.
Forfatteren Ellen Lissner har et sted gjort sig et tanke-eksperiment. Hun sammenligner vores uvidenhed om det evige liv med et udfødt barns uvidenhed, og så hører vi om en moder der prøver at forklare sit ufødte barn, hvordan den verden, er, det snart skal fødes ind i. hun fortæller om luften og lyset, om farver og blomster, om mennesker og dyr og om fødslen, som er begyndelsen til alt dette.
Og barnet svarer: ”Jeg kender den stemme, der taler til mig, den er mig ganske nær, men jeg ved ikke, hvor den kommer fra, og jeg begriber slet ikke, havde det mærkelige er, som den taler om. Luft? Jeg ved ikke, hvad det er, og hvad det skal bruges til. Lys kender jeg heller ikke. Jeg svømmer i mit lune hav, jeg kan føle min verdens grænser tæt ved mig, og den dunkende pumpe skaffer mig alt, hvad jeg har brug for. Det eneste, der generer mig, er at pladsen her synes at bliver mindre og mindre. Fødsel? Det er vist noget, der gør ondt, det gør mig bange. Jeg ønsker kun at blive i den verden, jeg kender.” Og moderen smiler opgivende og ryster på hovedet. Måske siger hun: ”Vent og se!”
Som Lissner fortsætter: ”Gud kan ikke fylde verdenshavet i vores små krus – eller evigheden i vore snævre sind. Vi må sige som barnet: Jeg kender den stemme, der taler til mig.” Gud har forsøgt at give os indtryk af det evige håb, og vi begriber det ikke rigtigt. Og Gud smiler, ryster på hovedet og siger: ”Vent og se!”.