Vær beredt!

2. søndag i advent /tekst: Lukasevangeliet 21,25-36
”Vær beredt!” – sådan lyder et gammelt spejderbud! Vær beredt! Sagde mr. spejder Baden-Powell for nogle generationer siden, og jeg tror spejderledere siger det endnu. Og jeg tror det i en spejdersammenhæng betyder noget i retning af, at man skal være forberedt på lidt af hvert. At der ikke er noget der hedder dårligt vejr, men dårlig påklædning. At det er godt at have en økse med, hvis man skal fælde et træ. Og selvfølgelig at man altid skal have godt fodtøj på, så man er klar til at hjælpe en gammel dame over vejen.
Men hvis man tager buddet på ordet, så siger det noget der rækker ud over spejderliv og lejrbål. Så rummer det en bestemt indstilling til livet. Det siger nemlig ikke. ”Vær forberedt!” Det er noget andet. Der er forskel på at være forberedt og beredt.

Tænk bare her i december, som om noget er forberedelsernes tid. Vi forbereder os til julen. Gør lidt ekstra rent, sørger for at den pæne dug er strøget, bager julesmåkager, bestiller anden i god tid, lave lister og køber gaver til vores nærmeste. Vi forbereder os, det bedste vi har lært. Vi glæder os. Eller vi vil gerne glæde nogle andre. Så vi gør os umage med forberedelserne.
Forberedelser kræver tit en ekstra indsats. Uanset om vi forbereder en fest, et projekt, en ombygning af stuen eller et staudebed. Der er noget vi kan gøre. Noget vi kan undersøge. Noget vi kan gøre bedre, gøre mere af eller gøre grundigere. At være forberedt kræver altid en indsats af os. Forberedelser er vigtige. Det er ikke det. Også her til jul. Man skal ikke undervurdere værdien af at der er nogen der forbereder julemiddagen ordentligt!
Men på et åndeligt plan – og på et mellemmenneskeligt plan, så handler det om noget andet. Så handler det ikke om at være forberedt, men om at være beredt! Og det handler ikke om nogen egentlig indsats, det handler derimod om en bestemt indstilling til livet

Det er noget med at være parat.
Den voldsomme tekst vi lige har hørt handler også om det: At være agtpågivende, vågen, parat, opmærksom. Det kan være svært rigtigt, at høre hvad teksten handler om, fordi den bliver overdøvet af bulder og brag og undergangstegn, men når vi skal høre den her i adventstiden, så tror jeg det har at gøre med netop det: at vi skal være beredte! Vi skal være klar til at tage imod lyset som skal komme, vi skal være klar til at tage imod jesusbarnet.
Ordet advent kommer af det latinske “Adventus Domini”, som betyder “Herrens komme”. I adventstiden gør man sig klar til julen, hvor man fejrer, at Jesus – Herren – kommer til verden.
Det latinske ord “adventus” bruges også om en feltherres hjemkomst, efter han har besejret sine fjender. Det peger symbolsk på Jesus som den Herre, der har besejret de onde kræfter.
Når man i adventstiden taler om Herrens komme, har det tre aspekter:
For det første handler det om hans komme til verden som barnet i krybben.
For andet handler det om hans komme som nærværende i den kristne menighed og i de troendes hjerter.
Og for tredje handler det om hans komme til jorden ved tidernes ende, som vi hører det i teksten i dag.

Advent er i kirken en bods – og fastetid. Og en anledning til at gøre op med sig selv, med Gud og med sine medmenensker om der er noget der skal bringes i orden. Har jeg relationer, som er uafklarede? Er der noget i mit forhold til mine nærmeste som kunne være bedre? Og som måske ligger forhindringer i vejen for at vores liv med hinanden rigtigt kan folde sig ud? Er der noget imellem os der er uklart og mudret, som gør det vanskeligt for lyset at bryde igennem? Er der noget som binder mig til fortiden på en måde, som gør mig ufri? Og som jeg har svært ved at slippe?

Adventstiden er i åndelig forstand en tid til oprydning ikke bare i stuen og kasserne med julepynt, men også i hjertets pulterkammer. Der kan være så rodet, at det spærrer for vores udsyn, blik, opmærksomhed overfor andre mennesker og livet i det hele taget. Det kan være næsten uoverstigeligt at skulle gå ind i det rum og ligesom tage livtag med alt det der har hobet sig op, men første skridt er måske, gå der ind med Gud. Så kan vi bede:
Gud,
jeg har rum
hvor der aldrig kommer nogen
det er et syndigt rod
og jeg kan heller ikke
overskue det selv
der er så mange minder
og også noget
der skulle have været
væk for længst
der er noget
der er svært
og tungt
og jeg magter ikke
at være der
har lukket døren

Gud,
gå med mig
derind hvor det roder
så forfærdeligt
hjælp mig med
at skabe orden
i det kaos
der har fået lov
at stå til

Gud,
giv mig mod
til at smide det ud
som ødelægger
det gode i mit liv
giv mig blik
for at samle
det der er gået i stykker
på en ny måde

Gud,
sorter mig
i farver
eller i et mønster
der skaber ro
og som jeg kan
leve med.
Amen
Eller måske kunne man sige: Gud, gør mig beredt!
At være beredt er en indstilling til livet der er åben.
Åben overfor de mennesker vi møder, åben overfor det der ligger dem på sinde. At være beredt er at man ikke er fyldt op af sit eget, men at man faktisk har plads til andre mennesker og Gud – i sit hjerte.
At være beredt er også en åbenhed eller modtagelighed overfor det der måtte komme til én, af overraskelser, forstyrrelser, af tegn i sol og måne, af undergang – og overgang. Det der kommer til én – lykke og ulykke, og vide at det er sådan livet er. Det kommer både til at gøre ondt og til at gøre godt. Det er der ikke noget vi kan gøre ved, eller gør for. Uanset hvad vi gør, uanset om vi forbereder os det bedste vi har lært. Så er ulykke og død også en del af virkeligheden her.

Beredthed handler om at lade alt det der kommer, komme i tillid til Gud, som den der har været, og som er og som kommer.
At være beredt er ikke en undtagelsestilstand. Det er ikke at reducere sit liv til et lige nu. Det er ikke Carpe Diem, eller ”Lev stærkt – dø ung”.
”Vær beredt!”
Det er ikke at kaste sin fortid over bord, eller lade den være uden betydning. For vi bærer vores fortid og historie med os. Vi er blevet til ud af vores historie. Men det er, ikke at være så bundet af noget i fortiden, at man ikke kan slippe det – så vi ikke lever vores liv i fortiden, men nu.
Det er heller ikke at lade hånt om fremtiden. Eller holde op med at lægge planer, drømme og nære håb til fremtiden. For fremtidshåb er med at kaste lys ind over det liv, vi lever lige nu.

En fremtid hvor ulven højest sandsynligt ikke kommer til at bo fredeligt sammen med lammet, sådan som Esajas drømmer om. Men hvor det er af største betydning, at vi bliver ved med at drømme om fred, i en tid, hvor vi desværre stadig har god grund til at være bange og ser tegn i sol og måne på undergang og katastrofer, sådan som de gjorde det da templet faldt i Jerusalem omkring år 70. På den måde er der intet nyt under solen. Hver generation har haft deres tegn på undergang, og vi har også vores. Der er krige og sult og klimaforandringer, som er katastrofale. Vi lever i en overspændt tid, hvor det sidste der er brug for, er at vi holder op med at turde leve – og håbe. Håbe på Gud.

Adventstiden kan vi bruge på oprydning i vores hjertes pultekammer, og bede Gud om hjælp, så vi kan være beredte og klar til at tage imod det lys der kommer fra ham. Det lys og det liv, der skyder som en kvist fra Isajs udtørrede stub. Nye skud der gror frem de steder, vi overhovedet ikke havde ventet det, eller selv set det komme.
At være beredt er også at have blik for at Gud kan lade noget spire og gro, der hvor der er helt goldt og udtørret. Eller der hvor undergangen har hærget os og efterladt os tilbage som en rodet affære. Uden håb og uden evne til at se lyset. Også der kan Guds lys nå og der kan spire nyt liv frem, som det er værd at vente på.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.