Pinsedag
Det ånder himmelsk over støvet,
det vifter hjemligt gennem løvet,
det lufter lifligt under sky
fra Paradis, opladt på ny,
og yndig risler ved vor fod
i engen bæk af livets flod.
Nu kom vor pinselilje-tid!
Naturen forkynder i al dens vidunderlige vælde, åndens kraft. Pinse er forkyndelsen af Guds nærvær imellem os.
Der er stærke naturbilleder i Grundtvigs pinsesalme. Ånden der som en liflig luften, puster liv i alt åndsvagt og småligt menneskestøv, så vi bliver åndfulde og opladt på ny.
Opladt som batterier der er løbet tør for strøm. Livet vender tilbage til os. Som vi nogle gange helt fysisk mærker det her om sommeren. Som solen der giver os energi.
Wikipedia beskriver ordet ”energi”, som en usynlig fysisk kraft med potentiale til at skabe bevægelse. Energi kan hverken produceres eller tilintetgøres, kun omdannes. Her finder vi nok den vigtigste årsag til at disciplene blev fyldt med mod. Den himmelske vind blæste gennem lokalet, og den guddommelige energi, der går under navnet Helligånden, fyldte dem.
Min erfaring er, at når man ser tilbage på det liv, man har levet – og det er ikke fordi jeg vil hævde at være hverken særlig erfaren eller særlig vis – men det slår mig alligevel, at der er to ting der bliver tydelige.
Jeg ved ikke om det er en generel erfaring, men nu kan I jo prøve at tænke efter, om I kan genkende det?
Den første er, at det sjældent var de bevidste valg, der afgjorde ens livsvej, snarere det vi ikke valgte:
Den kærlighed som kom, den kærlighed som gik i stykker.
De børn som blev født, de børn som vi mistede eller de børn som vi aldrig fik.
De hændelser, som gjorde at vi ikke længere kunne gøre det, vi tidligere kunne.
De ulykker som ramte os, og som rystede vores verden i en sådan grad, at alt blev forandret.
Eller det held, som pludselig ramte os, så vi var præcis det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt.
Det er, som om den type erfaringer former vores liv mere end noget andet.
Det anden er opdagelsen af, at der ved enhver skillevej var et medmenneske, et menneske der ikke selv ville betragte sig som betydningsfuld, men som alligevel var tilstede med det, der var brug for netop da, og fik en afgørende betydning.
Det der møder os i livet, har ikke altid et formål, slet ikke – men nogle gange kan der efterfølgende vise sig noget godt. Og det er klogt at huske på, selvom man ikke kan bruge det til ret meget, når man står lige midt i det.
Der er meget trøst at hente for os i pinsens fortællinger. I beretningen fra apostlenes gerninger om pinseunderet, møder vi en flok mennesker i afmagt. De, disciplene er i sorg og de er bange. De aner ikke hvad de skal gøre, eller hvilken vej de skal gå fra nu af. Gulvtæppet er revet væk under dem, som vi siger med et meget malende udtryk. Og så pludselig, som lyn fra en klar himmel, bliver de gen-opladt. De bliver fyldt at Guds ånd, så de får mod og kræfter til at gå ud i verden. Det er den ånd, den energi, og det gudsnærvær Jesus taler om, når han siger: ”Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer”.
Pinsen ændrede fuldstændig disciplenes situation. Det var ikke noget bevidst valg, at det skulle være sådan. Det var ikke dem der besluttede det – men det afgjorde deres livsvej. Guds ånd kom over dem og de blev fyldt af både mod og pligt til at gå ud i verden. Det blev med et lidt Old school ord, deres kald.
Og pinse er, at det ikke kun er noget der skete i fortiden, for den gruppe der var på det sted, på det tidspunkt – men at det er noget der også sker for os.
Jesu ord lyder på tværs af tid og sted, som det evige ord, hvor fortid, nutid og fremtid smelter sammen i Guds evige nærvær. Jesu ord, lyder også til os: ”Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer”.
Gud eksisterer ikke bare i fjern ophøjethed, men er vores og samtidig også livsgaven. Det er noget centralt i kristendommen, at livsgaven og livgiveren ikke kan skilles ad. Helligånden giver ikke bare noget, men den giver sig selv. Som energi der ikke kan produceres eller tilintetgøres, men omdannes til bevægelse i os og imellem os.
”Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer”. Hos Grundtvig omtales talsmanden ofte som trøster eller ledsager.
Indimellem – ja, måske endda oftest, kommer trøsten til os, gennem et medmenneske, et menneske der får betydning for vores livsbane. Det er klogt at huske på, at vi også kan være det medmenneske, som bringer trøst til en anden.
Indimellem kan vi opleve det sådan at vi står i en situation, og føler os magtesløse og måske også bange, fordi vi ikke kender det næste skridt. Eller fordi gulvtæppet er revet væk under os, og så får vi nogle kræfter, som vi ikke troede vi havde. Ikke fordi vi tager os sammen og klare det umulige, men fordi det er nogle kræfter vi får givet.
Som solen der giver os energi, sådan kan vi også opleve at få givet nogle kræfter og noget mod, så vi kan klare det vi skal. Det, der med et lidt old school ord, kunne kaldes for vores kald. Vores opgave. Vores pligt.
På latin er ordet for ånd spiritus. Vi kan genkende det i ordet inspiration. På pinsedagen opfyldes disciplene, ifølge den latinske oversættelse altså med spiritus, og man forstår, hvorfor folk har opfattet disciplene som fordrukne eller fulde.
Men at fyldes med ånd betyder egentligt at inspireres. At blive inspireret.
I pinseberetningen udtrykkes inspirationen gennem billedet af ilden, der fordeler sig på disciplenes hoveder. De bliver fyr og flamme!
Hvis nogen af jer så prinsebryllup i går, så var det også det den karismatiske og meget lidt engelske biskop Curry talte så brændende om i går. Kærlighedens ild. ”The power of Love”. Han sagde at hvis vi kunne formå at bruge kærlighedens kræfter, på samme måde, som vi har brugt ildens kræfter, så vi ville vi kunne skabe en helt ny verden. Fordi der er så stærke kræfter i kærligheden. Den brænder som en ild.
Så det er nok ikke tilfældigt at Helligånden udtrykkes gennem netop ild, her pinsedag. Som ild der bliver tændt i vores hjerter. Som den kærlighed, der er så stærk som flammende ild. Så den har kraft til at forandre mennesker og fællesskaber.
Vi bruger også ildbilledet i dag, når vi taler om ”at brænde for noget”. At brænde for noget er at være fyldt med ånd. Man kan brænde sig på noget, man kan brænde op og brænde ud – men når man brænder for noget, så er man fyldt af ”spiritus” – af inspiration, så er man fyldt af ånd.
Det interessante ved inspiration, er, at man aldrig kan finde den i sig selv. Man bliver ikke inspireret af at grave i sin egen navle. Inspiration kommer altid udefra. Inspiration er derfor både aktivt og passivt:
Som indtryk – Ånden kommer over én–tit helt uventet – og skaber forandring i os, der resulterer i handling for det, man brænder for.
Når man brænder for noget, så sætter man også aftryk – eller brændemærker – i andre – så kan man brænde sig ind i andres bevidsthed eller hjerter.
Det er det vi fejrer i dag. Det er kirkens fødselsdag. Disciplene blev sat i brand, og deres inspiration – deres ånd, satte aftryk i verden og i os, brændte sig ind i menneskers hjerter kloden over, og det er den ånd – den inspiration – kirken bygger på. Kirken er ikke bygget af brændte mursten, men af brændende hjerter. Det er klogt at huske på, når vi nogen gange kommer til at fortabe os i bygninger, og et tårn der måske snart falder sammen. At kirken den står om end tårnene falde!
Helligånden som trøster og ledsager fremhæver Guds nutidighed. Pinse er ikke ligesom jul og påske fortidighed, men er kristendommens absolutte nutidsdimension. Pinse – inspirationens højtid – er altid nutid. Ånden er altid nærværende.
Ånden er livskraften, Ånden er den, som inspirerer os, som rører os udefra og sætter et aftryk i os, så fortællingen om Jesus, Guds søn, får betydning for os.
Og Ånden er livgiveren, der giver os det liv, som vi ikke kan give os selv, og som bliver ved med at forny vores ånd til fred og glæde, til tro og til liv.
Jesus siger: ”Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer”
Må vi blive fyldt af den ånd, der giver os kræfter og mod til at leve.
Glædelig Pinse!
Med inspiration fra Thomas Sjödin