Tro er noget man er, ikke noget man har

3. søndag efter Helligtrekonger

Giv os en større tro! siger disciplene.
De vil have en større tro. En mere sikker tro. Det er der mange der gerne vil.

Troen som sikker grund under fødderne, som en klippegrund, et holdepunkt, noget der står fast, når alt andet er under forandring. Noget som vi kan læne os opad, og holde fast i når verden er af lave.

Der er andre der har det modsat, af næsten de samme grunde. De har det anstrengt med den stærke tro. Den bliver forbundet med fundamentalisme, skråsikkerhed, diskrimination og som en markør der sætter skel mellem dem der tror og dem der ikke tror nok. Den farlige tro, når nogen er parate til at undertrykke andre og endda slå ihjel for deres tro.

Den store stærke tro er både eftertragtet og frygtet.

Nogen siger: Jeg vil gerne tro, men jeg kan ikke – mens andre er bange for troen, er bange for at blive forført eller manipuleret med og på den måde havne et sted, hvor man ikke har lyst til at være.

Det kan fx komme frem i forbindelse med barnedåb. At forældrene er i tvivl, om, om de vil lade deres barn døbe, fordi de ikke synes de kan stå inde for alle led i trosbekendelsen. Det samme gælder egentlig også for mange af os kirkegængere. At vi kan have svært ved at tro på jomfrufødslen eller kødets opstandelse, for at nævne noget af det vi kan slå os på i trosbekendelsen – og som lyder hver gang når vi har dåb – ja, hvor gang vi holder gudstjeneste.

Det er ikke så let det med troen.

Og det til trods, er troen noget meget centralt i kristendommen og i enhver gudstjeneste.

Vi kan som disciplene ønske, at vi havde noget mere, at den var noget stærkere – eller vi kan på forhånd være lidt skeptiske overfor den og alt det den fører med sig.

Måske er troen svær at forstå og begribe, fordi vi taler om den på så mange forskellige måder?

Eller måske er det fordi, de mennesker der taler om tro, er så forskellige, og det er umuligt at relatere sig til alle såkaldt troende.

Troen kan gøre mennesker bløde og brændende. Der findes mennesker der taler varmt om hvad troen betyder for dem, eller om at de længes efter troen.
Troen kan også gøre mennesker hårde og skingre. Der findes mennesker, der er i troens navn, forbander de vantro.

Derfor er vi også mange der mener at tvivlen er sund for troen.

Tro er tvivl er tvillinger, siges det. Der findes talrige eksempler i Bibelen på mennesker der giver udtryk for deres tvivl, og som dog alligevel lever af deres tro.

Det hører med til at være menneske at stille spørgsmål, at være søgende og spørgende. Det ligger i os som tænkende frie mennesker at komme i tvivl.

Tvivlen er med til at frisætte troen. Det tror jeg. Jeg tror tvivlen er både sund og naturlig, i forhold til Gudstroen – men i alle andre forhold gælder det jo faktisk ikke. Der er tvivlen decideret ødelæggende.

Prøv og tænk, hvis vi hævdede det samme i forholdet til vores ægtefælle eller elskede eller hvem det nu måtte være. At tvivlen skulle være en sund og naturlig partner til troskaben. At forholdet ligesom ville blive stærkere, hvis vi var i tvivl om, om vi ville blive idet. Det ville være helt håbløst.

Og måske siger det noget om, at vi bør tænke anderledes om troen, end disciplene gjorde – At troen ikke først og fremmest er sådan en ting vi kan være mere eller mindre gode til at præstere.

At troen ikke er sådan en ting vi enten har eller ikke har, eller gerne vil have mere af. Som noget vi kan bryste os af, eller skrive på en t-shirt. ”Jeg tror” eller #stortro.

Fordi troen ikke er noget man har for sig selv. Fordi troen ikke er noget man kan bære selv, men altid er noget man har i forhold til en anden – eller i forhold til andre.

Det er derfor Jesus svarer som han gør. ”I skal bare gøre det I skal”. Lad være med at tænke så meget, og snakke så meget, lad være med at være forfængelig på troens vegne. Gør det I skal. Tjen jeres næste, vis omsorg for dem der har brug for jer. Gør, det der forventes af jer. Så enkelt er det. Hver dag.

Tro er at være tro mod de mennesker man er sat i blandt. Tro er tro-fasthed. Hver eneste dag. Skal vi gøre det vi skal. Jesus siger ikke: Du kan hvad du vil. – Jesus siger: Du kan hvad du skal.

Og det gør vi så de fleste dage. Vi gør det vi nu hver især skal. Ind imellem, og måske særligt sådan en kold januar dag, kan vi næsten ikke orke det og har da slet ikke lyst til det, men vi forsøger alligevel, fordi vi skal.

Man kan godt forstå disciplene, at de havde lyst til lige at få hævet det med troen, lidt op over hverdagens små konflikter og forpligtelser.

Vi kan længes efter en tro, der giver en større indsigt, en videre horisont, et større overblik. En tro der ligesom hæver sig lidt op i de højere luftlag og sætter sig i hjertet som dyb og forankret fred – og får én til at gå fastere og mere sikkert gennem tilværelsen.

Så Jesu svar er på sin vis noget skuffende. En større tro, siger du? Tja, gør hvad du skal. Tjen din næste, vær nærværende og omsorgsfuld. Vær trofast overfor dit liv.

I julen fejrede vi at Gud blev født midt iblandt os.

Kristentro e, at Gud er til her i vores nogle gange lidt for virkelige virkelighed blandt levende mennesker, der lever på godt og ondt. Det er her vi kan møde Gud og være ham tro, vise trofasthed.

Gennem hans søn, har vi fået del i troen og håbet og kærligheden. Det er også virkelighed. Troen er her, håbet er her, kærligheden er her. Det mærker vi ikke lige tydeligt hver morgen, men indimellem ser vi glimt af det, når vi mærker at det bærer. Når vi mærker at vi bliver båret.

Troen skal vi ikke selv skal bære, men er det der bærer i vores forhold til andre mennesker.

Ja, er det der bærer det hele. Vi kender det, hvordan vi pludselig kan få utrolige kræfter, når en af vores kære har brug for vores hjælp. Kræfter vi næsten ikke anede vi havde. De er der pludselig og er ikke i tvivl, om, om det er værd at være lige der.

Troen, tilliden, håbet og kærligheden kan bære så uendelig meget i forholdet til andre mennesker. Omvendt er der ingenting der kan bære, ingenting der kan lade sig gøre, ingenting der giver liv og glæde, hvis det mangler.

Det er troen/tilliden, håbet og kærligheden der gør vores liv værd at leve og bliver til velsignelse i vores liv. Og det er virkelighed.

Det er en skrøbelig virkelighed, som ofte bliver modsagt – men det er – og det kan give os utrolige kræfter/som vil forandre alt/vove sig dybt ind mørket/ når der for alvor er kaldt – som vi sang før.

Vi ser og mærker det, som glimt af evigheden nu. Og engang skal det folde sig ud, fuldt ud. Det må vi tro, når vi holder fast ved, at Gud giver sig til kende i det liv, vi lever med hinanden.

Vi kan lære af Jesus at være til stede i det liv vi lever i tro og håb og kærlighed, og i tillid til at vi er Guds børn og hører ham til i liv og død.

At lære den form for trofasthed og tillid, er ikke noget vi bare gør, eller pludselig har styr på. Det er en daglig bøn. Vi kan ikke alt hvad vi vil. Vi kan heller ikke altid, hvad vi skal. Men vi kan bede Gud om at vise os trofasthedens vej.

I dag hører vi at troen ikke bare er sådan noget man har, eller ikke har. Det er en livsopgave eller en livsindstilling.

Og den skal blive ved med at have næring. Gennem bøn, gennem kirkegang, gennem sang og ved at gøre det vi skal, og holde fast ved – og have tillid til at Gud er god. At han holder hånden under os og er med os i alt det vi skal. At tro på Gud, er at være trofast overfor ham, i alle menneskelige forhold.