Vi taler om tro i flere forskellige betydninger. Siden oplysningstiden har tro været opfattet som et udtryk for mangelfyld og usikker viden. Derfor skal du ikke tro, du skal vide. Det skal kunne bevises. Viden er i den forståelse bedre end bare at tro.
En anden betydning af ordet, som er den, det drejer sig om, når vi taler om tro her i kirken, er troen som, dét at fatte tillid. At tro på noget er at have tillid til det.
Den kristne tro er ikke et spørgsmål om mangelfuld viden, men om at give sig hen i tillid.
Kristen tro er at have tillid til Gud, som hebræerbrevets forfatter formulerer det: Tro er tillid til det, der håbes på, men som ikke kan ses.
Troen er en uundværlig del af kristendommen, fordi det alene er troen, som gør Jesus til Guds åbenbaring. Kristendommen er ingen politisk ideologi eller moralfilosofi, som man tilslutter sig af fornuftsgrunde.
Uden de første kristnes tro på Jesus som Guds søn, var kristendommen aldrig blevet til noget. For kun troen erkender Jesus som Kristus. Kun troen forstår, at den død, som overgik Jesus fra så fjerntliggende en by, som Nazaret, for flere tusind år siden, har nyskabende betydning for mit liv.
Og kun for troen er opstandelsen fra de døde virkelighed for ham som for mig. Kun troen henter sandhed om menneskelivet fra de bibelske tekster.
Verden får med troen en anden og ny tydning. Verden ses med andre øjne. Mine erfaringer og mit liv, sættes i et nyt lys.
Troen fortæller mit liv på en ny måde. Teologen Svend Bjerg kalder det en genbeskrivelse.
Den kristne tro genbeskriver mit liv for mig – i lyset af kristendommen ser jeg andet og mere end uden. Mit liv får et større perspektiv, en videre ramme, en mening. Derfor er troen en nyskabelse. Forholdet til Gud nyskaber mit liv, fordi det forhold ikke kan være til, uden at skabe mening. Forholdet sætter mit liv ind i en bestemt ramme, nemlig som et menneske overfor Gud. Afhængigt af Gud.
”Giv os en større tro”, siger apostlene til Jesus – og afslører at de ikke er klogere end en gennemsnitlig konfirmand her i Møllevang. Det er en meget udbredt opfattelse at man kan gradbøje troen. Og jeg har ofte fået spørgsmål som: ”Er du meget kristen? Eller er du meget troende?” – ikke bare fra konfirmander – og det udtrykker en form for tros-kapitalisme. Altså at tro er noget man kan have meget eller lidt af, alt efter evner og kraftpræstation.
Og Jesus svarer med en underfundig snak om sennepsfrø og flytning af morbærfigentræ, underforstået, det giver ingen mening. Troen kan ikke på den måde gradbøjes.
Tro er ikke først og fremmest noget man gør, men noget, man er. Det gælder ikke om at have tro, men om at være tro. Man kan ikke i kristen forstand tale om mere tro eller større tro, men om sand tro. Troen kan ikke gradbøjes.
Tro skal forstås som tillid, som trofasthed og som tjeneste.
Troen er en mærkelig størrelse. En lille uanselig fjer, og dog en urokkelighed, der korresponderer med selve Guds skaberkraft og almagt.
Troen er som. Halldór Laxness skriver et sted, som en snespurv i stormvejr:
”Det forekommer mig tit”, skriver Laxness, ”at almagten er som en snespurv, alle storme har vendt sig imod. En sådan fugl har vægt som et frimærke. Alligevel blæser den ikke væk selvom den står ude i det fri i orkan. Har De nogensinde set kraniet af en snespurv?” spørger han. ”Den vender det svagt byggede hoved mod stormen, men næbbet mod jorden, lægger vingerne tæt ind mod siderne, men stikker halen i vejret; og stormen får ikke tag i den, men kløves. Selv i de værste vindstød rokker fuglen sig ikke. Den er i læ. Der bevæger sig ikke engang en fjer.”
Sådan er almagten. Sådan er troen, når den holder sig til almagten, til Gud. En urokkelighed. En retning. Et rum, at være i. Ikke uden tvivl og sorg og savn. Ikke uden blindhed, mørke, forvirring og længsel. Men som en ramme og en retning eller et lys om ens liv.
”Giv os en større tro!” siger apostlene til Jesus. De er blevet ramt af tvivl, som vi kan blive ramt af tvivl: Gælder Guds kærlighed også mig? Er jeg frelst? Tror jeg nok?
Luther oplevede også den form for tvivl i sin klostercelle, da han fortvivlede over uvisheden i, om han havde ydet tilstrækkeligt til at være accepteret af den retfærdige Gud.
Der er en hel masse andre eksempler på den form for tvivl i Bibelen. Fx da Jesus møder en mand, hvis søn er besat af en uren ånd. Manden beder Jesus om at hjælpe, hvis det står i hans magt. Alting er muligt for den som tror, svarer Jesus, og straks råber drengens far: Jeg tror, hjælp min vantro! Tro og vantro, tro og tvivl i det samme menneske i mødet med Jesus. En bekendelse og en bøn i samme vejrtrækning! Tro og tvivl er dele af vores tilværelse, og de får begge plads i evangeliet.
Apostlene længes efter en større tro. De længes efter troen. Men når vi længes efter troen, står vi allerede i den. Tro er ikke kun at have stærke, konkrete erfaringer af tro.
Tro er også at leve med troen. At være sat i troens rum. Det er det, dåben indbyder til. Derfor er tilspørgslen ved dåben, heller ikke en eksamination i troen, men en invitation til at optages i den tro, som i store træk gengives i trosbekendelsen. Tilspørgslen er forkyndelse. Dåben er at blive indfældet i den forkyndte tro og at få muligheden for at hente inspiration i den.
Troen er ikke min, selv om jeg er den, der tror. Troen er den virkelighed, det gudsforhold, jeg er indsat i, og som jeg kan leve af.
Tro er en hjertesag. Tro er engagement og lidenskab, og i øvrigt meget nært forbundet med taknemmelighed. Som digteren Søren Ulrik Thomsen siger det til spørgsmålet: Hvad giver troen dig? – ”Jeg får disciplineret min taknemmelighed.”
Troen giver os mulighed for at leve i taknemmelighed!
Og måske er det, det handler om, når Jesus i dag slår fast at vi – med et, efter vores begreber, noget demotiverende og nedladende udtryk – blot er ”unyttige tjenere”, der har gjort hvad man kunne forvente af os.
I hvert fald er der langt til den anerkendende tilgang, som de fleste moderne virksomheder bryster sig af at praktisere overfor deres medarbejdere i dag. I dag taler vi om, hvor vigtigt det er at blive mødt med anerkendelse af sine kollegaer og chef. Ja, vi arbejder endda med at udvikle en egentlig rose-kultur. Fordi vi vokser af at blive set, anerkendt og rost for vores arbejde.
Og så får vi at vide i dag, at når vi tjener vores medmennesker, når vi gør hvad vi kan. Når vi giver en hånd hvor der er brug for det, og bruger de evner vi har fået til at være noget for andre. Så fortjener vi ikke ros – for, så gør vi i virkeligheden ikke andet end det, der er meningen. Troen på Gud – hænger uløseligt sammen med tjenesten for vores næste.
Troen er disciplinering af vores taknemmelighed. Vi tror, siger vi, på ”Syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.”. Vi tror på, at liv kan opstå af døde. At det ødelagte liv der er bag mig, ikke skal være bestemmende for min fremtid i al evighed.
Nåden findes og finder mig på de særeste og forunderlige måder og giver mit liv mening og mig selv smag på livet. Smag på at leve det i taknemmelighed for at have fået det. Begejstring for at være her og glæde ved at kunne være noget for andre – hjælpe hvor der er brug for det og give en hånd med.
Vi er kun unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre. I den livsbekræftende form for nøjsomhed og ydmyghed, som i virkeligheden dybt nede er koblet med forventning og livsappetit, er livet godt, som det er. Og dybest set en gave fra Gud.
Vi har fået den plads i systemet at vi skal være mennesker, og som mennesker er det meningen at vi skal leve i tjeneste og fællesskab med hinanden.
Troen er på engang frihed og bundethed.
Luther siger det sådan her:
”Et kristent menneske er en fri herre over alle ting og ingen undergivet. Et kristent menneske er i alle ting en træl, skylder at gøre tjeneste og er enhver undergivet” (Et kristent menneskes frihed)
Vores liv udspilles under det paradoks. Kristus har sat os fri af loven og ydre krav, men den frihed, som troen giver den kristne, er frihed netop til kærlighedens tjeneste af næsten. Og kærlighedens tjeneste kan kun ske i frihed. For kærligheden er per definition fri.
Vi må hver dag, insistere på at det giver mening. Insistere på, at det giver mening at være her, hvor jeg er. Vi må insistere på at det giver mening at være på den plads hvor vi nu engang er. Med de mennesker der er omkring mig. Den familie jeg er født ind i. De venner og kollegaer og naboer jeg har. Vi må insistere på at det giver mening at være mig, med de udfordringer og kampe der blev mine. Og de evner og gaver jeg har fået.
Vi må insistere på at vælge taknemmeligheden til og åbne os for glæden.
For glædeligt er det, at alting i sidste ende ikke afhænger af vores tro eller mangel derpå, men af Guds nåde. At Gud, i Kristus, har fundet velbehag i hvert et lille, nok så forvirret, og til tider endda vantro menneskebarn. Og givet os fra dette øjeblik, at have syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv foran os.
Bla. inspireret af “Et sted at forstå”, Unitas Forlag