12. søndag efter trinitatis
At være ramt af depression beskrives ofte som at leve i et mørke uden farver. Man mister lysten til at se og evnen til at glæde sig. Forfatteren Peter Øvig fortæller, hvordan han under sin svære sygdom oplevede kun at havde fem procent af sig selv tilbage – resten var overtaget af mørke kræfter. Tilliden til andre var væk. Livslysten var væk.
For os, der står udenfor, er det næsten umuligt at forstå. Vi famler. Vi siger: ”Se, solen skinner,” eller ”Skal vi ikke gå en tur i skoven?” – men ordene rammer forbi. For når mørket lukker sig, kan man ikke bare åbne sig for lys og luft.
Men det er ikke underligt at det er naturen vi tyer til, når vi gerne vil hjælpe. For det er det der virker for os som er grundlæggende raske, men er triste, bekymrede eller lidt stressede: Sol, frisk luft, grønt græs, blå himmel, en tur i vandet eller en tur i skoven.
Det er egentlig tankevækkende at det også er sådan i 2025, at når livet lukker sig til på en eller anden måde, så søger vi det, som bare ér og altid har været, og som ingen mennesker kan tage æren for.
Effatha – Luk dig op!
Vi bliver så let fartblinde og kører galt når vi mister fornemmelsen ikke bare for naturen, men når vi bliver for optagede af det vi selv kan, at vi helt glemmer at der er noget der kommer forud for det. Når vi glemmer at se, at livet i sig selv er en gave. Det sker at vi gør det. Glemmer det.
Vi opfører os ofte som om alt afhænger af os, og bliver til ved os. Vi kæmper med at få enderne til at nå sammen og for at holde produktionsapparatet i gang, vi optimerer og lægger planer og i al vores virketrang glemmer vi at se, sanse og mærke. Når vi fokuserer for målrettet, så sker det, at vi lukker ned og bliver døve for fuglesangen, blinde for farvenuancer og lys, og stumme over for glæden.
Effatha – Luk dig op!
Og når det sker for os, må vi håbe at nogen tager os med en tur i skoven eller peger ud ad vinduet og siger: ”se solen skinner”. Hjælper os til at se at livet først og fremmest er en gave, og at der er meget at være taknemmelig for.
Taknemmeligheden kan overrumple os som en stærk følelse af samhørighed med familie og venner. Taknemmeligheden kan pludselig ramme os en dag hvor lyset falder på den rigtige måde, eller nogen ser på os med et særligt blik.
Og det er egentlig tankevækkende at taknemmelighed er næsten helt uafhængig af velstand. Det at sige tak, at få øjnene op for at livet er en gave – har ikke så meget at gøre med, hvor meget vi har eller ikke har, men meget at gøre med om vi har evnen til at undres, til at glædes, til at se at vi står i et forhold – ikke bare til naturen, men til Gud selv. Mister vi den, risikerer vi at livet bliver fattigt.
I dag hører vi om en mand der var døv og stum, og som bliver helbredt af Jesus. Jesu ord åbner ham for verden. Han siger: »Effatha!« – det betyder: »Luk dig op!« og manden kunne høre og tale. Verden åbner sig for ham.
Jeg kom til at tænke på Peter Øvig, da jeg læste teksten til i dag. Han fortæller om en lignende konkret erfaring af pludselig at få åbnet for sine sansers brug. Efter en lang indlæggelse og syv elektrochok har han det så godt, at han går en tur med sin kæreste i Fælledparken, som ligger tæt på Rigshospitalet. Han havde ikke været ude af den lukkede afdeling i flere måneder på det tidspunkt og hans kæreste måtte nærmest bære ham over vejen, fordi han ikke turde gå over.
Han beskriver hvordan han stod på den kæmpe grønne plæne og kiggede op i himlen som var fuldstændig blå og derefter kiggede han ned på sine fødder, og så tænkte han: ”Jeg har oplevet et mirakel, jeg er helbredt, jeg er rask nu!”.
Han fortæller at han var fuldstændig rask efter den elektriske behandling og fra det øjeblik fortsatte bevægelsen tilbage til at være et helt almindeligt menneske. Og Peter Øvrig siger: ”Jeg har meget svært ved at det skulle skyldes noget elektricitet. Jeg opfattede det som at det var et mirakel lige der midt i Fælledparken.”
Effatha – Luk dig op!
Det fylder Peter Øvig med taknemmelighed at tænke på det. Måske er taknemmelighed den mest grundlæggende erfaring troen har. Når vi rammes af taknemmelighed i Fælledparken, i Botanisk Have, ved Moesgaard, på sygehuset, i kirken, omkring spisebordet eller hvor det nu sker, så er troen helt ukompliceret og åben – så er vi bare Guds børn, altid allerede elskede.
Dietrich Bonhoeffer – tysk teolog og præst – skriver et sted. “I hverdagen går det sjældent op for os, at vi får en hel del mere end vi giver, og at det kun er med taknemmelighed at livet bliver rigt”. Det er kun med taknemmelighed livet bliver rigt! Er det sandt – er taknemligheden virkelig så stærk en kraft eller livsindstilling at den kan forvandle vores liv fra gråt til farvet?
I fortællingen åbner Jesus mandens øre og tunge, men han åbner også vores øjne for at se, at vi lever af de gaver vi ikke kan give os selv. Vi er ikke verdens centrum, men verdens modtagere. Og det gør noget ved os at øve os i at sige tak. Vi træder ud af selvtilstrækkeligheden og ind i åbenhed. Vi bliver åbnet mod Gud, mod hinanden, mod livet selv.
Når vi fejrer høst, er det ikke bare for at takke for maden. Det er for at øve os i åbenhed: at lade Jesu ord Effatha! forvandle os til mennesker, der hører, ser, smager – og takker.
Vi skal øve os i at blive ved med at forundres over Guds gode gaver. Ikke fordi Gud er afhængig af vores taknemmelighed, men fordi taknemmeligheden gør os godt
Taknemmelighed er i familie med forundring og ydmyghed over for livets skaber, selve skaberværket og hvert enkelt menneske. Sådan er Gud, verden og mennesket tæt sammenknyttede – og minder os om at taknemmelighed ikke nødvendigvis hænger sammen med at være lykkelig eller at lykkes, men at det er en indstilling vi kan øve os i – og som ikke gør os til bedre mennesker, men som gør os bedre til at være mennesker.
Taknemmeligheden er i sig selv et vidnesbyrd om Gud. Når vi siger tak, står vi allerede i tro. Vi erkender, at livet er større end os, og at det vi ægte lever af, er noget vi får givet. Livet, som var før os, og som er efter os. Som vi er forbundet med, og som vi skal tage vare på.
Når vi lærer vores børn at sige ”Tak for mad” eller ”Tak for i dag”, så er det ikke bare høflighedsfraser, men en sproglig bevidstgørelse af taknemmeligheden i hverdagshøjde. Taknemmeligheden er en vej til at erfare Guds nærvær og forvandlende kraft.
Luk dig op for livet, for fuglesangen, for underet og for mennesker omkring dig, for Gud selv.
Effatha – luk dig op!