Syng mørket af led

Befrielsesgudstjeneste 5. maj 2019
Joh. 10,11-16

På Risskov bibliotek er der en plancheudstilling lige nu, hvor man har interviewet 16 plejehjemsbeboerne om deres personlige hverdags oplevelser af 2. verdenskrig. En af dem fortæller:
”Soldaterne gik nede på gaden med deres maskingeværer. Selvom vi havde mørklægning, rullede vi gardinerne op om aftenen og åbnede vinduerne. Så sang vi sammen – hele gaden. Soldaterne lod os gøre det. Vi sang meget. Min mor og mormor sad i vinduet. Jeg kan genkalde mig lyden endnu – en hel gade hvor alle mennesker synger for åbne vinduer. På et tidspunkt ville de tyske soldater ikke høre på det mere, og de begyndte at pege mod vinduerne med deres geværer. Så blev der lukket og rullet for.”

Sangen har kraft. Den fælles sang har fælles kraft. Hvorfor ville de tyske soldater ikke høre på den sang der kom ud ad vinduerne og spredte sig helt ned på gaden? Fordi det lød dårligt? Fordi de sang falsk? Nej, fordi sang skaber sammenhold. Fordi sang giver kraft og mod til at stå sammen, og stå op imod uretfærdighed. Sangen fra vinduerne spredte sig i gaderne påvirkede de tyske soldater, i en sådan grad at de blev opmærksomme på at det truede deres magt.

Det så man også i 1980’erne, hvor man i Estland samlede hundredtusinder af mennesker til store sangstævner, hvor gamle estiske sange blev sunget med det formål at skabe sammenhold og derved om muligt bane vejen for et frit Estland. Sangen indgød mængderne et mod og en tro på en fremtid for deres land, som de end ikke selv havde regnet med og en handlekraft, som på sigt vendte landets historie.

Måske nogle af jer var ud at svinge med fanerne her 1. maj? Her er det politiske taler, fællesskab og fadøl der samler arbejdere i hele landet, men ikke mindst sang. Hvem kunne forestille sig en 1. maj-fejring uden at synge: Når jeg ser et rødt flag smælde. Den har socialister sunget i generationer, og er der noget der kan samle socialdemokrater og ligesindede i selv de hedeste diskussioner, så er det når der stemmes i til netop den fællessang. Den skaber sammenhold og den skaber sammenhæng i historien, mellem generationer og giver luft under vingerne til at fortsætte diskussioner og kamp.

Sådan har vi forskellige sange og salmer, der smeder os sammen når vi synger dem. I dag, hvor vi fejrer befrielsen i 1945 skal vi slutte gudstjenesten med at synge: ”En lærke letted´, og tusind fulgte/og straks var luften et væld af sang”. Hvis vi ikke skulle det, havde den manglet. Jeg er helt sikker på, at flere af jer ville have savnet den og I ville have nævnt det for mig i kirkedøren. Den hører sig til. Den er om noget blevet det, der binder os sammen og holder fast i erindringen om befrielsen. Jer der oplevede det forår, bliver sat tilbage i tiden og gentager en flig af den frihedsfølelse og lettelse der fulgte. Og vi der ikke gjorde, mærker det også, fordi vi har sunget den hvert år, sammen med jer. Fælles sang har stærke kræfter.

Sådan har hvert folk sine sange og salmer, som skaber sammenhold, og som både i glæde og i sorg, kan være det bedste – og nogle gange også det eneste, vi kan finde ud af at gøre sammen. Når vi råber ad hinanden, og avisens debatspalter er en kampplads for hadefuld og respektløs nedgøren af andres ret til at tænke og tro anderledes. Når vi stivner i gråd over ufattelig ondskab og frygter det næste terrorangreb. Når vi samles for at vise vores medfølelse med dem der har mistet og tabt. Når der ikke er ord der er gode nok, eller dækkende nok. Når der ikke er noget at sige. Så synger vi. Fælles sang har stærke kræfter.

I 1976 skrev sangeren Benny Holst en sang til sin bedstemor, Julies, 75-års fødselsdag. Den står i højskolesangbogen og en af stroferne lyder sådan her: ”Det er lettest at holde et folk i skak/ som slet ingen sange har”.

Det er en hyldest til bedstemoren der lærte ham at synge, og som sang for ham, som bedstemødre og mødre, altid har gjort det ved sengekanten.  For at synge barnet til ro i mørket. Det er en af de bedste gaver vi kan give vores børn. At lære dem at synge. At lære dem ordene og melodierne til de fælles sange, vi har som folk og som kirke. For hvad skal de ellers gøre, når de engang kommer i en situation, hvor der ikke er noget at sige? Og hvordan skal de ellers mærke forbindelsen til deres rødder, og sammenholdet gennem generationer? ”Det er lettest at holde et folk i skak/som slet ingen sange har”. Den fælles sang har stærke kræfter.

Det vidste de tyske soldater, der pludselig ikke længere kunne holde sangen fra vinduerne ud. Det viste sig i Estland, hvor fællessangen skabte handlekraft og vendte landets historie. Det mærker vi, når vi står skulder ved skulder og synger sorgen af led, som en af vores nulevende salmedigtere Simon Grotrian udtrykker det.

Vi har haft nogle år, hvor vi ikke har været så gode til at synge sammen. Vi er nogle generationer der er vokset op, uden at have fået nogen særlig stor sanggave med os fra vores forældre. Men jeg tror faktisk – eller håber det i hvert fald – at det er ved at ændre sig. At vi igen er blevet opmærksomme på værdien af at synge sammen.  Der bliver solgt Højskolebøger, som aldrig før, og mange steder bliver der arrangeret højkolesangsaftner i de her år. Vi må håbe at det betyder, at vi holder den fælles sang i live. Også så vi kan synge sammen på tværs af generationer/befolkningsgrupper/. For den fælles sang har stærke kræfter.

Når vi i dag mindes vores folks lidelser under besættelsen, så handler det ikke kun om, hvor slemt det var for vores folk. Og når vi mindes vores folks glæde over befrielsen, så handler det ikke kun om vores folks behov for frihed. Men at vi mindes dem, giver os en mulighed for at leve os ind i de menneskers og nationers situation, hvis frihed og værdighed i dag trædes under fode.

Vores erindring må give os en medfølelse med deres lidelser og deres længsler efter frihed. Længslen efter frihed, værdighed og tryghed er den samme for alle mennesker.

De lys, som vi tænder til minde om vores folks lidelser og befrielse, må derfor også minde os om, at vi må være med til at tænde lys for alle dem, der i dag stadig sidder i mørke.

Under krigen blev en fransk nonne, moder Elisabeth, arresteret af en tysk SS-officer. Hun havde givet en såret partisan husly og mad og beroliget en bange familie i et brev, som tyskerne havde opsnappet. Moder Elisabeth blev ført til koncentrationslejren i Ravensbrück, hvor hun traf en ung pige, der hed Luce, og som havde været med i en modstandsgruppe. 
”Jeg er bange for at dø,” sagde den unge pige til nonnen. 
Hver dag rullede en lastbil op foran lejren for at føre nogle bort. Måske til gaskammeret – måske til skydning. 
”De har en gud, som beskytter Dem, moder Elisabeth,” græd Luce, når de hviskede sammen om natten. ”Men jeg har ingen gud til at værne mig.”
En tidlig morgen i marts 1944 kom lastvognen atter for at hente nogle. Hvem gjaldt det mon denne gang? En gestapoofficer standsede foran kvindernes blok. Han tog en liste frem. ”Luce!” råbte han. Ingen svarede, men i mørket hørtes en piges fortvivlede gråd.
”Luce,” gentog officeren utålmodigt. Han havde kun navnet at holde sig til, intet fotografi. Moder Elisabeth strøg Luce over håret og gav hende tegn til, at hun skulle blive siddende. Så rejste moder Elisabeth sig op og gik frem. 
”Jeg er Luce,” sagde hun. 
Roligt og tålmodigt fulgte hun officeren til den ventende lastvogn. Den kærlighed er stærkere end døden. Det er den kærlighed der sætter livet til for et andet menneske. Den kærlighed er Gud.

Guds omsorg er, at han er med os dér, hvor ingen andre kan være hos os, hvor ingen andre kan følge vores vej. I den tungeste sorg, i det sorteste mørke og i den dybeste afgrund. ”Jeg sætter mit liv til for fårene”, siger Jesus i teksten i dag, og henviser til langfredagsfortællingen, som er en fortælling om at Gud selv går ind i menneskelivets smerte og lidelse – ikke engang dér slipper Den Gode Hyrde sit får, ikke engang der slipper Gud et menneske. Tværtimod holder han fast. Han holder fast på at anvise os en vej ud af afmagten, ud af mørke og kaos. For efter langfredag fulgte påskemorgen. Opstandelsen handler om, at livet vender tilbage. Derfor skal kaos og ødelæggelse ikke have det sidste ord i menneskers liv, for evangeliet er en fortælling om, at efter ødelæggelse og død, efter mørke og sorg, vender lyset tilbage.

Den Gode Hyrde leder os på vejen til et liv, hvor mennesker lever med omsorg for hinanden, et liv brolagt med drømme og glæde og håb. Det er ikke altid den letteste vej, og indimellem kan vi ikke gøre andet end at bede og synge. Den fælles sang har stærke kræfter.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.