Palmesøndag
Tekst: Mark. 14,3-9
En flok mænd sidder og hygger sig over en privat middag, pludselig træder en fuldstændig fremmed kvinde ind i stuen, tager en meget fin og sjælden krukke med parfumeret olie frem, og hælder den spontant ud over hovedet på Jesus, som er en af middagsgæsterne.
Det er da en afsindig mærkelig situation. Hvorfor gør hun dog det? Og hvorfor skal vi egentlig i dag høre om en anonym kvinde, som foretog en komplet ufornuftig handling for næsten en evighed siden?
De andre gæster – disciplene – reagerer også prompte: “Hvad skal det gøre godt for? Sikke noget svineri at ødsle sådan. Sikke et spild af penge. Den olie var jo en formue værd, og kunne være blevet solgt og så kunne pengene være givet til de fattige”. De overfuser hende!
Men Jesus stopper dem og forsvarer hende: “Hvorfor gør I det svært for hende?” og man må medgive Jesus at det må have været svært nok for hende i forvejen.
Det må have krævet en ret stor portion mod og en udpræget x-factor, sådan uinviteret og givetvis højst uvelkommen at bryde ind midt i en middag – og tilmed at turde påkalde sig den opmærksomhed det giver, at rutte med den dyre olie.
Men man er alligevel tilbøjelig til at give disciplene ret. Pengene kunne da være brugt bedre og mere fornuftigt på mad til de fattige. Men Jesus siger: “Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I jo gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid.
“De fattige har I jo altid hos jer. Hvis I er så bekymrede og omsorgsfulde over for dem, så kan I jo bage gøre noget for dem med det, som I har. Udfordringen ligger lige for døren. “Når I vil, kan I gøre godt mod dem”.
Kvinden øste overdådigt ud af olien – og al forargelse fejes til side af Jesus. Han forsvarer hende ved at pege på sin egen død – han peger på kærligheden i dens yderste konsekvens. “Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen”, siger Jesus.
Hvor som helst i verden evangeliet prædikes, skal også det hun har gjort, fortælles. Og det hun gjorde, ved at salve Jesus, var at forkynde Jesu død. Hun salvede ham, som man salvede en død.
De må være blevet rystede! Disciplene, der i Simons hus. Skulle Jesus dø? Skulle han ikke være konge? Er det da ikke det han er på vej til her palmesøndag? “Se din konge kommer til dig!” Jo, han kommer, men han kommer for at dø.
Hun har gjort hvad hun kunne, siger Jesus. Hun har ydet, hvad hun havde, ofret det hele. Hun har ikke sparet halvdelen af olien for at sælge den eller for at gemme den til en senere lejlighed. Hun har brugt det hele, ligesom det hedder om den fattige enke ved tempelblokken. Hun gav kun et par småmønter, men det var alt, hvad hun havde, og derfor fremhæver Jesus også hende. Hun gjorde hvad hun kunne, gav det hele, alt hvad hun ejede.
Hvor der handles, dér spildes!
Det udtryk kender vi. Det er lidt ærgerligt, men det er samtidig er en verdens-klog holdning. Så snart vi foretager os noget, når vi arbejder, når vi omgås mennesker, så
spilder vi noget. Der falder altid noget af i svinget. Det kan ikke undgås – siger vi med et skuldertræk.
Og som bekendt skal vi jo ikke græde over spildt mælk.
Sådan siger den, der har overskud. Den, der har noget at spilde af. Men evangeliet er ikke for overskudsmennesker. Evangeliet er for fattige. For dem, der faldt af i svinget. Jesus kom for at frelse syndere. Det er dem, som andre har spildt – og dem, som forspildte deres eget liv. Ordet SPILD kan stå som overskrift for i dag, Palmesøndag.
Jesus opfordrer os igen og igen på utallige måder til at give hvad vi har. Ja, til at miste livet, til at leve livet ødselt på kærlighed, glæde, varme.
Spred det ud, ud over hinanden. Også jeres penge. Lad være med at puge sammen. Saml jer ikke skatte på jorden, men saml jer skatte i himlen. Brug pengene på at gøre andre glade, brug dem på at få venner.
Det kan se ud som om, at vi spilder eller mister pengene, mister kærligheden, glæden og varmen ved at dele rundhåndet ud og ved at ødsle som kvinden: men det gør vi ikke. Tværtimod. Vi vinder det hele igen, allerede i dette liv.
Kvinden gav alt hvad hun havde i én fuldstændig irrationel kærlighedshandling. Og på den måde bliver hun et billede på Kristus, og en forudgribelse af hvad der skal ske i påsken.
En forudgribelse af, at det der sker i Påsken er fuldstændigt irrationelt. At Gud giver alt, giver det bedste han har, sin egen søn. I en fuldstændig ødsel, og irrationel kærlighedshandling giver han det hele til os.
Ligesom krukken der bliver brudt, sådan bliver Jesu legeme brudt på korset, og hans blod bliver udgydt over os, som det sker i nadveren. Og det er det, som kvinden med nardusolien forkynder i denne ekstraordinære handling. Hun forkynder, at sejren ligger gemt i Jesu nederlag.
Det er det som sker i påsken. Jesus går ind i mørket, ind i døden. Han tager nederlaget og døden op sig og giver alt hvad han har, nemlig sit liv.
Og derfor skal vi høre den her underlige historie, om kvinden der peger hen på Guds totalt irrationelle kærlighedshandling, med sin egen irrationelle kærlighedshandling.
Og vi opfordres til at lære af hende. Vi opfordres til ikke at lade os styre af fornuften og hele tiden spørge os selv: hvad får jeg ud af det? Hvad får jeg mest ud af? Vi opfordres til ikke at være rationelle eller nøjeregnende med vores kærlighed.
Kærligheden regner ikke på udgifter og indtægter. Den søger ikke efter nogen begrundelse. Kærligheden er sin egen begrundelse.
Vi kan sagtens genkende det, når vi ser det i praksis. Hvis et ægtepar er begyndt at regne på, om det nu kan betale sig at blive sammen, så er det ikke kærligheden, der er drivkraften længere. Det er måske mageligheden eller gammel vane eller ulysten til forandringer. Men det er ikke kærligheden. For kærligheden laver ikke den slags beregninger.
Eller hvad er det, der holder kærligheden i live imellem forældre og børn? Det er i hvert fald ikke de gode grunde. Der kan være grunde nok, der taler imod. Men kærligheden lever alligevel. For den hører hjemme på et plan, der ligger dybere end de fornuftige beregninger og de gode grunde. Den ligge så dybt, at den vil ofre alt for at leve og elske.
Kærligheden er ødsel af natur.
Kvinden bliver et forbillede for os. I et øjeblik glemmer hun sig selv og alle fornuftige forbehold og giver alt hvad hun har i kærlighed. Det er det sind, Pauls taler om i Filipperbrevshymnen, der blev læst fra alteret:
“Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov / at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja døden på et kors.”
“I skal have det samme sind overfor hinanden, som var i Kristus Jesus” formaner Paulus os.
Det er det sind, som kvinden med alabasterkrukken viste i ét øjeblik, da hun øste al sin rigdom ud over Jesus. Da hun lod sin glæde og tak få frit løb. Kvinden med krukken står her ved påskens indgang og minder os om kærlighedens veje og sprog.
Hun kommer til at pege hen på Guds kærligheds sted: påskens kors. Og hvilket spild var det ikke også? Ham havde de fulgt, fordi han gjorde godt. Ham havde de knyttet deres forventninger til. Det gode skulle blive endnu bedre, når mange flere forstod, at han er Guds Messias.
Palmesøndag rider han ind i Jerusalem, som den konge han er. Og alle hylder ham. Hvilket spild af guddommelige muligheder er det ikke, når han få dage senere hænger dødsdømt på et kors? Sådan siger hans tilhængere og venner. Men evangeliet vender det hele på hovedet og siger: Hvor der spildes, dér handler Gud. Han er hos det forspildte og forladte.
Kvinden med olien spildte hele sin formue. I kærlig ødselhed gør hun en eneste gerning, som hverken gør fra eller til. Den ændrer ingen verdens ting. Den er det rene spild – som kærlighedens gerninger altid er spild for den, der kun kan se med fornuftens øjne.
Men evangeliet vender det om og siger: dér, netop dér – i kærlighedens ødselhed – handler Gud med det spildte. Han samler det op med glæde og bruger det som et mægtigt tegn på påskens evangelium.
Jesus råber i angst på korset: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Og så er Gud alligevel hos ham i hans forladthed. Han samler det spildte op – også dér – og gir det nyt liv. Han sprænger en vej ud af gravens og dødens og ensomhedens mørke.
Det er til os den historie om kærlighedens ødselhed er fortalt. Til os fattige, som dagligt forspilder livets muligheder. Men der hvor vi spilder, der handler Gud med os. Det er vores frelse. Vi bliver ikke bare set på med fornuftens øjne, men med kærlighedens øjne.
Gud gør det aldeles ufornuftige. Han gir os det hele på ny. Det liv, som vi forspildte, det rækker han til os hver eneste morgen – med nye chancer og nye muligheder.
Og på den sidste store påskemorgen samler han det hele – alt det, der har været – for at ikke noget af det skal gå til spilde. For ikke at nogen af os skal være forspildte. Amen