11. søndag efter trinitatis
I denne uge er resultaterne fra en stor undersøgelse om skolebørns trivsel blevet offentliggjort. Det viser sig heldigvis at mange børn i Danmark trives og har det godt, men desværre også en bekymrende udvikling, der viser, at særligt mange piger på flere områder trives dårligt mentalt, også i langt højere grad end jævnaldrende drenge.
Halvdelen af pigerne i 9. klasse føler sig for tykke, selvom kun lidt mere end hver tiende af dem på papiret er overvægtige.
Halvdelen af pigerne på årgangen har samtidig lavt selvværd. Og de føler nervøsitet næsten hver uge eller oftere.
Hvorfor er det særligt pigerne der mistrives? Det har forskellige eksperter givet deres bud på i denne uge og man er så vidt jeg har kunnet læse, enige om, at en stor del af forklaringen skal findes i det man kunne kalde ”sammenligningens forbandelse”.
Ifølge Naja Kinch Sohn, der arbejder med børns mistrivsel i Red Barnet, så ser man tegn på, at der er forskel på, hvad piger og drenge typisk foretager sig på de sociale medier.
Piger er i langt højere grad sammen med hinanden på sociale medier, hvor de sammenligner sig med hinanden. Hvor man kan vurdere hinanden og give likes. Derimod gamer drenge i højere grad og har et fællesskab om at lave noget sammen, siger hun.
Og der er altså noget, der tyder på, at det sammenlignings-fællesskab ikke er godt for trivslen. Der er naturligvis også andre årsager til mistrivsel end sammenligningskulturen på de sociale medier, men det er i hvert fald den pointe som stod tydeligst frem. Og det er dybt bekymrende.
De fleste voksne er ikke helt så digitale, og heller ikke så afhængige af likes og følgere som store børn og teenagere – men mange kender godt grundproblematikken. Vi kender sammenligningens forbandelse.
Vi sammenligner os med hinanden:
Hun ser bedre ud end mig, hun er klogere end mig eller han har en større omgangskreds end mig.
Han tjener flere penge end mig, han er mere interessant end mig, alt kommer så nemt til ham – eller måske endda endnu dybere sammenligninger, som: Hun er mere elskværdig end mig, eller han er mere værd end mig
Sammenligningens forbandelse rammer os når vi ikke er i livsbalance. Når vi enten tror for meget eller for lidt om os selv: Så kan vi tænke som farisæeren i dagens tekst ”Jeg er da i hvert fald bedre end den eller den”.
Eller: ”Hvorfor kan jeg ikke tage mig sammen, hvorfor kan jeg ikke bare være lige som den eller den”.
Det er når vi ikke føler os elskede eller værdsatte, at vi puster os op og sammenligner os med andre. Det er når vi er usikre på vores egen værdi, at vi pendler mellem selvforagt og selvhævdelse, mellem mindreværdighed og storhedsvanvid.
Måske kan man sige det sådan, at når vi mister jordforbindelsen bliver vi for selvhøjtidelige – fordi vi skal holde os oppe på andres bekostning. Når vi mister himmelforbindelsen, så farer vi vild eller falder til jorden, fordi vi forsøger at klare det hele selv eller måske har mistet troen på vores egen værdi.
Sammenligningens forbandelse kan også ramme os i forhold til troen. Vi kan ligefrem blive misundelige på andres tro og tænke, at den er meget stærkere og bedre end vores egen, at nogen mennesker er bedre til at udtrykke deres tro, eller kan formulere sig mere sikkert.
Sammenligningens forbandelse rammer os når vi forvildes til at tro at livet er noget vi har, og ikke er noget vi får. Når vi eller andre bilder os ind, at får som fortjent. At vi selv er ude om det. På godt og ondt. At nogen så at sige har fortjent mere end andre, mere lykke, flere evner, mindre sygdom, større tro. Vi kan let komme til at måle os selv sammenlignet med andre. Også selv om vi godt ved, at det kommer der aldrig noget glædeligt ud af. Sammenligningens forbandelse snarere suger energi og livskraft ud af os, end tilfører os noget godt.
Evangeliet er en radikal modstand mod sammenligningens forbandelse. Det siger os derimod, at Gud er den livskraft, der ikke skeler til fortjeneste, men som giver os og livet værdi, alene fordi vi er til. I Guds øjne er vi alle elskelige. Der er noget i os alle sammen, som er elskeligt og som kommer før alt hvad vi kan og gør.
Evangeliet er et bolværk mod sammenligningens forbandelse.
Farisæeren har ikke øje for, at han har den samme store værdi, som alle andre gudskabte mennesker. Han tror han har større værdi. Han tror han er mere værd end røvere, uretfærdige og ægteskabsbrydere – som han siger. Han tror han er mere værd… eller også føler han sig dybest set mindreværdig – og er derfor nødt til at forfalde til praleri og selvhævdelse? Det er, når vi ikke ser, at vi har en Gudsgivet værdi, at vi kæmper for at blive set.
Det er farisæeren der er den lille i denne her lignelse, og tolderen der er den store. Farisæeren er lille, fordi han dybest set tvivler på sit eget værd og derfor puster sig op – eller ophøjer sig selv, for at blive set – for at synes større. Tolderen derimod, hviler i, at han på engang er en synder – og elsket af Gud. Han vover tro, at Gud ser i nåde til ham. At han er set, kendt og elsket – og derfor kan han have et ydmygt perspektiv på tilværelsen. De fleste af os pendler nok imellem farisæerens og tolderens perspektiv. Det er svært at holde balancen, når vi lever med sammenligningens forbandelse.
Enhver som ydmyger sig selv skal ophøjes, siger Jesus – men hvad vil det sige at ydmyge sig?
Det er at vende sig mod Gud, og sige: Jeg kan ikke klare det selv. Hjælp mig!
Det er at leve i taknemmelighed over alt det, som den gode Gud skænker os hver eneste dag.
Det er at leve i tillid til at Guds kærlighed er stor nok til at rumme mig på trods
Det er at erkende sin afhængighed af livets giver, Gud.
Ydmyghed er en indgang til fællesskabet med Gud. Og dybest set kommer det fællesskab mellem Gud og os i stand, fordi Gud selv ydmygede sig. Han blev menneske, kom til os, og gav afkald på ophøjelsen. Gud bøjede ydmygt ryggen og gik ind på tilværelsens præmisser og tog bolig midt i blandt os.
Det er nåden, at Gud kommer til os. Ydmyghed er at tro på at det er sandt. Ydmyghed er at erkende, at alt hvad vi har, det har vi fra Gud – og med Paulus sige: “Af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves” Det er ydmyghed at lægge sit liv i Guds hænder, så vi bliver små og Gud stor. Og af et åbnet hjerte tage imod Guds gaver: Glæde i stedet for angst, mod i stedet for rådvildhed, tillid og tro i stedet for tvivl og bekymring. Det er det livsmod og den livskraft, der er at stille op imod sammenligningens forbandelse. Og fri os fra den!