Du ville ikke være
til besvær
sagde du
Du kunne nøjes
med lidt
Du brød dig ikke
om opmærksomhed
eller det var
faktisk svært at vise dig
opmærksomhed
på en måde
du brød dig om
Du klædte dig
diskret
du sagde
tingene
diskret
det var ikke altid let
at regne ud
hvad du havde lyst til
eller synes
var vigtigt
det var nok heller ikke
vigtigt for dig
at vi vidste det
Det var ikke dig
at være festens
midtpunkt
du var gerne med
på en lytter
Du var den
der tit så
hvis andre ikke havde
det godt
Du var den
der tit sørgede for
at alle havde
noget på tallerknerne
og i glassene
du var den
der tit huskede
at spørge til os
Du ville ikke være
til besvær
heller ikke
da du blev syg
Først vidste vi det slet ikke
at du var så syg
som du var
du havde gået
stille med det
måske tænkt
at det gik over
måske tænkt
at der alligevel ikke var
noget at gøre
måske tænkt
at du ikke ville ynkes
måske tænkt
at du ikke ville gøre
os kede af det
men det blev vi
vi blev kede af
at du ikke sagde det
vi blev kede af
at vi ikke fik lov
at hjælpe dig
vi blev kede af
at du ikke lukkede os ind
vi elskede dig jo
elsker dig
du måtte gerne
være til besvær
vi ville gerne
have haft besvær
med dig
vi ville gerne
have gjort så meget
mere
for dig
og nu står vi her
uden dig
og føler ikke
vi slog til
du var beskeden
du var stille
da du levede
men din død var alt andet
end stille
den larmer i os
du efterlod
en arv og en gæld
af opmærksomhed
og nu er det for sent
at give den
vi køber blomster til din grav
men vi havde hellere købt
blomster til din stue men Gud
du kan
det tror jeg
eller du har
det siger du
lagt øre til
det jeg ikke kunne
set det
jeg ikke formåede
sagt de ord
vi ikke havde
givet den opmærksomhed
vi ikke fik lov til
fyldt det rum
vi manglede
med dit lys
Gud, du som er lys
i hvem der ikke er
mørke
lys!
Lys os op!
Lys i det stille
med ord
med nærhed
med drømme
med håb
Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.
Digtet indgår i værket “I saligprisningernes lys” og blev opført til allehelgensgudstjenesten i Møllevangskirken 2020