Midfaste /Bespisningen i ørkenen
”Sæt dog pris på din mors madpakker”, sådan står der i min Blå Bog fra gymnasiet. Det er klassens råd til mig. Og det kan synes som i småtingsafdelingen, men jeg husker faktisk tydeligt hvad det handler om, selvom det jo altså er ved at være et råd af ældre dato efterhånden. Og måske er det råd dybere, end vi vidste dengang tilbage i 3.G på Middelfart Gymnasium. Måske rummer det mere visdom end som så.
Jeg har aldrig været et madpakke-menneske. Jeg har alle dage hadet at have madpakker med, også som barn – og det på trods af, at min mor på det punkt virkelig var en curling-mor, der trofast smurte sunde og gode madpakker til mig fra børnehaveklassen og lige indtil jeg blev student.
Der var ikke mange af mine gymnasievenner, der havde det så luksusagtigt, at deres forældre sørgede for hjemmebagte boller og lidt lækkert i madpakken hver dag. Men det havde jeg altså – og alligevel købte jeg hellere mad i kantinen og smed min madpakke ud. Jeg sagde ”Den er ikke noget værd”, eller ”Hvad skal jeg bruge den til?” Jeg har sikkert også brokket mig over at jeg blev ved med at få madpakker med, i hvert fald, fik jeg det råd af mine klassekammerater, at jeg skulle sætte pris på min mors madpakker. Og det er et godt råd. Efter jeg selv blev mor og ved, hvor utrolig stor en kærlighedsgerning det er at smører madpakker til andre, så skammer jeg mig også lidt over det. Set i bakspejlet virker det både utaknemmeligt og forkælet.
Jeg var som den der lille dreng, der havde fået en virkelig lækker madpakke med på tur om på den anden side af Tiberias sø – fem hjemmebagte bygbrød og to røgede makreller, eller hvad det nu har været for nogle fisk.
I hvert fald: Som den eneste havde han fået en madpakke med. Og han stod der og synes ikke det var noget værd. Den kunne ikke rigtig bruges til noget. Men modsat mig, så tog han den op af lommen og rakte den til disciplene. ”Hvad er den til så mange?”, sagde de, men Jesus derimod: Han satte pris på den lille madpakke, drengen havde fået med. Og det blev et under.
I virkeligheden begynder underet jo med den lille madpakke. Jesus var afhængig af at nogen gav noget til fællesskabet, uanset hvor lidt det var. ”Hvad er det til så mange”, ja, åbenbart mere end rigeligt, i Guds hænder.
Mere end nok. Det er velsignelsens under og vi aner at det, det historien handler om. Om Guds velsignelse.
Brødet er en nøgle til den her fortælling. Både som noget helt konkret, som en madpakke der bliver delt. Som det daglige brød, vi beder om i Fadervor. Som brødet vi lever af – men også på et dybere plan: Som når Jesus siger om sig selv – lidt senere, da de alle sammen er blevet mætte: ”Jeg er livets brød. Den der kommer til mig, skal ikke sulte, og den der tror på mig skal aldrig tørste”. Jesus er livets brød.
Bødet her i fortællingen er et tegn på, at Jesus er livets brød, som kommer ned fra himlen. Til velsignelse og opfyldelse af vores længsel efter mening, og tørst efter liv. Fortællingen viser billedet af en Gud der er overvældende og hel i sin nåde og velsignelse af os.
Guds velsignelse slipper ikke op – den er uudtømmelige. Det er den dybere mening med den her fortælling – at Jesus er livets brød – og at vi alle sammen kan få del i det liv han giver. Ikke bare nu, men i tolv fold – i fuldkommenhed – i evighed. Der blev tolv kurve til overs. Tolv er et tal der betegner fuldkommenhed. Tænk bare på vores tidsmåling. Dagen er delt i tolv timer og året i tolv måneder. Karakteristisk for Israel var, at hele folket deltes i tolv stammer, efter Jakobs tolv sønner – og at det fortælles at Jesus havde tolv disciple, er nok heller ikke tilfældigt, men har forbindelse med antallet at de israelitiske stammer. Tolv er ikke bare et tilfældigt tal. Det er et tal der fortæller os at brødunderet var helt og fuldkomment.
På den måde er fortællingen om bespisningen af de femtusinde et billede på Guds rige. Det rige hvor vi alle vil blive helet og mættet af mening engang. Men fortællingen er også blevet fortalt til os som et helt konkret udtryk for Jesu omsorg for – og konkrete hjælp til mennesker i nød. Og for at vi kan tage del i den omsorg for hinanden. Ikke bare engang i evigheden – men lige nu.
Derfor hører vi om den lille dreng der havde en madpakke. Ikke meget, men dog lidt – og det var det han kunne give. Han smed ikke sin madpakke, brokkede sig over den eller lod den blive i lommen. Nej, han tog den frem og det satte hele den store bespisning i gang.
Det var det, at han vovede at tage det frem, han havde at byde på, som gjorde forskellen. Det var det, der blev til et under
Jesus laver ikke hokus-pokus. Det hører vi faktisk aldrig, at han gør. Han laver ikke mirakler ud af det blå. Han siger aldrig en trylleformular og knipser med fingrene og så dukker der brød i mængde frem af det rene ingenting. Nej, Jesus tager altid noget konkret op i sine hænder. Og i hans hænder bliver det konkrete til meget mere, end det først var.
Den syge krop bliver til en rask krop.
Vand bliver til vin.
Det blinde øje bliver et øje, der kan se.
Den døde krop, bliver en krop der lever.
Han siger ikke: Hokus-Pokus – og så sker det store ud af det blå.
Nej, han tager en helt konkret madpakke, velsigner den, og deler ud af den.
Og i Jesu hænder bliver en lille smule til mere en nok.
Og sådan har Gud brug for, at vi hver især tager det op, som vi har i lommen.
At vi byder ind i livet med det, som vi kan, og det, som vi magter.
At vi ikke lader os standse af den stemme, der hånligt siger:
Hvad er det til så mange? Hvad nytter det? Det er ikke noget værd
Men at vi håbefuldt og mod alle odds sætter det i spil, vi har, og rækker det frem, som vi kan.
Gud virker i verden gennem os.
Han har brug for vores hænder.
Det er gennem os, at hans Ånd og hans kærlighed bliver kød og blod i menneskenes liv.
Han får undere til at ske gennem os
Hvad nytter det? Hvad er det til så mange? Sådan spørger disciplen Filip, da han ser drengens madpakke og de tusinder, der har brug for mad. Men i Jesu hænder blev alt for lidt til mere end nok. Det begyndte med, at en dreng ikke lod madpakken blive i lommen, men tog den op og gav den fra sig.
Må vi låne af den drengs mod.
Må vi turde tage hænderne op af lommen og gøre det lidt, vi kan. I fast tillid til, at i Guds hænder bliver ingenting til alting. Ja, i fast tillid til, at Gud kan bruge det, vi kan, og det, vi har, og få det til at blive til meget mere end det, det først er.
Må vi lade være med at lade det blive ved tanken.
Må vi lade være med at lade os standse af sætninger som: Hvad nytter det? Hvad hjælper det?
Må vi tage det, vi har, og det, vi kan, frem og lægge det i Gud hænder
Da bliver fem brød og to fisk til mere end nok.
Da bliver lidt til meget.
En vintergæk
Et kærtegn
En tillidserklæring
Guds nåde kan finde vej til ethvert hjerte
og bryde ethvert mørke
og da er der håb.
For verden.
Og for os.
(med inspiration fra Lotte Lyngby)