Første Juledag 2022
Händels oratorium Messias med dets “Halleluja”- kor er blandt de mest kendte værker indenfor klassisk musik og er blevet det man kan kalde en rigtig juleklassiker.
Händel var en aldrende herre da han skrev værket. Han boede sine sidste år i en lille lejlighed i det østlige London. Han var syg, ensom og fattig – og var også ramt af tungsind. Han havde meget lidt optimisme og energi på egne vegne.
Stefan Zweig fortæller i sin bog Stjernestunder, at Händel en aften kom dalrende hjem, som en fuld mand. Han følte sig som en tragisk skikkelse, fuldkommen uinspireret. Som om hans tidligere musiske kilde var helt tørret ud. Da han kommer hjem, opdager han en kuvert på sit bord og bryder med det samme seglet op. Det var et brev fra digteren Charles Jennens – med teksterne, der skulle blive til Händels oratorie. Og Händel blev voldsomt provokeret over brevet.
Sammen med
teksten, lå der en hilsen fra Jennens, der udtrykte et ønske om ”… at
”musikkens store geni, phoenix musicae, nådigt ville forbarme sig over
hans fattige ord og ”bære dem afsted på sine vinger gennem udødelighedens
sfærer”.
Efter sigende eksploderede Händel i raseri og tolkede Jennens´ brev som en
fornærmelse og et umenneskeligt krav om, at han skulle kunne skabe fremragende
musik i en situation, hvor han var tømt for inspiration.
I sin vrede pustede han lyset ud og kastede sig på sengen, mens tårerne stod
ham i øjnene og kroppen skælvede. ”Den elendige verden,” sagde han til sig
selv: ”De, der har mistet alt, skal også spottes.”
Han ville helst bare sove fra det hele, men raseriet have pisket en smertefuld
uro frem i ham. Han kunne ikke sove. Måske skulle han allivel stå op og se på
Jennens´ tekster.
Händel rejste
sig og tændte lyset igen. Han skubbede lyset hen til manuskriptet, hvor der
øverst oppe stod The Messiah (Messias) – og så begyndte han.
I tre uger sad Händel fuldstændig isoleret og lod musikken komme til Jennens´
tekster. Han sang, spillede cembalo og skrev, indtil han fik ondt i fingrene.
Aldrig før havde han oplevet sådan et anfald af skabertrang. Tre uger senere
var værket fuldendt, og Stefan Zweig skriver: ”Ordene var blevet til toner, det,
der indtil for nylig havde været tør og gold tale, var nu rige, klingende
toner. Viljens under var udført af en syg sjæl, der var blomstret op…”
Historien her,
om hvordan Händel fik musik frem i teksterne – der i flere generationer har berørt
og bevæget så mange mennesker med glæde og trøst – siger noget væsentligt om,
hvordan der er en styrke i sårbarheden, som er stærkere end noget andet.
Händels toner blev formet ud af smerte og mistrøstighed – og rejste sig og blev
til glæde og trøst. Det er en smuk historie, men også en livserfaring som mange
af os vil kunne genkende. At vi bevæges og røres, når vi mødes af medmenneskelighed. Når vi kan
spejle vores egen sårbarhed i andres.
Det er det der
kan kalde os ud af vores ensomhed, og give os følelsen af ikke at være alene –
men at være en del af et hele og en større sammenhæng. Det er det god kunst
kan, det er det musik kan. Og det var også det der skete for Händel selv. Han
blev vækket af en opgave. Af skabertrangen. Af musikken.
Sådan som vi kan opleve det i stort og småt. At livet pludselig kom til os
igen. At vi fandt trøst i et andet menneske. At vi fik en opgave, som viste sig
at kaste energi og livsmod af sig. Trøsten var aldrig et plaster på såret – men
et menneske, et ord, en pligt der kaldte os – en ny begyndelse. En julemorgen.
Händel har om nogen fremkaldt de stærke Esajas tekster med sin musik. For
eksempel når det lyder: ”Trøst mit folk, trøst det! siger jeres Gud. Tal til Jerusalems hjerte, råb til hende.” (Es
40,1-2)
Det er ord der
skabte forandring og muligheder. Eller
som der også står: ”Husk ikke på det, der skete tidligere, giv ikke agt på
fortiden; nu skaber jeg nyt, nu spirer det frem, ved I ikke det” (Es 43,18-19)
Vores egen oplevelse af smerte gør os mere opmærksomme på andres smerte, andres
sorg gør os mere varsomme over for andres sorg, og de krænkelser, vi selv har
oplevet, gør os mere agtpågivende over at respektere andres traumer og
krænkelser.
Det er vores erfaring, at trøsten findes i det medmenneskelige møde, hvor der er plads til sårbarheden. At der i sårbarheden er en stor styrke, som kan blive en transformerende og ny begyndelse.
Julen er en fejring af den glædelige fødsel og nye begyndelse. Og billedet af Gud, som det lille skrøbelige og sårbare menneskebarn, der bliver født ind i en verden af smerte og fattigdom – er et billede på, hvordan Gud er os nær – ja, nærmest i vores skrøbelighed og sårbarhed.
Julebudskabet er, at glæden og freden og kærligheden – ja, Gud – lod sig føde, som et barn ind i vores liv, som forandring og forvandling, som håb og som lys, som ægthed og sandhed.
Og det er ikke en fjern højtravende påstand. Det er en erfaring fra vores helt almindelige liv. At ligesom en fødsel ikke kan stoppes – uanset vores bekymringer og forbehold – sådan kan livet heller ikke. Bedst som vi mindst venter det – så rammer livets Gud os med overrumplende glæde, eller muligheder, som vi ikke selv havde set. Og bliver til forandrende milepæle og nye dage i vores liv med hinanden. Det kan der komme et stort oratorium ud af. Det kan der komme fællesskab ud af.
Julen er en trodsig insisteren på lys i mørket. Det er en trodsig tro på, at selvom verden ramler omkring os og selv om der er meget der slet ikke er, som det skulle være – så har verden værdi, så skinner et lys, som mørket ikke vil få bugt med.
Jeg har for nyligt lært, at den version af Grundtvigs salme ”Julen har englelyd”, som vi skal synge om lidt, ikke var den første version. Angiveligt skulle første version af vers tre have lydt:
“Syng med Guds engleskare
På Jesu fødselsdag
Om fred og ingen fare.”
Hvorfor Grundtvig senere ændrede den noget kække påstand om ”fred og ingen fare”, ved jeg ikke. Måske fordi det ikke var hans egen oplevelse, måske fordi det slet, slet ikke stemmer overens med virkeligheden – og måske fordi det ikke er kristen forkyndelse. Grundtvigs korrektion til den nuværende version blev:
“Syng med Guds engleskare
På Jesu fødselsdag
Om fred trods nød og fare.”
Det er julens budskab. Det er kristendom. Et ønske om at give sjælen fred på trods af verdens mørke og modgang. Livet rummer også mistrøstighed, modgang og kamp. Det ved vi alt for godt. Denne julemorgen bliver vi mindet om, at midt i alt det – er Gud med lys og trøst og muligheden for en begyndelse.
Med inspiration fra Sårbarhedens Kraft, Per Arne Dahl