Prædiken v. gudstjeneste i forb. m. sæsonafslutning i Møllevang 2014
I morgen er det Store Bededag. Det er sådan en lidt overset helligdag. Dels fordi vi –ligesom mange andre – altid holder konfirmation her i kirken. Og dels fordi der ikke knytter sig nogen bibelsk begivenhed til dagen. Havde det ikke været for de varme hveder, så var den måske allerede afskaffet, men vi håber vi får lov at beholde den og ikke alene fordi varme hveder er lækre.
I virkeligheden er der nok at bede om. Mere end nok til én dag om året. Bøn er ikke sådan noget vi bliver færdige med. Det er mere en indstilling til livet, end det er fine form fuldendte henvendelser til Gud.
Jeg læste en novelle forleden, som laver det tankeeksperiment, at vi i det hinsides vil vi genopleve alt, hvad du nogensinde har oplevet, men begivenhederne er nu arrangeret i en anden rækkefølge. Alle de øjeblikke, der har noget tilfælles er lagt sammen.
Du tilbringer fx to måneder med at køre ned ad gaden foran dit hus. Du sover i tredive år uden at åbne et øje. I fem måneder i træk bladrer du i blade, mens du sidder på toilettet. Du oplever al smerte på én gang, alle syvogtyve intense timer. Knogler brækker, biler forulykker, du skærer dig og babyer bliver født. Så snart du er færdig med det, er resten af dit liv i det hinsides smertefrit. Det betyder imidlertid ikke, at det altid er behageligt. Du tilbringer seks dage med at klippe negle. Femten måneder med at lede efter ting, der er blevet væk. Atten måneder med at stå i kø. To år med at kede dig: kigge ud ad et busvindue, vente i en luftshavnsterminal. Et år med at læse bøger. Syvoghalvfjerds timer med forvirring. En time med at indse, at du har glemt en eller andens navn. Tre måneder med at vaske tøj. Fire uger med at sidde og tænke og overveje om du kunne tage dig noget mere fornuftigt til. Fem dage med at knappe knapper og lyne lynlåse. Osv. osv. Fire minutter med at overveje, hvordan dit liv ville være, hvis du kunne lave om på begivenhedernes rækkefølge. I denne del af dit liv i det hinsides forestiller du dig noget, der ligner dit jordiske liv, og tanken er lyksalig: et liv, hvor alting er opdelt i små, overkommelige bidder, hvor øjeblikke ikke varer ved, hvor man oplever glæden ved at springe fra den ene hændelse til den næste som et barn, der hopper fra plet til plet på det brændende sand.
Det er tankevækkende! For de der øjeblikke, som vi kender så godt – hvor vi springer fra det ene til det andet – og uden altid at vide hvorfor eller hvor vi lander. Det er det der er livet. Vores liv – og det er nogen gange både besværligt og frustrerende ikke at have mere styr på det.
Det er et almindeligt billede på livet – at tale om en vej – om vores livsvej. Jesus taler om to porte og to veje, som er vidt forskellige. Det er den brede vej, som fører til fortabelse og den smalle vej, som fører til livet. Hvis man skal fra et sted til et andet, er der normalt ingen der på forhånd vælger den absolut dårligste vej.
Det er ligesom i Karen Blixens bog: ”Den afrikanske farm”, hvor en mand midt om natten bliver nødt til at gå ud i det buldrende mørke, fordi der er gået hul på en dæmning. Hvis ikke hullet bliver repareret vil det gå helt galt. Han kan ikke se en hånd for sig, så han må gå efter lyden, men han kan ikke bestemme retningen, så han går først i den ene retning og så den anden. Undervejs falder han i en grøft, men kommer op igen. Til sidst finder han hullet, som han lapper. Da han er færdig, går han lige hjem, for så kan han gå efter lyset i hytten, som han kom fra. Næste morgen tegner han på et kort den rute, som han gik om natten. Til sin forbløffelse opdager han, at han har gået en stork. Tegningen af ruten danner billedet af en stork, men de mønster så han først, da turen var slut.
Det kan godt være, at livet ikke er anden end ren og skær tilfældighed. Men når vi ser tilbage på den vej, vi gik, danner den alligevel et mønster. Det kan godt være, at vi havde ønsket noget andet end det, men så bliver vi nødt til at se det ønskelige i det vi fik.
På samme måde som forældrenes gode vilje er en livsbetingelse for det barn der beder, både om det ene og det andet, er Guds vilje en livsbetingelse for den, der tror. Det kan godt være, at man ikke får det man beder om, men man får Guds vilje, og så må man finde sig i den, og finde sig til rette på den vej, man bliver sendt ud på. Og den vej er ikke altid den enkleste.
Dagens tekst er en del af bjergprædikenen og Jesus opfordrer stærkt til bøn: ”Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer”, siger han. Og det er ikke bare en stærk opfordring til bøn i al almindelighed. Opfordringen til at bede, søge og banke på, er en skildring af Gud, der giver gode gaver til dem, der beder ham. Og de gode gaver er visdom og indsigt til at forstå og nærme sig Gud. Forstå og erkende, at vi befinder os i et afhængighedsforhold til Gud. Det må være bønnens egentlige formål at erkende og acceptere, at uanset hvad vi måtte stå igennem, så er det ikke vores anstrengelser, alting står og falder med, når det kommer til stykket. Meningen og retningen er måske ikke udstukket på forhånd, men den får mening og retning af de mennesker og de gaver som Gud giver os på vejen.
Jesus har lært os at vi må kalde Gud for vores far. Man kan høre det synspunkt, at det kan være problematisk at kalde Gud for far, og dermed også at bede Fadervor. For det er ikke alle, der har haft et godt og trygt forhold til deres far. Eller som er vokset op med en far overhovedet. Men jeg tror ikke det er det, der er det svære i at kalde Gud for far.
Ved at kalde Gud for far ser vi os selv i det rette forhold til ham. Så går vi ikke fejl af, hvad vi er for nogle, så hopper vi ikke på den med, at alting afhænger af os selv.
Det, der er svært, det er ikke at finde mening i at kalde Gud for far, uanset hvilke faderbilleder vi har fra vores eget liv. Det svære er at slippe kontrollen. Slippe trangen til at gøre alting rigtigt. Vi trænger til at blive mindet om, at den ydmyghed der ligger i bønnen, er et udtryk for noget som er et vilkår hvad enten vi vælger at gøre os bevidste om det eller ej: det vilkår at vi er små. Men også at der er et håb, der rækker ud over vores magt og mulighed – og som gør øjeblikket nyt når vi hopper fra plet til plet, som et barn på det brændende sand.