Sidste søndag i kirkåret
I har fået udleveret et ark med forskellige vejskilte. Prøv at se på det, og overvej hvilket af dem der bedst beskriver jeres liv og jeres forhold til Gud.
Måske er der flere. Sådan vil det nok være for de fleste af os, alt efter dagsformen, humør og livssituation.
Vi kan have dage, hvor vi mest erfarer Gud og vores liv, som en blind vej, hvor vi ikke kan komme videre. Vi kan ikke se det næste skridt. Vi kan ikke få øje på mulighederne og står bare ligesom der i en blindgyde, og fatter ikke, hvordan vores livsvej skal fortsætte eller hvor vi skal se hen for at få hjælp.
Vi kan også have dage, hvor det hele ramler – og det er som om den ene sten efter den anden falder lige ned foran os. Det hele er besværligt, og hver gang vi tror at nu ”kører det bare”, så falder der en ny sten ned og bremser os.
Der kan også være dage, hvor vi har svært ved at blive på vejen. Skarpe sving/forandringer/nye krav får os til at miste fodfæste –glide ud til siden, og miste herredømme og orientering. Simpelthen fordi vi kører alt for stærkt i forhold til alt det vi skal forholde os til.
Måske tænker vi om Gud, som et forbudsskilt – Vi må ikke vende om og køre mod strømmen. Vi må ikke dreje til højre. Vi må ikke parkere vores liv foran andres dør. Vi må ikke overhale, men skal tage hensyn til de andre på vejen.
Måske er Gud, for os, ensbetydende med en masse ting vi ikke må. Forbud og begrænsninger.
Eller måske tænker vi Gud, som en far der holder os i hånden når vi skal over vejen eller som der, hvor vi har hjemme og er trygge som i vores egen seng. Måske er Gud den der bærer os gennem svært terræn, som på en hesteryg, eller måske er Gud den der giver os perspektiv i tilværelsen, som fra en flyvemaskine.
De fleste af os, har ikke bare et billede af hvordan Gud er og sådan har det også været for de mennesker der har skrevet teksterne i Bibelen. Bibelen er en bog fuld af menneskers billeder af- og erfaringer med Gud. Verdens største billedbog uden illustrationer.
Gud er større end vores hjerter kan rumme, og større end vores ord kan beskrive. Der er altid mere at sige om Gud, end det både præster og alle mulige andre kan finde på.
På den måde er Gud en uudtømmelige kilde til forundring og liv og i sig selv også et udtryk for evigheden – altså at vi aldrig bliver færdige, hverken med at tænke eller med, at få nye erfaringer.
Flere undersøgelser har vist at vores opfattelse af Gud hænger sammen med vores opfattelse af vores egen far.
Har vi haft en streng og kontrollerende far, har vi svært ved at forstille os at Gud ikke også er streng og kontrollerende. Har vi haft en kærlig og omsorgsfuld far, har vi derimod nemmere ved at forestille os at Gud er kærlig er omsorgsfuld.
Og det er jo interessant, fordi det kan være at der er noget inde i os selv, der blokerer for at vi kan tro på Gud, som andet og mere end en forstørrelse af vores egen far.
I de her år pågår en diskussion i teologiske kredse om Guds køn. Det er naturligt at der gør det, for teologien skal altid forholde sig til virkeligheden – og diskussioner om køn og identitet fylder meget i de her år.
Der er let at se, at de maskuline gudsbilleder i mange generationer har overdøvet de feminine gudsbilleder, som også findes i de bibelske skrifter. I Esajas Bog bliver Gud sammenlignet med en fødende kvinde og i hos Matthæus er Gud, som en hønemor, der samler sine kyllinger under vingerne. For bare at nævne et par. Der kan være god grund til at vi i dag genopdager nogle af de billeder, og får også et mere kønsligt alsidigt billedsprog om Gud.
Igennem vores barndom og liv, kan vi have fået nogle billeder af Gud, som er en byrde for os. Og selvom vi måske godt med vores fornuft og med nye indsigter, kan sige os selv, når vores liv er svært og ufremkommeligt, at så er det ikke Gud der straffer os. Så kan det alligevel være svært at tro det helt ind i hjertet, så det bliver til fred. Hvis det er det vi har lært som børn
Eller når vi er kommet til at gå den forkerte vej, har såret et andet menneske og er fyldt af skyld og fortrydelse – så hører vi evangeliet om forsoning og syndernes forladelse, men det kan alligevel være svært at tro det helt ind i hjertet, så det bliver til fred, hvis vi har fået noget andet fortalt.
Vi kommer meget let til at lade de byrder vi slæber med os, farve og begrænse vores forståelse af Gud.
I dag får vi tre forskellige billeder af Gud, som vil befri os fra de byrder vi slæber med os.
1. For det første billedet af Kristus, som en grundvold eller et bygningsfundament.
I et sundt og godt kvalitetsbyggeri, er det helt afgørende med et fundament som står fast, som ikke skrider og som man kan være sikker på kan bære det hele. Sådan er Kristus, som et fundament i vores liv. Et fundament, vi ikke selv har bygget, men som vi skal bygge ovenpå og videre på. Nogle gange sjusker vi og laver noget makværk, og nogen gange vælger vi de helt forkerte materialer og det hele falder sammen. Og nogle gange stiger vores egen dygtighed os til hovedet, når vi forsøger at ændre på det der ikke kan ændres på – nemlig fundamentet.
Det befriende er, at det ikke kan ændres. At det står fast. At der er noget, som er større end os, som uafhængigt af vores evner som håndværkere i vores eget – og andres liv, ikke står og falder med os.
Mange af os bærer på den byrde, at vi føler at hele vores liv, afhænger af os selv. Vi ” mærker efter” konstant – føles det rigtigt? Vi knokler for at leve op – nok mest til vores egne – forventninger om udvikling og spændende og smukke liv. Vi vil kunne begrunde alt hvad vi gør og alt hvad der sker i forhold til om det giver mening. Det er en pokkers stor byrde. For det gør det ikke. Altid. Og det er befriende at blive mindet om, at der er en grund i vores liv, som ikke er vores egen – men Guds. At vi mennesker er sat midt i verden på en grund af Guds kærlighed, og af den eneste grund at vi er elskede og skal elske hinanden. Og den grund, står fast uanset, hvor vakkelvornt vi bygger ovenpå.
2. Det andet billede vi får i dag, er billedet af Kristus som vores åg.
Et åg var et landbrugsredskab man brugte i gamle dage. Et bæreredskab eller en stang som blev lagt over skuldrene, hvortil man så i hver ende kunne hænge en spand eller lign.
Vi har indoptaget åget i vores sprog, som et symbol på et tungt ansvar eller det at være slave af noget eller undertrykt.
Det er svært at høre det som noget godt, som Jesus lægger op til. ”Mit åg er godt”, siger han.
Men måske er det alligevel ikke så svært at forstå, når vi tænker på vores meget menneskelige erfaringer af, hvad det er der gør at vi bærer hinanden. Det er kærligheden.
Det er kærligheden der gør at vi kan, og det er også kærligheden der gør at vi ikke kan lade være. Kærligheden tvinger os, som Paulus også siger.
Kristi åg er slet og ret kærligheden. Kærligheden er den løftestang, der holder os fast på hinanden, og som gør det muligt at finde fred og hvile med det vi er sat til at bære.
Det er som om der i Guds skaberværk er nedlagt noget, man kunne kalde den vise byrde:
Sommerfuglens vinger udvikles i kampen for at slippe fri af puppen
Rosen må selv presse de hårdeste ydre kronblade op, så den kan springe ud.
Muskler bliver slappe af ikke at blive udsat for den belastning, de er beregnet til.
Det samme med sjælen og hjertet. Vores sjæl og vores hjerte styrkes også ved de belastninger livet udsætter os for.
Vi opsøger sjældent byrder selv, men hvis vi undgår det, vi er sat til at bære, så bliver vi til sidst dårligt egnede til livet. Som en larve der nægter at tage det på sig, at gøre noget for at komme fri af puppen. Som en rose der dropper tanken om kronblade. Som et menneske, der ikke har kærlighed.
I det Gudsskabte liv er der byrder, der skal bæres. Også tunge byrder. Indimellem kan man bagefter se, at man blev stærkere, mildere eller klogere af det man skulle bære. Og hvis man hjælper en anden med at bære en byrde, bliver det lettere.
De alt for tunge byrder er måske dem, vi pålægger os selv og ikke er skabt til at bære. En sommerfugl kan arbejde sig fri af sin puppe, men ikke af en jernskal. En rose kan skubbe de yderste kronblade til side, men kan ikke skubbe en togvogn.
Vi bliver i skabelsens gode orden, så længe vi bærer med på det vi er skabt til at være – og det vi er sat til at bære i kærlighed.
3. Det tredje billede vi får i dag, er Kristus som hjertets eller sjælens hvilested.
” Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”, siger Jesus. ”Kom til mig! – med alle dine bekymringer, din ensomhed, din meningsløshed, din sorg og dine savn – og jeg vil give jer hvile”
Augustin udtrykker vores længsel om at leve det ægte liv/være menneske – måske vældig uformuleret/udefineret, sådan her: ”Mit hjerte er uroligt indtil det finder hvile i dig”, altså i Gud.
Det tror jeg der ligger en dyb sandhed i – og at den hvile/ro/fred/fylde/mening vi kan opleve, det er Gud der har fundet os.
Eller måske snarere når vi er allermest tilstede/hjemme som mennesker, er, når vi tør hvile i troen på, at Gud har fundet os. At han er flyttet ind i os med sin ånd og sit nærvær og vores åndedrag og hjertesuk er forbundet med hans – så vi aner, at vi kan befries fra de byrder vi slæber med os.