Overgange

6. søndag efter påske /tekst: Johannes 17,20-26

Denne her søndag står ikke skarpt i vores bevidsthed.
6. søndag efter påske har ikke rigtig sit eget skarpt definerede liv. I torsdags var det Kristi himmelfart. På søndag er det Pinsedag. Vi befinder os i overgangen.

I Bibelens fortælling i overgangen fra Jesu fysiske nærvær til åndens nærvær. Disciplene kendte ham, som de har taget afsked med, men ved ikke hvad de skal og kan forvente sig af ånden der skal komme. Lige nu befinder de sig i overgangen fra det kendte til det ukendte.

Det ukendte, som endnu ikke har et navn, men som efter noget tid vil være en naturlig del af deres liv.

Historien har et navn og det fremtidige har et navn, men den der overgang fra det ene til det andet, som kan være vanvittig vanskelig, den kalder vi aldrig rigtig noget. Tit føles den tid meget lang, når man er i den, men når man først er ude på den anden side, har taget springet, er faldet på plads, har fundet en løsning, har mødt den eller det man var nervøs for og er blevet kendt med det – ja, så glemmer vi let, hvor svært det var i den der overgangsperiode.

Vi befinder os også lige nu i en overgangstid lige her i den virkelige virkelighed. Lige her maj 2020. Vi går fra at være lukket helt ned siden 11. marts til nu at være i gang med en genåbning. Jeg ved ikke hvor mange gange vi har hørt Mette Frederiksen sige noget i retning af at det er sværere at åbne landet igen, end det var at lukke det. Og det er sandt at de sidste ugers politiske diskussioner har vist sig, at der er mange ideer og ønsker og hensyn at tage i den her tid, hvor vi skal begynde en gradvis åbning. Økonomisk og menneskeligt. Vi står lige i overgangen og skal vænne os til igen at være sammen, om end på nye måder.

Vi står i overgangen fra ”at skulle holde afstand” til ”at må være sammen”. Lige nu i den her overgangsperiode, som vi ikke håber bliver alt for lang, må vi nu være sammen med en meters afstand og har samtidig en række restriktioner vi skal overholde.

Når hverdagen bliver normal igen, og vi forhåbentligt kan give både hånd og kindkys og måske endda drikke dus igen – så vil vi helt sikkert kunne huske coronakarantænen. ”Det her bliver noget vi fortæller vores børnebørn om, sagde min søn pludselig en dag”. Det tror jeg er rigtigt. Corona-epidemien vil gå over i historien. Det har været og er en skelsættende begivenhed, som på mange måder har rystet os ud af forestillingen om, at vi er urørlige her i lille trygge Danmark. Der er analysestof til metervis af bøger både for sociologer, politologer, historikere og medicinere – og ja, mange andre.

I vores personlige historie vil perioden handle om isolation, om mangel på frihed og hvad det gjorde ved os. På godt og ondt. Der har været noget dybt frustrerende over det, OG noget meget enkelt/hyggeligt. Begge dele. For mit eget vedkommende har humøret svinget som et pendul mellem de to poler, fra dag til dag.
Og den sidste tid har jeg mest bare længtes mod større frihed, mindre ensformighed og mere socialt samvær med familie og venner igen.  

Hvad der på papiret er to måneder, virker som en evighed. Men der er sket det mærkelige at vi har vænnet os til at det er sådan. Vi har vænnet os til ikke at tage ud om aftenen, ikke at mødes med nogen, ikke at handle, ikke at skulle noget. Vi har vænnet os til ikke at have planer, og ikke at behøves at forholde os til nogen. Vi har vænnet os til rutinerne i den lukkede hverdag. De fleste af os er gået i en form for dvale-tilstand, som en computer der hverken er helt slukket eller helt tændt.

Og nu skal vi så genstartes. Vi står her i overgangen. Mette Frederiksen smiler. Søren Brostrøm smiler. Vi smiler. For det er gået meget, meget bedre her i Danmark, end nogen havde turdet håbe på. Epidemien har kostet mange mennesker meget, økonomisk og menneskeligt. Den har kostet menneskeliv, men den har kostet meget, meget mindre end så mange andre steder i verden.

Nu skal landet åbnes gradvist og forsigtigt, som politikerne siger. Derfor kan vi bl.a. komme i kirke igen. Vi står på overgangen til et liv i frihed igen. Vi står på overgangen til at kunne være sammen igen.

Den her overgang håber vi ikke bliver for lang, sandsynligvis er det heller ikke overgangen her der kommer til at gå over i historiebøgerne – men lige nu mærker vi alle sammen hvor svær den er. Nu skal vi forlade nogle af de rutiner vi har oparbejdet og som vi er blevet kendt med, for at træde tillidsfuldt ud i verden igen.

Det er svært for politikere at beslutte hvilke skridt der skal tages først og hvor store de skal være, men det er også svært for os. Vi længes efter ånd, fællesskab og frihed – men her på tærsklen, her i overgangen fra afstand til nærvær, kræver det både mod, vilje og fornuft at tage de første skridt og tage de rigtige skridt.
– måske har vi et helbred der gør at vi stadig skal passe særligt meget på
– måske har isolationen handlingslammet vores initiativ
– måske er vi blevet mere bange
– måske har vi lært noget af at være tvunget ned i gear, som vi gerne vil tage med os
– måske tør vi ikke rigtig glæde os til noget længere

Vi har haft det forskelligt under isolationen, og vi vil også have det forskelligt her i overgangen til normalitet. Alt efter om vi bor alene eller sammen med andre, alt efter vores psyke og vores hverdagssituation.

Men jeg tror man skal være gjort af et særligt stof, hvis ikke, man har fået nogle flere erfaringer med sig selv. Noget man nu skal kæmpe med eller noget man gerne vil tage med videre. Det er den overgang vi står i.

Vi skal ud ad døren igen, ud mellem hinanden, i gang med livet. Præcis det mange af os har længtes efter, og det er alligevel så bare ikke, så let! Både vi og verden har forandret sig.

Og derfor er det særlig trøsterigt at komme i kirke i dag og få fortalt at der er noget der ikke forandrer sig. Nemlig Guds kærlighed til os mennesker.

”Er Gud for os, hvem kan da være imod os?”, spørger Paulus retorisk – ”Hverken noget nuværende eller noget kommende, eller noget i det høje eller i det dybe kan skille os fra Guds kærlighed i Jesus Kristus”.  Det er som talt lige til os, der står her i den lidt for virkelige virkelighed maj 2020, og med vaklende ben og usikre skridt skal ud på den anden side af Coronaisolation. Evangeliet er, at vi ikke kan falde ud af Gud, uanset hvad der i øvrigt sker.

Vi er til i Gud. Johannesevangeliet forsøger at sætte ord på enheden på sin sædvanlige snørklede facon. Enheden mellem Gud fader og Gud søn og vores enhed med dem. ”at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os”.

Man får næsten billedet af sådan en af de russiske babusjka-dukker, som kan sættes inden i hinanden. Vi er i Gud.

Her i overgangen, hvor vi befinder os, føler vi os såre menneskelige. Hvis det at være menneskelig, betyder at være sårbar, fejlbarlig og usikker – og måske er det her hvor vi føler os allermest menneskelige – vi også er tættest på Gud? I hvert fald er det i det menneskelige vi mødes af Gud.

Gud blev menneske i Kristus, for at kunne møde os menneske til menneske. For at vi kan være mennesker. Vi skal ikke andet. Vi skal ikke være bedre end et menneske, eller overmenneskelige – vi skal ”bare” være mennesker. Vi skal ikke stræbe efter at blive bedre mennesker, men kristeligt set, skal vi stræbe efter at blive bedre til at være mennesker. Bare mennesker, der lever vores liv i Gud, i tillid til at han tager vare på os. I det som var, i det som er og i det som kommer.

Vi står her i overgangen og vi har brug for hinandens omsorg og for at vide at Gud er med os. Vi har særligt brug for omsorg og støtte, i overgangene. Og jeg tror det er derfor at, de gamle kirkefædre bestemte at vi skulle høre denne her tekst fra Johannes med Jesu forbøn, lige præcis på denne søndag i overgangen fra Kristi Himmelfart til Pinse.

Fordi de vidste og vi ved, at det er der i overgangen at vi har mest brug for forbønnen og for at der er nogen der tænker på os med omsorg – og kærlighed. Guds kærlighed – den kærlighed, som ingen magt eller virus kan skille os fra.

Vi må bede Gud om at give os troen på at det er sandt. I tillid til Gud, kan vi nøjes med bare at være mennesker. I tillid til Gud, kan vi hvile i, at det er menneskeligt både at fejle og fortvivle.