Opstandelsesblindhed

Prædiken, 2. påskedag / tekst: Joh 20, 1-18

Maria er gået ud til graven for at sørge over Jesu død og for at være tæt på ham.

Ligesom nogle af os gør, når vi går på kirkegården for at mindes vores døde. Måske oplever vi, at vi er lidt tættere på dem, når vi ved at deres fysiske legeme, ligger der under stenen. Vi kan have brug for et sted at gå hen, for rigtigt at mindes dem.
Det er forskelligt for os, hvordan vi har det med kirkegårde. Nogle har ikke brug for det der fysiske sted, for at mindes deres døde. Måske snarere tvært imod. Der kan være mange andre steder, som vækker minder. Steder som man holdt af at være sammen i levende live. Udsigter og horisonter man har stået foran sammen, og nu tager man derhen med den døde i tankerne.
Det kan være forskelligt for os, hvordan vi har det med kirkegårde – men hvis vi har mistet et menneske der var tæt på, vil de fleste af os have steder eller minder vi vender tilbage til, når vi har brug for at holde fast i det vi havde sammen.

Maria er gået ud til graven for at sørge over Jesu død og for at være tæt på Jesus. Hun vil gerne holde fast i ham, og i det de havde sammen. Hun vil gerne holde fast i det der var godt.

Ligesom nogle af os kan sørge over at have mistet noget der var godt i vores liv. Noget i vores liv, som fyldte vores dage med lys og mening. Noget der gav vores liv retning.
Det kan være et venskab, der er gledet ud i sandet.
Det kan være vores situation der har ændret sig radikalt.
Et brud eller en skilsmisse.
Det kan være et arbejde vi ikke længere kan udføre.
Det kan være vi eller vores nærmeste er blevet ramt af sygdom, der ændrer det hele.
Og vi forsøger at finder tilbage til sådan som det var. Vi vil gerne holde fast i det der var godt.

Maria stod udenfor graven og græd. Og da hun ser ind i graven, ser hun at Jesus ikke længere er der. I stedet sidder der to engle, som spørger hende: ”Kvinde, hvorfor græder du?” og nu græder hun ikke fordi Jesus er død. Hun græder fordi han ikke længere er der, hvor de havde lagt ham.
Hun tror der er nogen der har taget ham, og det siger hun til englene. De engle som bare sidder der og lytter til hende, og som får hende til at vende om og gå ud af graven.

Ligesom vi kan gå i stå og kigge længselsfuldt efter det, som ikke er mere. Vi kan forsøge at gå tilbage, for at genfinde det som var engang. Og når vi ikke finder det, så må det være nogle andre der har fjernet det. Der må være nogen der har taget det fra os. Vi kan ikke komme op med andre forklaringer, end at der må være en forklaring. Vi vil vende tilbage til udgangspunktet, men udgangspunktet er der ikke mere. Vi kan ikke vende tilbage til det tabte paradis, for det er der ikke mere. Og vi aner ikke hvad vi så skal forvente os. Vi kan ikke forestille os det næste skridt. Og vi kan være helt ideforladte, og helt mangle sans for opstandelsens kraft. Vi står bare der, og har brug for en eller anden engel der spørger os: ”Kvinde, hvorfor græder du?” og får os til at vende os bort fra det der er tømt for muligheder. Og mod det nye liv.

Maria græder stadig, da hun, lige uden for graven møder Jesus. Ham som hun sørger over. Ham som hun savnede. Ham som hun ville have tilbage. Men hun kan ikke genkende ham. Hun kan ikke genkende den opstandne. Hun står foran den opstandne, og hun ser det ikke. Hun tror det er havemanden, og begynder at udspørge ham. Måske næsten anklagende. Hun tror det er ham der har flyttet Jesus. ”Gør noget!” siger hun. ”Hvis du ved noget”, så vis mig det. Trygler hun. Måske fordi hun er så optaget af at finde det samme, som var engang. Hun ser efter det gamle liv, og kan ikke få øje på det nye.

Ligesom vi kan være blinde for opstandelsen. Smerten over det gode vi har mistet, er svær at leve med. Og vi bliver måske aldrig færdige med at sørge og græde over det tabte. Sådan er det. Men pludselig mens vi står der ude af os selv, eller ved siden af det der gav mening. I noget der ligner meningsløshed. Så står han foran os. Livet vender tilbage. Vi bliver vidner til opstandelsens kraft. Det er slet ikke sikkert vi ser det. Måske genkender vi den ikke. Måske kan vi slet ikke se, at det er livet der er der lige foran os. Vi kan være fuldstændig opstandelsesblinde, fordi vi kigger efter det forkerte. Efter det der var engang. Vi kan stå der, med et mirakel foran os og gå i rette med det, eller misforstå det. Vi kan møde et menneske, som kan blive en velsignelse for os, uden at kunne se det. Ved første øjekast. Med det blotte øje.

”Maria!”, siger han og først da Jesus kalder hende ved navn, ser hun at det er Jesus. Hun svarer: ”Rabbuni”, det betyder mester. Han står lige foran hende, men det er først da hun hører hans stemme, at hun genkender ham. Et eller andet er der sket med Jesus. Han ser anderledes ud, end før korsfæstelsen. Hans opstandelseslegeme er anderledes end hans dødelige legeme, og Maria genkender ham ikke først. Måske er han ikke synlig for det blotte øje. Måske er han kun synlig for troens øje. Vi ved det ikke. Men måske er det også vigtigere at Jesus genkender hende. Maria står der midt i al sin sorg, og han kommer hende i møde. Kalder på hende. Kalder hende ud af sorgen. Kalder hende til opstandelse og liv. Og hun svarer ham i tro: ”Rabbuni”

Ligesom vi blev genkendt og kaldt ved navn, af den korsfæstede og opstandne mester, da vi blev døbt. ”Leonora” sagde han. ”Rabbuni” svarede hendes forældre på hendes vegne. Sådan har han genkendt og kaldt på hver eneste af os, da vi blev døbt til et liv i opstandelsens nye virkelighed.
Ligesom han vil genkende os og kalde os ved navn, når vi engang skal herfra. Så vil han stå foran os. Måske genkender vi ham ikke straks, men han vil genkende os. Lige midt i det vi hver især står i. Han vil komme os i møde. Kalde på os. Kalde os ud af sorgen. Kalde os til opstandelse og evigt liv. Og vi kan ikke andet end at svare ham i tro: ”Rabbuni”

Maria griber ud efter ham. ”Hold mig ikke tilbage”, siger han lidt kryptisk til hende. Eller som der stå i den nye aftale: ”Giv slip på mig!” Jesus viser sig for Maria, i et opstandelseslegeme – han er både her og ikke her – på vej til at opstå i Gud. Og hun kan ikke holde fast i ham, og hun skal ikke holde fast i ham. Hun må give slip på ham, for han skal tilbage til Gud. Jesu opstandelse, er en opstandelse i Gud. Maria skal give slip på den Jesus hun kendte, for at hun kan holde fast i troen på opstandelsen. Og den skal hun gå ud og fortælle om, for at andre også kan komme til tro.

ligesom vi må give slip på forestillingen om at vi kan holde fast i Jesus. Det er ham der holder fast i os. Vi må give slip på det gamle liv, og tage imod den opstandnes livsmod og trøst. Det er ham der går forrest. Det er ham der møder os med opstandelse og liv. Det er ham der genkender os og kalder os ved navn, selv når vi er helt opstandelsesblinde.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *