Påskedag 2015, Text: Markus
Det hedder sig at graven var tom påskemorgen. At kvinderne kom ud til graven og opdagede at den var tom. Men det var den ikke. De kom ikke til en tom grav. De kom til en grav, hvor stenen var væltet fra, og de fandt ikke Jesus liggende der – men de fandt noget andet. De fandt en ung mand i hvide klæder – som fyldte den tomme grav ud, med sine ord: ”Vær ikke forfærdede! Han er opstået. Han er ikke her. Gå og sig det. I skal se ham igen.” Det er ikke tomme ord. Så langt fra. Det er håbets ord. Troens ord. Kærlighedens ord. ”Vær ikke forfærdede. Han er opstået!”
Men det var lige hvad de var, kvinderne. Forfærdede. De kom til graven tynget af sorg og savn. De blev mødt af håbets ord, og det fik dem hverken til at juble eller flyde over af glæde og store ord. Nej, de blev rystede og ude af sig selv. De blev bange. Kvinderne, som var de første mennesker der erfarede at Jesus var opstået, blev tavse og bange. De sagde ikke noget til nogen, står der – og det ved vi, der sidder her, er en stor løgn. Ellers havde vi nemlig ikke siddet her. På en eller anden måde har de fået det fortalt videre, men hvordan ved vi ikke. Vi sidder bare her i dag og ved det, fordi det er det opstandelseshåb vi lever af og længes efter.
Hvis Markus der har skrevet beretningen her ned, havde været dansker, så havde han uden tvivl været vestjyde. Han siger ikke mere end højest nødvendigt. Det er lidt ligesom at høre en forelsket vestjyde fortælle om sit livs kærlighed: ”Hun sagde ja, og det er ikke så ringe endda!” Og så ved man at det er godt. Endda fantastisk. Dejligt. Smukt. Stort. Men der kommer ingen detaljer. Ingen malende beskrivelser af den elskede. Ingen beskrivelser af forelskelsens sødme eller store følelser. Sådan er det også her påskemorgen hos Markus. Ingen store følelser. Ingen jubelscener. Ingen store ord om det fantastiske der er sket, at Jesus den korsfæstede er opstået. Bare helt nøgternt og beskrivende: Han er ikke her. Han er opstået.
Og hvad skal man også sige? Alt bliver ligesom for småt og for fladt. Tænk sig, hvis Markus i stedet havde sluttet beretningen påskemorgen sådan her: ”og de blev helt vildt glade”, eller ”og de udbrød: Hvor er det fantastisk, vores liv er helt forandret!” Det ville ikke have været troværdigt. Nej, naturligvis var de bange. Kvinderne. Og naturligvis, vidste de ikke hvad de skulle sige. De ord vi kan sige til hinanden, slog ikke til. De ord vi kan sige til hinanden, slår ikke til.
Når det kommer til opstandelsen, så er det umuligt at rumme det i vores daglige sprog. Det er også umuligt at rumme det med vores fornuft og det er også umuligt at rumme det med vores følelser. Og vi forsøger selvfølgelig alligevel, og derfor bliver vi også ved med at bøvle og bakse med at turde tro på opstandelsen. For mig er det stærkt, at vi får fortalt her påskemorgen, at det ikke er os der er underlige. Kvinderne – som erfarede opstandelsen på første hånd gjorde det også. De var hverken skråsikre eller højtråbende opstandelsesvidner. De baksede og bøvlede. Og disciplene baksede og bøvlede også med troen på opstandelsen. Det er troværdigt at de gjorde det. For det kender vi godt. Selv præster bøvler og bakser med troen på opstandelsen. Det kan man endda læse i avisen indimellem. Det er ikke let. Og derfor skal man vare sig for at komme med letkøbte forklaringer. Det bliver nemlig let, for let når vi alligevel forsøger.
Opstandelsen kan vi ikke tale til fornuft.
Vi kan måske bedst sammenligne det med når vi oplever stor glæde eller stor smerte. Når vi sidder fyldt af taknemmelighed med vores lille nyfødte barn i armene, så bliver vores daglige sprog for småt – vi mangler ord der kan udtrykke hvad vi egentlig føler. Eller når vi mister et menneske vi elsker, så bliver vores ordforråd også larmende fattigt.
Der er kun et sprog der tilnærmelsesvist kan rumme glæden og smerten. Der er kun et sprog der kan tilnærmelsesvist kan rumme opstandelsens mysterium. Det er ikke dansk. Det er heller ikke fransk eller engelsk. Det er ikke engang latin eller græsk. Det er det poetiske sprog. Det er hjertesproget. Og det er derfor vi synger. Det er derfor vi synger vores opstandelsestro her påskemorgen. Vi synger:
”Kom, hjerte, med hvad dødt du har/hvad du med sorg til graven bar/ gak med det alt til ham, som døde/men levende dig nu vil møde!/ O salig påskemorgenstund med guld i mund!”
Det er hjertesprog. Det er ikke fornuftssprog, eller dagligsprog. Det er ikke sådan noget vi kan gå og sige til hinanden, men når vi synger det sammen, her påskemorgen: ”Kom, hjerte, med hvad dødt du har”, så bliver det opstandelsestro for os. De ord vi mangler i det daglige – det håb og den næring til opstandelsestroen vi kan længes efter, den strejfer os i hjertesproget/i sangen/i gudstjenestens poetiske sprog.
Det betyder ikke, at der ikke er tale om virkelig opstandelse. Det betyder ikke, at Jesus ikke virkelig opstod fra de døde, eller at vi ikke må tro, at vi også virkelig skal opstå. Men det betyder, at vi i vores forsøg på at ville forklare det med fornuftens sprog, meget let kommer til at gøre det alt for konkret, og dermed også alt for banalt.
Kristi opstandelse forvandler vores liv med et håb af en sådan dimension, at tilværelsen ikke bare er sådan en jævn, begribelig, forudsigelig ting der foregår inden for rammerne af den fysiske verden vi kender og kan forklare. Der er et håb om et liv der rækker ud over denne verden. Og det opstandelseshåb kaster også lys over vores tilværelse her og nu. Det lyser tilbage på tilværelsen. Og i stedet for at spekulere så meget over, hvordan det liv, der måtte blive engang, er, så må vi lade opstandelseshåbet betyde noget for vores liv her og nu. Vores liv med hinanden skal også være præget af håb om livsopfyldelse og opstandelsens forvandlende kraft.
Opstandelsen kan ikke vi ikke tale til fornuft – men vi kan leve med opstandelsen som det håb, der kaster lys ind over vores fornuftige liv.
Hvad det betyder, kan vi kun tilnærmelsesvis rumme i det poetiske sprog. I hjertesproget. Vi griber til billeder fra naturen – Det gjorde Paulus der taler om kornet der dør i jorden, og opstår som aks. Det gjorde Grundtvig i den salme vi skal synge om lidt: ”Påskeblomst! en dråbe stærk/drak jeg af dit gule bæger/og som ved et underværk /den mig hæver, vederkvæger.”
Og det gør Holger Lissner, som vi sang før: ”Det er Påske! Alting springer ud/alle kopperne er lige ved at briste/det er livet, der vil leves. Det er Gud/der vil trøste alle os, der måtte miste.”
– Og som jeg insisterede på at vi skulle synge på Poul Dissings melodi til Benny Andersens forårspendant: ”Det er forår og alting klippes ned”. For det er jo lige netop sådan det. Vi lever et fornuftens liv, hvor alting klippes ned og der beskæres i buskadser og budgetter, men midt i det fornuftsprægede liv, klinger en tone af håb og forvandling og liv der ikke kan beskæres, men som springer ud på trods af vores bøvlen og baksen. På trods af sten og død.
Påskemorgen blev stenen væltet fra. Ikke ved menneskehænder. For den var meget stor. En sten så stor, at kun Gud kunne vælte den. Og vi står der i al vores usikkerhed og erfarer at efter påskemorgen, er intet stensikkert. Vores sten bliver Guds sten. Vores død bliver Guds død. Vores liv bliver Guds liv. Selv de største sten. Selv døden forvandles til liv, i Guds hænder. Og i de hænder er vi. Vær ikke forfærdede. Han er opstået.