Opstandelsen er begyndelsen

Påskedag 2019

Når vi skal genfortælle hvad der sker i påskedagene, er genfortællingen stort set altid bygget ens op:

Palmesøndag red Jesus ind i Jerusalem på et æsel og folk tog imod ham som en konge. Skærtorsdag spiste han det sidste måltid sammen med disciplene. Langfredag blev han dømt, korsfæstet og døde, MEN Påskedag stod han op fra de døde igen. Han døde, MEN så blev han levende igen.

Opstandelsen bliver ”Happy end”, en lykkelig afslutning på en ellers virkelig trist historie. Og der er ikke noget at sige genfortællingens kronologi på. Det er det der sker i Påsken, og i den helt rigtige rækkefølge, men der er alligevel noget galt med forståelsen.

For opstandelsen er er ikke afslutningen på historien. Opstandelsen er begyndelsen. Begyndelsen på noget helt nyt. Det er en helt ny historie der tager sin begyndelse. Det er ikke happy ending, but a new beginning!”

I mine forberedelser til påsken i år, blev jeg optaget af en lille bog af den tidligere anglikanske ærkebiskop Rowan Williams. Der hedder ”Gud med os”.

Han gør meget ud af den tanke, at opstandelsen er begyndelsen på en ny tid. At tro på opstandelse vil sige at tro på, at den ny tid er blevet indledt og at den nye verden er begyndt.

Når Bibelen taler om de sidste tider, siger han, så menes denne tid. Vores tid. Tiden efter opstandelsen. Den tid vi lever i. Enden er begyndt. Riget er kommet. Opstandelsen er begyndelsen på den del af menneskehedens historie, hvor vores og alle andres menneskers skæbne er knyttet til Jesus i evighed.

Hvis vi skulle skrive en biografi om Jesus, så ville vi slutte med opstandelsen. De fleste endda før. De fleste biografier ville slutte ved graven.

Men vi sad slet ikke her i kirken i dag, hvis der kun var blevet skrevet biografi om Jesus.

Det er ved Jesu opstandelse at kirkens historie begynder. Hele den kristne lære har rod i troen på, at Jesus er opstået fra de døde. Det er der Kristologien – læren om Kristus begynder. Det er troen på opstandelsen der gør kirken til noget mere end blot: Selskab til minde om Jesus af Nazaret.

Vi er forpligtet på at tænke dybere og højere og større om Jesus, end det der kan rummes i en biografi, om en stor afdød personlighed. Troen på opstandelsen, gør at vi må og skal forholde os til Jesus som en samtidig, som levende iblandt os, og ikke bare som et minde.

Alt hvad vi gør i kirken, vidner om netop det, at opstandelsen ikke var slutningen, men begyndelsen. Når vi døber et barn, når vi deler brød og vin i nadveren, når vi beder og synger og når vi læser i Bibelen, så gør vi det, fordi Jesus er levende og samtidig og tilstede midt iblandt os – ellers ville vi bare læse Bibelen som et historisk dokument. Vi ville ikke lytte efter ord i Bibelen, der kan kaste betydning af sig og give mening, i vores liv, nu.

For den troende er opstandelsen begyndelsen på en ny tid. Hvordan det foregik ved vi ikke, men Bibelens tekster og den efterfølgende tradition og historie, peger på at der virkelig skete noget. En afgørende begivenhed, der ændrede verden.

I det Nye Testamente forsøger de forskellige forfattere at beskrive det, der skete. Men det er i virkeligheden ret lidt der står. Og det der står, er endda ret forskelligt. Nogle har opfattet netop det, at der er rod i detaljerne om hvem der kom til graven, hvor mange der kom til graven – og hvad der i øvrigt skete påskedag, som et udtryk for at beretningerne manglede sandhedsværdi. Men måske er det netop det rod, der gør dem troværdige.

Det bliver så tydeligt at forfatterne har svært ved at finde de helt rigtige ord, for det der skete.  

Her i Markusevangeliet fx, der er der meget tydeligt forskel på den måde hele lidelseshistorien bliver fortalt, og den måde der bliver fortalt om opstandelsen. Lidelseshistorien er formfuldendt, med et gennemarbejdet sprog, kronologisk overblik og med brug af mange referencer, litterære mønstre og billeder fra Det gamle Testamente.  Men da Markus kommer til at skulle fortælle om opstandelsen, bliver det helt anderledes prøvende og sprogligt upoleret.

Skrevet, som noget ingen har fortalt om før. Som ingen har oplevet før, som noget der efterlader folk både overraskede og mundlamme. Tænk bare på slutningen: ”Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.” Det er da en underlig måde at slutte en bog på. Det virker ikke som en litterærovervejelse, fra Markus´ side, men simpelthen mere som et udtryk for at han ikke vidste noget bedre at skrive og har ønsket at ramme begivenheden så præcist som muligt.

Det er ikke efterredigeret litteratur. Det har en autenticitet over sig, som virker troværdig. Han har ikke anet, hvordan han skulle runde opstandelsen af.

Når det kommer til opstandelsen, så mangler vi ord. Det er for stort og for mystisk, og der er ikke noget vi kan sammenligne det med. Der var aldrig sket noget lignende før, og der er aldrig sket noget lignende siden. Markus manglede ord. Han kunne ikke forklare hvad der skete, men kun at der skete noget.

Vi mangler også ord. Men selvom vi ikke kan forklare hvad der skete, eller måske endda forsvare at der skete noget. At graven var tom og at Jesus viste sig for sine venner. Så kan vi se, at den første påskemorgen havde magten til at skabe den tro, at Jesus ikke bare hører fortiden til, men at han for altid vil være knyttet til os og Gud.

Opstandelsen er ikke afslutningen på historien om Jesus. Opstandelsen er begyndelsen.

Det bliver tydeligt på det Ikon jeg har givet jer i dag. Hvor Jesu opstandelse skildres som en ny skabelse.

Her på billedet, ser vi Gud, Adam og Eva. Det var her det hele begyndte på skabelsens morgen. Og det er her det hele begynder igen påskemorgen. Opstandelsen sker. Det er Gud, der taler i hjertet, i mørket, og skaber liv af intet og skaber mennesker, så de ligner ham og bærer hans billede.

Opstandelse er den nye skabelses begyndelse.

Hvis I lægger godt mærke til det på billedet, så kan I se, at Adam og Eva, er blevet gamle. Deres ansigter er mærkede af skyld, erfaringer og smerte. Det er vores ansigter vi ser.

Og Jesus rækker ned og rører ved netop vores ansigter. Han gør os ikke unge igen, eller uskyldsrene og nøgne, som Adam og Eva på skabelsens morgen.

Nej, han forholder sig til os, som vi er – han forholder sig til vores menneskelighed med alt hvad der hører med til den.

Opstandelsen fejer ikke al vores historie af smerte og nederlag væk, men nyskaber os – og transformerer eller omformer de mærker og ar og ridser, som vi har fået, så de kan blive til noget andet, noget nyt, noget smukt. Det er opstandelsens kraft og håb. At forandring og fornyelse er muligt. Altid.

Når vi ser på opstandelsesikonet, så ser vi et billede på en ny begyndelse. Det kalder os til at se på det som et spejl. At se urmenneskene Adam og Evas smerte, glæde, mørke og lys – som det kommer til udtryk i vores liv, og se, at det er her den opstandne Jesus begynder.

Han begynder ikke der hvor vi engang var, eller der hvor vi burde være. Nej, Gud begynder altid med, hvem vi er nu. Lige her, hvor vi hver især står, med alt det der er brændt på eller brændt ud. Her kommer han og skaber lys af mørke og liv af død.

Troen på opstandelsen er troen på, at vi altid kan få en ny begyndelse – at det som vi er blevet til og havnet i, kan forandres og fornys – ikke ved vores egne anstrengelser og kræfter, men ved kraften fra den opstandne.

Den opstandne Kristus er den ny begyndelses virkelighed, som vil forny og forandre det der er dødt og såret i os.

Må vi hjælpe hinanden til at holde fast i den tro, og må vi hjælpe hinanden med at se når fornyelsen sker, og opstandelsens forårsblomster spirer i vores hjerter og sind.  Også selvom vi mangler ord, når vi skal forklare opstandelsen. Ligesom Markus gjorde det.

Men tak for at han prøvede, og tak for alle de troende, der op igennem historien og tiden, har forsøgt at sætte ord på deres opstandelsestro. Lad os låne lidt af deres mod.
Inspiration til pointer og brug af Ikon, hentet i ”Gud med os”, Rowan Williams; Eksistensen

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.