2. søndag i advent / Matt 25,1-13
Hjemme hos os, har vi efterhånden indrettet os sådan, at vi har udliciteret meget af det vi skal gøre. Det er vores ansvar at der er sådan nogenlunde rent, men vi har faktisk rengøringshjælp til at gøre det for os.
Det er vores ansvar at der er mad på bordet, men rigtig tit
bliver det leveret af Nemlig, og hvis vi skal være helt ærlige køber vi også
tit sådan noget halvfabrikata der bare lige skal varmes eller bestiller noget
take away. At det er sådan, kan vi begræde, tale om som dovenskab eller
menneskeligt forfald. Det er det måske, men det er som det er. Det giver os
mulighed for at prioritere noget andet. Hvis man er lidt smart, har overskud og
overblik, så er der meget man kan uddelegere. Den gode leder er dygtig til at
uddelegere. Sådan er det i en virksomhed og sådan er det privat.
Men i dag, i den her sælsomme historie om de ti brudepiger, bliver vi mindet om
noget – der måske ikke er så rart – og som vi godt ved i forvejen: Der er ansvar
som vi ikke kan uddelegere eller lade andre om! Der er ting vi må gøre selv.
Der er situationer vi må være tilstede i selv. Der er steder hvor vores
tilstedeværelse faktisk er uerstattelig.
Vi kan ikke få andre til at gå på toilettet for os… Og vi kan heller ikke få andre til at kysse eller holde om vores mand eller børn, i stedet for os. Vi kan ikke få vores veninde til at ringe til vores gamle forældre i stedet for os. Vi kan ikke få andre til at undskylde for os, eller tro for os, eller række hænderne ud for os. Der er situationer, vi må og skal være i selv. Situationer der kræver os, kræver vores opmærksomhed og vores tålmodighed.
Og det er det den her fortælling vi gør opmærksom på. Umiddelbart er det jo en underlig fortælling. Hvorfor deler de fem kloge brudepiger ikke deres olie med de fem tåbelige? Er det ikke lige præcis det, kristendom handler om – at dele. Og er det ikke lige præcis omsorgen for den anden og fællesskabet der er hele grundsubstansen i tro, håb og kærlighed – altså at det er til, som det vi ikke bare skal – men det vi ikke kan lade være med at dele med hinanden? Kristendom handler om at dele glæde, kærlighed, lys og liv med hinanden.
Umiddelbart virker det, som om der er et modsætningsforhold mellem de fem kloge brudepigers egoistiske handlen og budskabet om næstekærlighed. Og det betyder at den handler om noget andet. Vi læser den forkert, hvis vi tror pointen er, at vi ikke skal dele lyset med dem der mangler lys. Tværtimod. Det er vores ansvar at dele vores håb og vores lys og vores overskud med dem der mangler både det ene og det andet. Uanset hvorfor.
Fortællingen her, er det vi kalder en lignelse og en
lignelse er en helt særlig genre. Det er de billeder Jesus malede, når han
skulle forsøge at give os et billede af Gud. Én lignelse alene kan ikke besvare
alle livets eksistentielle spørgsmål.
Det er lidt ligesom med bestik! – det er ikke en kritik af en gaffel, at vi
ikke spiser suppe med den. På samme måde er det ikke en kritik af den her
lignelse, at den ikke siger noget om næstekærlighed. Det er ikke dens opgave.
Den har en anden. Dens opgave er at fortælle os, at vi altid skal have olie på
vores lamper.
Og olien må altså symbolisere noget som vi ikke kan dele. Måske
kan vi sige, at det er vores opmærksomhed. Eller vores lys eller vores tro. Så
det handler altså om, at vi sørger for at vi bliver ved med at have lys i vores
opmærksomhed.
Matthæus der skriver den her lignelse, og vi der læser den – ved godt at vi
mennesker ikke er sådan enten – eller. Enten som de kloge eller som de
tåbelige. Vi er både –og- mennesker.
Dommen falder ikke, som en hammer ned imellem de kloge og de tåbelige.
Dommen falder over hver enkelt af os. De to grupper af brudepiger er to sider af
samme sag.
Vi er begge dele, både de kloge og de tåbelige, de tro og de utro, de bekymrede
og de ubekymrede. Vi vælger rigtigt og forkert, og det er ikke altid vi ved,
hvad der tjener os selv og hinanden bedst. Enhver af os har noget, der med Guds
hjælp skal renses og lutres og vækkes til vækst, inden vi kan stå overfor Gud.
I adventstiden er der her i kirken fokus på tålmodighed og opmærksomhed. Vi venter og længes efter Herrens komme.
Snart. Nu er der ikke længe til. Det er lige om lidt, at det er jul igen.
Det på en måde er et skuespil. Jesus bliver jo ikke født til jul – hver jul. Det
er meget bedre. Han kommer i virkeligheden hele tiden til os. Han kommer i
nadveren, han kommer i bønnen, han kommer i nærværet.
Men meningen med advent er, at vi skal gennemgå en indre forvandling. I stedet for at splittes i optagethed af 1000 uvæsentlige ting, i stedet for at fortabe os i angst og bekymringer, skal vores liv være som en rolig vej, der går mod Gud. Og julen fortæller os, at vi er på rette vej, og gentager underet for os, hvert år, at Gud blev menneske og kom til mennesker. Som en brudgom, der kommer til sin brud, sådan beskriver Bibelen Kristi komme.
Pointen i lignelsen er at vi skal være opmærksomme og nærværende, og at det kræver at vi bevarer troen og kærligheden i vores hjerter som lys. Det er godt at blive mindet om – måske endda særligt her i adventstiden, hvor vi kan blive så fortravlede at vi ikke evner netop det, at være opmærksomme og nærværende.
Vi må tage tanken alvorligt, hvis vi vil tage vores tilværelse alvorligt og tage hinanden alvorligt. Det er evig kamp, synes jeg at være opmærksomt tilstede i sit eget liv. Der er så meget larm, og så mange andre der har ideer og dagsordner til hvad man kunne gøre og som kan trække os væk fra nuet og den situation eller det menneske, der kræver os.
Lignelsen er lidt hård ved det tåbelige i os. Men måske er
det godt! Måske har vi brug for sådan et mentalt spark over eksistensen, for at
vi kan vågne lidt op og se nye muligheder. Måske giver det os et fornyet fokus
på det der er vigtigt i forhold til vores liv med hinanden – og i forhold til
Gud.
Tanken om at vi kan komme i en situation, hvor vi ikke har det nærvær der skal
til, for at være tilstede. Tanken om, at vi faktisk kan komme for sent. Det er
en erfaring jeg tror de fleste af os kender – følelsen af at tiden løber ud
mellem hænderne på én, uden at man får gjort det der skal til. Erfaringen af at
fylde sin tid med overspringshandlinger, i stedet for med de handlinger der
ikke springer over, men som ændrer noget her og nu og for de mennesker man er
sammen med.
At have olie på sin lampe/at tage vare på Guds lys og troen i sit hjerte– er en påmindelse til os om, at bestræbe os på altid at være opmærksomme over for de mennesker vi møder og altid at være nærværende når det kræves af os. Livet med olie på lampen, er et liv med bevidsthed om og opmærksomhed på at hvile i, at være Guds hænder og øjne i verden.
Nogle gange er vi tåbelige og utro, og nogle gange er vi kloge og tro. Sådan er vi mennesker – både og. Og nogle gange taber vi både os selv og hinanden på gulvet. Men kristentro er, at intet er tabt for altid. At der ikke er knuder der ikke bliver løst, eller at vi ender et sted uden nye muligheder. Det er håbet. Det er Gud. Det er nåden. Nåden er, når alt er tabt/ at få alt tilbage