Opgivelse, hengivelse og tilgivelse

11. søndag eft. trin. /Tekst: Luk 7,36-50

I dag vil jeg sige noget om forskellen på opgivelse, hengivelse og tilgivelse.

Opgivelse:
Det kan være nødvendigt at opgive noget. Indse at der ikke kommer noget godt ud af at fortsætte af en bestemt vej.
”Jeg giver op”, kan vi finde på at sige midt i et spil eller en diskussion, vi opdager at vi ikke kan vinde alligevel. Eller når vi har bakset med haveparasollen så længe at vi er lige ved at springe i luften.

Vi kan også blive ramt af resignation og opgivelse, når vi åbner avisen og læser om klimaforandringer og sorte udsigter for klodens fremtid. For hvad nytter det, at jeg spare på de røde bøffer og flyrejserne – sådan i det store regnskab. Det virker så udsigtsløst.
Der kan være gode grunde til at give op i forhold til en opgave man ikke magter. Det kan måske endda være det rigtige at gøre. Der kan være gode runde til at give op, også der hvor der hvor konsekvenserne er store, som fx i et ægteskab der er løbet tør for al god vilje og kærlighed. Men at give op, er næsten altid forbundet med fiasko. Der er noget skamfuldt over at måtte give op.
Måske ligger det i vores sprogbrug. Vi låner ord fra sportsverdenen, der udtrykker livet som en kampplads. Vi kæmper, vinder, taber, sejrer og giver op.
Vi tænker måske næsten ikke over det, men sproget betyder noget. Det både skaber og afspejler virkelighed. Sports-sproget bliver til sports-liv og uanset hvor gamle vi er, tror jeg, så bliver vi præget af den præstationskultur der ligger i det.
Det er trættende at leve et sports-liv. Vi ved jo godt at livet er mere kompliceret end en fodboldkamp eller et cykelløb, men alligevel er det svært at slippe forestillingen om at vi har så meget styr på regler og taktikker i livet, at vi har så meget magt over spillet, at det er op til os at få det til at lykkes – og altså også op til os, om vi taber, eller må give op.
Det ligger et stort pres på os, at tænke sådan. Måske kan vi sole os i- og klappe os selv på skulderen, når det lykkes, når vi er på vinderholdet. Men fiasko-følelsen og nederlaget, bliver tilsvarende tungt at bære, når vi er på taberholdet. Når det ikke går, som vi håbede og kæmpede for.
For hvad nu hvis? Hvad nu hvis jeg havde kæmpet lidt hårdere? Gjort det eller det anderledes? Vi tager et stort ansvar på os, når vi lever sports-liv. Kristeligt set, alt for stort.
På den ene side tænker vi for store tanker om vores egne evner, når vi lever sports-liv. På den anden side tænker vi alt for småt om Gud. For hvilken plads levner vi til ham, når vi selv tager æren for alle livets op- og nedture?
Måske bliver det særligt tydeligt hvad jeg mener med sports-sprogets begrænsninger i forhold til vores liv, når vi taler om sygdom.
Det er helt almindeligt at vi taler om sygdom som en kampplads. Og at man kan vinde eller tabe til en kræftsygdom. ”Han tabte til kræften”, kan vi læse i avisen når ét menneske er død som følge af kræft. Og tilsvarende: ”Hun vandt over kræften”, når en kvinde er blevet helbredt for en kræftsygdom.
Der er noget forkert i den måde at tale om sygdom på. For vist kan vi selv gøre noget. Forsøge at leve sundt og ordentligt, men vi kender jo alle sammen et menneske der levede sundt og godt, og alligevel blev syg og døde.
I bund og grund er der meget lidt vi selv kan gøre i forhold til sygdom, når det kommer til stykket – og at tro det, og at tale om det, som om det er en kamp, man kan være mere eller mindre god til, er med til at lægge et alt for stort pres på os, når vi bliver syge.
Det er meget menneskeligt at vi, når vi bliver syge, reagerer med, at ville gøre alt hvad der står i vores magt for blive raske. Det skal vi selvfølgelig også. Men jeg tror samtidig vi skal hjælpe hinanden med, ikke at ville tage mere på os, end der er muligt at gøre noget ved.
Livet er ikke en sportsarena, hvor vi kan vinde over al sygdom, ulykke og død, ved at kraftpræstationer. Eller tabe, fordi vi må give op. Det er simpelthen ikke i vores hænder. Det er ikke os der er Herre over liv og død.

Mange af os der har været tæt på et døende menneske, har haft oplevelsen af at den døende selv ”gav slip” i livet. Der kan måske endda være nogen der har siddet ved siden af sygesengen og sagt det højt, eller ønsket det. At den døende måtte give slip.
Oftest, tror jeg, vil det ikke være et udtryk for at den døende ”gav op”, men måske nærmere at den døende ”gav sig hen”. Hengav sig til det der nu skulle ske. I en nærdøds-erfaring af, at døden ikke er op til os, men op til Gud. Man kan ikke opgive noget der er ude af ens hænder, men man kan hengive sig til det. Hengive sig i tillid til at her én der bærer os.

Hengivelse:
Hengivelse er et lidt bedaget ord. Det er ikke noget vi går og siger, sådan til dagligt, at vi hengiver os til noget. Det lyder lidt højstemt at sige. ”Jeg gav mig hen” til det eller det.
Og hengivelse forbinder vi måske særligt med erotik. At give sig hen til et andet menneske, er kærlighedens og erotikkens sprog.
Men det er også kristeligt set, en måde at være til. Altså at give sig hen til livet, i tillid til at vi lever i Guds favntag.

Når vi giver op over for noget, er vi pinligt bevidste om os selv, om egne styrker og begrænsninger, om vores eget.
Når vi giver hen til noget, er det derimod et udtryk for selvforglemmelse. Det er når vi i øjeblikket lader os optage fuldstændigt af en sag, af et andet menneske, af kunst, af skønhed, af situationen – måske også derfor er det ikke noget vi siger. For selvforglemmelsen er dejligt fri for evalueringer af ens sindsstemninger. I selvforglemmesen, i hengivelsen – ER vi bare.
Måske udtrykkes hengivelsen bedst som håb eller bøn. Altså at vi kan have en længsel efter at kunne give slip på kontrol, forbehold, andre menneskers forventninger til os, eller egen bagage – og give sig hen til livet, sådan som det nu former sig.
Oftest bliver det ved længslen og bønnen, for det kræver mod at gøre det. Og det er nok sådan at jo mere bundet man er, af alt muligt, jo mere man har at bære på af skyld og historie. Jo, sværere bliver det at turde hengive sig. Det kræver mod og det kræver tillid.
Jeg tror det er derfor vi har brug for at høre fortællingen om kvinden der har det mod. Vi ved jo ikke meget om hende, men fortællingen gør os det klart at hun har meget på samvittigheden. Og ikke mindst at hun er stemplet som uren og syndig. Vi ved ikke hvilke overvejelser hun har gjort sig da hun købte den, sikkert kostbare olie, og besluttede sig for at gå ind i farisæeren, Simons hus, hvor Jesus sad.
Måske er hun nået et nulpunkt. Eller måske er hun blevet ramt af et håb om at hendes liv faktisk kan blive anderledes. At hun dybest set er afhængig af noget andet. I hvert fald må hun have indset at hendes fremtid ikke afhænger af
hvad Simon og hans venner tænker og siger om hende. Og derfor vover hun sig indenfor i Simons hus. Derfor vasker hun Jesus fødder med sine tåre og tørrer dem med sit hår. Kvinden har indset hun har brug for Guds tilgivelse. Hun giver ikke op. Tvært imod. Hun giver sig hen til Kristus, og tager imod hans tilgivelse. Hun erkender at hun ikke, ved egen præstation kan komme ud af sin fastlåste liv. Hun giver sig hen til Guds livgivende kærlighed.
Og Gud er kærlighed. Den kærlighed der griber og rækker ud, og finder mening i forholdet mellem Gud og mennesker, og mellem dig og mig. Ligesom Gud har elsket os, skal vi også elske hinanden. Hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os.
Guds kærlighed er den fornyende og livgivende gave som giver os kraft til at give os hen til Gud og til hinanden. Det er den fred og den frelse, der omslutter kvinden, så hun får mod til at erkende sit afhængighedsforhold til Gud. Hun får mod til give sig hen og at tage imod, og det er faktisk noget af det modigste et menneske kan gøre.

Tilgivelse:
Og at indse vi er afhængige af Guds kærlighed ligesom kvinden, er at indse vi er mennesker der ikke magter det hele selv.
Og præcis i erkendelsen af, at der er meget i vores liv, som vi ikke selv har magt over, ligger der en meget stor grad af frihed.
Der ligger en frihed i, at hele livsprojektet ikke er mit ansvar – og der ligger en stor frihed i, at indse, at den afhængighed vi står i, i forhold til Gud – er et eviggyldigt forhold. Det er ikke et forhold der står og falder med vores humør eller mere eller mindre trofaste natur. Det er forhold der holder, selvom når vi indimellem giver op, det er et sted hvor vi igen og igen kan hente fornyet kraft og fred – hvor vi igen og igen møder Guds tilgivelse og barmhjertighed. Det er et afhængighedsforhold, som er bestemt af Guds kærlighed. Og tro er at vide sig afhængig af Gud.
Tilgivelsen er ikke noget vi kan bestille, forlange eller tildele os selv. Det er det liv, vi får del i, når vi som kvinden giver os Gud i vold. Tro er at turde give sig hen til livet i Guds favntag, i tillid til Guds evige nåde og tilgivelse. Hverken mere eller mindre.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *