Menu Luk

Om det der klæber os til taburetten

Sidste søndag efter Helligtrekonger

”Han klæber til taburetten” siger vi om en politiker som ikke længere er drevet af idealisme, men med vold og magt vil blive siddende på ministertaburetten. På magten.
Jeg tror det er i den ånd vi skal forstå udsagnet om at vi skal hade vores liv i denne verden, for at kunne få del i det evige liv.
Vi skal vide at vi det vi har, har vi til låns. Det vi gør, gør vi fordi vi har fået evnerne givet. Det vi skal, er at tjene Gud og medmennesket.

Det handler ikke om at vi skal foragte eller sjofle livet.
Det handler ikke om at vi skal regne livet for ingenting.
Det handler heller ikke om, som vi kender det fra pietismen, at forsage alle livets glæder, og betragte livet som en jammerdal på vej mod himlens lyksalighed.
Det handler ikke om at vende livet ryggen og vende sig mod døden. Selvom det godt kunne lyde sådan, når evangeliet taler om at vi skal hade livet.

Had er et voldsomt ord, som vi lærer vores børn at de ikke må bruge. ”Man må ikke ”hade” nogen eller noget, siger vi til dem. ”Det er ikke pænt at sige”. Men Johannes bruger altså det ord, når Jesus skal fortælle os hvad det vil sige at følge ham.

Had betyder at lægge afstand, at vende sig bort fra. Had er en følelse, eller en besættelse af noget. Når man hader nogen eller noget så er man nærmest som besat af det. Man kan ikke tænke på andet.
At hade sit liv, er altså at undgå at blive besat af sit eget liv. Eller med andre ord, vi skal slippe det, som kun er liv for os selv. Ellers bliver vi selvdøde.

Vi skal skille os af med taburetten, rejse os og gå derfra, hvis det viser sig at det sted hvor vi er, ikke længere er til glæde for andre end os selv.
Det er ikke kun politikere der klæber til taburetter. Eller til magten. Vi har alle sammen et eller andet vi klæber til, og som forhindrer Kristuslivet i at folde sig ud.
Det kan være egne dagsordner eller forfængelighed der har givet os blinde pletter i forhold til egen formåen. Det kan være ideer om det gode liv, som ikke er godt for andre end os selv. Og Evangeliet i dag siger: ”Den som elsker sit liv, mister det”. Helt enkelt. Vi må give afkald på egoisme og det selvcentrerede i vores liv. Måske kan man sige, at det alligevel er selvdødt.

Som hvedekornet der må lægges i jorden, må dø, for at det kan blomstre og bære frugt. Sådan må vi give afkald på det, der klæber os til en forståelse af os selv som verdens centrum, for at vi kan være med til at sætte frugt i verden. For at vi kan tjene Gud og vores medmennesker.

Teresa af Ávila, også kendt som Teresa af Jesus, blev født i 1500-tallet ind i en spansk adelsfamilie og havde alle muligheder for at få en sorgløs og luksuriøs tilværelse som adelsfrue. Men hun ville noget andet og større. Hun brød alle konventioner for, hvad en kvinde kunne opnå på den tid. Sammen med Johannes af Korset grundlagde hun en ny gren af karmeliterordenen.

Det fortælles at der engang kom en kvinde til hende og spurgte: ”Hvis jeg vil finde Gud, hvor skal jeg så begynde at lede, og hvor skal jeg slutte?” Hun var lidt forpustet efter turen op til klosteret.
Teresa så på kvinden, som havde gået langt for at få svar på sit spørgsmål. Klosteret lå afsides, og kun den, der virkelig havde bestemt sig, overvandt anstrengelserne for at komme derop.
Kvinden strøg håret væk fra panden og drak en slurk af vandet, som var stillet frem til hende.
Teresa var kendt for sin visdom og for sin indre fred, som kunne mærkes i alt, hvad hun gjorde og sagde. Det var ikke ualmindeligt, at besøgende kom for at få et råd af hende.

”Synes du, der var langt hertil?” spurgte Teresa.

Kvinden så forbavset på den gamle nonne, som var så berømt, men ikke synede af ret meget.

”Ja, vejen var både lang og kringlet og hullet.”

”Var det da værd at gå den?”, spurgte nonnen.

”Ja, det håber jeg, for jeg vil så gerne have svar på mit spørgsmål. Hele mit liv har jeg forsøgt at forstå, hvem Gud er. Jeg har bedt, og jeg har læst, og jeg har diskuteret med mine venner, men det føles stadig, som om Gud er langt borte. Jeg er begyndt at tro, at jeg har søgt de forkerte steder.”
”Nej, svarede Teresa, ”ikke de forkerte steder, men måske på den forkerte måde og med alt for få kræfter.”

”Hvordan skal jeg så gøre?” spurgte kvinden og tørrede sig over panden med bagsiden af hånden.

”Du har gået langt for at få et godt råd, men du må gå endnu længere for at finde Gud. Jeg vil vise dig vejen, men du må selv vandre ad den. Der er fem ting, du skal lære.”

Teresa rejste sig op og så ud gennem det lille vindue. Solen var ved at gå ned. Snart var det tid for aftenbønnen. Med lav røst sagde hun: ”Stilhedens frugt er bøn,
bønnens frugt er tro,
troens frugt er kærlighed,
kærlighedens frugt er tjeneste
og tjenestens frugt er fred.”

Kvinden lyttede opmærksomt. Teresas ord virkede kloge, men der var noget der forvirrede hende.
”Stilhedens frugt er bøn
Bønnens frugt er tro
Troens frugt er kærlighed
kærlighedens frugt er tjeneste
Tjenestens frugt er fred…” gentog hun.

”Er stilhed og fred ikke det samme? Er det ikke en lang vandring for at nå det, jeg allerede havde, da jeg begyndte, spurgte hun så.

”På overfladen kan stilheden og freden ligne hinanden”, svarede Teresa. ”Derfor nøjes mange mennesker med det første og når aldrig længere. Under overfladen er forskellen meget stor. Stilheden kan du selv skabe, men den virkelige fred, kan du kun tage imod fra Gud. Gå nu. Vejen kan være svært fremkommelig og lang, men nu har du fået anvist vejen.
(Fortællingen er fra ”Vejen er ikke snorlige, Unitas Forlag)

Det er salmedigteren Simon Grotrian der har sagt noget i retning af: Livet handler ikke om hvad der kommer ud af det, men hvad der kommer ind i det.
Det er alt det der ydre, det vi kan vise frem, det der kommer ud af vores anstrengelser og som vi kan blive så optaget af, at der ikke er plads til at det gode kan komme ind i vores liv. Det der kommer fra Gud.

Stilheden kan vi selv sørge for. Og den kan være larmende. Freden får vi fra Gud.

At tjene Gud, at følge Jesus, er at gå på fredens vej. Den vej, hvor de hvedekorn der bliver lagt i jorden, vokser op og giver frugt. Den vej, hvor der kommer liv ud af død. Den vej, hvor vi ikke skal præstere noget stort, men tjene hinanden i det små. Den vej, hvor vi må tro på at vi aldrig går alene.
Gud er hos os nu! Det må vi tro. Ligesom vi må tro, Gud også er hos os, når vi lægges i jorden – ikke for at blive opslugt af mørke, men til et helt nyt liv.
Indimellem er vejen hård og ufremkommelig. Indimellem er det svært at tro, at det er sandt, at livet er stærkere end døden. At der vil vokse noget nyt frem, endda noget der er bedre end det gamle. Og det er altid svært at lade Gud få plads til at fylde vores stilhed med fred, og vores tomrum med liv. Det kræver at vi ikke fylder vores liv med vores eget, men at vi lader vores hjerte være åbne overfor Gud og vores medmennesker.
Herliggørelse er et ord der går igen i den her tekst. Det er et underligt ord. ”Herliggørelse”. Det betyder noget i retning af forvandling, eller at Gud vil vise os det guddommelige. Åbenbare os hans storhed.
Det sker drypvis, som en hemmelighed vi får mere og mere syn for. Det sker i glimt eller som Ordet der bliver kød i blandt os. Folkeskaren så en flig af Guds herliggørelse af Jesus. Og vi ved at den herliggørelse blev fuldbragt på korset.

Sådan oplever vi også Guds fred og herliggørelse i glimt, og når der vokser liv ud af det, der var gået helt dødt.
Og vi må tro, at der kommer en dag, hvor det der i dag kan fremstå mørkt og dunkelt vil blive oplyst og stå i forklarelsens skær. Vi må tro at alt vil komme for en dag. Det er det vi kalder for dom.
Og det er altafgørende at forstå at Guds dom ikke er det samme som en fordømmelse. Dommen er derimod en afsløring af alt det, der skygger for Guds herliggørelse vej.
”Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud”, hører vi i dagens tekst.
Dommen er der hvor Guds kærlighed for alvor slippes løs i verden. Den dag, hvor hadet og hævnen og bitterheden og misundelsen bliver tilintetgjort og hvor sandheden skal skinne frit, så alt kan blive herliggjort.
Guds dom er storsindet ud over al menneskelig forstand. Gud bliver alt i alle. Jesus siger: ”Når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig” og vi spørger måske: Står der virkelig alle? Ja, det står der faktisk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.