om den tid der er både kort og lang

3. søn. efter påske. Tekst: Joh 16,16-22

En mand stopper op ved to stenhuggere, der begge er i gang med at hugge sten firkantet. “Hvad laver du?”, spørger han den første. “Jeg hugger sten firkantet”, svarer han. “Hvad laver du så?”, spørger han derefter den anden. “Jeg er med til at bygge en katedral”, svarer han.

Måske nogen af jer har hørt den her lille ordudveksling med de to forskellige stenhuggere. Det er sådan en fortælling der er ofte benyttet af konsulenter der skal arbejde med visionsprocesser i en virksomhed eller blandt en gruppe medarbejdere. Og pointen er dels at vi er forskellige som mennesker, nogle tænker meget konkret og har ikke nødvendigvis brug for at se det store billede eller for at se en større mening med arbejdet. Mens nogen netop har brug for at se sit konkrete arbejde som en del af noget større, for at finde mening med det. For en virksomhedskonsulent er pointen med den her fortælling også, at det kan være vigtigt at have et fælles billede eller et fælles mål for hvad det konkrete arbejde skal føre til, og at det vil afføde både mening og større arbejdsglæde. Det lyder fornuftigt, men det er ikke som sådan det jeg vil bruge billedet til i dag.

Jeg kom til at tænke på det, da jeg læste billedet i den her tekst – om den fødende kvinde. Fordi den har lidt det samme perspektiv. På et dybere plan. Stenhuggeren der er i gang med at bygge en katedral, kan udholde meget hårdt arbejde, fordi han ser det som en del af noget større. Han ser billedet af Katedralen for sit indre blik, og det får ham til at kunne være i og leve med både smerte og trængsel og hårdt arbejde.

På samme måde med kvinden. Det har været hårdt og smertefuldt under graviditet og fødsel, men hun har hele tiden båret både trængsler og smerte med forventningen om at der kom et barn ud af det. Derfor gav smerten mening. Pga. forventningen og håbet om det der skulle komme ud af det.

Når hun står med sit lille barn i sine arme, så er hun fyldt af kærlighed, snarere end tanker om hvor hårdt det var at føde. Og derfor bliver der ved med at blive født børn! Fordi kvinder i højere grad er fyldt af kærlighed til barnet, end til tanker om de trængsler hun har været igennem for at få det. Så trængslerne fylder forsvindende lidt i vores fortælling om det at få et barn. I det store billede, i det store hele – så er trængsler og smerte aldeles underordnet den store gave som det er at få et nyt menneske ind i sit liv. Som stenhuggeren der efter endt arbejde vil stå for foden af den store katedral der tårner sig op mod himlen, og sige: Det var det hele værd. Og den glæde kan ingen tage fra ham.

I dag bliver vi der står midt i noget der er smerteligt og svært, og som vi har svært ved at se os ud af – trøstet med at vi skal forsøge at se livet i et større perspektiv.

Det at vi lige nu måske står i noget der er svært, betyder ikke at det altid vil være sådan. Det vil vare en kort tid. Det vil gå over. Lige nu er det hårdt, men det bliver ikke ved med at være det hårde og smertelige der fylder os. Det ender godt. Når vi er på den anden side, vil vi ikke længere være fyldt af det der gør ondt lige nu, så vil det være aldeles underordnet den store glæde, som livet også rummer. Så vil vi som stenhuggeren sige: Det var det hele værd. Og den glæde er der ingen der kan tage fra os.

Jeg har lige læst en bog af forfatteren Naja Marie Aidt, der handler om de første år efter hun mistede sin søn på 25 år i en ulykke. Det er en grusom bog, og det er en smuk bog. Det er på en gang en nøgtern beskrivelse af, hvordan livet efter at have mistet et barn er, og hvordan sorg forandrer ens forhold til virkeligheden og til ens nærmeste – og også om hvordan sorgen gør noget ved ens fornemmelse af tid. Den bliver på engang både kort og lang. Fordi man både vil holde fast og give slip. Naja Marie Aidt læste et digt til sin søns begravelse, som hun skrev mange år før hans død. Det hedder ”har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage” – og det vil jeg også læse her:

Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
giv dét tilbage
som du fik af den døde
da den døde var levende
da den døde var dit hjerte
giv det tilbage til en rose,
et kontinent, en vinterdag,
en dreng der ser dig an
fra hættens mørke

Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
giv dét tilbage
som du fik af den døde
da I stod i regnen i sneen
i solen og den døde var levende
og vendte sit ansigt mod dig
som ville han spørge om noget
du ikke mere husker og han
havde også glemt det og det
er en evighed
en evighed
siden nu
(Naja Marie Aidt)

”Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage” – det er også kristeligt set en tankevækkende titel. Både bogen og digtet har ingen tanker eller henvendelse til Gud, men tanken om at give tilbage, ved at give videre er dybt evangelisk. De mennesker vi hver især har haft i vores liv, som nu er døde og som vi sørger over at have mistet. De har efterladt andet hos os end smerte.

De har givet os noget – noget der var særligt for dem, noget vi havde sammen med dem – noget vi har lært af dem, eller oplevet hos dem – og det skal vi give videre. Vi skal bære det med os og give det videre.

Vi skal give det tilbage, ved at give det videre. Og håbe at den kærlighed, der er grunden til følelsen af tab, er større end tabet. At den kærlighed kan gives videre. Kan gøre livet større. For os, og for vores omgivelser.

Stenhuggeren der står for foden af den færdigbyggede katedral, er fyldt af glæde – og ikke af alt det hårde arbejde der gik forud. Kvinden der står med det nyfødte barn i sine arme, er fyldt af kærlighed – og den smerte der er gået forud er kommet i baggrunden. Den der mister et menneske og som er fyldt af sorg og følelsen af tab,  er samtidig også fyldt af den kærlighed, der er i stand til at løfte os ud af tågen, så tabet vil komme i baggrunden – og det vi fik og det vi havde sammen, bliver det der fylder vores hjerter og håb. Tiden kan føles lang, når livet gør ondt. Men Jesus siger, at den tid kun er kort. Tiden med smerte er savn er kort, siger han. ” En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig”.

Og det er nok sandt i et evighedsperspektiv, da er dagen i dag forsvindende kort, og vel kan det give os trøst at vide at det ender godt. At vi tror på en Gud, som ved tidernes ende vil gøre alting nyt. Vil blive alt i alle. Vil samle os hos sig, i den kærlighed der er større end os og det vi selv kan rumme. Det giver os håb og noget at dø på. Men lige nu, hvor tiden føles lang, er det en underlig uhåndterlig trøst at få, at den egentlig er kort. Det er umuligt at finde daglig mening i så stort et perspektiv, for os, som dårligt kan overskue dagen i morgen.

Men måske kan vi leve vores liv med det perspektiv, at vi ikke er ladt alene. Måske kan vi rumme, at vi også får lovning på mening og gudsnærvær i den tid som kan føles lang, selvom den ifølge evangeliet er kort. At det drypper på os også på den korte bane, med godhed og glæde og mening, fra evighedens kilde.

Når vi er omgivet af mennesker der vil os det godt. Når der åbner sig muligheder der, hvor vi var helt låst fast. Når vi får kræfter til at ryste støv og støj af vores slidte vinger, så vi tør flyve igen. Så er det dryp fra evighedens kilde. Fra Gud, som er her. Når vi elsker er det fordi Gud elsker. Det er Gud der fylder tomrummet ud, og fjerner det der er kommet imellem os. Det er Gud der fornyr vores fællesskaber og giver os nyt livsmod. Ikke bare en gang, men igen og igen. Vi kalder det også frelse. Eller nåde. Eller tilgivelse. Og troen på det, gør at vi bliver i stand til at se underet, ikke hokuspokus og underlige mirakler, men det under at jeg er til, og det under, at der er mennesker der holder af mig – og kan blive ved med at holde mig ud. Det under, at Gud har forbundet sig med mit iturevne hjerte. Og det under at kærligheden er større end smerte og tab. Ikke bare som fortid eller fremtid, men nu. Lige nu og her, og i evighedens nu. Og derfor kan vi give det videre, som døden har taget fra os. Som dryp fra evighedens kilde.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *