3. søn. eft. trin /Luk 15,1-10
Hvor er det dejligt at være her. Være tilbage. Det er næsten syv måneder siden jeg slog hovedet op i en den åndsvage køkkenlåge, og mit liv blev slået temmelig meget ud af kurs.
Det har været en virkelig frustrerende tid.
Jeg har ikke rigtig kunnet gøre noget, for at få det bedre – andet end at væbne mig med tålmodighed og atter tålmodighed. Og det med tålmodighed og venten er i grunden unaturligt for de fleste af os mennesker. Tror jeg.
Vi vil gerne kunne gøre noget. Vi vil gerne være i kontrol og arbejde os fremad. Se fremskridt. Det er svært for mange af os at være sat i situationer, vi ikke kan gøre noget ved, uanset hvor meget vi forsøger at tage os sammen.
Jeg har oplagt haft det, som det får der blev væk, mens resten af flokken fortsatte livet som de plejede.
Fåret der var blevet væk, har stået der tilbage, uden retningssans og uden muligheder for selv at komme tilbage på sporet.
Måske var det selv skyld i at det blev væk? Måske skammede det sig over at være blevet væk? – altså hvis får kan det… men jeg tror I forstår.
Uanset så stod det der tilbage og vidste hverken ud eller ind. Det havde ikke andre muligheder end at vente og håbe og bede til at det blev fundet.
Og evangeliet i dag er den mest opløftende påmindelse – til os
der kæmper med at forsøge at tage os sammen – om at livet er en øvelse i at
tage imod, snarere end at tage sig sammen. Om at blive fundet, snarere end at finde ud
af, eller finde sig selv.
”Jeg har brug for at finde mig selv”, siger vi i dag. Det siger sig selv, at
alternativet, altså at være blevet væk fra sig selv, er rædselsfuldt.
Pludselig at stå i en situation hvor man ikke rigtig kan være med. Hvor man ikke har sig selv med i det man laver. Det kan man blive syg af.
Både hvis det er fordi man har så travlt at man ikke kan nå
at få sig selv med.
Eller hvis det er fordi man laver det forkerte.
Har gjort noget forkert.
Er sammen med de forkerte.
Befinder sig et sted der grundlæggende ikke er godt. Eller har arbejdet så
hårdt på at komme til at passe ind i en sammenhæng at man ikke længere er sig
selv.
Man skal passe på med at generalisere, men jeg vover det
alligevel:
Vi har alle sammen være der, hvor det fortabte får var. Flere gange endda.
Nok bliver vi klogere med alderen. Måske lærer vi af vores fejltrin, men vi begår altid nogle nye. Vi bliver egentlig aldrig grundlæggende bedre mennesker
– men måske bliver vi bedre til at være mennesker,
når vi erkender at det er sådan?
At det er sådan at vi ikke altid kan tage os sammen, men må lære at tage imod.
Det hører med til det at være menneske, at vi indimellem bliver slået ud af
kurs og bliver væk.
”Jeg har brug for at finde mig selv”, siger vi.
Men hvad vil det sige at finde sig selv?
Der er noget lidt tomt over den forestilling.
Noget ensomt. Og også naivt. Måske.
For man er jo aldrig bare sig selv.
Det var den engelske forfatter John Donne der tilbage i 1600-tallet skrev de berømte ord: ”No man is an Island.”
Man er altid en del af en sammenhæng. På godt og ondt. Man
er forbundet med familie, venner, naboer og kollegaer.
Man er præget af sin historie, livsvilkår, helbred, evner og muligheder.
Alle har deres. At slås med og at glæde sig over. Man er aldrig bare sig selv.
Livet er langt mere sammensat og komplekst.
Man kan ikke finde sig selv uden at finde sig selv midt i noget. Man kan ikke finde sig selv uden at finde sig selv i gang med noget.
Paulus siger det på den her måde:
”For ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren” (Rom 14,7-8).
Det er tekst der ofte bliver brugt til begravelser. Afdøde er ikke alene. Han var ikke alene da han levede. Han var ikke alene da han døde. Han er ikke alene nu. Gud er hos ham.
Sådan kan man bruge Paulus´ ord som en trøst og en
forkyndelse af at Gud er hos alle sine menneskebørn.
Men egentlig er den skrevet med et andet formål end trøst. Den er skrevet som
en konstatering af at det er sådan det er. Ingen lever for sig selv. No man is
an Island. Tro ikke andet.
Man skal ikke forstille sig at man kan isolere sine spørgsmål til kun at være et spørgsmål, hvad man selv føler er det rigtige at gøre og føle.
Man står altid først og fremmest til ansvar for den sammenhæng man er en del af. Noget i den retning har Paulus sagt til menigheden i Rom.
Vi er forbundet med vores omgivelser, og derfor kan vi ikke finde os selv, uden at finde os i, at vi hænger sammen med andre.
Og Paulus fortsætter: ”Hvad enten vi lever eller dør, tilhører vi Herren.”
Tankegangen er den, at Gud er alfa og omega, begyndelsen og enden. Alle tings ophav og mål.
Tankegangen er også den at vi ikke alene er forbundet med andre mennesker, vi er også forbundet med Gud. Uløseligt og evigt forbundet med Gud.
Vi er ikke som Piet Heins lille kat på vejen sgu vores egen. Vi lever ikke for os selv. Vi hører til et sted. I en flok. Hos Gud.
Derfor må vi stole på at Gud ikke lader os blive væk hverken for os selv – eller fra fællesskabet med andre og med ham.
Han er som den insisterende hyrde, der bliver ved med at lede, til han finder os. Og vi må øve os i at tro på, at livet ikke så meget handler om at finde sig selv – som at blive fundet. Det kan være en svær øvelse.
Det ligger mere naturligt for de fleste af os, desperat at
forsøge at finde ud af det selv. Måske er det sådan, at det være fundet er en
forudsætning for selv at finde vej? Som det er en forudsætning for at elske, at
vide sig elsket?
Musikeren Peter Bastian lavede kort tid før sin død, samtalebogen ”Altid
allerede elsket”, sammen med sin ven Tor Nørtranders.
På en af de første sider, siger han: ”Jeg blev simpelthen ramt af livet”.
Og vi forstår med det samme, at nu skal vi høre en livshistorie, om et menneske der på en eller anden måde har været væk og er blevet fundet.
Peter Bastian blev født i 1943 og døbt i Løgumkloster Kirke som 72 årige i 2015. Bastian var en anerkendt fysiker og matematiker fra Københavns Universitet. Han var klassisk musiker og medlem af Den Danske Blæserkvintet. Han var rytmisk musiker og medlem af gruppen Bazaar og samarbejdede med kunstnere som Povl Dissing og Benny Andersen.
Han havde mange talenter og ville meget. Han søgte mod Østens spiritualitet, men i særdeleshed mod USA og sekten EnligthenNext for at finde sig selv, og realisere sin drøm om at udvikle det bedste i sig selv.
Intentionen var god, men han oplevede mere og mere angst og meldte sig ud af sekten efter nogle år.
Bastian befandt sig på sit livs absolutte nulpunkt, da han hørte Johnny Cash synge ”You Are the Rose of My Heart”, om at møde hende, som han ville blive gammel sammen med. Og det var på det her tidspunkt at han følte sig ”angrebet af livet”. Han oplevede en længsel i sig, efter et andet liv.
Det første ”angreb” kom da han af Grundtvigsk Forum blev opfordret til at holde
et foredrag i serien ”Mands minde”. Foredraget blev sendt i radioen, og Bastian
mærkede, at der var ved at ske noget nyt med ham.
Derefter kom det andet ”angreb” fra livet. Det var Peters første møde med Helle
Skaarup og dermed hans første møde med kirken. Både Helle og Peter blev
opfordret til at tale i kirken, og siden Helle turde sige ja, kastede Peter sig
også ud i det.
Pludselig blev Bibelen forvandlet fra en sort, lukket bog
til en livets bog, der vakte hans nysgerrighed. Han, som indtil da havde
forholdt sig respektfuldt til partiturerne fra de store mestre som Mozart og
Bach uden at erklære sin enighed med dem, bestemte sig nu for at forholde sig
til Bibelen på samme måde: ”Jeg tog Bibelen for pålydende!”, siger han.
Og så blev han ramt at livets tredje ”angreb”. Helle viste ham sin ubetingede
kærlighed, Peter friede, de giftede sig og han tog sine første skridt mod
kirken og den kristne tro. På det tidspunkt fik de den barske besked, at Peter
havde fået akut leukæmi og sandsynligvis kun havde kort tid tilbage. Det blev
en intens og krævende tid, hvor det krævede meget at værne om de gode øjeblikke
sammen.
Og Peter Bastian blev udsat for det, han kalder ”et frontalangreb fra
kristendommen”.
Det var Kristus der brød ind i hans livsrum, samtidig med at en af hans musikervenner inviterede ham med ind i Bachs Johannespasssionen.
Dette ”angreb” kom med Bastians ord – fra en ubetinget kærlighed af en anden verden. Han forklarer det sådan her:
”Man kan blive grebet af en vild længsel efter kærlighed, som ser os, sådan som
vi er, og som kan rumme os, uanset hvad der sker, uanset hvad der viser sig. Du
er altid allerede elsket.”
Du er altid allerede elsket.
Efter hans død, fortæller hans ven Tor Nørtranders, hvordan Peters sidste tid
blev én lang, eksistentiel uddannelse i det store mysterium: at vi altid
allerede er elsket, uanset pligter, dyder og præstationer. Vi kan ikke leve op
til målet om fuldkommenhed. Men Kristus har vist os det og givet os det.
Usentimentalt og tæt på livet.
Du er altid allerede elsket! Peter lod sig døbe
– ”Modtag det hellige korsets tegn både for dit ansigt og for dit bryst til et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede og opstandne Herre Jesus Kristus”.
Sådan lød de kraftfulde ord, som de også lød det ved vores
dåb. Altid allerede elsket. Fra et ønske om en bekræftelse, der kunne overvinde
angsten for ikke at slå til, og til at erfare sådan en accept – det var for Peter
Bastian en skelsættende overraskelse.
Indimellem havner vi et sted, hvor der ikke er andre muligheder end at vente og
håbe og bede til at vi bliver fundet.
Og evangeliet i dag er den mest opløftende påmindelse om at livet er en øvelse i at tage imod, snarere end at tage sig sammen.
Om at blive fundet, snarere end at finde ud af, eller finde sig selv. Du er altid allerede elsket!
Det har vi brug for at høre igen og igen. Velsignelsen er en medicin mod skam, mod ensomhed og fortabthed. Vi må forsøge at lytte efter godhedens stemme og lade den gøre noget ved os.
Vi må tage velsignelsen på ordet.