OG

Juleaften 2017

OG det skete i de dage.
OG vi har hørt historien før
OG det gør ikke noget,
OG det er netop fordi vi har hørt den før,
at den betyder noget for os.

Det er tiende år jeg skal prædike her i Møllevang og jeg ved ikke om I kan forstille jer, at man faktisk gør sig umage med ikke at komme til at sige præcis det samme som sidste år.

Der er så meget af det øvrige, der er det samme.
Salmerne fx og juleevangeliet det er også det samme.
Jeg har tidligere talt om hjerternes fest,
jeg har talt om stjernestunder,
om den fred englene forkynder,
om krybben der ikke er tom,
om hyrderne der var bange – der er ikke den lille del af juleevangeliet, som ikke er blevet endevendt.

Og dog!
I år er jeg vil jeg sige noget om det allerførste ord i juleevangeliet, og det er altså hverken fordi jeg efter ti år er løbet helt tør for ideer, eller fordi jeg ikke gad læse længere.
Nej, i år, da jeg læste teksten for mere end 117 gang var der pludselig et lille ord, der blinkede nærmest som en lille stjernesol.
Det er det lille ord der binder alting sammen,
og som faktisk forekommer ikke mindre end 13 gange i juleevangeliet.
Jeg tænker selvfølgelig på ordet OG.
Vi kan let komme til at læse hen over det, eller overse det, fordi det er så selvfølgeligt og grundlæggende et ord, at vi ofte slet ikke tænker på at hvis det ikke var for OG, så ville det hele falde fra hinanden.
Det sætter historien i gang, og det får os til at hænge sammen. Det er et bindeord, og sproget kunne slet ikke fungere hvis det ikke blev bundet sammen af OG.

***
OG det skete i de dage… siges det. OG er et guddommeligt smukt bindeord. Langt smukkere end sin fætter MEN.
Det er lettere at indvende et MEN. Vi kommer så let til at nedgøre vores og andres liv med et MEN.
”Det var en virkelig hyggelig juleaften, MEN andestegen var godt nok tør”
eller: ”Jeg elsker min mand, MEN han er godt nok blevet noget doven”.
Og når vi siger det, så gør det noget ved den juleaften og noget ved vores mand. Det gør dem mindre.
Hvis vi i stedet sagde: ”Jeg elsker min mand OG han er doven”, så gør den ene sandhed ikke den anden mindre. Nej, den bliver endda større. Den kvinde der kan sige begge ting samtidig, viser at kærligheden til hendes mand, også kan rumme at han er doven.

Den grundlæggende forskel på MEN og OG- mentalitet er at MEN evaluerer og lægger afstand. OG konstaterer og inkluderer.

Der var kaos i Betlehem i de dage.
Byen var fuld af mennesker der skulle tælles,
og de fleste havde åbenbart nok at gøre med
at tage vare på sig selv.
I hvert fald var der ikke nogen
der viste det overskud
at gøre plads til en fødende kvinde.
Det var et kaos.
Det var noget rod.
Det var hektisk.
Det var en stald.
Koldt har det været.
OG det var her Guds søn blev født.
Ikke MEN, men OG –
Det var usselt og kaotisk OG det var her Gud kom til verden, som et lille skrøbeligt menneskebarn.

Og det betyder at vi må tro,
at Gud ikke evaluerer
eller lægger afstand til vores kaos.
Nej, juleevangeliet fortæller os,
at han ser vores kaos og rod
– og flytter lige ind i det.
Lader sig føde ind i verdens kaos.
Ikke sådan at først var der mørke
og kaos og rod i verden
eller i vores sind,
MEN så kom Gud og så blev alt godt.
Det var slet ikke så slemt alligevel…
Nej, det er samtidigt.
Kaos og Gud.
Mørke og lys.
Død og liv.
Jesus bliver født
ind i verdens kaos.
OG er juleevangeliet i en maggiterning.
Verden er rodet og kaotisk,
OG Guds søn bliver født
som lys og fred.
Begge dele samtidig.
Den ene sandhed gør ikke den anden mindre.
Tværtimod.

Den Gud der lader sig føde i en rodet stald, viser at han kan rumme selv de mest kaotiske sind.

Han fjerner ikke vores mørke.
Han er i vores mørke, som lys.

***

Det var Josef OG Maria… siges det. OG er et guddommeligt smukt bindeord. Langt smukkere end det fattige MIG
Det er lettere at sige MIG.
Ja, måske endda: MIG, MIG, MIG…
Ja, det er faktisk rigtig svært
ikke at gøre det.

Som i Monty Pyton filmen Life og Brian, hvor en leder står foran en stor flok mennesker. Han får dem til at råbe: ”We are all individuals”. De råber alle i kor: ”We are all individuals; We are all individuals”, indtil én i flokken pludselig rækker hånden op og siger: ”I’m not!”
Det ligger i den kristne skabelsetanke,
og i det kristne menneskesyn
som gennemsyrer
vores vestlige kultur,
at vi alle sammen
er unikke
individer.
Og i nogle generationer
efterhånden
har vi dyrket individet
på bekostning af forpligtelsen
overfor fællesskabet.
Det er svært at gøre sig fri
af tidens ekstremt høje krav
om personlig udvikling,
om udnyttelse af personligt potentiale.

Det er svært at kæmpe imod
den der selvcentrering,
som ofte bliver konsekvensen
af at have alt for meget
fokus på sine egne behov.

Den grundlæggende forskel på MIG og OG-mentalitet, er at MIG er sit eget centrum, OG sætter sin næstes behov i centrum

Josef har en lidt underspillet rolle.
Det er ikke ham der er faderen.
Det var ikke det han havde drømt om.
Mon ikke Josef havde drømt
om mere stilfærdig familieidyl
med en ung kone
og to velfriserede børn
hjemme i tømrervirksomheden
i Nazaret.
Ikke det her rod.
En kæreste der skal føde Guds søn,
og en verden der går helt amok omkring dem.
Josef tænker ikke på sig selv,
da han vælger at blive
sammen med Maria.
Være der for hende.
Ikke stille spørgsmål.
Leve med altid at skulle være
en biperson.
Josef må sluge både kameler
og egne drømme.
For det er ikke bare et MIG-Josef.
Det er et Josef OG Maria.
Han gør det han skal,
for Marias skyld,
for fællesskabets skyld,
for Guds skyld.
Han sætter ikke sig selv
i centrum,
men tager den opgave
på sig
at være medmenneske.
Og det er en opgave,
som indimellem kræver
at vi må ofre noget
for den anden.
Vi kan lære af Josef
og juleevangeliet
at sandt liv leves
i relationer.
Josef OG Maria.
Mig OG dig.
OG er juleevangeliet i en Magiterning.
Det er ikke MIG der er udgangspunkt for livet.
Det er mig OG dig.
Vi er sat ind i en sammenhæng,
vi er forbundet med nogle mennesker
og vi er forpligtet på det fælles liv,
ikke bare med dem vi elsker
også med dem vi hader,
som det lille jesusbarn senere forkynder
da han bliver en voksen mand.
Ingen af os har mere ret til
at være her, end andre.
Der er skal altid være plads til en mere – ikke en der nødvendigvis bruger Rexona, men en som har brug for hjælp
Fællesskabet skal altid kunne udvides
med et.. OG dig!
***
Ære være Gud i det højeste OG på jorden. Fred til mennesker med Guds velbehag… siges det. OG er et guddommeligt smukt bindeord. Langt smukkere end et punktum.
Det er lettere at sætte punktum.
Det er lettere at sige
her til
og ikke længere.
Når vi står i en situation
der er blevet meget besværlig.
Når det er hele er gået
i hårknude,
og det er vanskeligt
at se at der
overhovedet er
en vej.
Så er det enkleste
at trække stikket.
Give op.
Kappe båndet til den
det er gået skævt med.
Så bliver der fred!
Eller: det forestiller vi os
i hvert fald.
Men, fred er ikke at lade
hinanden i fred.
Det er faktisk det værste
vi kan gøre.
At lade hinanden være
i fred.
At sætte punktum
for mulighederne
og for miraklerne.
Den grundlæggende forskel på PUNKTUM og OG-mentalitet, er at punktummer stopper al samtale, og gør en ende på evigheden. OG er fortsat samtale og en evighed af liv.
Juleevangeliet fortæller om en anden fred.
Den fred, som ikke sætter punktum
eller giver op.
Den fred som insisterer på
at der ikke findes nogle
situationer der er så svære,
at de ikke kan løsnes.
Der insisterer på at fredens vej,
ikke ender blindt med et punktum
men går tværs igennem liv og død.
Og engle der siger: Frygt ikke
og det endda til nogle hyrder
der har god grund til at være bange.
Tegn på kærlighed og liv
i en kold og beskidt krybbe
og det endda selvom der også er tegn på så meget andet.

Jesusbarnet i krybben sætter ikke punktum for hverken had eller kulde, men det sætter sig igennem som kærlighed og lys og evighed i verden.
Og det skal vi, ligesom hyrderne,
blive ved med at have fortalt.
Og det skal vi, ligesom hyrderne,
blive ved se tegn på.

Det er ikke altid let, men måske kan vi øve os i se vores liv i lyset af Guds kærlighed, og måske vil det åbne døre for os, som før var lukkede – og ændrer punktummer til et OG der giver os nyt liv.

OG er juleevangeliet i en maggiterning. Opbyggende, udvidende, forbindende og rummeligt. Jesusbarnet er ikke et punktum, men en fødsel – en stadig ny begyndelse for os. Det lille Jesusbarn er det ord der binder os sammen.
Og dette er tegnet I får: I skal finde et barn… siges det. Og det kan vi ikke høre for tit.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *