19. søn. eft trin
Jeg har været på kursus i den her uge, og jeg håber I kan se på mig,
hvor klog jeg er blevet.
På det her kursus, som var sådan et kursus for præster – der lige som
mig, har været i embede nogle år – blev vi onsdag formiddag undervist af en
reklamemand, som skulle give sit bud på, hvordan vi som Folkekirke kan blive
bedre til at ”sælge” os selv.
Hans udgangspunkt var, at vi i Folkekirken har verdens bedste produkt,
men at vi må blive bedre til at sælge det på en enkel måde, for at flere mennesker
skal få øjnene op for, at der måske også er noget at komme for i kirken, for
dem. Han advarede mod at vi forfalder
til sælge kirken på en masse smarte nye tiltag, men at vi i stedet skal blive
tydelige omkring det, som er vores varemærke: Tro, håb og kærlighed!
Folk skal vide at i kirken kan man komme med alle sine spørgsmål om liv
og død, om tro og tvivl, om afmagt og angst. Og at her kan man forvente at der
er plads og rum til at stille de spørgsmål, og blive mødt af mennesker der
tror, at livet rummer en mening, der ligger ud over det vi kan sige os selv.
Hans bud på et såkaldt payoff – eller slogan- for Folkekirken lød sådan
her: Når alt det vi ved, ikke er nok! –Det er egentlig ikke så dårligt ramt:
Når alt det vi ved, ikke er nok!
Vi ved alt. Når vi bliver syge, så ved vi en hel masse om hvad vi
fejler. Nogen gange endda mere end lægen. Vi går hjem og googler symptomerne,
og så ved vi alt om hvad vi fejler. Men
vi ved ikke altid, hvad vi skal gøre ved det.
Vi ved alt. Vi ved, at det kan være frygteligt ødelæggende for vores
liv med hinanden, når vi ikke kan finde ud af at tale sammen om det der gør
ondt og er svært. Men vi ved ikke altid, hvad vi skal gøre ved det.
Vi ved alt. Vi ved at der er uendeligt mange muligheder og valg vi må
træffe i løbet af et liv. Vi ved at det er vigtigt for os, at der er en mening
med det vi gør og den vi er. Og sådan har vi det ikke altid. Men vi ved ikke
altid hvad vi skal gøre ved det.
Og hvad gør vi når alt det vi ved, ikke er nok. Når vi rammes af sygdom
der gør os bange, af konflikter der gør os ensomme eller spørgsmål der river
meningen fra os? Når vi rammes af det, man ikke kan tænke sig ud af – eller
tale sig fra?
”Kom og se!” Siger Jesus – og det virker så enkelt. Den ene efter den
anden, slipper hvad han har i hænderne og følger efter ham. Jesus var åbenbart også en effektiv
reklamemand med et uhyre enkelt slogan: ”Kom og se!”
Men slogans duer ikke, hvis de ikke holder hvad de lover. Vi må kunne
leve op til det vi siger. Hvad er det Jesus lover vi skal se? Hvad er det for
et liv vi bliver inviteret til?
Kom og se! Livet er større end det figentræ der er Nathanaels
begrænsede horisont. Kom og se at livet er større end den lille andedam vi hver
især svømmer rundt i. Kom og se, at der er noget der er mere værd end kapitalpensioner,
sygeforsikringer og karriereplanlægning. Kom og se, at du er ikke alene. Himlen
er åben og meningen rækkes til os, når vi tager imod det liv som blev vores.
Kom og se at du ikke er ligegyldig. Du er ikke blot et nummer i rækken.
Du er ikke blot en god samfundsborger med et CPR nummer. Du har et navn. Du er
dig.
Vi hedder Johannes, Andreas, Peter, Nathanael – Karen, Louise, Susanne
eller lille Viggo – og vi bliver alle sammen inviteret til det fælles liv, hvor
ingen af os er ligegyldige.
Navne har betydning. Vi ved det godt. Det betyder faktisk noget, om vi
bliver genkendt og husket ved navn. Det
er dejligt når nogen møder mig med et ”Hej Hanne!” og ikke med et ”Hej du der!”
– det betyder at jeg er set og genkendt og at jeg er mig.
Kom og se, at der er plads til dig og brug for dig – som den du er, med
alt det du har i dig. ”Ingen er uundværlige” siger vi nogen gange. Prøv og stik
fingeren ned i et glas vand og se, hvilket hul du efterlader dig… ingen er
uundværlige. Den regel gælder i de fleste sammenhænge og projekter. Din
arbejdsindsats kan erstattes af en anden. Det kan godt ske at det ikke bliver
gjort lige så godt, eller at det bliver gjort på en anden måde – men det går
alligevel. Men reglen gælder ikke i Guds rige. Her kan vi ikke bare erstattes
af en anden. Her har vi et navn og en
gudsgivet identitet, som gør os uerstattelige. Ligesom hænder og fødder og øjne
på Kristi legeme.
Kom og se! Vi er ikke alene, vi er så tæt forbundne med hinanden som
legemsdele på den samme krop. Kom og se! Vi er dybt afhængige af hinanden, og
af den livskraft vi får fra Gud. Som et legeme, et åndedrag , et fælles liv.
Måske har vi svært ved at slippe vores forbehold og måske ønsker vi
ikke engang rigtigt at bliver rykket ud af vores andedam. Vi ved hvad vi har,
men vi ved ikke hvad vi får. Sådan forestiller jeg mig også det var for Andreas
og Peter og Nathanael – hvorfor skulle det være anderledes for dem end for os?
Det koster noget at bevæge sig ud af komfortzonen og være sammen med
andre mennesker, på det ægte fællesskabs præmisser. Det koster friheden til at
være sig selv nærmest. Prisen for det liv vi bliver inviteret til, er at vi
skal dele det med hinanden. Kom og se,
at livet blive større og himlen åbnes!
Det liv vi inviteres til, er først og sidst et liv, hvor vi må tro på
at vi ikke er alene.
Jesus siger: Kom og se!
Du er ikke alene om at køre fast indimellem.
Du er ikke alene om at ryge i et sort hul, når livet ikke giver mening.
Du er ikke alene om at tvivle på, at der overhovedet er en mening.
Du er ikke alene om ikke at kunne se Gud.
Du er ikke alene om at føle dig utilstrækkelig.
Du er ikke alene om at drømme om noget mere.
Du er ikke alene om at håbe på noget større.
Kom og se!
Der er grund til at håbe og tro på, at livet er større end Nathanels
figentræ eller vores andedam. Der er grund til at håbe på, at der altid er
noget mere at sige, end det vi kan sige os selv.
Der er grund til at tro, at der er en mening med at vi er her, sammen
med de mennesker der blev vores livsledsagere og livsvidner i medgang og
modgang.
Kom og se! Himlen åbnes og Gud viser sig for os, som en Gud der er
trådt ind i vores liv med en kærlighed der gør det muligt for os, at være
mennesker på godt og ondt.
Kom og se! Gud har lovet at han vil være med os, alle dage ind til
verdens ende.
Når alt det vi ved, ikke er nok – så må vi tro at vi ikke er alene.