4. søndag efter påske
Det er Kim Fupz Åkeson der har skrevet historien om drengen der ikke kunne lyve. Det var et kæmpe problem. Tænk sig engang, ikke at kunne lyve – bare en lille smule…
Hvis nu for eksempel man er ude hos sin faster, og man får kålroulader eller stegt lever, så har man bare at spise hvad der bliver serveret, og hvis hun spørger, om det smager godt, så siger man: ”Ja, faster” og for eksempel: ”Du har altid været god til at lave mad”.
Men når hans faster spurgte, om han kunne lide maden, så sagde han: ”Nej, ærlig talt, faster, det smager af forfærdeligt og lugter endnu værre.” Og sådan siger man jo ikke til sin faster – men hvad skulle drengen gøre, han kunne bare ikke lyve.
Også til jul og fødselsdage når han havde ønsket sig en racerbane og fik en lodden vinterfrakke. Så kunne han ikke sige ”tak” Han sagde det i stedet som det var: ”Øv altså, sådan en dum frakke”.
Det var et kæmpe problem at han ikke kunne lyve. – og derfor sendte hans forældre ham på lyveskole. Alle børnene i lyveskolen skulle øve sig på at lyve hver dag, og de startede med at øve sig på æbler!
Lyvelæreren gav dem alle sammen et rødt æble, men de måtte ikke bare spise det. Først skulle alle børnene se på det røde æble, og så skulle de sige højt og tydeligt: ”Ammenam for et grønt æble,” og først derefter måtte de sætte deres tænder i det.
De dygtigste i klassen lærte det i løbet af den første time. Men drengen her, han måtte prøve til rigtig mange gange, inden han endelig lærte at lyve – og kunne sendes ud blandt os almindelige mennesker igen. Os der nok ved, hvornår man absolut IKKE skal sige sandheden.
”Får jeg en stor bagdel i den her kjole?”, ”Nej overhovedet ikke” skal man sige. ”Ser jeg ikke lidt gammel ud på det billede” – ”Nej, det gør du i hvert fald ikke”, skal man sige. Det ved vi godt.
Sandheden kan være ildehørt.
Sandheden kan være brutal.
Og vi lærer hurtigt at vi ikke altid skal sige sandheden. At nogle gange er det mest kærlige at lade være med at sige noget, eller måske endda komme med en lille nødløgn.
Vi kan ikke undvære nødløgne i det daglige, men langt de fleste af os ved godt, hvornår det ikke går an med en nødløgn. Hvornår vi er nødt til at sige sandheden også når det er alvorligt og gør ondt på den anden.
Også når man mangler ordene eller forklaringen. Vi kan være tvunget af kærligheden til hinanden.
Men der er også situationer, hvor problemet ikke er, at vi lyver – men at vi ikke siger noget.
Kristian Leth fortæller i sin erindringsbog ”Ud af tågen”, som jeg i øvrigt varmt kan anbefale – om at være vokset op med en fraværende far – altså Jørgen Leth. Bogen er, som jeg læser den, et forsøg på at generobre sin egen historie som søn. Det gør han med sans for, at det netop er sin egen historie han fortæller, ikke sin fars, ikke sine søskendes. Og også med stor kærlighed til sin far, fornemmer jeg.
Noget af det der gjorde indtryk på mig, er et sted i bogen, hvor han skriver:
”Min far har skrevet om, at han forlod os. Han har talt i interviews, kort, om hvor ked af det han er. Han har fortalt historien til andre, uden at vi, uden at jeg, har kunnet fortælle ham den.”
Der kan være situationer hvor det ikke at sige sandheden er et svigt.
Kristian Leth og hans søskende blev forladt som børn. Det er ikke nogen hemmelighed, men de har aldrig talt om med deres far om det. De har aldrig fået muligheden for at fortælle, hvad det gjorde ved dem, og han har aldrig forsøgt at forklare dem, hvorfor han gjorde som han gjorde. Og så fortæller han det i et interview i avisen. Tænk sig at skulle læse i avisen, hvad man hele sit liv har længtes efter at tale med sin far om.
Hvis en vores nærmeste undlader at fortælle at han er alvorligt syg, måske fordi han vil skåne os – eller måske fordi han ikke selv vil erkende det, eller måske fordi han af en eller anden grund er bange for vores reaktion, så bliver vi sårede og kede af det, når vi finder ud af at han har skjult sandheden for os.
For vi ville gerne have haft mulighed for at være der for ham. Det kan opleves som et svigt ikke at blive involveret. Det kan føles som en nedskrivning af det vi har sammen, hvis vi ikke får lov til at være med, også når et er svært.
Kærlighed og sandhed hører sammen.
Der er stor omsorg i sandheden, når den udfoldes i kærlighed.
For et par generationer siden var der meget, der blev lagt låg på. Meget man ikke talte om. Sår, der ikke blev helet, men dækket til, som om de ikke fandtes.
I dag er vi langt mere åbne. Vi taler om det svære, taler det igennem – og søger sandheden i vores relationer:
Hvorfor gjorde du sådan? Hvordan oplever du mig? Hvorfor var du der ikke?
Det afspejler sig også i litteraturen. Mange fortæller i de her år deres historie – om svigt, om fravær, om det der gjorde ondt.
Men det har slået mig, at sandhed ikke bare er sandhed.
Vi kan have oplevet det samme vidt forskelligt.
Og sandheden kan – hvis den løsriver sig fra kærligheden – blive en trussel.
Når vi “skal sige hinanden en sandhed eller to”, kan det blive en måde at såre på. Afsløre. Hævne.
Og så bliver sandheden ikke helende – men ødelæggende.
Man kan godt afsløre sandheden – uden at ville se den i øjnene.
Og det leder os frem til det, Jesus siger i dag.
Jesus siger: “I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.”
Men hvad vil det sige at være fri – helt konkret?
Det er at blive fri fra at skulle skjule sig.
Fri fra at skulle hævne sig.
Fri fra at skulle bevise, at man har ret.
Fri til at være ærlig – uden at ødelægge den anden.
Fri til at elske.
Det afgørende er, forstår vi, om vi er bundet til synden eller Sønnen! Synden (med y) gør os ufrie, hvorimod sønnen gør os frie.
Hvad vil det sige at være virkelig fri?
Måske handler det om at se sandheden i øjnene.
Måske er det at være bundet til synden (med y) at hænge fast i ønsker om hævn, at ville afsløre den anden for at fremhæve sig selv, at gøre sig til dommer over andre. Der er noget i den optagethed, som gør os ufrie og hæmmer vores liv.
Måske er det i stedet at være bundet til Sønnen, det at ville lære sandheden at kende gennem ham, netop at insistere på at se sandheden i øjnene, og vove at tro at deri ligger kærligheden.
Som Saulus der er overbevist om at han havde sandheden på sin side.
Han troede, han kendte sandheden – men manglede kærligheden.
Han gjorde det han troede var rigtigt, men pludselig blev han standset på sin vej. Noget greb ham. Han var optaget af at afsløre sandheden, og pludselig så han den lige ind i øjnene – og den gjorde ham blind.
Mens han var seende, var han blind for kærligheden. Men da han blev slået med blindhed, begyndte han at se. Det var som fiskeskæl der faldt fra hans øjne, står der med et malende billede. Det var Sønnen, der gjorde ham fri.
Når vi hører om Paulus’ forvandlende møde i Apostlenes Gerninger kunne det lyde som en forvandling på et øjeblik og som et lyn fra en klar himmel. Selv fortæller Paulus, at han tog bort til Arabien i tre år uden at tale med nogen af de oprindelige apostle. Han måtte synke og fordøje, han måtte tænke og erfare.
Det er ikke let at se sandheden i øjnene, men det er forandrende og meningsfuldt og frisættende.
Det kan lyde som et paradoks at vi bliver virkelig frie, når vi er bundet til Sønnen. Det kan synes meget abstrakt at vores frihed er bundet til Kristus, men i virkeligheden er det alt andet end abstrakt. At se sandheden i øjnene, er at være tvunget af kærlighed i vores forhold til hinanden.
Den sandhed, som er værd at samle på, opbygger. Den giver liv. Forskønner livet. Gør det større. Smukkere. Derfor er den eneste sandhed, som det dybest set er værd at samle på: kærligheden.
Den sandhed, som er værd at samle på, opbygger. Den giver liv.
Den sandhed, der gør fri, er ikke den, der afslører og dømmer – men den, der bæres af kærlighed.
Og den møder os i Kristus.