16. søndag efter trinitatis
”Nåden er når alt er tabt at få alt tilbage” – sådan skriver Møllehave.
Alle der har mistet og tabt, ved at det er forkert. Det passer simpelthen ikke.
Nogle gange er noget tabt for altid.
Det sker ikke at vi får vores ungdom tilbage.
Vores tid tilbage.
Det sker ikke at vi får præcis det samme tilbage, som er gået i stykker for os.
Det sker ikke at vi får den vi har mistet tilbage. Vi får ikke alt tilbage, som det var før.
Noget er for altid forandret.
Det hjerte som har været knust, som morens fra Nain, ved at det er sådan.
Det hjerte som har været knust af tab og sorg ved det.
Død, sygdom, skilsmisse, brud, store skuffelser kan knuse et hjerte, så livet aldrig bliver det samme.
Noget er forandret for altid.
Som det var for moren der bar på sin døde søn, i et håbløst optog der var på vej ud i mørket, ud af byen, ud på ujævne stier og i ufremkommelige landskaber.
Som det er for os når parforholdet går i stykker, når drømmen om et barn ikke blev til noget, når vi bliver afskediget, når vi mister et menneske, vi elsker.
Så går vi der, i optoget, og bærer vores tab, vores skuffelser, vores bristede håb, vores sorg.
Nåden er når alt er tabt at få alt tilbage.
Alle der har mistet og tabt, ved at det er forkert – men også at det er sandt.
Det sker ikke at vi får vores ungdom tilbage
men de fleste erfarer at modenhed og voksenliv også kaster liv af sig
Det sker ikke at vi får vores tid tilbage
men som tiden går, ved vi at øjeblikket kan være den gode tid
Det sker ikke at vi får præcis det samme tilbage, som er gået i stykker for os.
En smuk krukke der går i tusind stykker, bliver ikke ny igen – men måske kan den limes og heles og sættes sammen, så den får nyt liv.
Vi får ikke alt tilbage, som det var før.
Noget er for altid forandret, men ikke for altid forstenet.
Nåden er når alt er tabt at få alt tilbage, synger vi
Hører man det som et løfte om, at man får det, tabte igen – den døde tilbage, ægteskabet tilbage, arbejdet tilbage – så er det forkert. Det sker ikke.
Men på et dybere plan er det sandt.
Nåden er, at livet selv vender tilbage.
At hjertet, der var knust, udvider sig på en ny måde og igen begynder at slå med håb.
At pludselig kan man igen trække vejret, midt i sorgen.
At man får kræfter til at elske igen, selv om man har mistet.
Kvinden i Nain har ikke kræfter til at række ud efter hjælp. Hun har mistet alt. Mand og søn. Hun kan ikke se ud over sig selv. Hun går der helt forstenet og lukket inde i sin egen ulykkelighed.
Det er Jesus der kommer til hende. Ikke omvendt. Han ser hende, får medynk med hende og rører ved båren.
“Gud har besøgt sit folk,” siger de bagefter. Midt i det uoprettelige træder livet selv ind og giver kvinden en ny begyndelse. Det er opstandelsens virkelighed.
Livet bliver aldrig det samme, men der bliver liv. Et større og dybere liv. Måske.
Et knust hjerte kan heles og udvide sig, så der er plads til at trække vejret på en ny måde.
Forfatteren Naja Marie Aidt har oplevet noget tilsvarende. Hun mistede sin søn Karl og kunne ingen ting. Livet løb ud af hjertet på hende.
Hun mærkede, at sproget og livet var forsvundet fra hende. Et år efter skrev hun den helt utrolige bog om tiden efter hans død: Karls bog – og troede, det var slut. At hun aldrig mere ville kunne skrive. At det ville blive den sidste bog.
Men syv lange år efter skrev hun Øvelser i mørke. Den handler om en kvinde der efter et overfald lider af PTSD. Kvinden kan ikke selv finde tilbage til livet. Men veninder og familie bliver ved at komme, de banker på døren, også når hun ikke selv kan åbne.
Hun øver sig på at vende sig mod lyset. Hun øver sig i at være i mørket. Langsomt vender livet tilbage. Ikke som før, men det er liv hun mærker. Et større og dybere liv, hvor sårbarheden også kan være.
Og det er nåden: Jesus besøger stadig sit folk. Får medynk med os og velsigner os midt i det liv der er dødt eller gået i stykker.
Nogle gange gennem mennesker, der ikke lader os være i mørket alene, men bliver ved med at banke på de døre i os, som vi ikke selv kan åbne.
Vi kan alle sammen være med til at fremkalde livet i hinanden.
Prøv at tænke efter.
Måske har du selv erfaret det.
At få alt tilbage.
At lyset bliver tændt igen.
At du pludselig kan glæde dig til noget igen.
At du griner helt spontant, fordi noget er sjovt.
At livet viser sig på nye måder og i nye former, som du slet ikke havde forestillet dig eller turdet håbe på.
Det er Guds velsignelser. Det er Gud der rører os og rejser os midt i alt det er der gået i stykker, og som er fuld af smerte.
Alt bliver ikke som før, men det viser sig, livet, at det er stærkere end døden.
Altid stærkere.
Det er sådan Kristus går ind i vores optog i dag: ikke for at gøre alting om, men for at give os liv tilbage dér, hvor vi troede, alt var dødt.
Og så vender optoget.
I Nain vendte det bogstaveligt: de gik ikke længere ud af byen, men tilbage ind i byen. Men også for os kan håbløshedens optog vende:
Når vi midt i sorgen mærker et lille håb.
Når vi midt i skuffelsen mærker en ny styrke.
Når vi midt i bruddet mærker kærligheden på ny.
Det er Kristus, der gør det. Det er ham, der rører ved båren i os.
Vi skal ikke selv genoplive os. Livet bliver givet tilbage. I nye former og på nye måder rejser livet sig i os.
Som håb, som kraft, som livsmod.
Måske nogen af os befinder os lige der nu, i håbløshedens optog – så vent og se. Det sker. Livet er stærkere end døden.
Altid foran os