Mennesket er større end sig selv

2. søndag i fasten / Mark 9,14-29
Det er en dramatisk scene vi lige har hørt. Man ser det for sig, hvordan drengen vrider og vender sig, og er helt uden for kontakt. Som om der bliver revet i ham fra flere sider. Som om der er noget udefrakommende, der fuldkommen har taget magten fra ham.

Det har været voldsomt, og der er ikke noget at sige til, at dem der er vidne til det, er blevet skræmt – og ikke aner hvad de skal stille op. Ikke ved, hvordan de skal hjælpe drengen med at komme til sig selv.

Han er besat af en dæmon, står der. Med den viden om sygdom vi har i dag, ville vi sige at han havde fået et epileptisk anfald. Hvis man har været vidne til én der har fået et epileptisk anfald, ved man at det kan være virkelig voldsomt for dem der ser det – og utroligt udmattende for den der får det. Præcis som det beskrives her. Det er den rationelle udlægning af fortællingen, men det er ikke nogen særlig interessant udlægning. Og jeg tror ikke den her fortælling er blevet fortalt i generation efter generation i 2000 år, hvis det var det eneste den handlede om.

Der er noget mere på spil. Noget dybere og også noget vi er flere der kan genkende os i. For jeg tror det er en erfaring mange af os har gjort, indimellem at føle at vi er ved at gå i stykker.

At der bliver revet i os fra alle sider, at vi har det som om vi helt har mistet kontrollen, og at det er noget udefrakommende der sætter dagsordenen i vores liv. Ting der hænder os. Ulykker der indtræffer. Valg der bliver trukket ned over hovedet på os. Uheldige omstændigheder der fuldkommen tager livsmodet fra os.

Eller at vi ligesom bliver styret af kræfter vi ikke har magt over. Vi siger og gør ting, vi ikke vil. Vi kommer til at såre vores nærmeste, selvom det er det sidste vi har lyst til. Vi har svært ved at prioritere rigtigt, og kommer til at løbe i alle retninger, uden at have os selv med i noget af det.

Sådan er det måske bare at være menneske. Skabt i godhed og til godhed – men sat i en verden der rummer så meget andet end godhed og med en fri vilje, der indimellem er sig selv nærmest.

Det kan være helt utroligt opslidende at være der, hvor der bliver revet i en. For nogle af os går det ud over nattesøvnen, nærværet og nerverne, når vi bliver ramt af livskriser eller skal træffe store valg, som ikke giver sig selv.

Så ligger vi der. Vågne, mens tankerne hiver og slider i én. Det kan være voldsomt at være vidne til for andre. Frustrerende at være tæt på. Fordi man så gerne ville kunne hjælpe. Og det kan være ensomt at være der.

Tit er det svært at forstå for andre, helt hvordan man har det. Man forsøger måske at trøste, og siger: ”Du skal se, det går nok bedre i morgen”. Eller: ”Til sommer, så ser alt meget lysere ud”. Det ligger så dybt i os mennesker at vi gerne vil fikse det der gør ondt. Men det er bare ikke alt der går over ved at man får plaster på. Langt fra. Det vi har brug for, er en der IKKE forsøger at fikse det der ikke kan fikses. I stedet har vi brug for en der vil være sammen med os, holde om os og lytte til os.

I de her uger bliver den dæmonbesatte dreng, ikke bare et billede på den enkeltes sjælekamp. Det er som om vi står lidt ved siden af og ser hvordan verden er ude af kontrol. Det hiver og slider i den. Den vrider sig i smerte. Stærke kræfter har kastet det ukrainske folk – og os alle sammen ud, i en situation der gør os bange og magtesløse.

Jeg hørte et interview med Matilde Kimer forleden, DRs tapre korrespondent i Rusland og Ukraine. Hun beskrev en scene hvor hun stod på et torv i Kyiv og så på de ukrainere der var omkring hende.

De havde tre muligheder, sagde hun: Frys, flygt eller kæmp! Jeg blev rørt da hun sagde det, fordi jeg så den gruppe for mig, der hverken har kræfter til at flygte eller kæmpe, men som står tilbage, fuldkommen handlingslammede og paralyserede. Der bliver revet i dem fra alle sider, hele deres liv er ved at bryde sammen – og de er ikke i stand til at flytte sig. Af en eller anden grund fryser de.

Der er tre muligheder: Frys, flygt eller kæmp. Det bliver sat på spidsen når man bor i Ukraine og bliver bombarderet af den russiske hær. Men måske er det sådan, også når vi der lever i ydre fred, bliver ramt af indre ufred.

Når vi ligger der en sen nattetime, og kæmper med alle vores tanker og bekymringer, når vi er havnet i en situation og der skal træffes et svært valg. At flygte fra situationen er et aktivt valg. At kæmpe for sin ret eller en sag, er et aktivt valg, Det er ikke et aktivt valg at gå i stå, at fryse, at blive handlingslammet. Det er det der sker med os, når vi er i chok, når vi overrumples, når vi bliver sat ud af spil på en eller anden måde. Det er det der sker, når kræfterne er sluppet op.

Mathilde Kimer pegede på tre muligheder: Frys, flygt eller kæmp. Det er de synlige, fysiske muligheder i enhver situation – men der er også en fjerde ikke-synlig mulighed, som er større end vores menneskelige muligheder. Det er den mulighed, Jesus taler om i dag. Nemlig bønnen. ”Den slags kan man kun drive ud ved at bede til Gud”. Frys, flygt, kæmp – og bed!

Hvad skal det nytte? Hvad skal bøn nytte, for ukrainerne, når vi i beder for dem i kirker rundt omkring i verden – når vi tænder lys for dem.

Ja, det nytter selvfølgelig ikke noget.

Når vi mødes i kirken og beder for fred, er det jo en slags ritualiserede ikke-handlinger. Der sker ikke noget. Men selvom det ikke nytter noget – så giver det noget. Det giver mening. For nok er det ikke-handlinger, men det er kraftfulde ikke-handlinger.

Det nytter ikke at bede en bøn. Det nytter ikke at tænde et lys. Men det gør en forskel. Det giver mening. Bøn er at stille sig åben overfor verdens tilfældigheder og Guds magt. Når vi tænder et lys, viser vi vores modvilje mod det åndelige mørke.

Bøn er et udtryk for at vi hænger sammen, at vi står sammen. ”Vi beder for fred i Ukraine”, ”Vi beder for alle der er ramt af krig”. Når vi siger: ”Vi stiller os på de undertryktes side”, så er det ikke nonsens, selvom det ikke sker, sådan helt konkret. Så sker det, fordi vi har sagt det. Sproget har magt, og får os til at hænge sammen i ånden.

Når vi beder for freden, så er det en ikke-handling, fordi vi vedkender os, at det ikke er os, der kan få freden til at indtræffe. Bøn er afmagtens sprog. Bønnen er det der giver mening, når vi står i afmagt. ”Den slags kan man kun drive ud ved at bede til Gud”. Angst, bekymringer, eksistentiel ensomhed, meningsløshed. Den slags kan vi mødes i ånden, stå sammen om, i bøn.

Martin Luther fortæller, at han kunne føle sig helt tom og kold og være i tvivl om så meget, også troen. Men så bad han alligevel, og så kunne det ske, at han fik varme i hjerte og krop igen, og at troen kom sammen med bønnens ord.

Evangeliet i dag handler om, at det netop er, når vi har svært ved at tro – når vi tvivler, at vi skal bede. Bøn er et åndedræt der ilter troen. Et sprog der holder os fast på, at vi er større end os selv. Mennesket er større end sig selv.

For mennesket tilhører Gud, som har skabt det fra begyndelsen. Den store kamp i tilværelsen står ikke mellem mennesket og Gud, men mellem Gud og ondskaben. Når Jesus siger: ”Alting er muligt for den, der tror på Guds magt” – så er det ikke vores tro han taler om. Det er hans egen. Jesus er den der tror – både på os – men også for os. Den tro kan vi hvile i, og leve af – og forbinde os med i bøn. Uanset hvor umuligt det hele ser ud – både i os selv og i verden.

Ingen af os er født som superhelte. Vi er alle født som et lille sårbart spædbarn. Ligesom Lukas her, der ligesom alle andre små børn i verden, er totalt afhængig af sine forældres omsorg. Den største fare for et lille barn, er at blive forladt.

Måske er det at blive forladt den største trussel mod sandt menneskeligt liv overhovedet. Det er derfor Jesus på korset råbte, og anklagede Gud for at have forladt ham. Værre kan det ikke blive for et menneske, end at være forladt. Bønnen er sammenhørighedens og fællesskabets sprog og mulighed.

Vi bæres af det liv der bliver rakt til os hver dag. Det liv gør mennesket større end det selv. Det liv forener hvert enkelt menneske med Gud og med menneskeheden. Ja, det forener hvert menneske med hele skabningen, med universet, med stjernerne, måne, solen, med alle planter, med alle dyr – med alt i tilværelsen. Derfor er ethvert menneske større end sig selv. Vi aner intuitivt at det er sandt. Vi aner også at det indebærer et stort ansvar, at arbejde med på Guds vision om, at alle mennesker er skabt til godhed, liv og fællesskab. Godt, at vi må tro, at vi ikke er alene. Må Guds kærlighed få magt i verden og i hver enkelt af os.