1. søndag i fasten. Text: Luk. 22,24-32
Der var en gammel vismand, som var kendt for at kunne svare på alle de spørgsmål, som folk kom til ham med. Det kunne være spørgsmål om liv og død, om kærlighed og frygt, om det synlige og det usynlige – alle mulige slags spørgsmål. Aldrig var det sket, at han var blevet svar skyldig.
Men en dag var der et vittigt hoved, som ville lokke den gamle i en fælde. Han fangede en lille fugleunge og gik han hen til den gamles hytte med den lille, levende fugl gemt inden i sine hænder. Så stillede han vismanden et spørgsmål, som det var umuligt at svare rigtigt på: ”Jeg har en lille fugleunge her i mine hænder, siger han. Sig mig nu, Vismand, om fuglen er levende eller død?”
Og han havde en plan: Hvis vismanden svarede, at fugleungen var død, så ville han åbne hænderne og lade den levende fugl flyve. Men hvis den gamle sagde, at fuglen var levende, så kunne han så let som ingenting give fuglen et lille klem – og straks var den død. Og altså ville vismanden svare forkert under alle omstændigheder.
”Svar mig nu vismand: Er fuglen levende eller død?” Vismanden ser på ham – ikke på hans hænder, som gemmer fuglen – men han ser ham dybt i øjnene og svarer: ”Det kommer an på dig!
Det kommer an på dig! – du har magten over et liv i dine hænder. Du kan vælge at klemme al kraft og glæde og liv ud af det, eller du kan åbne dine hænder og frit lade det folde sig ud.
”Det kommer an på dig!”, sådan siger Jesus også til Simon Peter, da de sidder der bænket rundt om nadverbordet. Det bord, som er indbegrebet af fællesskab og lighed. Jesus har delt brød og vin med dem. Det brød der ikke bare smager af kærlighed, men som er kærlighed. Og den vin, som ikke bare smager himmelsk, men som er evighed.
De sidder der rundt om det bord, og diskussionen går – som den gør blandt mennesker som de er flest: Hvem af os er egentlig størst? Hvem er mest værd? Hvem skal sidde for bordenden? Hvem skal have mest ære? Det er på alle måder et udtryk for mangel for situationsfornemmelse – som et bordfuld pinlige onkler, der er blevet lidt for højrøstede.
Simon Peter deltager ivrigt i diskussionen, så det er ikke fordi han har forstået mere end de andre. Nej, måske er det netop derfor, at Jesus særligt vælger ham. Han ved, at han vil svigte. Han ved, at han vil være tilbøjelig til at tænke for store tanker om sig selv. Han ved, at han vil være fristet af at tænke mest på sig selv. Altså hverken værre eller bedre end nogen andre. Han er så almindelig og menneskelig at han er nærmest triviel.
”Jeg vil bede for dig, og når du engang vender om, så styrk dine brødre!”, siger Jesus til Simon Peter – og vi kender historien – Peter svigter da det virkelig gælder, og får på trods af det betroet en lederopgave. Han får magt, og han skal bruge den magt til at styrke sine brødre. Magten skal bruges i fællesskabets tjeneste. Ikke til at hævde sig, men til at tjene andre.
Det kommer an på dig! – du har magten over et liv i dine hænder. Du kan vælge at klemme al kraft og glæde og liv ud af det, eller du kan åbne dine hænder og frit lade det folde sig ud.
Det kommer an på dig! Vi sidder rundt om bordet og vi har noget på hinanden. Sådan er det altid, uanset hvilket bord vi sidder bænket ved. Om det er et arbejdsbord, hvor vi sidder sammen med vores kollegaer og diskuterer hvem der skal gøre hvad og hvornår, når vi evaluerer eller lægger planer for fremtiden. Vi har noget på hinanden. Eller forhandlingsbordet, hvor vi må veje vores ord på en guldvægt, for ikke at sælge eller købe for billigt. Vi har noget på hinanden. Eller ved spisebordet rundt om aftensmaden hjemme i familien, eller festbordet. Vi har altid et eller andet på hinanden, som vi kan bore i, stikke til eller lade ligge. Ofte er det os der sidder med fuglen i hånden – os der sidder med magten til enten at kvæle eller slippe fri. Og ofte er det os der er fuglen, i et andet menneskes hånd. Udleveret og sårbar. Sådan er det. Vi er udleveret til hinanden, med magt og indflydelse over hinandens liv. Og oplevelsen af at være blevet trådt på eller klemt kan sidde i os hele livet, ligesom oplevelsen af at blive lyttet til/taget alvorligt/sat fri/vist tillid får os til at vokse og blomstre.
Vi danskere er generelt ret mistroiske over for magt. Måske er det janteloven. Måske er det sådan et lilleput-land-syndrom, der gør, at vi oftest er ret skeptiske overfor mennesker med meget magt og måske nogen gange uberettiget tillægger dem uædle motiver. Få af os tør sige højt, at det er fantastisk at have magt. Sådan rigtig magt, hvor man kan gøre sin indflydelse gældende og være med til at ændre noget væsentligt. Men magt er ikke i sig selv ondt. Magt er både godt og ondt, det kommer an på hvordan den bliver brugt. Der findes ikke magtfrie rum. Der findes ikke magtfrie relationer. Der er magt tilstede i alle de fællesskaber vi indgår i. Alle de steder hvor vi lever sammen – ofte tænker vi slet ikke over det, fordi det er er helt ubemærket og naturligt.
Magten for magtens egen skyld er det onde. Og det sker når vi mister fokus eller retning og bliver så optaget af at beholde magten på egne hænder, at vi klemmer hinanden eller svigter både opgaven og fællesskabet. Det kan vi desværre finde talrige eksempler på i verdenshistorien. Mænd, hvor magten er steget dem til hovedet – som vi siger – og har korrumperet deres sind.
Løgstrup taler om at magten kan gå på egen hånd, og rive sig løs fra sine opgaver, slå dem over ende, vælte sig hen over dem og blive til en magt for magtens egen skyld.
Det sker ikke kun for mellemøstlige og afrikanske diktatorer, at magten kan stige til hovedet – så den mister retning og ligesom klistrer sig til os, som fluer på fluepapir. Det sker også i de nære relationer og fællesskaber vi er en del af, men pointen er ikke, at magt i sig selv, er af det onde. Pointen er at vi skal bruge den magt vi har fået i fællesskabets og kærlighedens tjeneste. Ikke til selvhævdelse, men i den selvforglemmelse, der bliver til når vi tjener den anden.
Det kommer an på dig! du har magten over et liv i dine hænder. Du kan vælge at klemme al kraft og glæde og liv ud af det, eller du kan åbne dine hænder og frit lade det folde sig ud, siger Jesus – eller rettere: Styrk dine brødre! Vi skal bruge vores magt til at styrke og tjene hinanden.
”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej” (K.E. Løgstrup)
Sådan lyder – nok det allermest kendte – Løgstrupcitat. Vi har afgørende indflydelse på hinandens liv, og er dybt afhængige af hinanden som de sociale væsner vi er – både materielt, åndeligt og følelsesmæssigt.
Vi sidder rundt om bordet. Vi er på vores egen måde noget helt særligt, men jo også så afsindigt almindelige. Vi er mennesker og vi er Guds børn og Gud har kun os. Vi har fået del i hans magt – den kærlighedsmagt, som renser os og styrker os i det indre menneske og som får os til at vokse i kærligheden, så vi kan styrke hinanden.
Vi har noget på hinanden, ja, men livet bliver til, i det øjeblik, vi har noget TIL hinanden og vi vil noget MED hinanden.
Super god prædiken Hanne! – smuk eksempel med fugleungen i begyndelsen:)