Lysets kraft

24. søndag eft. trinitatis/ Text: Matt 9,18-26
Jeg kan ikke stå her i dag uden at forholde mig til det angreb der fandt sted natten til lørdag i Paris. Det fylder os alle sammen med en sådan gru, at vi bliver helt tavse. Krig og mørke og uforståelig voldsomhed har ramt vores del af verden, og vores virkelighed og tro på det gode rystes. Jeg vil ikke forsøge at forklare hvorfor der findes sådan en ondskab. Jeg vil begræde at det sker, og jeg vil bede for alle dem der er ramt af tragedien.

Jeg vil også bede for de mennesker, der er fyldt af sådan et had, at de har mistet sansen for retfærdighed og menneskelighed og ofrer sig selv og uskyldige mennesker i hadets navn. Og jeg vil bede for os, at vi ikke må lade frygten få taget i os, at vi ikke må lade mørke og had fylde os, så vi tror vi kan bekæmpe ondt med ondt. Mørke med mørke.

Jeg har besluttet mig for at prædikenen i dag skal handle om lysets kraft. Lys er den eneste kraft der kan få bugt med mørket. På en dag som i dag, kan det synes meget abstrakt og virkelighedsfjernt at tale om lys, men vi skal gøre det alligevel.

Og ikke for at starte med Adam og Eva, men så alligevel. Jeg vil forsøge at trække nogle tråde helt tilbage. Fordi det hænger sammen. For rigtigt at begribe den fornyende opstandelseskraft der udgår fra Gud, må vi begribe at det lys som gennemstrømmer den blødende kvinde, og heler hende, og det lys der vækker den døde pige – er det lys som var fra før verden blev til – og som vi hver i sær bærer som en flamme i os, som vi må tro vil lyse stærkere og stærkere, for til sidst at gennemlyse hele skaberværket på den yderste dag.

”Der skal være lys” – sådan lød det, da Gud kaldte lyset frem, i den gamle fortælling om skabelsen i Første Mosebog. ”Der skal være lys” – Jeg forestiller mig det som en eksplosion af lys. Et brag af lys og energi, der gennembryder mørke og intethed. Lyset sætter det hele i gang . I lyset er livet. Lyset er betingelsen for alt der har liv i sig. Lyset er noget for sig. Det fylder rummet uden at fjerne andet end mørket. Alt andet skaffer sig plads på bekostning af noget andet. Lys derimod breder sig uden at skubbe andet end mørket væk. Lyset fremkalder og afslører det der er. Alt ses tydeligere når det er lyst.  Både striberne på vinduet, ondskabens falskhed og morgendagens muligheder.

Lys har med glæde at gøre. Ligesom morgenlysets stærke solstråler kan rejse os op til en ny dag, sådan ved vi, at det er lyset der åbner vores virkelighed og viser hvad der er sandt. Lyset kalder os ud i det der er større end os selv. Som vi synger i med Grundtvig: ”Det kendes på os, som lysets børn, at natten hun er nu omme”.  Lyset kalder livet frem i os. Vi ser det tydeligt hos blomster. De vender sig altid mod lyset, og tager imod. Og det er i virkeligheden et udtryk for den største tro. At vende sig mod lyset og tage imod.  At tro er altså at være som en blomst. At tro på Gud, er at have tillid til, at alt godt kommer fra ham. Det er at tage imod, det lys og det liv, som får os til at vokse og blomstre.

Der var intet uden lys. Ingen verden. Ingen mennesker. Ingen glæde. Og det falder os let, at forstå, at der må stå den største og mest givende magt bag lyset. Der kan ikke være nogen magter der er større end lysets magt.  Lyset er så stærk en kraft at den uden videre bliver et billede på alt det der er forbundet med liv, i vores liv. Vi taler om lys i øjnene. Lys i hjertet. Et lyst sind osv.

Gud sagde: ”Der skal være lys” – og lyset er de skabende kræfter som skabte verden og os. Og Jesus Kristus, som helede den blødende kvinde og vækkede den døde pige – er det lys som var fra før verdens skabelse. Som det står i begyndelsen af Johannes Evangeliet: ”I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud og Ordet var Gud. I ham var liv, og livet var menneskers lys og lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke.” Det var Gud, som blev kød og flyttede ind i vores mørke. For der er også mørke i verden. Det hører med. Det ved vi kun alt for godt, her dagen der på.

Mørket behøver ingen fortælle os om, eller overbevise os om findes. Vi ved det kun alt for godt. Det var erfaringen for synagogeforstanderen da han mistede sin datter, det var erfaringen for den blødende kvinde. Og det er også vores erfaring.

Men i en virkelighed, hvor der er både lys og mørke, er det lyset der giver os retning og orientering. Virkeligheden er både lys og mørke, og selvom mørket umiddelbart er udtryk for livets modsætning, og det der må bekæmpes – så har mørket også sin nødvendighed. I planteriget er der former for vækst der har brug for mørket, for at kunne spire og vokse. Brug for natten og jordens mørke.  Og sådan er det også i et menneskeliv. I vores modning – og i vores erfaringer har vi også brug for modstand og kampe, for at kunne vokse. Det mørke der er i vores liv, er med til at styrke vores bevidsthed og udfordre vores kampvilje.  Men i en virkelighed med både lys og mørke, er det lyset der giver os retning og orientering. Det er lyset vi længes efter.

Og mørket kan også være truende, som det mørke der har sænket sig over Paris – mørket kan være tragisk og uforståeligt – og der kan være mørke, som vi må give op over for. Og evangeliet i dag er et svar på netop den erkendelse. Nemlig, at lysets magt – at Kristus – ikke er begrænset til, hvad vi selv magter at formidle af lys. Mørket greb det ikke. Mørket kan ikke få den endelige magt. Det daglige livgivende lys, udspringer af den stærkeste magt, af den dybeste kilde, som har forrang frem for alt andet, fordi den har evigheden i sig.

Det er en magt større end vores, som gør, at lyset skinner i mørket og mørket ikke greb det. Lyset er begyndelsen, som alt udspringer fra. Lyset er Ordet/Kristus der trådte ind i verden, og som sprængte dødens mørke påskemorgen til vores opstandelse. Lyset er også fuldendelsen, hvor alle tråde samles. Nu erkender vi kun stykkevis, men da skal vi fuldtud.

Vi lever her i spændingen mellem lys og mørke, mellem liv og død – og vi længes efter det liv, som næres af lyset. Vi længes efter det liv, som ikke rystes af mørket. Kvinden med blødninger, længtes efter at blive rask og fri og sig selv. Den længsel er ikke ulig vores. Vi længes som hende, efter at være os selv og være en del af et fællesskab. Vi længes efter at leve et sandt menneskeliv, og det er netop frelsen.

Vi har fået del i lysets arv, siger Paulus, i den tekst jeg læste fra alteret. Et andet sted siger han, at vi skal leve som lysets børn. Hvad betyder det andet, end at leve opmærksomt og tage imod det lys der kommer fra Gud, som de mennesker, intet kan skille fra Kristi kærlighed. At være lysets børn, er at have arvet en del af Guds lys. Vi er skabt i Guds billede, og det betyder at vi alle sammen – alle Guds skabninger, uanset hvor på jordkloden vi er født, og uanset hvad der siden har formørket vores lys, fra skabelsens morgen naturligt bærer lyset, livet og mulighederne i os. Vi bærer det lys, som kalder os frem til et liv med hinanden.

Kristus helbredte den blødende kvinde den dag, og han vækkede den døde pige til liv. Og sådan må vi også mærke hans heling af vores ituslåede liv, sådan må vi også næres at lyset og vokse ud af sorg og mørke. Tro er, at have tillid til at alt godt kommer fra Gud. Det er at have tillid til at Gud er kærlig og tilgivende. Alvoren går ikke ud af livet, selv om Gud er lysende tilstede. Ingen af Guds børn undgår alvoren og mørket, men at leve som lysets børn er, at tro at Gud er vores grund og vores åndedræt. At han er i verden som lys, som kraft, som heling og frelse – at vi vil opleve glimt af hans evighedslys i vores liv, og at vi kan gå vores død i møde i troen på at der skal alle vores livs tråde samles.  At der i opstandelsen, gør Gud det færdigt, som ikke nåede sit mål i det jordiske. Der vil alt stå lysende klart, at der vil vi opstå i lyset af hans fuldkomne kærlighed. Hvor alt heldigvis ikke skal ses i vores eget lys, men i Guds lys.

(efter inspiration fra Johannes Værge, Guds skrøbelige arvinger)