2. søndag efter Trinitatis.
Tekst: Luk. 14,25-35 og Åb. 3,14-22
Lad os slå fast med det samme. Budskabet i dag er ikke, at vi som kristne, skal hade vores forældre, vores ægtefælle eller for den sags skyld, vores søskende og børn.!
Faktisk lærer vi jo tvært imod at vi som udgangspunkt skal ære vores far og mor. Og Jesus selv hadede bestemt ikke sin mor. Han elskede hende meget højt.
Hade er et meget stærkt ord, og teksten kommer til at virke helt absurd, hvis man lægger det i ordet ”hade”, som vi normalt gør på dansk.
At “hade” betyder ikke det, vi hører i ordet. “Jeg hader dig,” det er ikke sådan, det skal høres. Måske man skulle oversætte det mere frit – og dermed mere forståeligt. På det sprog, Jesus taler, betyder det ‘at relativere, at gøre sig fri af’.
Og på Jesus tid var der intet vigtigere for et menneske end dets familie, dets klan og landsby. For dér var sikkerheden – den eneste sikkerhed. Så det, han siger, er: lad sikkerhedsnettet falde.
Vi skal ikke hade vores familie og vores liv, men vi skal turde slippe det der binder os til os selv. Vi skal turde slippe det, der stiller hindringer i vejen for vores tro på Gud, eller vores liv som kristen.
Som kristen, skal vi have en indstilling og en omsorg, der rækker ud over mig og mine, der går længere end til min egen familie, mit hus, min hæk, mit danebrogsflag og flødeskumslagkage, min kultur eller min hudfarve….
Et liv med Kristus, er et liv i evighedsperspektiv og med horisont og omsorg for alle mennesker.
Og Jesus siger: Hvis nogen kommer til mig og ikke har brudt med det, der ligger hindringer i vejen for et liv med et større perspektiv, kan han ikke være min discipel.
Vi er i begyndelsen af trinitatistiden, og alle de tekster der hører denne her tid til, handler i et eller andet omfang om buddet: Du må ikke have andre guder end mig.
De søger at gå ind i det felt, der afklarer hvordan vi får ryddet op i de omstændigheder der stiller sig på tværs i forhold til at leve efter evangeliet. Ryddet op i det der forhindrer os i at leve et kristent liv.
Et er at melde sig ind i en klub, mens man sidder derhjemme ved skrivebordet. Et er at tænke at det der med at være kristen, det lyder da meget godt. Det er svært ikke at være enig i, at det er et godt programskrift vi har. Og at sådan vil vi da gerne være.
Meen. Hvordan ser det ud, når vi skal til at leve det i praksis. Og hvordan ser det ud, når vi læser det med småt. Når vi lige læser lidt længere end til at “du skal elske din næste som dig selv”?
Det er her i Trinitatis-tiden, vi går et spadestik dybere. Det er her vi dykker ned i alle de fine fortællinger, der handler om at være et kristent menneske. Der handler om troens konsekvenser. De ord og billeder der udfolder det at være kristen, det handler ikke bare om at abonnere på et medlemskab og indbetale et girokort.
Det handler om at man i sit liv, både i tanke og handling, viser tydeligt hvor man hører til. At man går ud i verden og viser hvad man står for.
“Vi kan ikke både tjene Gud og fanden”, kunne være en overskrift for trinitatistiden.
Det er begreber som selvophøjelse og ydmygelse, fortabthed og fundenhed, der afspejler hinanden. Det er budskabet om at måtte forlade sit eget, for at blive i stand til at følge ham. Budskabet om at det nødvendigvis må forandre vores liv, når vi vælger kristendommen.
Vi kan på moderne dansk ikke både få i pose og i sæk. Hvis vi fx synes det er en god ide at hjælpe vores næste, så kan vi ikke samtidig hytte vores eget.
Ordene fra Johannes Åbenbaring, som jeg læste fra alteret, rummer måske kernen i det med at følge Jesus. Jeg tænker på ordene om lunkenhed.
De tager os lige på kornet og rammer os midt i hjertekulen. Lunkenheden, eller ligegyldigheden har lagt sig om hver enkelt af os, og om hele vores samfund, som en tung dyne. “Jeg kender dine gerninger”, står der, “du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm. Men du er lunken.”
Vi er lunkne, og derfor får vi en mental lussing i dag! I alle forhold er det en virkelig træls ting, at være lunken. Det er uholdbart at være lunken i sit forhold til sin partner, børn, venner, forældre. Det er utilstedeligt at være lunken i forhold til sine medmennesker, naboen, de hjemløse og verden fattige.
Det er simpelthen ikke noget at byde hverken sig selv eller sine omgivelser, at være lunken. Og altså slet heller ikke overfor Gud. Lunkenhed giver et ulidenskabeligt liv. Lunkenhed giver et ulidenskabeligt folk. Det er ikke til at holde ud.
Lunkenhed giver en ulidenskabelig tro. En tro der ikke rigtig sætter noget på spil. Der ikke rigtig gør en forskel. Der ikke får lov at skabe en dagsorden i vores tilværelse.
En tro der ikke kæmper, både i hjertet og i den konkrete måde vi lever vores liv på. Den er ikke meget bevendt. “Gid du var enten kold eller varm”. Gid du tog stilling, og forholdt dig til hvad der er godt og hvad der er ondt. Gid du gad, at forholde dig til Gud. Ikke for Guds skyld, men for din egen.
Hvis du lever et lunket liv, hvor ingenting rigtig betyder noget, så mister dit livs salt sin kraft. Saltet er ingenting værd, uden kraft og saft. Vi skal ikke nødvendigvis gnide salt i de åbne sår, men vi skal turde at svige og kradse, vi skal turde at gøre en forskel, at give smag til verden og hinanden. Vi skal turde at være varme i vores forhold til Gud og hinanden, og kolde i forhold til egoismen og fanden.
Desværre bliver vi opdraget til lunkenhed, pænhed og enshed. Det er aldrig os lunkne, der får en over snuden. Det er aldrig os lunkne, der bliver skældt ud. Lunkenhed er at sure sig fast til sit sikkerhedsnet, så vi ikke risikerer noget. Så vi ikke sætter os selv og vores liv i spil, i forhold til det der gælder.
Og når man ser på den aktuelle tørklædedebat, så kan vi se, at man forsøger at sende religionen i skammekrogen. Religion må ikke ses og ikke høres i det offentlige rum. Vi skal være ens for ikke at komme til at træde hinanden over tæerne med vores overbevisning. Vi skal gå i uniform, så vores tro, vores værdier, vores hjerteblod, ikke står i vejen for vores kommunikation.
Tænk engang, disse vidunderlige nuancer ved mennesket, som netop gør at vi har noget at give hinanden. Men nu skal de religiøse symboler ud af samfundet. Nu må man ikke vise hvem man er og hvilket grundlag man bygger på. Nu bliver der ligefrem lovgivet om at man skal være lunken, så ingen kan se og mærke hvem man er.
Lunkenheden, som i Jesu øjne er det værste vi kan være ramt af, er blevet gjort til en dyd i samfundet. Det er begyndt hos domstolene. Og vi kan nok i nærmeste fremtid se frem til at det kommer til at gælde i alle offentlige institutioner. Skoler, børnehaver, plejehjem, kommuner, i hjemmehjælpen mm.
Måske nogen af os her bærer et lille kors om halsen. Og som den eneste her i rummet, vil jeg kunne blive ved med at bære mine symboler. Mens resten af jer, må forberede jer på snart at skulle lægge dem fra jer, når I skal på arbejde.
Det kunne tænkes at påvirke jeres dømmekraft, hvis I bærer dem. Og ja, gudskelov at det påvirker vores dømmekraft at vi er kristne mennesker. Det er præcis det der er pointen, når man tror på noget. Og det er præcis det der er pointen i alle teksterne her i Trinitatis-tiden. At det skal kunne ses på os at vi tilhører Kristus. At vi skal være lidenskabelige og synlige i vores tro. Og ikke lunkne.
“Den der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min disciple”. Sådan lyder de klare ord fra vores Gud i himlen. Og lige om lidt får vi et påbud fra vores højeste jordiske instans: “Den der bærer sit kors, kan ikke være borger i den danske stat”. I stedet skal vi smide vores tørklæder, kalotter og kors – så saltet bliver slapt og konsistensløst og temperaturen i os og samfundet bliver … ja, lunkent!
Det er ikke nemt at være skulle være livets salt, i et samfund der gerne vil slibe alle kanter af, så vi kan passe i den samme form.
Det er ikke nemt at være en Jesu discipel i et samfund, hvor vi ikke må begrunde vores handlinger og holdninger i vores tro.
Men kristendommen – den kristne tro – kan ikke sådan uden videre gøres overkommelig og ufarlig. Kristendommen bliver ved med at insistere på fortællingen om at Gud blev menneske i Jesus Kristus til liv og frelse for alle.
Kristendommen bliver ved med at insistere på at fortælle om Guds store kærlighedserklæring til os. Den mest upassende kærlighedserklæring, som verden har kendt. Guds kærlighedserklæring til os er upassende! Den passer ikke ind i de rammer og kasser vi normalt opstiller for kærlighed. Den flyder ud over alle grænser.
Gud sætter ingen grænser og skel. Gud opgiver os aldrig, bliver aldrig bange for os, eller led ved os. Guds kærlighed til os er så stor, at han – på trods af alle vores flugtforsøg og al vores lunkenhed, vil blive ved med at holde fast i os i en uendelighed. Det er den Gud, og den kærlighed vi frit skal leve af og leve ud i alle livets forhold – uden lunkenhed og forbehold, uden forsikringer og sikkerhedsnet.
Og når vi så alligevel rammes af forfængelighed, forlegenhed eller fornuft, så er nåden, at Gud blev født i en grim stald, og at vi må tro på at vi aldrig bliver for grimme, eller lunkne, eller inkonsekvente til at være hans børn. Amen