7. søn. eft. trin
Han har succes. Det kører for ham. Han har det hele. Spændende job. God løn. En rigtig adresse. Penge på bogen og aktier i fremtiden. Han er den type, som aldrig står stille og som altid synes han kan gøre det hele lidt bedre.
Han opsøger en coach for at få optimeret sine arbejdsrutiner.
Han søger supervision for at blive en bedre far.
Han går i parterapi med sin kone, for at forebygge eventuelle kriser. Han går til diætist for at få hjælp til at få lagt sin kost om, så han lærer at minimere indtaget af kulhydrater
Han bruger en personlig træner to gange om ugen, for at holde sin krop i gang og sin vægt nede.
Han ringer til hundeterapeut, fordi hans hund ikke lystrer.
Og han inviterer en fengshui konsulent til at skabe ro i sin bolig…
Han gør alt hvad han kan for at være et ordentligt menneske og han arbejder konstant på at få mest muligt ud af livet. Men uanset hvad han finder på, så mangler der noget. Der er et menings-tomrum, som han ikke kan fylde ud.
Så han opsøger Jesus. Hvad er meningen med mit liv?, spørger han. Hvad skal jeg gøre for at få evigt liv? Hvordan får jeg et lykkeligt liv?
Og Jesus svarer lidt kryptisk. Han drejer spørgsmålet, fra det at gøre det gode over på at pege på den gode, altså Gud. Man kan ikke skabe meningen selv, man kan ikke optimere sig sig til evigt liv – selvom man gør alt hvad man kan. Det afgørende, siger Jesus, er forholdet til den gode Gud.
Og, så går Jesus alligevel ind på den etiske diskussion. Og det at forholde sig til Gud, er selvfølgelig også at spørge efter, hvad hans mening er med mit liv.
”Livets mening er at gøre Guds vilje, og anden mening er der ikke”, sagde P.G. Lindhardt. Og at spørge efter hvilke opgaver, Gud har til mig, er ikke nogen dårlig tilgang til et meningsfyldt liv.
”Men vil du gå ind til livet, så hold budene!”, siger Jesus og remser De ti bud op. Og manden mener at have sit på det tørre: Det har jeg holdt alt sammen, siger han – og det skulle ikke undre mig om han har ret! Han er en meget ordentlig mand.
Men han har et problem i forhold til evangeliet. Han har ikke forstået det. Han har ikke forstået det og han kan ikke se, hvor radikal Jesu krav er. Han har en helt utrolig tillid til egen evner og er fuldt overbevist om, at der ikke er noget, som han ikke kan klare eller lære.
Så Jesus skærer det ud i pap, og tilbyder ham nu et valg mellem rigdom – det liv han kender, det tilsyneladende sikre og trygge liv, eller efterfølgelse i fattigdom – et usikkert men helt nyt og forvandlet liv. Og i den situation kan han ikke vælge det rigtige.
Han kan bare ikke – og det er ikke fordi han er et rigt dumt svin eller et uordentligt menneske – nej, han er faktisk et meget ordentligt menneske der gerne vil gøre det gode. Men han tør ikke give slip på alt sig eget, for at følge Jesus.
Han tør ikke drage den fulde konsekvens. Han kan ikke sige ja, fordi han er optaget til anden side. Han er optaget af sig selv og sit eget. Sådan er han.
”Det er lettere for en kamel at komme ind igennem et nåleøje, end for en rig at komme ind i Guds rige”, siger Jesus, og disciplene bliver forskrækkede. ”Helt ærligt”, indvender de, med de krav du stiller til os, så er der jo ingen der er berettiget til evigt liv. Du bliver ret alene om det!
Og så siger Jesus de trøstende – men nok også lidt foruroligende ord – ”For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt”. Trøstende fordi det så ikke er op til os at blive frelst, og måske også lidt skræmmende, fordi det ikke er op til os. Frelsen bliver taget helt ud af hænderne på os, og lagt over på Gud.
Manden søgte lykken. Vi spørger også meget efter lykke, men Jesus taler aldrig om lykke. Han taler om frelse. Og frelsen er Guds alene, men efterfølgelse kræver helhjertethed.
Manden søgte efter mening, og da han fandt den, ville han ikke give afkald på sine privilegier. De fleste af os velfærdsdanskere føler os ramte af Bibelens modstand mod pengebegær.
Der er reelt ikke noget, som Bibelen taler så meget imod som pengebegær. Igen og igen tales derom hvor ødelæggende det er, når penge bliver for vigtige i vores liv.
Den gamle kirkefader Augustin sagde: ”Mit hjerte er uroligt, indtil det finder hvile hos dig, o Gud.” Den dybe uro, som manden følte, og som ethvert menneske før eller siden møder og lærer at kende, har eksistentiel karakter. Den hænger sammen med det at være menneske.
Vi hviler dybest set ikke i os selv, for vi har ikke skabt os selv. Derfor er der i os en higen efter noget, der giver vort liv bestandighed og fylder det med mening. Det er ifølge Augustin drivkraften i alt begær.
Men der går koks i begæret, fordi vi begærer de ting der ikke giver bestandighed, eller i lænden fylder vores liv med mening. Vi tror, at vores liv står og falder med hvad vi opnår at her og nu. Og i et vist omfang er det jo også sandt. Vi skal have brød på bordet. Det er sund fornuft. Og den skal man ikke kimse af.
Men Jesus har på den anden side også ret, når han siger at livet er mere end maden. ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed”, siger Jesus til sine disciple og os. Og manden opfordrede han til at sælge alt hvad han ejer og give det til de fattige.
Det var for meget for ham, og det er det også for de fleste af os – men det fritager os ikke fra at kæmpe for at blive mere frie af vores eget og os selv. Kampen mod selvoptagethed og pengebegær er en livslang kamp.
En gammel legende fortæller, at der i en indisk landsby var en mand, der havde en drøm. En stemme fortalte ham, at han næste morgen skulle gå til landsbyens torv. Dér, under det store træ, ville der sidde en mand, der havde en kostbar gave til ham. Da manden vågnede næste morgen, gik han straks hen til torvet og under det store træ sad en langskægget mand, der lignede en tigger. Ham, der havde haft drømmen, sagde til den langskæggede: En stemme i en drøm har fortalt mig, at du har en kostbar gave til mig. Den anden kiggede i sin vadsæk og sagde: Jeg har ikke andet end denne her – så den må være til dig. Og op af sækken tog han en kostbar diamant. Manden greb den og løb hjem. Hele resten af dagen og natten tænkte han på, hvad han kunne gøre med de penge, han kunne få for diamanten. Han kunne købe hus, og sikre sig selv og sin familie økonomisk resten af sine dage.
Men ud på morgenen kom han på andre tanker. Og dan han vågnede op, løb han straks hen på torvet igen. Her sad den langskæggede tigger endnu. Manden rakte diamanten til tiggeren og sagde: ”Værsågod. Her har diamanten tilbage.” Tiggeren så op på ham og sagde: Jamen, den var til dig. Jeg har givet dig den”. ”Ja”, sagde manden, ”men når du så frit kan give den til mig, må du have noget der er endnu mere værd”. Gud er det der er mere værd. Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.
Når vi søger Gud, vil vi ifølge Augustin opdage, at hjertets uro finder hvile, når Gud er hjertets højeste begær. For i Gud er der evighed. I Gud er der bestandighed. Når vi hviler i Gud, ændrer vores begær karakter både i forhold til Gud, og i forhold til de ting vi omgiver os med. Vi befries fra vores selvoptagethed og selvrealiserings-projekter, til at bliver mere selvhengivende. Livets mening er at gøre Guds vilje – anden mening er der ikke.
Men selv når vi gør vores bedste, selv den allerbedste og selvhengivende udgave af os kan ikke komme igennem nåleøjet. Og derfor er det vigtigt at vi forstår helt ind i hjertet, at der hvor vores muligheder er udtømte, der er Guds muligheder tilbage. Gud sørger for resten, og det rækker til et helt liv – også til det evige liv