Livets brød

Midfastesøndag
Tekst: Joh. 6,24-35

Hvordan skal man dog kunne beskæftige sig med noget så abstrakt som livets brød og åndelig føde, hvis man er sulten og ens mave knurre så højt at det overdøver alt andet? Så handler éns liv udelukkende om, hvordan man skaffer helt almindeligt brød på bordet.

I dag er der sogneindsamling, og vi samler ind til Folkekirkens Nødhjælps arbejde der støtter børn og unge, der er mærket af den voldsomme AIDS epidemi i Afrika.

For os danskere, kan det være svært at forstå omfanget af problemet med AIDS. Det er så utroligt mange mennesker der dør af AIDS hver dag, og efterlader børn uden forældre og uden muligheder og mad. Der er mange – alt for mange- mennesker i verden i dag, der mangler brød. Der dør, fordi de ikke får brød nok.
Sådan er mennesket, det lever af brød og uden brødet dør det. Sådan er menneskets biologi. Vi dør simpelthen, hvis vi ikke får nok brød. Det er helt fundamentalt, hvad enten man bor i øst eller vest, syd eller nord.
Og Jesus provokerer i dagens evangelium: I skal ikke koncentrere jer om den mad, der mætter maven. I skal koncentrere jer om den mad der giver mening og evigt liv. Og det er da provokerende at høre, hvis man ikke har brød på bordet.
Teksten står i Johannes-evangeliet lige efter, at Jesus på et bjerg har mættet 5000 mennesker med fem brød og to fisk, og nu flokkes folk omkring ham, for at tvinge ham til at blive deres konge. For tænk at have sådan en konge, der kan fremtrylle mad, så alle kan spise og blive mætte. Sikken en fremtid man så kunne gå i møde. Et rent slaraffenland ville det blive.
Men Jesus gennemskuer dem og nægter at indlade sig på deres planer. Det jeg gjorde for jer på bjerget, siger han, var et tegn, der skulle vise jer, hvem jeg er, og hvad det er, jeg kommer med, nemlig livets brød.
Det brød der ikke blot mætter som de daglige skiver rugbrød, men som mætter ud over alle grænser, ja, endog i døden. I skal ikke koncentrere jer så meget om den mad som forgår, men om den mad, som består til evigt liv, det er den jeg bringer jer. Folkeskaren bliver nu ivrig efter at få at vide, hvad de skal gøre for at få del i dette livets brød, og Jesu svar er: tro på ham, som Gud har udsendt. “Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.”
Og Jesus har meget ret i at mennesket er mere end biologi. Det har også en anden side, der er lige så fundamental. Mennesket er også ånd, og derfor kan det også dø af brød alene. Historien har vist os, hvor farligt det er, når regimer undertrykker menneskers ret til at tænke og tale frit, og når ånds- og kulturlivet udsættes for en censur, der gør det åndsvagt eller åndeløst. Alle mennesker har ret til og brug for åndeligt føde og meningsfulde fællesskaber. Det vesteuropæiske menneske har brød på bordet – ja, endda til overflod for de flestes vedkommende. Og dog er alting som bekendt ikke blot idel paradisisk lykke her hos os. Selvmord, psykiske lidelser, kriminalitet o.lign. hører til dagens orden her i landet, og det siger noget om, at alt ikke er gjort med det daglige brød.
Da Jesus engang blev fristet af Djævelen, afviste han ham ved bl.a. at sige: “mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund”.
Den tyske teolog Dorothee Sölle har i en artikel taget udgangspunkt i de ord, og tilføjet, at mennesket endog dør af brød alene. Døden af brød alene, skriver hun, det er døden i den menneskelige afstumpethed, det er når forholdet mellem mennesker ødelægges.
Af brød alene kan vi godt fungere, men i grunden blot som mekaniske maskiner. Vi ånder, forbruger, ordner, træffer afgørelser, producerer og lader munden løbe, men lever dog ikke. Døden af brød alene betyder et meningsløst og tomt liv, hvor man blot overlever. Den, der er død af brød alene, oplever ikke glæden ved andre mennesker, ser dem ikke som en rigdom og en udfordring, men som trusler og konkurrenter, og, siger Dorothee Sölle, det er også denne død Bibelen taler om, den død, der betyder et meningsløst og tomt liv. Sölle skriver endvidere, at døden af brød alene er, når livet falder i småstykker, bliver til et supermarked, hvor man kan få alt, og hvor der ingen begrundelse findes for at interessere sig mere for det ene end for det andet.
Af brød alene og for brød alene. Deraf dør vi den daglige skrækkelige død. Således altså Dorothee Solle.

Det er klart, at udtrykket livets brød her i dagens evangelium skal forstås symbolsk eller billedligt, som udtryk for alt det vi får skænket gennem Kristus, nemlig livet i dets fulde og hele betydning.
Når Jesus kalder sig selv for livets brød, er det en henvisning til, at han vil give sig selv til liv for verden, at han vil gå i døden, for at vi kan leve, og vel at bemærke leve ikke blot indtil vi selv skal dø, men for at vi skal leve, selvom vi skal dø. Jesus skænker livets brød, og Jesus er livets brød. Det vil sige, at han skænker os sig selv, og i fællesskabet med ham opstår det evige liv. Han er, hvad han giver, og når det er livet, han giver, gør han os levende.

Det betyder ikke at vi ikke mere behøver det daglige brød og må arbejde for det; og det betyder heller ikke, at vi ikke skal dø, men at vi skal leve, omend vi dør. Og det er jo unægteligt mere værd, end blot at blive forsørget med det daglige brød, sådan som skaren blev det ved bespisningen på bjerget. Johannes Evangeliet er det poetiske evangelium, og Jesus udtrykker sig i billeder om sig selv. Her i dagens tekst siger han: “Jeg er livets brød”. Men han bruger andre billeder om sig selv i evangeliet. Der er i alt syv udsagn i Johannes Evangeliet, hvor Jesus begynder med: “Jeg er…”
Når Jesus siger “Jeg er…” så svarer han på Guds udsagn, da Moses mødte ham i den brændende tornebusk. Moses gik omkring i sine egne tanker ude på marken. Det var før, at han skilte sig udfra mængden. Han var en temmelig almindelig mand og i egne øjne, ikke særligt anderledes end så mange andre.
Han går ude på marken og pludselig ser han en underlig tornebusk der står i flammer, men som ikke bliver brændt. Og der bliver der kaldt på ham fra oven: “Moses! Moses!”
Moses svarer: “Ja!” og kigger op. Gud siger: “Du må ikke komme nærmere nu, for du står på hellig grund”. Og så viser Gud sig for Moses i den brændende tornebusk og Moses skjuler sit ansigt. Og Gud giver Moses besked på at han er udvalgt til en særlig opgave – og da Moses lidt tøvende indvilliger – spørger han Gud, hvem må jeg sige du er? Og Gud siger: “Jeg Er!”
Guds navn er altså “Jeg Er”. Jeg er “hvad?”, kunne man fristes til at spørge. Der mangler lige som et eller andet i den sætning. Moses spørger: “Hvem må jeg sige du er? Hvad er dit navn?” Og Gud svarer: “Jeg er den, jeg er! Hvis man spørger hvem der har sendt mig, så svar: Jeg Er, har sendt mig til jer!”

I Bibelen er Er skrevet med stort E – som vi skriver Sofie, Karsten og Mette med stort. Er, er altså Guds navn. Er, er det alt liv udspringer fra.
Mange år senere, da Gud bliver menneske i Jesus – fuldender han sætningen. Med Jesus Kristus bliver det tydeligere for os hvordan Gud er. Og Jesus spiller op af Guds ord, når han siger:
Jeg er verdens lys.
Jeg er døren.
Jeg er den gode hyrde.
Jeg er det sande vintræ.
Jeg er opstandelsen og livet.
Jeg er Vejen, Sandheden og Livet.
Eller som her: Jeg er livets brød.

Da vi diskuterede de her udsagn i konfirmandundervisningen, var der én af konfirmanderne der sagde: Okay, var Jesus ikke ret selvglad? og det er fornuftigt nok at spørge om. Hvis der var mig eller dig der have sagt om sig selv: Jeg er livets lys – så skulle skam stå i det, hvis vi andre ikke blev lidt bekymrede og utrygge ved situationen. Men ordene falder anderledes ydmygt i munden på Gud.
Brødet er et livssymbol, sammen med vandet og lyset og træet. Brødet er et symbol, der omfatter alle aspekter af livet. For Gud er en Gud der har omsorg for hele menneskelivet. Han har lært os at bede: Giv os i dag vort daglige brød!
Og han har lært os at vi skal dele brødet med hinanden. At modtage livets brød, at få del i det evige liv er både en overordentlig stor gave og en overordentlig stor opgave. For livets brød er ikke kurvertbrød. Det er til deling. Det tvinger os til, ikke at holde det for os selv, men til at dele med hinanden.

Se, hvilket menneske,
se, hvilket sind.
Se, hvor han glad lukker
udskuddet ind.
Brød til de sultende
deler han ud.
Sådan er Skaberen.
Sådan er Gud!

Se, hvor han gør sig
til brød og til vin.
Mærk, hvor han nu
gør din byrde til sin.
Mod til de modløse
deler han ud.
Sådan er skaberen.
Sådan er Gud.
AMEN