Første søndag eft. trinitatis. Tekst: Luk 16,19-31
Det er en underlig lignelse den her. Uevangelisk ligefrem. Og man kan med rette undre sig over, hvorfor vi overhovedet skal høre den. Hvad handler den om?
Handler den om hvad vi kan vente os efter dette liv? Nej! Handler den om fortabelse? Nej! Det er et gammelt eventyr, med rødder i den jødiske tradition, som Lukas bruger i Jesu irettesættelse af genstridige farisæere. De kendte sproget og formen. Det gør vi ikke, men lad os prøve at se lidt nærmere på den.
Uden for en rig mands hus ligger en fattig mand. Den fattige mand har det elendigt, men den rige mand tager sig ikke af ham, selvom han jo har rig mulighed for det.
Så dør de begge to. Den rige mand ender i helvedes pine. Den fattige mand ender i himlens lyksalighed. De kan se hinanden, tale sammen på tværs af evigheden og endda sætte sig ind i hvordan den anden har det, men den rige mand angrer ikke, som man måske kunne have forventet – nej, i stedet foreslår han om ikke Lazarus kan komme ned til ham – han kunne godt bruge en til at gøre hans pinsler lidt mere tålelige.
Men nej. Den rige har haft et liv i luksus og lykke her i denne verden, så nu er det kun rimeligt at han pines. Hvorimod den fattige mand, har haft et forfærdeligt liv – og nu har fortjent trøst og oprejsning. En millimeter-retfærdighedstænkning, som er helt ulig den nåde vi møder hos Jesus i øvrigt. Nå, siger den rige mand – men kan han så i det mindste ikke blive brugt til at advare min rige familie og venner, så de ikke også risikerer at ende deres dage med pinsler. Nej, siger Abraham. Hvis ikke Moses og profeterne har overbevist dem, så vil det ikke ændre noget at de oplever én stå op fra de døde.
Jamen, den handler jo om himmel og helvede, vil I måske indvende. Nej, det gør den ikke i kristen evangelisk forstand. Hvorfor ikke? For det første er livet ikke så enkelt, at rige er onde, og fattige gode. For det andet giver det ikke mening at forestille sig, at vi i det evige liv hos Gud, må leve med bevidstheden om at der er andre der bliver pint i et helvede. For det tredje er hele evangeliets omdrejningspunkt jo, at det netop gør hele forskellen, at der var én – at Kristus, opstod fra de døde.
Det er ER en underlig fortælling, og den giver kun mening hvis vi går til den, som det eventyr den er. For som sådan, siger den noget meget væsentligt om hvordan vi aldrig må gøre vores medmennesker til et middel, sådan som den rige mand gør.
Den fattige Lazarus træder aldrig frem som et menneske for ham. Han bruger ham i bogstaveligste forstand som dørmåtte. Ser ham ikke. Ser ikke at han har brug for hjælp. Ser ikke hans nød. Måske væmmes han endda ved ham.
Og da han lider nød og pines, er hans første tanke, at han måske kunne bruge Lazarus som et middel til selv at få det bedre. Han ser ham stadig ikke som et medmenneske, men kun som et middel, der måske kan forsøde hans liv, eller som et middel til skræk og advarsel for hans familie og venner.
Og den fine pointe, vi bliver mindet om i dag, og som vi altid kan have brug for at blive mindet om, er at vores medmennesker altid er et mål – og aldrig må blive et middel.
Vi skal elske vores næste som os selv. Det er et mål. De mennesker der befolker vores liv, må altid være målet med vores liv.Og så bliver fortællingen en fortælling om næstekærlighed. Hvis man spørger folk på gaden, hvad kristendom handler om. Hvad det vigtigste i kristendommen er, så vil langt de fleste svare: Næstekærlighed. Vi ved godt at kærlighed – at næstekærlighed står helt centralt i den kristne tro.Så fortællingen bliver sådan et wakeup for os selvtilstrækkelige, selvretfærdige og selvfede mennesker – som af behagelighed eller blufærdighed bilder os ind, at medmenneskers problemer ikke kommer os ved. Når vi mener, at bare vi betaler vores skat, så kan man ikke forlange mere af os. Eller når vi har en top ti af undskyldninger på tungen, når der er et menneske der har brug for os.Og samtidig bliver det også kimen til en evig skyld. For vi er pinligt bevidste om, at vi altid kan gøre mere, end vi gør. Kravene til os starter, så snart vi træder ud af kirkedøren her. Der er mennesker der har brug for os.
Livet kræver mere af os, end vi selv er i stand til at yde. Vi er skyldnere, som ikke kan sidde afdragsfrit eller hele tiden kan omlægge vores gæld i livet til lavest mulige rente. Vi svigter vore medmennesker og kan ikke leve op til den indsats, som næstens nød kræver af os. Og vi må gå udenfor lignelsen om den rige mand og Lazarus for at finde den virkelige pointe:
I den her fortælling siger Abraham: ”De vil heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.” Men i den store historie, i historien udenom, i evangeliet sker der noget helt andet: Der var en, som tog sig af de syge, de fattige og de hjælpeløse. Der var en, som kunne stige ned i dødsriget og overvinde kløften mellem frelse og fortabelse. Der var en, som stod op fra de døde. Der blev forkyndt tilgivelse frem for straf. Kærlighed frem for hævn. Og frimodighed på dommens dag – frifindelse.
I evangeliets lys kan vi se, at eventyrets Abraham tog fejl. Alt skal læses anderledes. I nådens lys får ordene en helt ny betydning.
I nådens lys får alt en helt ny betydning: En mand døde og blev begravet. I hans testamente stod anført, hvad han ønskede skrevet på sin gravsten. Der skulle stå: ”Guds ord er en lygte for min fod og et lys på min sti”.
Det ord vakte en del opmærksomhed. Ingen kunne forstå meningen med det, for manden havde tilsyneladende aldrig været optaget af Guds ord, han havde drukket og været hidsig, han havde ikke været noget godt forbillede og på mange måder forspildt sit liv. Man diskuterede længe, om afdøde virkelig skulle have lov til at have det ord stående på sin gravsten, lige indtil en stilfærdigt bemærkede: ”Måske var det ikke Guds formanende og opdragende ord, han tænkte på, men ordene om nåde og tilgivelse!”. Så fik manden sin indskrift.
Formaninger og skræmmekampagner har meget begrænset effekt i alle livets forhold.
Trafikstyrelsens skræmmekampagner har begrænset effekt, men det at miste et elsket menneske i trafikken ændrer ens adfærd og syn på livet for altid.
Voldsomt aggressive rygekampagner har begrænset effekt – men hvis man oplever at ens elskede ser på en med bekymring og angst, hver gang man tænder en smøg – så rører det et helt andet sted.
En lærer der altid råber højt af sine elever, mister let sin autoritet og effekten er begrænset – men hvis man oplever en lærer der ser én og motiverer til deltagelse, så kan det ændre hele ens tilgang til skolen.
Sundhedsstyrelsen kører alle mulige skræmmekampagner for at få os til at blive bedre og sundere mennesker – det har absolut ingen effekt, før vi erfarer at det er vores liv det handler om.
Op igennem kirkens historie har man forsøgt at skræmme med helvede pine bl.a. med den her fortælling i misforstået form– og det forekommer jo også i dag i en mere sofistikeret udgave. Skræmmekampagner der skal få mennesker til at leve efter et bestemt moralsæt– og det er der kun kommet ulykkelige og bange mennesker ud af.
Der er aldrig blevet råbt eller slået kærlighed ind i et barn.
Og den rige mand i eventyret, lærte ingen verdens ting. Han blev ellers skræmt og pint og plaget – men han lærte aldrig at Lazarus var et menneske som han skulle elske.Skræmmekampagner rimer ikke på evangelium.
Og det handler ikke om hvad vi ejer – om vi er rige eller fattige. Vores liv beror ikke på hvad vi ejer. Nej, vores liv beror på hvad vi får givet – gaver vi ikke kunne forvente eller kræve. Vores liv beror ikke på det vi vil have – men det beror på at vi mødes med godhed eller kærlighed og somme tider endda bare med tilgivelse. Det beror på at nogen godtager os som dem vi er – ikke fordi vi er gode, men fordi vi er elskede. Vores liv beror på at nogen vil finde sig i os, som vi er, holde os ud og holde ud med os, fordi de holder af os. Vores liv beror på hvad vi modtager af gaver. Alle kravene ligger og venter på os uden for kirkedøren, men vi er ikke alene om dem for Gud har solidariseret sig med os i Kristus, og derfor skal det ikke lykkes os at miste vores liv. Uanset hvor ivrigt vi rager til os, eller træder ved siden af. Godhed og kærlighed og tilgivelse kan vi ikke samle på. Det gives til os. Og der er det vores liv beror på.