2. søn. eft. trin. Tekst: Luk 14,16-24
Den her fortælling lyder helt forskelligt i vores øre, alt efter om vi er den der inviterer, dem der har for travlt eller dem der kommer med på et afbud. Og hvor er det egentlig let at identificere sig med dem alle sammen. Måske fordi vi faktisk indimellem er den ene og indimellem den anden.
Den der inviterer
Når man har planlagt en fest efter alle kunstens regler. Glædet sig i månedsvis og forberedt sig i ugevis, så er det bare så svært ikke at tage det personligt, når folk melder afbud. Bevares man kan blive forhindret, men alligevel – ”jeg holder fest! De kunne da godt tage at komme”.
”Når jeg holder fester, så kommer der ingen gæster”, sådan sang Shubidua for længe siden. Av, det gør helt ondt i hjertet. Tænk engang, at invitere til fest og stå der med nystrøgne duge, veldækkede borde, blomster og lys i lange baner – alt er parat. Du har endda nået at klæde om og åbne for vinen… musikken er sat på og tæpperne er lagt, sådan at stuen tager sig helt rigtigt ud – og klokken bliver 19.00… 19.10… og der er stadig ikke kommet nogen… nå, de er nok bare lidt forsinkede.. klokken bliver 20.00. Du slukker for lysene og lægger stanniol over salaten og kommer kødet i en pose. De kom slet ikke. Der kom slet ikke nogen.
Det er næsten ikke til at bære. Tænk sig en afvisning. Det er de færreste der ikke ville tage det personligt. Blive skuffede og kede af det, ja, gå lidt i stykker inden i. Hvorfor er der ingen der kommer, når jeg inviterer? Hvorfor er der ingen der vil være sammen med mig? Hvad gør jeg galt?
Og de fleste af os vil rammes af mindreværd: ”Det er nok fordi jeg ikke er værd at være sammen med. Jeg er kedelig og uinteressant. Ja, selvfølgelig er der ingen der gider komme. Jeg har jo ikke noget interessant at byde på”. Sådan vil vi slå os selv oven i hovedet og frygte den dag, vi støder på nogen af dem vi havde inviteret. Hvor vil det dog blive pinligt. Vi kan på ingen måder se dem i øjnene igen.
De fleste af os ville blive små og kede af det. Men det sker ikke for manden i denne fortælling. Han blev i stedet vred – og så blev han stor. Han viser storsind og et ekstremt overskud: Okay, siger han, når mine venner og dem jeg kender, ikke vil komme til min fest, så må jeg invitere nogle andre – så må jeg invitere nogle flere. Og der er ingen smalle steder i den invitation! Der bliver i bogstaveligste forstand holdt åbent hus, og alle der vil kan komme. Ja, de bliver ligefrem hentet. Fattige, vanføre, blinde og lamme – de plejer ikke at være inviteret med, men det bliver de her. Her er husrum og hjerterum nok til alle.
Og ja, jeg er faktisk helt overbevist om, at hvis vi, der indimellem bliver afvist eller vi der indimellem ikke tør invitere af frygt for at få et nej, at vi ville få et meget mere farverigt liv, hvis vi havde den tilgang til livet. Hvis vi droppede de pæne fester med forudsigelige bordplaner, og bare slog armene ud og inviterede nogen der ikke havde forventet det. Sikke en fest. Sikke et liv!
Dem der har for travlt
De fleste af os kender godt det med at have for meget om ørerne. Vi vil det hele. Vi vil være en succes på arbejde, og knokler for at opnå resultater. Måske fordi vi bare ikke kan lade være. Det er sjovt. Vi elsker det. Vi er totalt optagede af det og kan ikke lade være med hele tiden at tænke i visioner for fremtiden, eller engagere os til op over begge ører i de spændende projekter vi har gang i.
Og vi har ambitioner med vores familie. Vores børn skal have det trygt og godt, og ikke være for længe i institution. De skal spise sundt, have ordentligt tøj, motiveres og stimuleres – og nærvær kræver tid og overskud.
Og vi vil have en spændende fritid. Vi vil lære noget, udfordres intellektuelt, vi vil synge i kor og gå til foredrag, vi vil dyrke motion og lave håndarbejde, vi vil for alt i verden ikke gå i stå. Og vi vil være nærværende kærester og ægtefælder, engagerede bedsteforældre, medlevende veninder, gode kammerater – og relationer kræver tid og overskud…. Vi vil det hele: Uddannelse, karriere, familie, venner, rejser, fritid, motion, sund mad… Vi vil det hele.
Og hverdagen hænger ikke helt sammen. Der mangler simpelthen timer. Og så kommer den der fest invitation bare på tværs. Ikke fordi vi ikke har lyst. Og ikke fordi det ikke kunne blive rigtig sjovt og festligt. Og ikke fordi vi ikke trænger til en fest. Ikke fordi det ikke bare kunne være fantastisk hyggeligt at se venner og familie og naboer! Men det går bare ikke. Der er ikke plads til mere.
Kender I ikke det, at der bare af for meget – også af det gode. Og når der bliver for meget af det gode, så er det ikke godt længere. Så bliver vi stressede og kan ikke overskue det hele.
Og selvom mange af os virkelig hader at gå glip af noget – og da særlig en fest, så kan vi bare ikke overskue at feste og give slip på kontrollen, og det der egentlig skulle være en god ting, ender med at drukne i praktiske forhindringer og vi ender med at melde afbud, også selv om vi egentlig godt ved at det er en helt forkert prioritering.
Når vi har for travlt, så mister vi evnen til at prioritere vores liv rigtigt. Så kommer vi til at prioritere alt overflødigheden væk – og det er en fejl, for overflødighed og unødvendige fællesskaber og fester, er nødvendige for os. Vi har brug for de sammenhænge og fællesskaber, hvor vi kan ånde frit og leve helt.
Og ja, jeg er faktisk helt overbevist om, at de fortryder. For det gør jeg selv, når jeg kommer til at prioritere okser og marker, frem for det der giver liv og giver mig oplevelser af at være elsket.
Dem der kommer med på et afbud
Nogle af os har prøvet at blive inviteret med på et afbud. Jeg har i hvert fald. Det er på en måde sådan lidt mærkeligt, fordi man godt ved at man ikke hører til blandt de nærmeste. På den anden side, og hvis man kan sætte sig ud over det – så er det jo skønt! Tænk sig, jeg blev inviteret med. Det er det der tæller. De ville faktisk gerne have mig med til festen!
Man skal forestille sig at de mennesker her i fortællingen der kom med på et afbud, de fattige, vanføre, blinde og lamme – det var mennesker som aldrig blev inviteret med. De blev overset. Ja, de var endda uglesete eller ildeset. Og så bliver de inviteret til fest. Totalt overraskende og fuldstændig uforudsigeligt. Det havde de ikke regnet med. Hele deres liv har de fået at vide at de ikke var noget værd. Hele deres liv, har de måttet leve med at ingen så dem. Og pludselig bliver de set.
Det er ret fantastisk. De kommer med til festen. Værten byder dem velkommen, ser dem i øjnene og sætter pris på deres selskab og fællesskab. Festen er afhængig af dem.
De fleste af os har prøvet at komme til en fest, hvor man på forhånd har følt sig lidt usikker: Kender jeg overhovedet nogen? Hvem skal jeg snakke med? Og vi åbner forsigtigt og lidt beklemt døren ind til festen, og alle vores bekymringer bliver til skamme, for her står en vært, som har glædet sig til at se os. Han har inviteret dig, lige præcis dig, fordi han har lyst til at være sammen med dig. Han har glædet sig til at se dig. Og den der følelse af at blive overset eller blive set igennem, forsvinder som dug for solen. Når vi bliver set, og set for den vi er, hverken mere eller mindre, værre eller bedre – når vi bare kan være os selv, så er det fantastisk at være til fest. Og vi er sammen – helt utvunget – og helt uden at skulle puste os op. Vi er med og vi er sammen og vi er ønskede og uundværlige for fællesskabet og festen.
Og ja, jeg er helt overbevist om, at vi får så meget mere ud af livet, hvis vi har tillid til, at vi også er værdifulde og seværdige, ønskede og elskelige. Og når vi møder livet med tro på, at der også er en plads til os.
Indimellem er vi den ene og indimellem er vi den anden…. men uanset hvor meget vi øver os i storsind og åbenhjertethed, så bliver vi aldrig Gud. Den her fortælling handler om os, men den handler først og fremmest om hvordan Gud er. Det er Gud der inviterer til fest. Livets Gud inviterer til livets fest. Kærlighedens Gud inviterer os til at få del i kærligheden. En kærlighed uden grænser, og en kærlighed der ikke gør forskel på jøder og græker, trælle og fri.
Hvad skal vi gøre for at få del i det liv og den kærlighed, som Gud vil give os? Slet ikke andet end tage imod det, som en gave eller invitation fra Gud. Det er budskabet i dag: Livet er en gave fra Gud, som vi må tage imod. Og der ligger en fantastisk befrielse i det budskab, for det betyder, at livet ikke er hvad jeg kan præstere eller opnå. Vi kan have mere eller mindre succes og fiasko i vores forskellige livsprojekter, men selve livet, det er ikke vores ansvar. Det er Guds. Guds kærlighed indrammer vores liv, og vi kan skabe os helt afsindigt meget og igen og igen afvise at tage imod det liv, Gud skænker os – men uanset hvor meget vi skaber os, og uanset hvor mange gange vi glimrer ved vores fravær, så kan vi aldrig falde ud af rammen. Intet kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, ikke engang vores gentagne dumheder.