Levende sten

I forbindelse med Møllevangskirkens fødselsdag, blev der ved gudstjenesten indviet et kirkeskib, som er blevet skænket til kirken. Kunsteneren er Ejvind Nielsen.  

Søndagens tekst: 1. Pet. 2,4-10 og Matt. 16,13-26

5. søndag eft. trintatis

 

Det er Møllevangskirkens fødselsdag, og vi har fået et kirkeskib. I dag bliver det søsat og det er flot. Jeg er sikker på at vi bliver rigtig glade for det.

I slutningen af gudstjenesten skal vi høre Ejvind Nielsen, der er kunstneren bag, selv fortælle om det, men jeg har også lyst til at bruge lidt tid på det her.

Den første gang minikonfirmanderne er her i kirken, plejer vi at be dem om at kigge op i loftet og forstille sig at de befinder sig på et stort skib. Vi har jo her i Møllevang, fantastiske muligheder for at lade børnene bruge deres fantasi, når vi fortæller Noas ark, eller stormen på søen… eller om at sejle på vores livssejlads i et stormfyldt hav…

Og nu har vi fået endnu bedre muligheder for at fortælle om det helt centrale i kristendommen, både for børn og også for voksne. For nu har vi fået et rigtigt kirkeskib eller kristus-skib.

Skibet er et ældgammelt kristent symbol, og det er en gammel tradition i vores del af verden at udsmykke kirken med et kirkeskib. De første kirkeskibe i Danmark blev ophængt i kystbyerne, og derfra har skikken bredt sig til kirker inde i landet. De fleste gamle kirker har ét – og et klassisk kirkeskib er en skibsmodel – en miniatureudgave at et rigtigt skib, med en masse detaljer. Sådan er vores kirkeskib ikke!

Der kan være forskellige årsager til at man har sådan et kirkeskib hængende. Det kan være en gave givet af en kreds af søfolk eller fiskere, eller en mindegave givet til minde om enkeltpersoner eller begivenheder. Det kan også være en taknemmelighedsgave givet af en person, der har noget at sige Gud tak for.

Vores kirkeskib er en gave til Møllevangskirken fra en taknemmelig kirkegænger.Skibet er en del af kirkens udsmykning, med den symbolik der er mellem skibet på rejse i storm og stille vejr, og menneskelivet på rejse mellem vugge og grav.

Vores kirkeskib er anderledes. Det er ikke et modelskib eller en miniature af skoleskibet eller Holger Danske. Det er et skib, men det er også en fisk. En fisk med sejl, eller et skib med finner om man vil…

Det ældste kristne symbol er en fisk. I de første århundreder var det vanskelige år for kristendommen, fordi de kristne blev forfulgt. Man anså kristendommen for at være en underlig jødisk sekt – ”Hvem i alverden kunne have interesse i at tro på en helt, der blev korsfæstet!” At tro på en Gud, som havde ladet sig korsfæste blev betragtet som ynkeligt. Og derfor måtte de kristne ofte skjule sig, når de skulle holde gudstjeneste. Man havde derfor et hemmeligt tegn, som man brugte, når man mødtes, nemlig fisken!

Fisken blev det hemmelige tegn, og det skyldes, at de bogstaver, som danner ordet fisk på græsk, IXTYS, danner forbogstaverne i Jesus Kristus, Guds søn frelser. Fisken var blandt de første kristne, en bekendelse til Kristus. Vores kirkeskib forkynder altså: Jesus Kristus, Guds søn frelser. Kirkeskibet har troens udtryk – som bekendelse og som lovprisning af Gud. Vi har med andre ord fået et rigtigt Kristus-skib, der forkynder at vi tillidsfuldt kan kaste os ud i bølgerne, ud i livet båret af og forankret i Kristus.

Hvem går folk rundt og siger at jeg jer?, spørger Jesus sine disciple i dagens tekst. Og de fortæller ham det som det er, at det er der næsten lige så mange forskellige bud på, som der er mennesker. Men så spørger han dem: Hvem siger I, at jeg er? og Simon Peter svarer: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Peter bekender at Jesus er Kristus, Guds søn og frelser.

Da jeg var barn – og ja, sådan har jeg det da faktisk stadig indimellem – tænkte jeg at det ville være så meget lettere at tro på at Jesus er Guds søn, hvis man havde været én af disciplene. Hvis man havde oplevet de håndgribelige mirakler og set alle de håndfaste tegn. Men måske er det ikke rigtigt? Måske har vi faktisk lettere ved at se Jesus som Guds søn end disciplene havde det. De kunne jo forestille sig alt muligt: at han var en nationalist, en profet, en mirakelmand… De har bare været en lille flok trofaste mennesker, som har fulgt ham, – de var ikke ret mange. De har set ham blive pint og henrettet af folkets ledere – og de må meget hurtigt have erfaret den glemsel, som tiden efterlader én med, efter han var blevet korsfæstet.

De har ikke ligesom os, haft en kirke eller en kristen kultur, der kunne bekræfte deres tro. Vi er som kristne, med til at holde Kristus levende for hinanden. Kirken er med til at holde troen på Kristus levende.

Men hvad er kirken egentlig for en størrelse? Hvis vi skærer helt ind til benet hvad er kirken så? Det er det, der er dagens tema!

Da Peter har bekendt at Jesus er Guds søn, siger Jesus til ham: ”Jeg siger dig, du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke”.

Man kan nogle gange læse i avisen, at en er blevet udnævnt til et eller andet. Det kommer i avisen, fordi vi synes, det er noget særligt at blive udnævnt til noget. Man bliver nemlig kun udnævnt til de store stillinger – såsom direktør eller bestyrelsesformand. Hvis man bliver udnævnt, er man særligt udvalgt – og det er noget fint noget. I dag hører vi om Peters udvælgelse og udnævnelse. Han udnævnes af Jesus selv til at være den klippe, som Jesus vil bygge sin kirke på.

En udnævnelse af Jesus selv til at være kirkens fundament; så bliver det ikke meget finere. Vi kan så hver især sidde og undre os over, hvorfor det netop var Peter, der blev udnævnt til det. Man kunne synes, han var en noget vakkelvorn klippe. Men det er faktisk også sådan, at det egentlig ikke er Peters person, der er interessant i den sammenhæng – det er ikke Peter som person, der skal være kirkens fundament; det er den bekendelse, han i et gudsbenådet øjeblik kommer med, der er interessant.

Det er ordet i den bekendelse, kirken skal bygges på – at Jesus er Gud; det er fundamentet! Kirke kommer af det græske ord ekklesia – der i Ny Testamente oversættes med både kirke og forsamling, altså Guds forsamling. Ingen steder i Bibelen handler kirkebegrebet om mursten. Kirken er et fællesskab af mennesker. Kirke er jordens salt, verdens lys, Kristi får, grene på vintræet, Kristi legeme, Kristi venner eller som vi hører i teksten idag: levende stene.

Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene. Kirken er ikke bare Jesus Kristus; kirken er også os, der er døbt til at tilhøre den. Når vi taler om kirken, forbinder vi det normalt med et helt konkret fysisk sted. En bestemt bygning. Men det ikke bygninger der tales om her eller andre steder i Bibelen. Kirken er os, levende stene. Kirken er menigheden – og menigheden er Kristi legeme. Menigheden er en levende organisme, der tror på den levende Gud.

Måske kan det virke lidt kunstigt, at gøre et stort nummer ud af, at kirken er mennesker og ikke mursten. Sådan lidt hippi-aktivist-agtigt. Og måske er der nogen af jer her, som kommer til at tænke på engang i 70erne, hvor I måske lidt patetisk sang:

Et samfund kan være så stenet
At alt er en eneste blok
Og indbyggermassen så benet 
at livet er gået i chok

Og hjertet er helt i skygge
Og hjertet er næsten hørt op
Til nogen begynder at bygge 
En by der er blød som en krop

.. en sang jeg desværre ikke selv var gammel nok til rigtig at have lært at holde af…. måske er det en kliche, men ikke desto mindre er det væsentligt at være bevidst om, at den egentlige kirke ikke er en bygning.

Kirken det er os! For en forståelse af kirken, som en klippefast og urokkelig bygning, smitter af på vores forståelse af Gud. Et statisk kirkesyn, gør Gud mindre favnende og mere firkantet. Gud har et stort, levende og blødende hjerte, der rummer os.

Kirken er ikke et mausoleum eller et museum, og præsten er – og her skal I helst være enige – heller ikke en kustode. Teksten taler om levende stene – og det er et paradoksalt udtryk, da sten jo netop er dødt materiale. Sten dødt!

Når noget er stendødt, så er det virkelig dødt. Så har vi ikke nogen forventninger om at det pludselig bliver levende og dynamisk. Når man er lidt ung med de unge, så kan man finde på at sige om noget at det er ”totalt stenet”. og for dem der ikke bruger det udtryk, kan jeg sige, at det er ikke godt at være det – altså ”totalt stenet”. Så er man uden for rækkevidde. Kirken er ikke stendød. Kirken er en levende forsamling af mennesker, der tror på en levende Gud.

Så alt kan ske! Jesus giver ordet frit løb i blandt os, da han satser på Peter. For han var ikke noget glansbillede. Han var både fej og fornægtede, troløs og tvivlende. Han var ligesom alle os andre – temmelig almindelig, og levende og bevægelig.

Jesus sagde: Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke. – det er Peter, det er os – dig og mig – der er kirken. Og Jesus er den ”den levende sten”.

Kom til ham, den levende sten,
som blev vraget af mennesker,
og lad jer selv som levende sten
bygge op til et åndeligt hus,
til et helligt præsteskab,
der bringer åndelig
der vil være kærkomne for Gud.

Kirken er ikke forankret i os, kirkens hovedhjørnesten er ikke os, men Kristus. Kristus er kirkens fundament, vi er stenene. Kristus er vintræet, vi er grenene. Kristus er kirkens hoved, vi er hænderne.

Den klippe, som der skal bygges på, det er troen på Kristus, som er hovedhjørnesten, den sten, som alle de andre sten i bygningen må rettes ind efter. Når først den er lagt, kan vi andre bygge videre, og vi kan gå rigtig langt ud og spille på et utal af tangenter. Det grundlæggende er, at troen på Kristus skal være levende ligesom den levende Gud. Kristus er den levnede sten, og menigheden består af levende stene, der i tro og kærlighed skal bygges op til et åndeligt hus.

Kirken er – og det er vores nye kirkeskib et billede på – et skib i bevægelse. Vi er på vej. Vi sejler sammen, er i samme båd. Vi er afhængige af hinanden, for at kunne sejle i det stormfulde og omskiftelige verdens hav. Og Gud er ikke en ubevægelig fjerntliggende ø. Gud bevæges, og kommer os i møde der hvor vi hver i sær er i vores liv, og der hvor vi er sammen som kirke. Kirken er ikke en ufejlbarlig institution. Kirken er ikke urørlig og ubevægelig – ligesom Gud ikke er urørlig og ubevægelig. Gud kommer til os og rører os, så vi bevæges og bevæger hinanden.

Det er et spørgsmål om Gud virkelig er Gud, om alle man var døde, som vi synger i en af vores salmer. Kirken var i hvert fald ikke kirke uden os. Gud har kun os. Augustin af Hippo, udtrykte det sådan her: Uden os vil Gud ikke, og vi kan ikke uden Gud. Altså: Uden os vil Gud ikke, og vi kan ikke uden Gud.

Vi er medarbejdere på hinandens tro og glæde. Vi skal ikke bygge mure og klaustrofobiske og smålige rum, men opbygge hinanden i et levende fællesskab, med den levende Gud. Det kræver at vi giver hinanden plads til at tænke og tro forskelligt. Det kræver at vi giver rum for, at vi ikke er ens. Vores nye kirkeskib forkynder det, at vi trygt og frimodigt kan begive os ud i verden. Indimellem mister vi kursen og slår nogle skæverter. Indimellem er vi ved at gå til bunds. Men vi må tro på at Guds kærlighed og omsorg er rummelig og bundløs.

Fortegnet for vores liv, er Guds ja til os – hans klippefaste bekræftelse af, at vi hører til hos ham. For Gud er barmhjertig og nådig. Gud tilgiver vores skæverter og rejser os op, når vi falder, og vi må tro på at vi aldrig falder ud af hans levende hænder. Rigtig god sejlads, til Møllevangskirken og til hver enkelt af os. Amen