Lev ødselt

9. søndag efter Trinitatis /Den uærlige godsforvalter

Hjemme i kejserpaladset i Rom fik familien pludselig at høre, at kejseren var blevet snigmyrdet af sin mest betroede mand, den dygtige kriger Decius, mens han sov i sit telt. Desuden havde Decius med overtalelse og bestikkelse købt hele hæren, og nu var han på vej mod paladset. Filippus, kejsersønnen, forstod, hvad der var på færde. Det var selvfølgelig ham, Decius var ude efter – arvingen til både tronen og rigdommene i kejserpaladset. Hvad skulle Filippus gøre? Han lå vågen en hel nat og spekulerede. At forsvare sig mod den stærke og dygtige Decius var det det samme som selvmord, men han kunne heller ikke bare lade Decius komme og overtage riget.

Tidligt om morgenen vidste Filippus, hvad han skulle gøre. I al hemmelighed hidkaldte han to af sine bedste venner: Sixtus, som var præst og Laurentius, som var diakon. Kejsersønnen redegjorde hurtigt for, hvad der var sket, og bad derefter vennerne om at tage sig af alle kejserens skatte. Decius ville næppe mistænke Sixtus og Laurentius for at sidde på en kæmpe formue. En præst og en diakon i laset tøj, som hverken brød sig om penge eller status. Når Decius indså, at der ikke var nogen formue at stjæle, ville han sikkert tage af sted igen, og kejsersønnen få sine skatte tilbage. En fattig præst og en fattig diakon var et fikst gemmested. Filippus smilede fornøjet, da Sixtus tog imod guldet og lovede at tage sig godt af det. Og så forlod Laurentius og Sixtus paladset.

Samme dag flygtede Filippus fra Rom, og Decius overtog tronen under pomp og pragt. Det første, den nye kejser skulle ordne, var forståeligt nok betalingen af soldaterne. Men kejserens skatkamre var tomme! Decius blev rasende og satte en eftersøgning i gang.

Sixtus og Laurentius skyndte sig af sted. De vidste præcis, hvor de skulle gemme den enorme formue, de havde fået i hænderne.

Men lidt senere blev de omringet af en gruppe romerske soldater. Sixtus og Laurentius hilste venligt, men officeren var ikke i samme humør. ”Grib dem”, befalede han, ”og før dem til kejser Decius.”

Snart stod Sixtus og Laurentius foran kejser Decius´ trone. ”Var det hos jer kujonen Filippus gemte hele den kejserlige formue?” brølede han.

”Ja”, svarede Sixtus så roligt, at Decius næsten tabte tråden. Han havde ikke forventet en bekendelse uden mindst et par timers tortur. ”Så hent straks skatten”, knurrede han.

Sixtus og Laurentus gik af sted med en flok soldater i hælene, og kejseren gned sine hænder, meget tilfreds med sit tydelige magtsprog. Nogle timer senere buldrede det på paladsets dør og kejseren hørte Laurentius´ røst udenfor. ”Kejser Decius, her kommer vi med din skat!”

Kejseren skyndte sig derhen og åbnede døren på vid gab. Derude stod præsten og diakonen og hundredvis af fattige, men mætte og glade mennesker.

Sixtus og Laurentius havde nemlig hurtigt begivet sig til byens fattige kvarter, hvor de i lang tid havde været kendte ansigter. Præsten og diakonen plejede at vandre rundt i kvarteret med trøst og opmuntring, lægehjælp og mad. Overraskelsen og glæden var selvfølgelig stor, da de delte penge ud – efter den enkeltes behov. Syge, hjemløse og fattige tog taknemligt imod og i deres øjne begyndte håbet om en ny fremtid af lyse.

”Her, Kejser Decius, er din skat”, råbte Laurentius nu og pegede med hele armen ud over folkemassen. ”Kan du se, hvordan deres øjne funkler som ædelstene!”

Sådan fortælles det om Laurentius i en helgenlegende fra 200 tallet. (Du kan finde historien i fx “Livet er ikke snorlige, Unitas Forlag 2005)

Var det rigtigt eller forkert gjort af Laurentius og Sixtus at give pengene væk? Det var jo sådan set ikke deres og det var på den måde ret gratis for dem at gøre noget godt for den store gruppe af mennesker der led nød? Ja, hvis vi skal tage dagens evangelium for pålydende, så var det, det helt rigtige at gøre.
Lignelsen om den ødsle godsforvalter, der bare spreder om sig med sin Herres penge – er en af de mærkeligste lignelser i Det nye Testamente. Den rejser så mange flere spørgsmål end den svarer på. Og når vi læser den, kan vi ikke undgå at blive provokeret. Og det der provokerer os, er ikke så meget godsforvalterens snyderi – for det er set før, at vi mennesker fristes til at ty til nemme og ret gratis point, for at forblive populære. Nej, det der er provokerende, er at han får ros for det!

Lukas er generelt skeptisk overfor penge og rigdom, og det er et gennemgående træk i hele Lukas Evangeliet, at dem der ødsler ender med at få ros, og dem der er nærige bliver straffet.  Der er en hel række af den slags lignelser hos Lukas. Det går dårligt for den rige bonde, der samler til huse af sin store høst. Han dør, uden at få glæde af sin rigdom. Det går dårligt for den rige mand, der lader den fattige Lazarus ligge på sin trappesten. Derimod er der tilgivelse for den fortabte søn, selvom han ødsler halvdelen af sin fars formue bort på et udsvævende liv, som der står. Og det samme med Zakæus, der har snydt sig til sin rigdom som uærlig tolder. Efter han har haft besøg af Jesus, så deler han også ødslet ud af sin formue.

Det er helt enkelt sådan, at ødselhed er godt og nærighed er dårligt. Og derfor for forvalteren her ros, fordi han er ødsel og eftergiver sin herres skyldnere deres gæld. For hos Lukas er penge i sig selv ligegyldige. De er aldrig noget mål i sig selv.

Lignelsen begynder med den prekære situation, at forvalteren har ødslet sin herres ejendom bort, men vi hører ikke noget om hvad han har brugt den til. Han har sandsynligvis ikke brugt den til at købe et hus for eller en ny bil. Nej, han er nok nærmere bare kommet til at klatte pengene bort, brugt lidt hist og pist, og så pludselig en dag bliver han bedt om et regnskab og det viser sig at alt det han har gået og klattet væk, samlet set er blevet et stort hul i kassen.

Og måske kan vi identificere os med det forhold. Altså på et mere eksistentielt plan. At vi kommer til at klatte vores liv væk og har brugt det meste af tiden på at gøre det behageligt for os selv, på hjemlig hygge, lidt dit og lidt dat, og tiden går, og vi får ikke gjort det vi egentlig gerne ville. – selvom der er masser af opgaver omkring os, folk vi skulle have ringet til, mennesker omkring os for hvem vi kunne have gjort en forskel. Sådan er det bare.

Og derfor ville vi heller ikke kunne aflægge et tilfredsstillende regnskab over vores liv, hvis vi blev bedt om det. Ikke sådan som dagene er flest, i hvert fald. Indimellem når vi gør status over vores liv, så kan vi måske have det sådan at det hele ligesom bare løber ud imellem fingrene på os, og at vi har glemt at leve og glemt hvorfor vi er her. Sådan en statusrapport over tingenes tilstand i eget liv, kan være ødelæggende – men den kan også være motiverende. Fordi man står og ser på sig selv, og tænker: det skal være anderledes fra nu af.

Sådan tror jeg det var for godsforvalteren, da han skulle aflægge regnskab. What! har han tænkt – jeg har jo bare klattet det hele væk på ingenting og mig selv. Og nu bliver jeg fyret fra mit arbejde, uden egentlig at have levet. Og problemet er at pengene er brugt. Han kan ikke bare gøre rent bord og give det tilbage, som han skylder. Gjort er gjort.

Vi kan ikke gøre det gjorte ugjort, eller kompensere baglæns med vores liv.
Forvalteren tænker måske: Nu er jeg her. Skyldig som bare pokker. Nu nedskriver jeg de andre skyldneres gæld, så har jeg da i det mindste gjort noget godt for nogen.

og det er pointen. At vi skal leve ødslet. Vi har fået livet, ikke for at vi nærigt skal holde på hverken vores penge, vores tid, vores evner eller vores eget. Nej, vi har fået livet for at vi skal leve ødslet i forhold til vores medmennesker. Og det er både en gave at det er sådan, men også en stor opgave.

Laurentius fik ikke ros af Kejseren, fordi han havde givet alle pengene til de fattige. Langtfra. Og det ville også være en overraskende slutning på historien.

Men sådan gik det heldigvis derimod i lignelsen om den ødsle forvalter. Hans herre, viste at have et overmåde ødslet storsind.

Evangeliet er er, at Gud er ødsel. Han er som den far der tager imod os, når vi har klattet det hele væk på ingenting og endda holder en stor fest når vi vender tilbage. Han er som Jesus, der ser ind bag vores Zakæus-agtige- griskhed og giver os mod til at møde vores medmennesker med giversind. Og han er som den Herre, der roser os, når vi deler det liv vi har fået af ham, med vores medmennesker. For Gud elsker en glad giver!

Vi kan lette andres byrde, tilgive vores medmennesker og kaste lys over deres liv. Kun på den måde forvalter vi vores gudgivne liv rigtigt.

Frans af Assisi formulerede det på den måde: Gør mig til redskab for din fred! Når vi forlader skyld, vil du forlade, for det er ved at give, at vi får, og ved at dø at vi opstår.