4. søndag efter trinitatis/ Matt 5,43-48
Intet er mere naturligt for os mennesker end at have fjender.
Og ofte kan det at have fælles fjender, ligefrem få os til at rykke tættere sammen. Hvis man er løbet tør, for samtaleemner med sin ægtefælle, så kan man altid tale lidt om hvor idiotiske naboerne er.
Eller hvis der er kommet lidt kure på tråden i venneflokken, så er der ikke noget bedre til at klinke skårene og løfte stemningen, end at tale om nogle andre, man er fælles om ikke at kunne lide.
Hvis vi kan blive enige om, hvem vi ikke kan lide, så svejser det os ekstra sammen. Så bliver det os mod dem.
Tit er ens værste fjende, én der tidligere har stået meget nær. En gammel ven, en eksmand, en bror man ikke længere ser. Kærlighed kan, som Anne Linnet synger, bli til had. Brændende kærlighed kan gå over i flammende had, hvis vi bliver skuffede eller sårede.
Det er ikke kun venskaber og ægteskaber der kan holdes sammen ved hjælp af fælles fjendskaber.
Det kan også et land eller nationer.
Intet i verden styrker det indre sammenhold som en ydre fjende. Vi står sammen mod Putin, siger Europas ledere og vi mærker hvordan vi rykker tættere sammen, som danskere og som europæere.
En ydre fjende kan få mennesker, der ikke er enige om ret meget, til at rykke sammen og synge med på vers som her til Sankt Hans, hvor vi med høj fælles røst i aften skal synge:
”Med sværdet i hånd skal være udenvælts fjende
beredte os kende”
og senere: ”Vi vil fred her til lands”
Det kan vi blive enige om. I vores fælles sange og vores nationalsange, synger vi om de ydre fjender. Dem vi er fælles om at have – og dem vi kan udpege uden videre. Vi er uhyggeligt gode til at producere fælles fjendebilleder.
Jesus taler i bjergprædiken, som vi har hørt i dag, om kærlighed til fjender. ”Elsk jeres fjender og bed for dem der forfølger jer”, siger han. Og det er måske – nej, det er det mest radikale Jesus siger.
Der kan findes paralleller til det meste Jesus har sagt –i samtidens jødedom eller nogle af de andre omkringliggende religiøse grupperinger, men udsagnet om at vi skal elske vores fjender, det findes ikke andre steder. Det er der ikke andre end Jesus der har sagt!
Tværtimod. Hvis der var noget der var markant i samtiden, så var det hadet til fjenderne. Når vi læser mange af de gammeltestamentlige tekster, så er vi ikke i tvivl. Den fælles fjende, har været en del af det der har fået folket til at stå sammen – og vende sig til Gud om hjælp.
Elsk jeres fjender! Det er så radikalt, at det ikke er til at forstå omfanget af. Der har i historiens løb været forskellige teorier om, hvordan bjergprædikenen skal forstås, og hvorfra buddet om fjendekærlighed er hentet.
Er det en ny lov? I hvert fald, er det en lov, der er umulig at opfylde for almindelige, ufuldkomne mennesker, der højst kan leve op til lovens bogstav, men ikke ærligt og af hjertet kan elske sine fjender og bede for sine uvenner. Men hvad er så formålet?
Bjergprædikenen er en samling Jesu ord, der er føjet sammen til en læreprædiken, beregnet for de nydøbte i Matthæus menighed.
Den skal læses som et udtryk for Jesu ønske om at skabe et nyt fællesskab blandt mennesker, og derfor kan vi gennem bjergprædikenens ord se Jesu drøm om et nyt gudsrige med et folk, der ikke blot lever efter næstekærlighedens bud, men som også har kærlighed til deres fjender.
Den kærlighed, der er tale om, er ikke sværmerisk eller afhængig af følelser, men udmønter sig i omsorg, fællesskab og medlidenhed.
Når ordet kærlighed bruges i forbindelse med fjender, sprænger det forståelsen af næstekærligheden, sådan som den blev praktiseret i gamle samfund, hvor familien stod stærkt. Her havde man omsorg for sine nærmeste, men fællesskabet styrkedes også ved, at man havde fælles fjender og fælles fordomme. Sådan var det på Jesus tid, og det er ikke ulig noget vi kender i dag
Vi ved, hvordan hadet i et lukket samfund eller fællesskab kan vokse gennem generationer og ende med at ødelægge tilværelsen for både ven og fjende. Man ser ikke mere den anden, men stirrer sig blind på det billede, man har skabt i sit eget had. Enhver forsoning udelukkes, der er ingen nåde, ingen tilgivelse – ingen fremtid.
Villy Sørensen, der var forfatter og filosof, siger, at der kun er to måder at overvinde en fjende på: Enten ved at tilintetgøre ham helt – eller ved at gøre ham til sin ven, for så ophører han med at være fjende. Det er logisk, at det er sådan – men også svært at føre ud i livet.
Det mest brutale eksempel på det, ser vi lige i øjeblikket i Gaza. Israels mål er at tilintetgøre Hamas én gang for alle. Vreden over terrorangrebet 7. oktober sidste år, er forståeligt stor, men det har haft forfærdelige ødelæggende konsekvenser for hele den palæstinensiske civilbefolkning. Det er som om man forestiller sig, at hvis bare man slår hårdt og brutalt nok, så vil Hamas forsvinde. Selv om alt tyder på, at de voldsomme angreb i Gaza, snarere får Hamas til at vokse. Historien viser at man ikke kommer nogen vegne med våben i denne her konflikt.
Diskussionen herhjemme er også præget af uforsonlighed. Vi kan ikke bare være uenige længere, men fragmenterer os i to positioner. Der er blevet meget kort til afvisning og had, i forhold til den man er uenig med.
Ikke bare i denne her sag, men også i andre sager, er finder vi sammen i meningsfællesskaber og kaster med skarpt efter dem der er uenige med os. Og selv om buddet om fjendekærlighed virker naivt og utopisk, rummer det en dyb sandhed og den eneste farbare vej ud af fjendskab og dæmonisering.
Kun ved at mødes, at være sammen, lære hinanden at kende, respektere hinanden som mennesker finder vi en vej ud.
Kun ved at gøre din fjende til en ven, forsvinder han.
Jesu rige bygger på, at vi er skabt i Guds billede og ser det billede i den andens ansigt. Vi skal se Guds billede også i vores billede af fjenden.
Fjendekærlighed er Jesu vision for Guds rige – så radikalt er det
I himlen er vi alle lige. Gud lader det regne over onde og gode. Guds velsignelse kender ikke forskel på mennesker.
Vi kan ikke leve op til det krav den fuldkomne kærlighed stiller os – vi har brug for igen og igen at blive mindet om vores gudbilledlighed, sådan vi kan se det gudbilledelige – og dermed det menneskelige, også i dem vi har svært ved at regne som menneskelige.
Nogle gange kan man være sin egen værste fjende. Vi har hver især nogle ting, vi har svært ved. Vi har nogle barrierer vi ikke kan bryde ned, eller nogle blinde pletter, som vi kæmper med. Måske er det også de fjender inden i os selv, vi skal lære at elske. I hvert fald kan det være en befrielse at være sammen med mennesker der tør, at stå ved hvem de er. Det hører med til at være menneske, at vi ikke er fuldkomne. – og erkendelsen af sin egen ufuldkommenhed, er en forudsætning for at møde andre mennesker ligeværdigt i al deres ufuldkommenhed. Fængselspræst Carl Lomholdt har engang sagt: ”Tænk sig, hvis vi alle, også alle os udenfor murene, som fangen i fængslet, hver især, skulle huskes for det værste, vi har gjort! Det ville selv de pæneste af os, ærligt talt, ikke bryde sig om!”
TIldels med inspiration fra Peter Nejsum, vejleding i Præsten