Pinsedag 2020
Helligånden har ry for at være svær at forstå. Hvad er egentlig Helligånden? Jo, det er den ånd der tales så ligefremt om lige fra Bibelens første sider som Guds skaberånd. Den Ånd, der kalder det som ikke er, til at være.
Både i det gamle og i det nye testamente hører vi om Guds ånd, der skaber liv. I dag, pinsedag, kirkens fødselsdag, fejrer vi at ånden ikke bare kom over os, men at ånden også kom i os og imellem os.
Her under nedlukningen har fællessangen virkelig fået en renæssance. Vi har genopdaget at fællessangen er en stærk forenende kraft. Det har nu aldrig været en helt fraværende erkendelse i kirken. Fællessangen har altid været en central del af gudstjenestefejringen.
Og jeg er lykkelig over at vi her i Møllevangskirken har så store
rammer, at vi ikke behøves at holde gudstjenester uden fællessang pga.
smitterisiko, som man er nødt til i nogle af de mindre kirker for dog at kunne
være nogen. Særligt i forbindelse med de forstående konfirmationer, har det
været nødvendigt nogle steder at fravælge fællessangen for at konfirmanden
kunne få hele familien med i kirken.
Jeg talte med min nabo om det for noget tid siden, fordi vi begge har børn der
skal konfirmeres i Hasle Kirke om nogle uger. Og Hasle kirke er jo ret lille.
Jeg nævnte muligheden for at man kunne holde konfirmationsgudstjeneste uden
salmesang, og hun sagde at så var der jo overhovedet ikke noget ved det. At for
hende var det at gå i kirke, at synge sammen. Jeg er tilbøjelig til at give
hende ret, og derfor er det jo også kun i en ekstrem nødsituation som den vi
står i, i øjeblikket at man som kirke nogle steder bliver nødt til at holde
gudstjeneste uden fællessang.
Fællessangen har stor kraft. Der sker noget imellem os når vi synger sammen som forbinder os.
Vi kan ikke tale i munden på hinanden, eller det er i hvert fald et tegn på dårlige manerer. Men vi kan synge i munden på hinanden – og det endda bedre end når vi synger alene.
Når vi synger sammen, så opstår der en fælles sang, en fælles tone eller harmoni – som hverken er dig eller mig, men noget større – men som vi alligevel er forbundet med i vores stemmer og i vores åndedrag.
Hvad er det med sangen, der er så kraftfuld? Hvorfor er det,
sangen mere end noget bevæger os og løfter os? Hvad er det sangen gør ved os?
Blandt indianere er der et ordsprog der lyder sådan her: ”Sange er tanker, der
kommer ud med åndedrættet, når mennesket bevæges af stor kraft og ikke længere
kan nøjes med at tale…”
Indianere synger – og vi synger. Måske synger alle folkeslag. I hvert fald mener etnologer, der har studeret jordens folkeslag, at vide, at musik er en del af alle kulturer enten i form af sang eller dans. Sang og musik er centralt placeret i enhver kultur, og vores sange og salmer er centralt placeret som en del af vores kultur. Ikke en overskydende eller en ligegyldig del, men en bærende del.
I vores danske sange og salmer er vi fælles om at udtrykke os om det, der angår os. Her synger vi ud om landet, folket, historien, troen, naturen, menneskelivet – kort sagt: Vi synger om livet.
Al sang har imidlertid altid to retninger. Præcis de samme
to retninger, der beskriver vores vejrtrækning: ud og ind. Samtidigt med at vi
synger ud om livet, synger vi os ind i livet.
Phillip Faber har samlet Danmark til fællessang de sidste måneder. Der har
været fællessang på programmet fredag aften i den bedste sendetid. Det er
usædvanligt, men det er ikke nyt. Vi har altid sunget sammen i vores livs
kriser eller overgange.
Modstandsfolkene under 2. verdenskrig blev styrkede af at
synge:
”Kæmp for alt, hvad du har kært,
dø, om så det gælder!
Da er livet ej så svært,
døden ikke heller.”
Og det bliver vi også af de selvsamme ord, når vi har mistet et menneske og
synger den ved kisten.
Eller vi synger:
” Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav:
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn.”
Der er en kraft i de ord når de synges, som fylder os med mod og håb. Sangen
løfter os ud af os selv, så vi kan se længere, end vi aner. Ordene og musikken
kryber ind i kroppen på os og åbner rummet uden for os og indimellem også
himlen.
I kirken taler vi nogle gange om at ånden skal have krop, og med god grund. Vi kan læse i begyndelsen af Johannes evangeliet om, at Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Ånden får krop i menighedens fællesskab, det er også derfor pinsen er kirkens fødselsdag. Ånd handler om fællesskab, om forening, om enhed.
Ånden er det der binder os sammen.
Vi siger at ånden skal have krop, men man kan også sige det modsatte med mening: Altså at kroppen skal have ånd.
For hvad er kroppen uden ånd?
Den er alene – helt alene
Kroppe kan støde sammen med andre kroppe. I bussen eller i kamp. De kan reagere.
De kan have sex. De kan slås. Men kroppe uden ånd, kan ikke forbinde sig med
hinanden.
Hvis kroppen får ånd, så bliver den til noget der kan forbinde sig med andre.
Når kroppen får ånd, så kan vi være sammen.
Man kan måske sige at den bliver til et legeme – en helhed med lemmer – der kan
omfavne og også elske hinanden. Når kroppen får ånd, så kan vi forenes.
Vi siger at mennesket består af ånd, sjæl og krop. I dag ville vi nok nærmere
kalde sjælen for vores psyke eller følelser. Og følelser er noget individuelt.
De er mine, eller de er dine – men det er ikke sikkert at vi i vores følelser
er forbundet med hinanden. Det er ikke sikkert at vi kan forenes i vores
følelser. Også sjælen skal have ånd for at vi kan forenes.
Ånden er noget andet. Noget der ikke kommer fra mig eller dig, men er Gud.
Det er så smukt, som vi læste før hos Jeremias:
Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte.
Det er ånden der bliver lagt i os. Det er ånden der bliver skrevet i vores hjerter. Det er smukt og det siger meget tydeligt at ånden netop ikke kommer fra os, men fra Gud.
Vi kan ikke selv skabe ånden, men Guds ånd kan skabe nyt liv i os. Og vi kan vokse og vokse sammen med den. Både vokse forstået på den måde, at ånden gør vores liv større og vores hjerter mere rummelige og varme, men også vokse sammen med, forstået som at den bliver en del af os. Den heler vores hjerte, som en flænge der vokser sammen.
Når Gud skriver sin ånd i vores hjerter, så vokser vi sammen med ånden. Vi både vokser og vokser sammen.
Det er altså ikke bare ånden der får krop, men også kroppen
der får ånd og gør os i stand til at forbinde os med andre.
I samtaler, i omsorg, i oplevelser, i sang.
Sange er tanker, der kommer ud med åndedrættet, når mennesket bevæges af stor kraft og ikke længere kan nøjes med at tale. Sådan sagde de gamle indianere. Og den erfaring er såre menneskelig.
Der er ikke noget der som sange og salmer, kan åbne vores
hjerter. Der er sange der er er skrevet i vores hjerter da vi var helt små, og
som er blevet skrevet igen og igen – her til pinse er det den vi begyndte med:
”I al sin glans nu stråler solen,
livslyset over nåde-stolen,
nu kom vor pinselilje-tid,
nu har vi sommer skær og blid”
Sangene synger i os. Som erindring og som det der er større end os selv.
Når vi ikke ved hvad vi skal sige, så synger vi. Som når tusinder af mennesker samles efter et terrorangreb og synger ”Kringsat af fjender”, så får vi mod til at leve i verden, hvor dyster den end kan være.
Fællessangen er et meget fint eksempel på hvad ånd er. Og måske er det med Helligånden slet ikke så svært som rygtet siger.
Det er Guds ånd, der kalder det som ikke er, til at være.
Det er ikke os selv der skaber det. Det er ånd der lagt i
vores kroppe, og som gør at vi kan forbinde os med hinanden, elske hinanden,
rumme hinanden, favne hinanden.
Det er det, Johannes kalder, Sandhedens ånd. Den ånd der
skal gøre os frie, dvs. frigøre os fra os selv, så vi kan vokse og vokse sammen
bundet af kærlighedens bånd.
Sandheden er det der er skrevet i vores hjerter, det vi
tager til os, det der bliver sandt for os.
Der er meget her i livet der er rigtigt, men sandhed er større end det der kan
måles og vejes og er rigtigt.
Sandhed er det der skrives i hjertet på os, som vi tager til os, som betyder noget for vores liv og som giver mening. Må vi fejre pinse i ånd og sandhed. Amen