7. søndag efter trinitatis /Zakæus
Kristendommen er i grunden en naiv forestilling. I hvert fald er er en naiv tillid kærlighedens kraft. Når mennesker bliver mødt af kærlighedens blik, så er der altid grobund for at der sker noget nyt. Det er det Jesus siger igen og igen. Kærlighedens kraft er den eneste kraft der kan redde et menneske, når det er fortabt eller kørt fast i en dårlig nedadgående spiral. Kærlighedens kraft er så stærk, at der ikke findes et eneste menneske, der ikke kan vækkes og forandre sig og blomstre op. Det er i bund og grund en naiv tillid til kærligheden! Alligevel er det det vi gentager her i kirken. Søndag efter søndag. Og i dag har vi hørt to tekster der siger det samme: At Gud kan gøre store ting for os mennesker. På et øjeblik kan Gud vende et menneskes skæbne. Og det er en stærk tanke at bære med sig. At Guds kærlighedskraft er så stærk. Måske bliver det især nærværende for os, når livet er svært. Hvis vi har mistet, hvis vi er ensomme, hvis vi føler tomhed, hvis vi ikke synes vi er gode nok. Så kan længslen efter forandring og fornyelse blive meget nærværende. Fordi vi ikke kan holde andet end ud, end at længes efter forandring. Og vi ved at smerte og følelsen af meningsløshed pludselig kan ændre sig. Pludselig kan vores liv få en anden retning. Gud kan give det en anden retning. Vi bærer vores historie med os, men vi kan alligevel pludselig mærke at vi er i verden igen på en ny måde. Livet er i forandring. Altid. Det er både med til at gøre livet spændende – og skrøbeligt, at vi ikke ved hvordan dagen i morgen bliver. I den Gammel Testamentlige salme hørte vi, hvordan Gud vendte det israelitiske folks skæbne, fra smerte til glæde. Da det skete – siger salmisten – blev vi drømmere. Vores munde blev fulde af latter og sang. Og sådan føles det når Gud griber ind og vender alting. Først kan vi næsten ikke tro det er sandt. Det føles som en drøm – som vi er bange for at vågne fra igen. Men så kommer latteren og lyset og lettelsen langsomt op til overfladen, når det går op for os at det er den nye virkelighed. At nu begynder livet igen. Vi har alle sammen oplevet det i et eller andet omfang. At Gud, at kærlighedens kraft, er brudt ind og har forandret vores virkelighed. Hvordan håb og muligheder pludselig er blevet levende i os igen. Hvordan livet pludselig fik farver igen. Hvordan vi pludselig en dag kunne tage os selv i at smile uden nogen grund. Det kan ske brat, ved en helt konkret ændring, et helt konkret møde eller en tanke der pludselig ramte os. Det kan også ske langsomt som efter en stor sorg, der for en tid har slukket livet i os. Gud giver os livet tilbage igen – måske ser det helt anderledes ud end før, men vi mærker det. Livet. Når mennesker bliver mødt af kærlighedens blik, så er der altid grobund for at der sker noget nyt. Det er det Jesus siger – og viser – igen og igen. Når det kommer til fortællingen om Zakæus er der for mig at se to vigtige pointer, alt efter hvilken synsvinkel vi tager. Når vi identificerer os med Zakæus, ser vi hvad Gud også kan gøre i vores liv. Han kan forandre det og give os en ny begyndelse. Når vi identificer os med dem der omgås Zakæus, og ser hvad Jesus gør for ham, så får vi et eksempel for, hvad vi kan gøre i andres liv. Vi kan faktisk forandre det og give dem en ny begyndelse. Zakæus var ikke let at holde af. Han var udenfor. Han var tolder, endda overtolder. Tolderne var landsforrædere og besættelsesmagtens alt for villige samarbejdspartnere. Derudover har han krævet lidt ekstra ind, som han har kommet i egen lomme. Han er blevet rig på sit eget folks bekostning. En slags gullaschbaron. Toldere blev regnet for at være kriminelle og deres hyppige kontakt med romerne, gjorde at de også blev regnet for urene i templet. Zakæus har altså på næsten alle tænkelige måder sat sig uden for fællesskabet. Ingen regner med ham. Og han regnes ikke til blandt Guds folk. Men Jesus ser ham og genindsætter ham i fællesskabet ved at kalde ham ”Abrahams barn” og ved at spise sammen med ham. Zakæus er lille af vækst, står der. Om det skal forstås sådan helt bogstaveligt, altså at han faktisk var fysisk lille – eller det skal forstås i overført betydning, altså han var et lille menneske, grisk og sig selv nærmest – ved vi ikke. Men i hvert fald blev han regnet for et nul. Fortællingen sætter altså fingeren der, hvor det gør allermest ondt. Selv sådan én som Zakæus har mulighed for en ny begyndelse. Kærlighedens kraft er så stærk, at der ikke findes et eneste menneske, der ikke kan vækkes og forandre sig og blomstre op. Det er det kristne håb. Det er en trøst når det gælder os. Når vi længes efter Guds indgriben, et kærligt blik og en ny begyndelse. Men det er en ekstrem provokation at Gud ser på alle sine skabninger med det samme insisterende og inkluderende kærlige blik. Selv sådan én som Zakæus Selv dem vi i dag kalder landsforrædere – de danske kvinder der tog til Syrien og giftede sig med IS-krigere. Selv vanvidsbilister, der tror de danske landeveje er en legeplads og kører uden at tage ansvar for andres sikkerhed Bare for at nævne et par af vor tids meste udskældte og forhadte grupper Normalt er Zakæus ikke en man bør besøge. Han er sindssygt dårligt selskab. I evangeliet er han den eneste man bør besøge – når man er Jesus. For menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte, som der står. Kristendommen er i grunden en naiv forestilling. Når mennesker bliver mødt af kærlighedens blik, så er der altid grobund for at der sker noget nyt. Det er det Jesus siger igen og igen. Selv hos de mest egoistiske og forstenede mennesker vi kan komme i tanker om. Så stærk er kærlighedens kraft. Det er umuligt for os at rumme, at det er sådan – men alternativet, altså at kærligheden ikke har den kraft i sig, er utålelig og umulig at leve med i virkeligheden. Der er ikke noget alternativ for håbet. For Zakæus kom kærligheden som et indbrud i hans liv. Da Jesus så op og kaldte ham ned fra træet, fordi han ville besøge ham. Sådan bryder kun kærligheden ind. Jesus så ikke bare Zakæus som en landsforræder og en fjende. Han så ham som et menneske, som et menneske der af længsel efter forandring var kravlet op i et træ. Jesus ser ham, som han er og fordømmer ham ikke. Han omfatter ham med sin kærlighed – og der i lyset fra Jesu kærlighed ser Zakæus sig selv. Ser hvordan han har levet, hvad han er blevet til, og han lader sig forvandle af kærlighedens kraft. Det er den eneste kraft der kan redde et menneske, når det er fortabt eller kørt fast i en dårlig nedadgående spiral. Han ser sit liv i et nyt lys, øjner nye muligheder – håb og tro bliver kaldt frem i ham. I fortællingen ser vi, hvad Gud kan gøre med vores liv. Hvordan han på et øjeblik kan vende alt – ved at se os – i hjertets dyb, som dem vi er skabt til at være – og han kan kalde os frem af mørket til liv – til en ny begyndelse. Og Jesus giver os et eksempel til efterfølgelse, eller et forbillede. Sådan som han gjorde overfor Zakæus, sådan skal vi også gøre overfor hinanden. Vi kan også se på andre med det kærlighedens og tilgivelsens blik, der skaber forandring og nyt liv. Så stærk er kærlighedens kraft, og den virker også imellem os mennesker. Det at vise et andet menneske accept – måske særligt et menneske der ikke er vant til at få det, kan forvandle dette menneskes liv. Det kan også forvandle vores eget liv, at gøre det. Så stor kraft og værdighed har Gud givet os i forhold til hinanden. At vi kan gøre en verden til forskel. Kristentroens tillid til Guds kærlighed er virkelig naiv, og tak for det. Hvis den var fornuftig, havde vi ikke en chance.